Spansk Vandhund hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Den Spanske Vandhund er en mediumstor, aktiv arbejdshund med stor kærlighed til vandet, og den trives, når sundheden følges tæt og systematisk. Allerede som hvalp bør den ses af dyrlægen ved 8, 12 og 16 uger, hvorefter et unghundetjek omkring 6–9 måneder og igen ved 12 måneder hjælper med at sikre sund vækst, korrekt tandskifte, passende fodring og adfærdsudvikling. For den voksne hund anbefales et årligt helbredstjek, hvor dyrlægen vurderer vægt og huld (BCS), tænder og tandkød, ører, hud og pels, bevægeapparat, hjerte og lunger samt øjne.

Racespecifikt giver det god mening, at dyrlægen har fokus på hofter og bevægelse, fordi hofteledsdysplasi forekommer i racen. Et ortopædisk tjek med bevægelsesvurdering og palpation kan opdage tidlige tegn på smerte eller stivhed, og ved mistanke kan røntgen anbefales. Øjnene bør kigges ekstra grundigt; progressive retinalatrofi (PRA) er beskrevet i vandhunderacer. Ved avlsplaner er en DNA-test mod relevante øjengener samt øjenundersøgelse (ECVO) oplagte. Hjerteauskultation hører med ved hvert tjek; skulle der høres mislyde eller rytmeforstyrrelser, kan EKG og ekkokardiografi være næste skridt. Juvenil dilateret kardiomyopati (JDCM) er sjælden, men kendskab til stamtavle og evt. genetiske tests er relevant i avlssammenhæng.

Ørerne er et fokuspunkt hos vandglade hunde. Den Spanske Vandhund har krøllet pels og ofte hår i og omkring øregangen, som kan fastholde fugt og øge risikoen for otitis externa. Aftal med din dyrlæge, hvordan du bedst forebygger uden at irritere øregangen; plukning dybt i øret frarådes ofte, hvorimod skånsom trimning af ydre hår og tørring efter bad kan være passende. Tænderne bør efterses ved hvert besøg; racen kan have anlæg for tandsten pga. tæt pels omkring mundvigen, hvor fugt samler sig.

Medbring gerne en frisk afføringsprøve til årlige tjek, så parasitstatus kan vurderes, især hvis hunden bader i søer og færdes i naturen. Notér ændringer i appetit, præstationsevne, udholdenhed eller adfærd; små ændringer hos en arbejdsvillig, optimistisk Spansk Vandhund kan være de første tegn på et helbredsproblem.

Et gennemtænkt vaccinationsprogram beskytter din Spanske Vandhund mod alvorlige sygdomme og bør tilpasses dens livsstil. Standard i Danmark er kernevacciner mod hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV-2) og parvovirus (CPV). Disse gives typisk ved 8, 12 og 16 uger, booster ved 12 måneder og derefter hvert tredje år. Mange vælger en kombination (DHP) og lader dyrlægen rådgive om eventuel titertest i stedet for rutinebooster hos den voksne hund.

Leptospirose er stærkt anbefalet til en vandglad race, da bakterien kan findes i stillestående vand og i områder med gnavere. Leptovaccinen kræver som regel årlig revaccination, og i nogle miljøer kan halvårlig plan overvejes. Til træningshaller, konkurrencer, hundeskov og pension anbefales kennelhoste-vaccine (Bordetella ± parainfluenza) som næsespray eller injektion, normalt årligt eller efter specifikke arrangements­krav.

Rejser din hund uden for Danmark, kommer rabies på tale. Første rabiesvaccination gives tidligst ved 12 ugers alder, og EU-regler kræver 21 dage fra vaccination til lovlig indrejse. Kontrollér altid opdaterede krav for rejsemål, herunder eventuel ormekur mod Echinococcus ved rejse til visse lande. Ved rejser til Sydeuropa og andre endemiske områder bør du, udover vaccineprogrammet, drøfte vektorkontrol mod sandfluer (leishmaniose), myg (hjerteorm) og flåter (ehrlichiose/anaplasmose), da beskyttelse mod vektorer her ofte er vigtigere end ekstra vacciner.

Planen finjusteres i dialog med dyrlægen: Hvalpe fuldfører basisprogrammet, unghunde får 12-måneders booster, og voksne følges herefter med 3-årige DHP-intervaller, årlig leptospirose samt målrettet kennelhoste efter behov. For den ældre hund, eller ved underliggende sygdom, kan tidspunkt og intervaller justeres for optimal beskyttelse og minimalt ubehag.

Forebyggelse er nøglen til et langt og aktivt hundeliv, og den Spanske Vandhund kvitterer for en fast rutine. Parasitter først: Flåter er udbredte i Danmark, og en vand- og naturglad hund bør være dækket i sæsonen med et effektivt flåtmiddel (spot-on, tablet eller halsbånd). Kontroller pelsen dagligt i flåtsæsonen, især mellem tæerne og ved ører og lyske. Lopper håndteres med profylakse efter dyrlægens anbefaling, og ormebehandling bør som udgangspunkt styres af afføringsprøver frem for faste kure, medmindre rejsekrav eller fund tilsiger andet. Ved rejse til områder med hjerteorm foreskrives specifik forebyggelse.

Øre- og hudpleje hænger tæt sammen med racens pels og vandglæde. Efter svømning skylles og tørres ørerne skånsomt, eventuelt med en alkoholfri, tørrende ørerens i samråd med dyrlægen. Undgå hård plukning i dybden, da det kan irritere huden og fremme infektion. Pelsen er krøllet og kan danne snører; mange ejere vælger en helklip 1–2 gange årligt i jævn længde. Hvis du lader pelsen snøre, kræver den daglige hånddeling af snører, grundig tørring efter bad og hyppig kontrol for hudirritation og hotspots. Bad kun efter behov, brug mild hundeshampoo, og skyl grundigt, så sæberester ikke irriterer huden.

Tandpleje er en lavthængende frugt: Daglig tandbørstning med hundetandpasta er guld værd, suppleret med godkendte tyggeprodukter. Et årligt tandtjek ved dyrlægen, evt. med tandrensning under bedøvelse efter behov, forebygger paradentose. Led- og vægtkontrol er lige så vigtig; racen er aktiv, men kan tage på, hvis den understimuleres. Sigt efter et huld på 4–5/9, mål kropsvægt månedligt, og fodr med fuldfoder af høj kvalitet, tilpasset aktivitetsniveau. Til meget aktive eller ældre hunde kan omega-3 og fællesledsstøttende tilskud overvejes i samråd med dyrlægen.

Træning og mental aktivering forebygger skader og stress. Opvarmning før intens leg eller svømning, rolig afjogning bagefter, varieret underlag og undgåelse af gentagne høje spring skåner led og muskler. Hold poter og kløer velplejede; tjek svømmehuden for små sår, plantedele og irritation efter tur i siv og sø.

Selv med god forebyggelse kan akutte problemer opstå, og det er afgørende at kende faresignalerne. Søg straks dyrlæge ved: Pludselig udtalt sløvhed, kollaps, blege slimhinder eller besværet vejrtrækning; gentagen opkast/diarré, især efter badning i sø eller hav; stærk haltheden eller smerte, der ikke aftager; kraftig hovedrysten, ørepine eller kradseri efter svømning; hævelser i ansigt eller nældefeber (mistanke om allergisk reaktion); vedvarende bugspænding, rastløshed og savlen (mistanke om maveproblemer); sårskader, kroge eller kropsfremmedlegemer i mund/pote; og tegn på øjenskade som sammenknebne øjne, smerte eller pludselig synsnedsættelse.

Vandrelaterede risici fortjener særlig opmærksomhed hos racen. Blågrønalger kan være giftige; undgå vand med misfarvning eller skummende overflade, og skyl hunden straks i rent vand, hvis du er i tvivl. Saltvandsindtag kan give saltforgiftning eller opkast/diarré; tilbyd frisk vand og begræns apportering i høje bølger. Kulde og udtrætning i vand kan føre til nedkøling og muskelskade; hold pauser og brug evt. svømmevest. Efter voldsomme rysteture eller øresmerte kan der være akut otitis externa, som skal behandles hurtigt for at undgå komplikationer.

Førstehjælp hjemme kan bestå i at skylle sår med sterilt saltvand, lægge tryk på blødning med en ren forbinding, fjerne flåter med tang og forhindre slikning med krave eller sok, indtil I når dyrlægen. Giv ikke humanmedicin uden veterinær rådgivning. Hav et lille akut-kit klar: Sterilt saltvand, gaze, selvklæbende forbinding, flåtfjerner, øjenskyl, engangshandsker, termometer, pincet, samt hundens sundhedsbog og forsikringsoplysninger. Ring altid til klinikken på forhånd; de kan ofte guide dig til den rigtige prioritet og forberedelse.

Løbende overvågning i hjemmet forstærker effekten af dyrlægebesøgene og passer perfekt til den arbejdsomme, optimistiske Spanske Vandhund. Indfør en ugentlig mini-sundhedsrutine: Vej hunden, mærk ribben og vurder huld, tjek tænder, tandkød og ånde, gennemgå pels og hud for knuder, sår eller hotspots, kig i ører for rødme/sekret og løft poter for småskader. Notér ændringer i en logbog eller app, og medbring dine observationer til det årlige tjek.

Hold øje med bevægemønster og præstation: Har hunden sværere ved at rejse sig, springer den modvilligt ind i bilen, eller virker den stivere de første minutter på tur, kan det være tidlige tegn på ledproblemer. Tidlig indsats med vægtregulering, tilpasset aktivitet og evt. fysioterapi kan gøre en stor forskel. For øjnene gælder, at nedsat nattesyn, usikkerhed i svag belysning eller øget refleksglans fra nethinden bør udløse øjenundersøgelse.

Mål en hvile-respirationsfrekvens, når hunden sover dybt (normalt 15–30 pr. minut). En vedvarende stigning over 30–35 kan være et advarselstegn, der fortjener vurdering, især hos ældre hunde. Fra 6–7-årsalderen (racen lever typisk ind i de to cifre) er et årligt seniorscreeningstjek med blodprøver, urinprøve, blodtryk og evt. røntgen/ultralyd en god investering; meget aktive hunde kan have gavn af halvårlige kontroller.

Ernæring og fordøjelse fortæller også meget. Pludselige ændringer i appetit, vægtudsving, tilbagevendende løse afføringer eller øget tørst/urinering bør noteres og vurderes. Mistanke om foderfølsomhed håndteres bedst via en struktureret eliminationsdiæt under veterinær vejledning.

Overvej sundhedsforsikring og årlig fast pris-aftale med klinikken for at gøre profylakse og kontroller forudsigelige i budgettet. Hvis du planlægger avl, bør avlsdyr sundhedsscreenes med HD-røntgen, øjenlysning og relevante DNA-tests (fx for PRA; tests for sjældne sygdomme som JDCM og GM1 kan være relevante afhængigt af linjer).