Tenterfield Terrier - Ansvarlig avl og genetik

Tenterfield Terrier er en lille, elegant og handlekraftig terrier med tydelig arbejdsvilje, et venligt sind og en robust fysik trods toy-størrelsen. Racen bør fremstå tør og atletisk, uden overdrivelser, med korrekt kønspræg og en let, effektiv bevægelse. Idealvægten ligger omkring 3,1–4,5 kg, hvilket afspejler en kompakt, men ikke tung hund. Proportionerne er let rektangulære, overlinjen fast og plan, brystet dybt til albuen, og halen bæres højt uden at krølle stramt ind over ryggen.

Hovedet er kileformet med moderat stop, ciselering og et udtryk, der er vågent og nysgerrigt. Øjnene er middelstore, ovale og mørke, med stram øjenrand. Ørerne er V-formede og bæres naturligt opret eller halvt opret; tungt faldende eller flagreører er uønskede. Næsepigmentet bør være fuldt, og læberne tørre. Korrekt saksebid og fuld tandsætning prioriteres højt i avl, da små racer kan have tendens til trængsel og tilbageholdte mælketænder.

Pelsen er fin og kort, tæt tilliggende og let at vedligeholde. Farverne ses typisk som overvejende hvid med sorte, tan- eller leverfarvede aftegninger, herunder tricolour-varianter; ekstremt pigmentfattige hunde er ikke ønskelige. Racen fælder beskedent og tåles ofte godt af allergikere, men individuelle reaktioner varierer. Pelsplejen er ukompliceret med ugentlig gennembørstning og lejlighedsvis bad.

Temperamentet er kernen i racetypen: selvsikker, vågen, samarbejdende og modig uden at være skarp. Tenterfield Terrieren skal være stabil i bymiljø, nysgerrig og træningsvillig, hvilket gør den velegnet til aktive husholdninger i alle boligstørrelser. Den trives med mentalt arbejde og op til ca. 1 times daglig motion. Avlsmål bør balancere sundhed, funktion og temperament, så racens alsidighed, mod og sociale egenskaber bevares – uden at gå på kompromis med sundhed eller velfærd.

En ansvarlig avlsstrategi for Tenterfield Terrier begynder med styring af genetisk diversitet. Racen er relativt lille i udbredelse, hvilket gør koefficienten for indavl (COI) og effektiv populationsstørrelse (Ne) særligt relevante. Sigt mod parringer, hvor den estimerede COI ligger under racens gennemsnit, gerne under 6–8 % beregnet på mindst 10 generationer eller, bedre endnu, baseret på genomiske data. Undgå matadoravl: ingen enkelt han bør stå for en uforholdsmæssig stor andel af afkommet i en kort periode, da det accelererer tabet af variation og øger risikoen for recessive lidelser.

Tænk polygent: temperament, fertilitet, tandstilling og bevægelse er komplekse træk, der påvirkes af mange gener og miljø. Prioritér stabile, sociale hunde med lav konflikttendens, god samarbejdsevne og moderat jagtlyst. Ekstrem miniaturisering frarådes, da det øger risikoen for reproduktions- og tandsundhedsproblemer; hold jer inden for den funktionelle vægtramme.

Farvegenetik skal håndteres klogt. Piebald/hviddominans er udbredt, og meget hvide hunde kan være i øget risiko for medfødt døvhed. Avl på overvejende hvidt krydses derfor bedst med partnere med god pigmentering omkring ører og øjne, og afkom bør BAER-testes. Dilutionsfarver bør undgås, hvis de ikke er forenelige med standarden, og merle hører ikke hjemme i racen. Husk, at farve aldrig må vægte højere end sundhed og temperament.

Registrér slægtskab og sundhedsdata, og brug værktøjer til slægtskabsbaseret matchning frem for kun stamtavlelinjer. Overvej kontrolleret udparring inden for racens genetiske rammer, fx til fjernere linjer eller udenlandsk sæd, når det kan sænke COI og løfte sundhed uden at kompromittere type. Dokumentér resultaterne, så efterfølgende generationer kan profitere af videnopbygningen.

Selv om Tenterfield Terrier generelt anses for robust og uden racetypiske sygdomme med høj forekomst, er præ-avlsundersøgelser afgørende for at fastholde dette gode udgangspunkt. Følgende anbefales som minimum:

• - Knæled: Klinisk undersøgelse for patellaluksation af autoriseret dyrlæge. Kun hunde med grad 0 bør indgå i avl. Registrér resultaterne offentligt.
• Øjne: ECVO-øjenundersøgelse før første parring og løbende i avlsperioden. Supplér med DNA-tests for primær linseluksation (PLL) og PRA-prcd. Bærere kan anvendes strategisk, men kun til DNA-frie partnere, og afkom skal testes/registreres.
• Hørelse: BAER-test anbefales til avlsdyr med stor hvid andel i hoved/ører, samt til hele kuld med meget hvidt. Ensidig døvhed kan være svær at opdage uden test.
• Tænder/bid: Dyrlægetjek af tandsætning og eventuelle tilbageholdte mælketænder. Små racer har øget risiko for parodontitis; planlæg profylakse og undgå at avle på udtalte malokklusioner.
• Ortopædi: Vurder for tegn på Legg-Calvé-Perthes hos unge hunde med halthed. Rutinemæssig hofterøntgen er sjældent indiceret i toy-racer, men klinisk årvågenhed er vigtig.
• Hjerte: Auskultation før avl; ved mislyde eller ældre avlsdyr kan ekkokardiografi og/eller pro-BNP overvejes for at screene for tidlig mitralklapsygdom.
• Infektionsscreening: Brucella canis-test anbefales ved import/udlandsparringer. Generel sundhedsprofil (hæmatologi/biokemi) til tæver før avl kan afdække skjulte problemer.
• Reproduktion: Semenanalyse for hanhunde, progesteronforløb hos tæver for optimal timing. Hold tæver i BCS 4–5/9 for at reducere dystocirisiko.

Vaccinationer og ormebehandling skal være opdateret og planlagt, så drægtige tæver har optimal antistofstatus. Opbyg en dokumenteret sundhedsprofil over hvert avlsdyr, og del data med racens netværk; transparens løfter alle.

Etisk avl handler om mere end tests og stamtavler; det handler om hundenes livskvalitet, gennemsigtighed og ansvar over for racens fremtid. Start med alder og belastning: Lad tæver modne fysisk og mentalt før første kuld, helst efter 2. løbetid og tidligst omkring 18–20 måneder. Giv mindst én løbetids pause mellem kuld, og sæt en rimelig øvre grænse for antal kuld pr. tæve. Hanhunde bør være mindst 12–15 måneder, sundhedstestede og adfærdsmæssigt velfunderede inden avl.

Temperament er ikke forhandlingsbart. Ustabilitet, overdrevet skarphed, udtalt lydangst eller vedvarende nervøsitet bør udelukke avl, uanset exteriør. Prioritér miljøstærke, venlige og trænbare individer, der passer til moderne familieliv i by og land.

Velfærd under drægtighed, fødsel og opvækst er central. Forbered rolige, rene omgivelser, plan for 24/7 tilsyn de første uger, og samarbejd med en fødselserfaren dyrlæge. Tænk socialisering tidligt, men kontrolleret: trygge, alderssvarende stimuli, lyde og håndtering fra dag ét, og positive møder fra 8 uger. Tag ansvar for afkommet hele livet via tilbagekøb/omplaceringsaftaler.

Undgå matadoravl og kortsigtet modeavl. Lad aldrig en enkelt egenskab – farve, størrelse eller et championat – trumfe helheden. Del sundhedsdata ærligt med hvalpekøbere og kolleger, og stå ved fejltrin, så læring kan ske. Respekter gældende lovgivning, fx forbud mod halekupering, og registrer kuld i anerkendt klub/forening hvor muligt. Etisk avl er en langsigtet investering i racens sundhed, funktion og omdømme.

At vælge den rette avlspartner til en Tenterfield Terrier kræver en systematisk tilgang, hvor sundhed, temperament, type og genetisk diversitet vægtes balanceret. Begynd med sundhedsprofilen: Målret 0/0 på patella hos begge forældre, normal BAER på relevante linjer, og kendte DNA-status for PLL og PRA-prcd. Kombinér aldrig bærer × bærer; brug i stedet bærer × fri med klar plan for test og registrering af afkom. En nylig ECVO-godkendelse og hjerteauskultation øger sikkerheden.

Vurder temperament og nerver. Vælg en partner, der komplementerer tævens/hanhundens profil: er den ene høj i arousal, så søg en roligere, men arbejdsivrig match. Søg dokumentation: resultater i rally/lydighed, mentalt testsystem, eller gennemarbejdede adfærdsbeskrivelser. Terrieren skal være kølig under pres, samarbejdsvillig og social uden at miste mod.

Exteriør og funktion skal tænkes sammen. Korrigér svagheder uden at introducere nye: lidt løs albue mødes med strammere forpart hos partneren; for let knoglemængde matches med moderat, ikke tung. Prioritér korrekt saksebid, øreansætning og fast overlinje. Hold vægt og størrelse inden for den funktionelle ramme; fravælg ekstremt små eller tunge individer.

Genetik og slægtskab rundes af med COI-beregning over mindst 10 generationer, eller endnu bedre, et genomisk diversitetsestimat. Søg parring, der ligger under gennemsnittet, og overvej fjernere linjer eller importeret sæd for at brede genpuljen. Planlæg logistik: kontrakt, brucella-test ved udlandsparring, forsikring, og beredskab ved fødsel. Husk, at kuldstørrelser i toy-racer ofte er små (typisk 2–4), så venteliste og hvalpeplan skal være realistisk. Den bedste parring er den, der skaber sunde, stabile familiehunde, som samtidig bærer racen ansvarligt videre.