Tervueren hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Tervueren er en stor, intelligent og årvågen hyrdehund, som trives med struktur, motion og opgaver. Netop derfor giver faste dyrlægekontroller stor værdi, fordi de både forebygger problemer og holder en aktiv krop i topform. Som hovedregel bør hvalpen ses ved 8, 12 og 16 uger, derefter ved cirka 6 og 12 måneder, for at følge vækst, bid, adfærd og ledudvikling. Voksne Tervuerens bør undersøges mindst én gang årligt, mens seniorhunde fra cirka 7–8 år har gavn af helbredscheck hver 6.–12. måned, afhængigt af aktivitetsniveau og eventuelle diagnoser.
Ved et rutinetjek vil dyrlægen, ud over det generelle kliniske eftersyn, have særligt fokus på led og bevægeapparat, da racen kan være disponeret for hofte- og albueledsdysplasi. En grundig gennemgang omfatter haltheds- og bevægelsesvurdering, palpation af muskler og sener samt ledrørlighed. Øjnene vurderes for tidlige tegn på PRA, og nervesystemet tjekkes, fordi epilepsi forekommer i racen. Tænder og tandkød undersøges for tandsten og begyndende parodontose, hvilket er vigtigt hos aktive hunde, der ofte tygger intenst. Dyrlægen vejleder desuden i vægt og kropskondition, så hunden holdes slank; et Body Condition Score på 4–5/9 mindsker ledslitage betydeligt.
Som ejer kan du forberede dig ved at notere ændringer i appetit, energi, udholdenhed, afføring og urin, så dyrlægen får et præcist billede. Medbring gerne en frisk afføringsprøve, hvis parasitscreening er planlagt. Mange Tervuerens er følsomme for miljø og håndtering; træn derfor samarbejdende pleje hjemme (f.eks. chin rest, stå-stille og potehåndtering), så klinikbesøget bliver roligt. Medbring højt værdisatte godbidder, og bed om et roligt undersøgelsesrum, hvis din hund stresser i venteområdet. Planlægges røntgen eller anden procedure, der kræver faste, vil dyrlægen informere om ikke at give foder i 6–8 timer forud, men vand må som regel tilbydes. For aktive arbejdshunde kan det være relevant, at aftale baseline-blodprøver i unghundeårene og efterfølgende årlige kontroller, så små afvigelser opfanges tidligt.

I Danmark anbefales et vaccinationsprogram, der dækker de såkaldte kerneinfektioner: hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV-2) og parvovirus (CPV) – typisk samlet som DHP. Hvalpe får normalt vacciner ved 8, 12 og 16 uger, fordi moderens antistoffer udfases i denne periode. En booster gives ved cirka 12 måneder, hvorefter DHP oftest revaccineres hvert tredje år, afhængigt af vaccineproducentens anvisninger og dyrlægens vurdering.
Leptospirose anbefales til de fleste danske hunde, især dem der færdes i vådområder, skove og ved søer, hvor smitte fra gnavere kan forekomme. Leptovaccinen gives typisk første gang omkring 12 uger med booster 3–4 uger senere og derefter årligt. Kennelhoste (parainfluenza og/eller Bordetella bronchiseptica) er relevant for Tervuerens, som ofte deltager i træning, konkurrencer og opholder sig tæt på andre hunde; revaccination anbefales som regel årligt, nogle intranasale/orale præparater har dog beskyttelse i 6–12 måneder.
Rabies er ikke en rutinevaccine i Danmark, men den er nødvendig ved rejser og visse arrangementer. Første rabiesvaccination kan gives fra 12 ugers alderen, med efterfølgende booster i henhold til lovkrav og vaccine, ofte hvert 3. år. Sørg for gyldigt EU-kæledyrspas, korrekt id-mærkning og opdaterede vaccinationer i god tid før rejse. Tal med din dyrlæge om eventuelle serologiske titermålinger, hvis du ønsker at dokumentere immunitet for DHP; dette kan i nogle tilfælde bruges som et supplement til, men ikke nødvendigvis en erstatning for, planlagte revaccinationer.
Fordi Tervueren er en højaktiv race, der ofte færdes vidt og bredt, er det særligt vigtigt, at vaccinationsdækningen er ajour, så hverken hunden eller træningsmiljøet udsættes for unødvendig smitterisiko.

Forebyggelse er nøglen til et langt og sundt liv for en Tervueren. Parasitter håndteres bedst med en risikobaseret strategi: Brug loppe- og flåtmidler i sæson og miljøer med høj eksponering, især i skov- og markområder. Flåter kan overføre Borrelia og Anaplasma; tjek pelsen dagligt efter ture, og fjern flåter med en flåttang så hurtigt som muligt. Rutinemæssig ormekur er ikke altid nødvendig i Danmark; i stedet anbefales 1–2 årlige afføringsundersøgelser med behandling ved påvisning. Rejser du til områder med hjerteorm eller sandfluer (Sydeuropa), planlægges en målrettet protokol både før, under og efter rejsen.
Tandpleje er afgørende: daglig tandbørstning, suppleret med tandrensende produkter dokumenteret ved VOHC, reducerer risiko for tandkødssygdom. Negle skal klippes regelmæssigt, og ører samt poter tjekkes for irritation, især efter intensiv træning på skiftende underlag. Den dobbelte pels kræver jævnlig gennemredning for at undgå filtring og hotspots; tør pelsen grundigt efter svømning eller regn.
Ernæringsmæssigt bør hvalpe og unghunde fodres med foder til store racer, så væksten, der foregår hurtigt i Tervueren, styres hensigtsmæssigt; det kan reducere risikoen for udviklingsbetingede ledproblemer. Hold hunden slank hele livet; selv en moderat overvægt øger belastningen på hofter og albuer. For højaktive voksne kan omega-3-fedtsyrer (EPA/DHA) være gavnlige for led og restitution; drøft eventuelle kosttilskud med dyrlægen, før du starter. Træningsmæssigt er gradvis opbygning af kondition og styrke, varierede underlag og planlagte restitutionsdage vigtige for at forebygge overbelastning og korsbåndsskader.
Diskuter på et tidligt tidspunkt om, og hvornår, neutralisation er relevant. Hos store racer kan meget tidlig neutralisation være forbundet med øget risiko for visse ortopædiske problemer; beslutningen bør derfor baseres på individuel risikovurdering, adfærd, aktivitetsniveau og evt. avlsplaner. Endelig kan det, for sportsaktive Tervuerens, være klogt at planlægge officielle røntgenoptagelser af hofter og albuer i unghundeårene, samt periodiske øjenundersøgelser hos øjenpaneldyrlæge, hvis hunden indgår i avl.

Som stor, dybtbrystet race har Tervueren øget risiko for akut mavedrejning (GDV). Vær opmærksom på rastløshed, udspilet mave, savlen og forgæves forsøg på at kaste op; søg straks akut dyrlæge, da minutter tæller. Forebyggende tiltag omfatter at fordele foder på 2–3 måltider dagligt, undgå voldsom aktivitet 60 minutter før og efter fodring, og bruge foderlabyrinter, der dæmper slugning. En profylaktisk gastropexi kan overvejes hos særligt risikoudsatte individer, drøftet med dyrlægen.
Epileptiske anfald kræver også akut vurdering, især hvis anfaldet varer over 2–3 minutter, kommer i klynger, eller hunden ikke kommer sig hurtigt. Notér varighed og omstændigheder, og undgå at holde i hundens mund; fjern i stedet objekter omkring den. Traumer, hedeslag, sårskader på poter og akutte haltheder ses hyppigt hos aktive Tervuerens. Køl forsigtigt ved mistanke om hedeslag, giv ikke iskolde bade, og kør til dyrlæge. Ved indtagelse af giftige stoffer (chokolade, rosiner, xylitol, rottegift m.m.) skal du kontakte dyrlæge eller giftlinje med det samme; medbring emballage, så korrekt modgift kan vælges.
Forbered dig ved at have en lille førstehjælpspakke hjemme og i bilen: steril saltvandsopløsning, bandagemateriale, saks, termometer, flåttang og en soft-muzzle. Gem numre til nærmeste døgnåbne dyrehospital på telefonen. Træn ro i bur, så transport og klinikophold bliver mindre stressende. Efter akut behandling følger ofte ro, smertestyring og en plan for gradvis tilbagevenden til træning; følg anvisningerne nøje, da for tidlig belastning forlænger helingen.

Løbende overvågning i hjemmet gør en stor forskel for en Tervueren, som ofte er stoisk og arbejder igennem milde smerter. Vej hunden månedligt, og vurder kropskondition med hånden: ribbenene skal let kunne mærkes, og taljen være tydelig fra siden og ovenfra. Filming af gang og trav på lige stræk hver 2.–3. måned kan afsløre subtile ændringer i trinlængde og belastning, som du og dyrlægen kan gennemgå sammen. Tjek pels og hud for skæl, varme områder og små sår – især efter skovture og vandarbejde.
Øjne overvåges for natblindhed, usikkerhed i svagt lys og ændret refleks i nethinden, som kan være tidlige tegn på PRA; ved mistanke henvises til øjenspecialist. Hold styr på afføringskonsistens, hyppighed og eventuelle perioder med slim eller blod; ændringer kan pege på kostfølsomhed eller parasitter. Notér også adfærdssignaler: pludselig lydfølsomhed, irritabilitet eller tilbagegang i træningsudbytte kan være tidlige indikatorer på smerte eller neurologiske problemer.
For en sportsaktiv Tervueren kan det betale sig at have en årlig performance-screening med bevægelsesanalyse, muskelstatus og justering af træningsplan, så overbelastning undgås. Overvej baseline-blodprøver i unghundeårene og derefter hvert 1.–2. år, samt udvidede seniorprofiler fra 7–8 års alderen. En digital sundhedslog (vægt, træningsmængde, restitution, småskader, medicin og kost) gør det let, at opdage mønstre og dele data med dyrlægen. Endelig er forsikring og opdateret registrering i Dansk Hunderegister en praktisk sikkerhed, hvis uheldet er ude.