Thai Ridgeback Dog - Ansvarlig avl og genetik

Thai Ridgeback Dog (FCI nr. 338) tilhører FCI Gruppe 5, Spidshunde og racer af oprindelig type, sektion 7 uden brugsprøve. Racen er middel til stor, kvadratisk og muskuløs, med en tør, atletisk silhuet, der afspejler dens historiske brug som vagthund, træk- og jagthund i Thailand. Hanner måler typisk ca. 56–61 cm, tæver 51–56 cm, med vægt fra ca. 16 til 34 kg afhængigt af køn, højde og kondition. Hovedet er kileformet med udtalte kindbuer, stram læbe og korrekt saksebid. Ørerne er små til mellemstore, trekantede og rejste, hvilket understreger et årvågent udtryk. Ryggen er lige og stærk, krydset let faldende, og halen bæres høj i en svajet bue uden overdrivelse.
Den karakteristiske rygkam (ridge) skal være tydeligt afgrænset, symmetrisk og løbe i hårets vækstretning modsat resten af pelsen, fra lige bag skuldrene til nær hoftebenene. En korrekt ridge har to ens, modstående kroner (hårsvirvler) placeret højt og i samme niveau; længde, bredde og skarp afgrænsning vurderes. Fravær af ridge er diskvalificerende i udstillingsringen, men ridgeløse individer kan leve et fuldt sundt familieliv.
Pelsen er kort, glat og tæt tilliggende (ca. 1–2 cm). Godkendte farver er ensfarvet rød (ofte med sort maske), sort, blå (dilute) og fawn; farven skal være ren og ensartet. Bevægelsen er fri, jordvindende og elastisk med tydelig drive bagfra, hvilket vidner om funktionel konstruktion. Temperamentet er uafhængigt, loyalt og adræt; nervestyrke, mod og en naturlig vagtsomhed uden uberettiget skarphed vægtes. Avl skal målrette en fysisk robust, mentalt stabil og arbejdsvillig hund uden ekstremer, der kompromitterer sundhed, bevægelse eller daglig håndterbarhed.

Thai Ridgeback er en oprindelig race med relativt smal global avlsbase uden for Thailand, hvorfor genetisk diversitet bør prioriteres, hvis racens sundhed og funktion skal bevares. Et centralt genetisk forhold er ridge-egenskaben, som nedarves autosomalt dominant. Ridgen er koblet til øget risiko for dermoid sinus, særligt når ridge-allelen forekommer i dobbelt dosis (homozygoti). Det betyder, at parringer, der statistisk øger andelen af homozygote ridge-afkom, kan øge risikoen for dermoid sinus i kuldet. Hvor en specifik DNA-test for ridge-status er tilgængelig via udvalgte laboratorier, kan den indgå i avlsplanen, men uanset teststatus skal alle hvalpe systematisk undersøges klinisk for dermoid sinus lige efter fødslen.
Hofteledsdysplasi er polygen og miljøpåvirkelig; fokus bør være på lavt indavlsniveau (COI), strukturel balance, korrekt vækst og dokumenterede hofte- og albuescorer i linjerne. Brug af avlsværdital (EBV) for HD/ED, hvor tilgængeligt, er stærkt ønskeligt. Patellaluksation forekommer sporadisk og har både anatomiske og genetiske komponenter.
Farvegenetik spiller en rolle: den blå (dilute) farve skyldes en recessiv variant (d-locus). Parres to dilute-bærere, kan man få blå hvalpe; parres to dilute individer, øges risikoen for farvefortyndingsalopeci (CDA) i afkommet. Af hensyn til hud- og pelskvalitet bør dilute–dilute parringer undgås, medmindre linjerne er grundigt dokumenteret fri for CDA-problemer og opdrætter er villig til at monitorere afkommet tæt.
Degenerativ myelopati (SOD1) er påvist i flere primitive racer; en simpel DNA-test findes og kan anvendes til at undgå at parre to bærere. Endelig bør man tænke i effektiv populationsstørrelse: hold gennemsnitligt COI over 5–10 generationer så lavt som praktisk muligt, gerne under 6–8 %, og udnyt importsæd/indavlsfrie kombinationer for at brede genpuljen.

Et systematisk sundhedsprogram er fundamentet for ansvarlig avl af Thai Ridgeback. Minimumsanbefalingen omfatter: 1) Hofteledsrøntgen (HD) efter nationalt program (FCI/BVA), først ved fuld knoglemodning, typisk fra 18–24 måneder. Stræb efter HD A eller B hos begge forældre. 2) Albuerøntgen (ED) med score 0 eller 0/1 som øvre grænse. 3) Patellaluksationsundersøgelse (PL) udført af dyrlæge med ortopædisk erfaring; godkendt er PL 0, og højst PL 1 i særlige tilfælde med stærke øvrige meritter.
Dermoid sinus skal screenes manuelt ved dyb palpation af hele midtlinjen på ryg og nakke på alle hvalpe inden for de første 72 timer, og ved mistanke suppleret med ultralyd. Afdækkede sinustragte beskrives nøjagtigt i hvalpens sundhedsjournal; dybde og forgrening er afgørende for vurdering af kirurgisk prognose. Etabler samarbejde med kirurgisk kompetence, så en afficeret hvalp kan få tidlig, planlagt korrektion og efterfølgende placeres som kastreret/steriliseret selskabshund.
Supplerende tests: 1) DNA for degenerativ myelopati (SOD1). 2) Farvefortyndingsalopeci (CDA) er en klinisk diagnose; overvej hud-/pelsmonitorering i dilute-linjer og undgå dilute–dilute parringer. 3) Thyroidea-screening (Total T4, fT4, TSH og evt. TgAA) fra 2 års-alderen i linjer med tendens til hud/energi-problemer. 4) Basal øjenundersøgelse (ECVO) før avl i populationer, hvor entropion/ektropion eller distichiasis er set. 5) Brucella canis-test før naturlig parring eller import af avlsmateriale for at beskytte kennel og tæve.
Hanhundes sædkvalitet, tævens tænder/bid, hud og poter bør vurderes; Thai Ridgeback er aktiv og kræver stærk pote- og hudsundhed. Dokumentér alle resultater i offentlige databaser, hvor det er muligt, så racen kan drage nytte af åbenhed.

Etisk avl starter med formålet: at levere mentalt stabile, fysisk sunde Thai Ridgebacks, der kan fungere i moderne familier, uden at miste racens oprindelige egenskaber. Racen er uafhængig og energisk, hvorfor temperamentet skal prioriteres højt. Avl på nervestærke, velafbalancerede individer, der tåler håndtering, møder fremmede roligt og kan koble af i hjemmet, er en klar etisk forpligtelse.
Ridge-egenskaben må ikke drive uetiske praksisser. Historisk har man i nogle populationer lukket hvalpe med dermoid sinus; etisk set bør tidlig diagnostik, veterinær behandling og ansvarlig omplacering være førstevalg, mens ridgeløse hvalpe bør sælges som kæledyr med avlsrestriktion, ikke frasorteres. Kirurgisk manipulation for at forbedre ridge-udseende er uacceptabelt. Transparens om sundhedsfund, også uønskede, er obligatorisk over for købere og kolleger.
Avlsfrekvens og -alder skal være moderat: tæver bør ikke parres før fysisk og mental modenhed (gerne tidligst anden løbetid og > 24 måneder) og bør have passende pauser mellem kuld. Hanhunde må ikke anvendes i et omfang, der fører til matadoravl; fordel brugsretten på flere, genetisk forskellige hanner. Undgå overfokus på showmeritter alene; funktion, temperament og sundhed vejer tungere. For en stor, atletisk race skal fødsler planlægges med passende størrelse- og konstruktionstilpasning, så risiko for dystoci minimeres.
Endelig er opdrætters livslange ansvar centralt: tag hvalpe retur ved behov, tilbyd skriftlig sundhedsgaranti, og følg afkommets udvikling. Uddan købere i racens behov for over 2 timers daglig motion og mental aktivering, så match mellem familie og hund bliver bæredygtig.

Valget af partner bør bygge på komplementaritet og dokumentation. Start med et mål for kuldet: Hvad skal forbedres uden at svække andre egenskaber? Gennemgå mindst fem generationer for sundhed (HD/ED/PL/DS-historik), levetid og temperament. Beregn COI over 5–10 generationer, og hold den så lav som praktisk muligt; overvej importsæd eller partnere fra ubeslægtede linjer for at øge diversiteten. Kontroller identitet og testresultater i officielle registre eller via originalcertifikater.
Eksteriørmæssigt skal du sikre korrekt ridge-kvalitet, kropsbalance, frie bevægelser og sunde poter. Temperament testes bedst i virkeligheden: mød hunden i hjemmet og på fremmed grund, vurder dens reaktion på håndtering, fremmede, lyde og hunde. For en adræt, kraftfuld race som Thai Ridgeback er samarbejdsvilje og impulskontrol vigtige; undgå at parre to meget selvstændige, vagtsomme hunde, hvis afkom forventes at leve som familiehunde i bymiljø.
Farveplanlægning er ikke kosmetik alene. Undgå dilute–dilute kombinationer for at reducere risikoen for CDA. Hvis du ønsker blå afkom, brug kun en dilute-bærer på en ikke-dilute partner med sund hudhistorik. Inkludér DNA for SOD1, så du ikke parrer to bærere. For ridgen gælder, at du bør begrænse sandsynligheden for homozygoti; hvor en ridge-gen-test er tilgængelig, kan heterozygote kombinationer planlægges, ellers må man arbejde populationsbaseret og altid DS-screene hele kuldet.
Praktisk plan: veterinær præ-parringstjek, brucellosetest ved naturlig parring, progesteron-timing for optimal fertilitet, og en fødselsplan med nødberedskab. Aftal skriftlige betingelser om parring, gentagelsesret og ejerskab af frossen sæd. Dokumentér hele processen, så dine valg kan efterprøves og danne grundlag for næste generations forbedringer.