Tibetansk Terrier - Ansvarlig avl og genetik

Den tibetanske terrier er en middelstor, kompakt og velproportioneret selskabshund, skabt som menneskets ledsager i Tibhvers barske højland og senere forædlet i Storbritannien. Racen tilhører FCI’s gruppe for selskabshunde og kendetegnes af en harmonisk helhed uden overdrivelser. Hanner måler typisk 35–41 cm i skulderhøjde, tæver en smule mindre, og vægten ligger omkring 8–14 kg. Proportionerne er tæt på kvadratiske, ryggen skal være fast og plan, og overlinjen bæres med naturlig styrke.
Pelsen er dobbelt og lang, med en fin, tæt underuld samt en rig dækpels, der kan danne en naturlig skilning langs ryggen. Dækpelsen skal føles rig og falde frit, ikke være ulden som fåreuld eller silkeblød som hos nogle andre langhårede racer. Alle farver er tilladt, undtagen lever-/chokoladebrun, og pigmenteringen skal være sund og helst mørk, herunder sort næse og mørke øjenrande. Øjnene er store, mørke og udtryksfulde, uden tegn på sygdom, og ørerne er V-formede og hængende med rigelig pels. Halen er højt ansat, båret i en bue over ryggen med flot behæng. Poterne er bemærkelsesværdigt store, flade og runde, ofte kaldet “snesko”, hvilket giver sikker fodfæste og en adræt, energisparende bevægelse.
Temperamentet er racens sjæl: loyal, følsom og kærlig i familien, let reserveret over for fremmede, men hverken sky eller aggressiv. En tibetansk terrier skal være samarbejdsvillig, intelligent og mentalt robust. I avlen bør man bevare den moder moderate type, sikre korrekt størrelse, sundt, komplet tandsæt og fri, effektiv bevægelse. Racen er populær som allergivenligt valg, fordi den fælder minimalt, men ingen hund er 100 % hypoallergen, og individuel tolerance varierer. Den lange pels kræver daglig pleje, og racens livlige sind kalder på regelmæssig aktivering, om end behovet oftest er moderat—omkring en times motion dagligt. Avl skal målrette en bæredygtig kombination af type, bevægelse, pels, pigment og et stabilt, venligt temperament.

Ansvarlig avl af tibetansk terrier begynder med forvaltning af genetisk diversitet. Racen har historisk set en relativt snæver stamtavlebasis fra importerne til Storbritannien, hvorfor man, for at modvirke flaskehalse og tab af variation, bør holde indavlskoefficienten (COI) lav—gerne under racens gennemsnit og helst under 6,25 % på 5–10 generationer. Brug avlsværktøjer og databaser, der kan beregne COI og vise slægtskaber, så man undgår tætte kombinationer, og lad ikke én populær avlshan dominere populationen. En tommelfingerregel er, at én han ikke bør stå for mere end cirka 5 % af fødte hvalpe i en rullende 5-års periode.
Genetiske egenskaber i racen omfatter både monogene sygdomme og polygenetiske træk. Arvelige øjensygdomme som progressive retinal atrophy (PRA) og primær linseluksation (PLL) er dokumenteret i racen, og der findes valide DNA-tests. Desuden forekommer neuronal ceroid lipofuscinose (NCL/CCL) med sen debut, som ligeledes kan påvises via DNA. Polygenetiske lidelser som hofteledsdysplasi (HD) samt temperament er komplekse og kræver populationsbaseret selektion.
Farvegenetik er i udgangspunktet sekundær i forhold til sundhed og mentalitet, men den skal respektere standarden. Da lever-/chokoladebrun ikke er tilladt, og farve ofte styres af recessive alleler på bl.a. TYRP1 (b-locus), bør man, hvis der er usikkerhed om bærerskab, overveje farvetestning for at undgå uønskede farver i kuldet. Bærerstatus for sygdomsalleler er forenelig med avl, hvis den kombineres med en fri partner, således at der ikke fødes syge hvalpe.
Selektionsmålet bør være helhed: et åbent, venligt, stabilt temperament, funktionsdygtig anatomi, korrekt pels og bevægelse, og dokumenteret sundhedsprofil. Husk, at variation i linjer er en styrke, og at bevidst brug af underrepræsenterede, sunde linjer kan sænke COI og styrke racens genetiske robusthed på lang sigt.

Før avl bør hver avlshund gennemgå en systematisk sundhedsudredning, der både dækker racetypiske risici og almen reproduktionssundhed. For tibetansk terrier anbefales følgende som minimum:
Øjne: En aktuel ECVO-øjenundersøgelse (foretaget af certificeret øjenpaneldyrlæge) inden for de seneste 12 måneder før parring, for at screene for katarakt, PRA-tegn og andre arvelige øjenforandringer. Overvej desuden gonioskopi mindst én gang i hundens liv, eventuelt gentaget efter faglig rådgivning, da pectinate ligament dysplasi (PLD) kan øge risikoen for glaukom.
DNA-tests: Test for PRA-varianter, som forekommer i racen (fx rcd4/PRA3), for primær linseluksation (PLL) og for neuronal ceroid lipofuscinose (NCL/CCL). Mange opdrættere inkluderer også SOD1-test for degenerativ myelopati (DM), for at kunne planlægge sikre parringer. Resultater bør journalføres som fri, bærer eller afficeret og deles åbent. Bærere kan indgå i avl mod dokumenteret fri partner.
Ortopædi: HD-røntgen er stærkt anbefalet, da det er en middelstor race. Fotografering og bedømmelse efter anerkendt skala giver et robust grundlag for selektion. Overvej supplerende screening for albueledsdysplasi, samt klinisk undersøgelse for patellaluksation.
Almen helbred: Fuld klinisk sundhedstjek, inkl. hjertestetoskopi, tandstatus og alment blodprofil efter dyrlægens skøn. Ved internationale parringer eller kennelforhold kan test for Brucella canis være relevant, da infektionen kan forårsage aborter og nedsat fertilitet. Reproduktionsmæssigt anbefales optimal timing via progesteronmåling hos tæven og sædvurdering hos hannen for at sikre fertilitet.
Opfølgning: Da PRA og visse øjenlidelser kan debutere sent, er det klogt at gentage øjenlysning i avlsårene. Registrér både tests og kliniske observationer i stambogssystemer, og kommunicér resultaterne gennemsigtigt til hvalpekøbere og kolleger—det styrker racens sundhed og tilliden til dit opdræt.

Etisk avl er mere end tests og stamtavler, det er et værdisæt. Den tibetanske terrier er en følelsom, loyal familiehund, og avlsdyr skal bevise, at de trives mentalt i hverdagen. Avl på hunde med udtalt skyhed, lydsensitivitet eller social usikkerhed bør undgås, også selv om de er smukke eller succesfulde i udstilling. Temperament nedarves komplekst, men målrettet selektion gør en stor forskel på få generationer.
Alder og belastning skal være ansvarlig. En tæve bør være fysisk og mentalt moden, typisk tidligtst fra ca. 2-årsalderen, og der bør planlægges passende pauser mellem kuld. Som tommelfingerregel bør en tæve have et begrænset antal kuld i livet, og der bør være mindst én løbetid eller cirka 12 måneder mellem kuld, så hun restituerer. Hanner må ikke bruges som “matadorer”—spred sæden bredt, men moderat.
Velfærd er ikke til forhandling. Drægtighed, fødsel og de første otte uger skal foregå i trygge, rene omgivelser, hvor tæve og hvalpe får ro, men samtidig gradvis og alderssvarende socialisering. I Danmark er halekupering forbudt, og fjernelse af ulvekløer er reguleret—respekter lovgivningen, og prioriter altid mindst mulig intervention.
Transparens og livslang ansvarsfølelse er kerneværdier. Udarbejd klare kontrakter med sundheds- og tilbagekøbsklausuler, del alle relevante helbredsdata åbent, og tag ansvar for dine hvalpe hele livet. Uddan købere om pelspleje—den lange dobbeltpels kræver daglig vedligehold—motion omkring en time dagligt, mental aktivering og miljøtræning.
Undgå modefænomener. Avl kun efter helhed og funktion, ikke efter overdreven pelsmængde, ekstremt små størrelser eller “sjældne” farver i strid med standarden. Det er opdrætterens opgave at forvalte racens fremtid, med sundhed, mentalitet og funktion som førsteprioritet.

Start med en ærlig selvevaluering af din hund. Notér styrker og svagheder i type, bevægelse, størrelse, pelsstruktur, pigment, tandstilling og—vigtigst—temperament. En partner skal supplere dine svagheder, ikke duplikere dem. For eksempel kan en kompakt, kraftig tæve med lidt tung bevægelse have gavn af en hanhund med korrekt proportionering og mere elastisk, jordvindende skridt.
Sundhedsprofilen skal matche. Bekræft ECVO-øjenstatus inden for 12 måneder og kend DNA-status for PRA, PLL og NCL/CCL hos begge forældre. Bærer kan parres med fri, men aldrig bærer med bærer i samme mutation. HD-status skal være dokumenteret, og ved tvivl om knæ anbefales patellatjek. Sammenlign COI for planlagte kombinationer, og hold den gerne under racens gennemsnit; brug stamtavleværktøjer til at afdække skjulte slægtskaber.
Vurder temperament i praksis, ikke kun på papir. Se partneren i hjemmemiljø, ved håndtering og i mødet med fremmede. Tibetansk terrier er loyal og følsom—søg stabile, sociale individer uden lydskyhed. Spørg til afkom fra tidligere kuld: temperament, sundhed, pels og udvikling over tid.
Planlæg logistik og reproduktion. Aftal klare vilkår for parring, stud fee, gentagelsesret og ejerskab af sæd/afkom. Ved lang afstand kan indfrysning og AI være relevant—sørg for sædvurdering og korrekt timing via progesteron. Forvent et kuld på 4–6 hvalpe og hav kvalificerede hjem klar, inden parringen gennemføres.
Dokumentér og følg op. Del resultater og erfaringer fra kuldet tilbage til partnerens ejer og i racens netværk. Kun med fælles data om sundhed, temperament og performance kan racen løftes. Afslutningsvis, vælg altid den partner, der løfter helheden mest—ikke den nærmeste, billigste eller mest omtalte.