Welsh Corgi Cardigan - Ansvarlig avl og genetik

Welsh Corgi Cardigan er den ældste af de to corgityper og en funktionel hyrdehund, som skal kunne arbejde længe, sikkert og effektivt. Ifølge FCI tilhører racen gruppe 1, Hyrde- og Kvæghunde. En harmonisk helhed er vigtigere end enkeltdele, men nogle nøglenedslag er centrale: En rektangulær, men ikke overdrevent lang krop, et stærkt, lavt tyngdepunkt og et fast, jævnt bevægelsesmønster uden rullen. Skulder og overarm skal være velvinklede, så forparten kan bære vægten uden overbelastning. Brystet skal være dybt, men ikke overdrevent bredt, for at sikre frie albuer og korrekt forpartssporing. Halen er lang, båret lavt i bevægelse, og et klart kendetegn i forhold til Pembroke.

Hovedet er rævelignende med vågent udtryk, middelbred skalle og tydelig, men ikke grov, stop. Øjnene er livlige og intelligente. Ørerne er store, let afrundede og båret opret. Tænderne ønskes i saksebid. Skuldre, ryg og kryds skal føles solide ved gennemgang, og hvalpe bør allerede fra tidlig alder vise sikker, energieffektiv bevægelse.

Pelsen er dobbelt og middel-længde, med hårdfør dækpels og tæt underuld. Alle farver med eller uden hvidt er tilladt, men hvidt må ikke dominere. Blue merle er tilladt, og særligt for Cardigan er det afgørende at forvalte merlegenetik ansvarligt (se mere under genetik). Racen fælder moderat til kraftigt i perioder og kræver regelmæssig pelspleje.

Temperamentet skal være sikkert, venligt og intelligent. Cardiganen er loyal, kærlig og meget lærenem, men også årvågen. Som aktiv brugshund trives den med mere end 2 timers daglig aktivitet og tydelig mental stimulering. Avlsdyret skal udvise stabilt temperament, tryghed i nye miljøer og en robust nerveramme, der egner sig til familieliv og alsidigt brug. Racen er ikke hypoallergen.

Ansvarlig avl af Cardigan Welsh Corgi begynder med forvaltning af den genetiske variation. I et relativt lille avlsgrundlag, som vi ser i mange lande, er målet at holde indavlskoefficienten (COI) lav over så mange generationer som muligt. Stræb efter en parring, hvor COI over 5–10 generationer ligger under populationsgennemsnittet, ideelt under 6,25 %. Brug slægtskabsanalyser og parringsværktøjer fra kennelklub eller racens specialklub, så du undgår skjult slægtskab og den såkaldte popular sire-effekt, hvor én hanhund sætter sig uforholdsmæssigt stort præg på populationen.

Farvegenetik kræver særlig opmærksomhed. Cardigan kan være blue merle, men merle må aldrig parres med merle. Double merle (MM) giver høj risiko for alvorlige syns- og hørelidelser samt andre fejl. Vælg derfor kun merle til solide (ikke-merle) partnere og respekter racens regel om, at hvidt ikke må være dominerende i helhedsindtrykket.

Cardiganen er en kondrodystrof race; den lave højde skyldes en genetisk variant, der samtidig øger risikoen for intervertebral diskusprolaps (IVDD). Avlsstrategien bør, udover klare kliniske sundhedskrav, sigte mod funktionel anatomi: moderat ryglængde, stærk overlinje, korrekt skulder/overarmsvinkling og lige forben. Undgå ekstreme former (for lang krop, for dybt bryst, overdreven knoglekraft), som kan belaste ryg og led.

Temperament arves polygent. Prioritér sikre, samarbejdsvillige hunde uden lyd- eller berøringssensitivitet. Dokumentér adfærd via standardiserede spørgeskemaer eller adfærdsevalueringer, og inddrag objektive resultater i udvælgelsen. Overvej at bruge statistiske avlsværktøjer (EBV/avlsværdivurdering) for hofter eller andre træk, hvor sådanne data findes. Endeligt bør du planlægge på tværs af linjer og lande, så den effektive population forøges gennem velovervejede, genetisk sunde udparringer inden for racen.

Et systematisk sundhedsprogram reducerer risikoen for arvelige lidelser og forbedrer hvalpenes livskvalitet. For Cardigan Welsh Corgi anbefales følgende som minimum før avl:

DNA-tests: Test for relevante varianter af progressiv retinal atrofi (PRA) i Cardigan samt for degenerativ myelopati (DM). Ved at kende status (fri, bærer, afficeret) kan du planlægge parringer, så ingen hvalpe bliver afficerede. Brug anerkendte laboratorier, og registrér resultaterne offentligt.

Øjenundersøgelse: Årlig øjenattest hos specialuddannet øjenpaneldyrlæge (f.eks. ECVO) anbefales for at fange tidlige forandringer, herunder PRA-tegn og katarakt. Overvej gonioskopi mindst én gang i hundens liv som supplement, hvor det anbefales.

Hofte- og albueled: Røntgen og officiel scoring (FCI) før avl. Stræb efter HD A/B og albuer 0, samt vælg partner, så afkommets forventede risiko minimeres. Selvom racen ikke er i højest risikogruppe, er solide led afgørende for en lang, aktiv karriere.

Rygvurdering: Da Cardigan har øget IVDD-risiko, bør avlsdyr være klinisk fri for rygproblemer og have normal neurologisk status. I linjer med problemer kan supplerende billeddiagnostik (f.eks. vurdering af forkalkede disci via røntgen/CT i voksenalderen) bruges som ekstra selektionskriterium.

Patella og bid: Klinisk patellatjek kan indgå i basisundersøgelsen. Kontroller korrekt saksebid og fuldt tandsæt, da funktionel mund- og kæbesundhed er en del af helheden.

Almen helbred og kondition: Gennemfør blodprofil og generel helbredsundersøgelse før parring. Hold hunden slank (kropskonditionsscore 4–5/9); overvægt er en stor risikofaktor for ryg og led. Vurder hud/pels, ører og tæer, da dobbeltpelsen kræver hygiejne og pleje. Opdater vaccinationer og parasitprofylakse.

Reproduktion: For tæver – reproduktionsstatus, cyklusovervågning og eventuel progesteronmåling til optimal parringstid. For hanhunde – fertilitetstjek ved behov. Test for Brucella canis ved import/udlandsparring, for at beskytte kennel og population.

Etisk avl betyder, at dyrevelfærd, gennemsigtighed og langsigtet racetrivsel vejer tungere end kortsigtede mål. Start med klare avlskriterier: sundhedstests gennemført og bestået, stabilt temperament, funktionel eksteriør og dokumenteret trivsel i hverdagen. Avlsdyr bør være fysisk modne; for tæver normalt først efter anden løbetid og mindst 24 måneder gamle. Giv tæven tilstrækkelige pauser mellem kuld, og begræns det samlede antal kuld, så hendes helbred prioriteres.

Undgå matadoravl. Som tommelfingerregel bør en hanhund ikke stå bag mere end cirka 5 % af hvalpene i en femårsperiode i den relevante population. Spred genetisk indflydelse, og vær åben for velovervejede udparringer inden for racen, herunder internationalt, hvis sundheds- og temperamentdata er solide.

Transparens er afgørende: Del sundhedsresultater, avlsmål og eventuelle kendte problemer ærligt med hvalpekøbere og kolleger. Indgå skriftlige aftaler, der dækker sundheds- og tilbagekøbsklausuler, og følg op på hvalpenes udvikling. Systematisk feedback om sundhed og adfærd fra afkom er en stor hjælp til næste generations udvælgelse.

Velfærd omkring parring, drægtighed og opvækst er central. Sørg for stressfri håndtering, trygge omgivelser og tidlig, positiv socialisering af hvalpene. Planlæg nødforsikring og dyrlægeberedskab ved komplikationer. Undlad avl på hunde med smerte, kroniske problemer, usikkert temperament eller arvelige fejl, som kan forværre racens sundhed eller velfærd. Husk, at racens behov for daglig aktivitet og mentalt arbejde skal kunne opfyldes i familierne, som hvalpene flytter til; match købere og hvalpens temperament ansvarligt.

At matche de rette forældre kræver en balanceret vurdering af stamtavle, sundhed, temperament og eksteriør. Start med at kortlægge tævens styrker og svagheder: er ryggen stærk, er skulder/overarmsvinkling korrekt, og er bevægelsen effektiv og stabil? Vælg en hanhund, der komplementerer disse punkter, frem for at forstærke samme svaghed. Prioritér moderat ryglængde, god muskulatur og korrekt forpart, da disse elementer relaterer til IVDD-risiko og brugsegnethed.

Undersøg stamtavler og COI. Brug værktøjer til at estimere slægtskab over flere generationer, og vælg partnerskaber, der reducerer indavling i afkommet. Inddrag sundhedsdata fra søskende og halvsøskende; familiehistorik kan være mere informativ end et enkelt individ. Vælg øjne med klare attester, HD/AD-indeks i den bedste halvdel af populationen og kendt DNA-status for PRA og DM; planlæg parringen, så afkom ikke bliver afficerede.

Farvehensyn: Par aldrig merle til merle. Vær ekstra opmærksom på mænd/linjer, der producerer stor andel med meget hvidt; husk, at hvidt ikke må dominere helhedsindtrykket. Sigt efter pels af korrekt kvalitet og mængde – hverken for silkeblød eller for grov – for at bevare funktionel vejrbestandighed.

Praktik og reproduktion: Bekræft begge parters reproduktionssundhed. Ved naturlig parring – test for smitsomme sygdomme, særligt Brucella canis ved importlinjer. Planlæg timing med progesteronmåling, og aftal logistik, transport, eventuel insemination og ejerskabsforhold for frossen sæd. Evaluér temperament nøje: vælg hunde, der er venlige, stabile og samarbejdsvillige i hverdagen; det er det temperament, familierne skal leve med i 12–14 år.