Welsh Corgi Pembroke - Ansvarlig avl og genetik

Pembroke Welsh Corgi er anerkendt af FCI (nr. 39) i gruppe 1, hyrde- og kvæghunde. Racen er lavbenet, kraftigt bygget og rektangulært proportioneret med en sund, atletisk fremtoning. Skulderhøjden ligger typisk mellem 25 og 30 cm for begge køn, og vægten bør være velafbalanceret i området 10–12 kg, afstemt efter kondition, ikke efter tallet på vægten. Hovedet skal have et rævelignende udtryk, med moderat bred skalle, veldefineret stop og tør, lige næseryg. Øjnene er middelstore, runde til ovale, helst mørkebrune, og ørerne er middelstore, stående og let afrundede i spidserne, båret årvågent. Tandsættet ønskes komplet med korrekt saksebid. Halsen er middel af længde, godt ansat i en fast overlinje. Ryggen er plan og stærk, brystkassen dyb med god længde på ribbenene, og kroppen er kompakt uden at virke tung. For- og bagpart skal være korrekt vinklede og lige, så bevægelserne bliver frie, jordvindende og effektive, uden rul eller stikkende skridt. Pelsen er kort til middellang, tæt og vejrbestandig dobbeltpels. Farverne er ensfarvet rød, zobel, fawn eller black and tan, alle eventuelt med hvidt på ben, bryst og hals; overdrevent hvidt og uønskede farver (fx merle) er fejl. Halen kan være naturligt kort (naturlig bobtail) eller lang; halekupering er ulovlig i Danmark, og avlen bør respektere gældende dyrevelfærdslovgivning. Temperamentet er racens signatur: smart, årvågen og kærlig, med et tydeligt samarbejdsinstinkt fra hyrdearbejdet. En veltypet Pembroke udstråler balance og sundhed, er arbejdsfør uden at være hektisk, og fungerer både i aktiv familie og i sport. Ekstreme træk – for lang ryg, for kort benstamme, for tung krop, aggressivitet eller skyhed – er uønskede, fordi de kompromitterer hundens funktion og trivsel.

Ansvarlig avl på Pembroke Welsh Corgi handler om at beskytte racens genetiske sundhed og funktion, samtidig med at type og temperament bevares. Racen er relativt udbredt, men kan lokalt være præget af smallere avlsbaser og “popular-sire”-effekten. Det anbefales at arbejde med et lavt indavlskoefficient (COI) på stamtavler beregnet over mindst 5–10 generationer; som praktisk målsætning stræber mange efter COI under ca. 6,25 %, hvor det er foreneligt med øvrige mål. Diversitetspaneler fra anerkendte laboratorier kan supplere stamtavledata med faktisk genomisk variation. Pembrokes har den chondrodystrofe kropsbygning, som bl.a. er forbundet med FGF4-retrogenet på kromosom 12, hvilket øger risikoen for intervertebral diskusprolaps (IVDD). Man kan ikke avle dette kendetegn væk uden at ændre racetypen, men man kan udvælge avlsdyr med funktionelt sunde rygge, korrekt proportioner, stærke kors og god muskulatur, samt konsekvent forebygge overvægt. Den naturlige bobtail skyldes en mutation i T-box-genet. Genvarianten er dominant, men homozygoti er forbundet med embryonal letalitet, hvilket i praksis betyder, at bobtail × bobtail-parringer bør undgås; brug i stedet genetisk testede, langhalede partnere for at planlægge kuld ansvarligt og lovligt. Flere monogene sygdomme kan håndteres effektivt med DNA-test. Degenerativ myelopati (DM; SOD1-variant) forekommer i racen; varianten har ufuldstændig penetrans, men parringer mellem bærere og fri kan minimere risikoen, og afficerede kombinationer bør undgås. Von Willebrands sygdom type I (vWD1) kan ligeledes DNA-testes og styres med bevidste kombinationer. For progressiv retinal atrofi (typisk prcd-PRA) anbefales DNA-screening som standard. Cystinuri forekommer; både DNA-test (hvor relevant sub-type foreligger) og urinprøver kan indgå. Øvrige tilstande, såsom katarakt, retinal dysplasi, hofteledsdysplasi og PDA, har polygen eller kompleks baggrund; her er konsekvent sundhedsdata, eksteriørfunktion og avl på robuste linjer nøglen.

Et struktureret screeningsprogram før avl reducerer risikoen for at videreføre sygdomme og øger chancen for robuste, funktionsdygtige hvalpe. For Pembroke Welsh Corgi anbefales følgende som minimum: 1) Hofteled: Røntgen og FCI-bedømmelse (A–E) efter vækstafslutning; stræb efter sunde hofter i kombinationerne. Albueled kan medtages som supplerende information, selv om det er mindre udtalt i racen. 2) Øjne: Årlig øjenlysning (ECVO) af autoriseret øjenpanel for at opspore katarakt, PRA-tegn og retinal dysplasi. Resultaterne bør journalføres og bruges aktivt i planlægning. 3) DNA-panel: Test for DM (SOD1), von Willebrand type I (vWD1) og prcd-PRA som standard. Supplér med racerelevante markører (fx cystinuri), afhængigt af laboratoriets udbud og kendt status i linjerne. DNA-test foretages én gang i livet og dokumenteres. 4) Hjerte: Klinisk auskultation som minimum; ved mislyd eller familiær disposition for PDA anbefales ekkokardiografi af kardiolog, før hunden frigives til avl. 5) Urin: Hos især hanner kan en simpel urinundersøgelse (og evt. cystinuri-specifik test) være nyttig ved kendt disposition i familien. 6) Reproduktionssundhed: Brucella canis-test før parring, især ved internationalt samarbejde eller hanhund med hyppige parringer. Tæver bør have generel helbredsundersøgelse, optimal BCS (kropskondition) og opdateret vaccination/parasithåndtering. 7) Ortopædi og ryg: Klinisk vurdering af bevægeapparat, ryg og gang, gerne suppleret med en uafhængig funktionsbedømmelse (fx i ring, rally/lydighed eller hyrdetest), så man avler på hunde, der reelt kan arbejde og holde til daglig aktivitet. Praktisk tidslinje: DNA-test og diversitetsprofilering i god tid før avlsplaner; hofte/evt. albue-røntgen efter 12–18 mdr.; første ECVO før avlsdebut og derefter årligt; hjerte tjekkes ved avlsdebut og efter behov. Saml alle resultater på én side i avlsmappen, og del dem åbent med samarbejdspartnere og hvalpekøbere.

Etisk avl sætter hundens velfærd først, længe før ambitioner om championater eller ventelister. Det begynder med temperament: Pembroke skal være smart, årvågen og kærlig, socialt stabil og miljøstærk. Avlsdyr med udtalt skyhed, nervøsitet eller aggressivitet bør udelukkes, uanset meritter. Aldersmæssigt bør tæver først parres, når de er fysisk og mentalt modne, og med passende pauser mellem kuld, så kroppen kan restituere. Planlæg ikke mere end det, som tævens helbred og adfærd kan bære; kvalitet foran kvantitet. Respektér dansk lovgivning og DKK’s retningslinjer: ingen halekupering, ingen handel med for unge hvalpe, ID-mærkning og registrering rettidigt, gennemsigtighed om helbredsresultater og kendte risici. Undgå popular-sire-effekten; fordel avl på flere sunde hanner, så den effektive populationsstørrelse beskyttes. Vægtstyring og kondition er ikke blot for sport – de er også etisk avl, fordi overvægt forværrer hofte- og rygproblemer og øger risikoen i drægtighed og fødsel. Hvalpe skal præges og socialiseres systematisk fra fødsel til flytning, med trygge, rene fysiske rammer og gradvist øgede sansepåvirkninger, som passer til racens skarpe hoveder og energiniveau. Vælg hvalpekøbere, der kan tilbyde daglig aktivering (op til omkring en times motion fordelt over dagen), mental stimulering og forpligtelse på pelspleje af dobbeltpelsen. Vær ærlig om racens styrker og udfordringer, fx tendensen til at gø, hyrdeadfærd og behovet for træning. Brug klare købsaftaler, sundhedsattester, skriftlig pasningsvejledning og gerne livslang tilbagekøbsret. Etisk avl handler i sidste ende om at efterlade racen en smule bedre, end man fandt den – genetisk, funktionelt og mentalt.

Valget af den rigtige avlspartner er der, hvor strategi møder samvittighed. Start med en skriftlig avlsmålsætning for din tæve eller han: Hvilke styrker vil du bevare (fx korrekt størrelse 25–30 cm, funktionelle bevægelser, racetypisk hoved, samarbejdsvilligt temperament), og hvilke punkter ønsker du forbedret (fx længere skridt, fastere overlinje, mørkere øjne, bedre pigment)? Brug objektive data: sundhedstests, konkurrenceresultater, uafhængige dommerkritikker og video af bevægelser på hårdt underlag. Gennemgå stamtavlen 5–10 generationer tilbage, vurder COI og slægtskab til populære hanner, og brug værktøjer som DKK’s Hundeweb, internationale databaser eller genomiske diversitetsrapporter. Undgå parringer, der fordobler kendte risici: planlæg DM, vWD1 og prcd-PRA som fri × bærer eller fri × fri, aldrig risiko-kombinationer. Ved naturlig bobtail anvendes genetisk test for T-box-varianten, og bobtail × bobtail fravælges. Farvegenetikken skal respektere standarden: rød, zobel, fawn eller black and tan, evt. med hvidt på ben, bryst og hals; undgå overdrevent hvidt og uønskede farver. Vurder helheden: ikke for lange rygge, ikke for korte overarme, god brystdybde uden at blive tøndeformet, og et lemmeapparat, der tåler en aktiv hverdag med op til en times motion og leg. Temperamentsmatch er centralt; bevar racens kognitive skarphed og samarbejdsvilje, men undgå overdreven skarp hyrdedrift i familiekuld. Tag praktiske forhold med: fertilitet, fødselsforløb i linjerne, typisk kuldstørrelse (6–7 hvalpe), moderinstinkt og hvalpenes trivsel. Afslut med en ærlig risiko/gevinst-vurdering og en plan B: Hvad gør du, hvis kombinationen ikke lever op til målsætningen? Ansvarlighed viser sig i både valg, dokumentation og opfølgning på afkom.