Welsh Springer Spaniel - Ansvarlig avl og genetik

Welsh Springer Spaniel er en middelstor, funktionel jagthund i FCI’s gruppe 8 (apporterende jagthunde), udviklet til at finde, rejse og apportere vildt i fugtig og ujævn natur. Racens udtryk skal være venligt og vågent, kroppen moderat vinklet og muskuløs, og helheden afbalanceret uden overdrivelser, så hunden kan arbejde effektivt en hel dag i marken. Hanner måler typisk omkring 48 cm ved skulderen, tæver ca. 46 cm, og vægten ligger oftest mellem 16 og 20 kg. Farven er karakteristisk hvid med kastanierøde aftegninger, pelsen er middellang, tæt og vandafvisende med moderat behæng. Huden skal være stram nok til at modstå rifter, og pelsen må ikke være så tung, at den hæmmer bevægelse eller tørring efter vandarbejde. Hovedet er proportioneret med en velmodelleret skalle, tydelig men ikke overdrevet stop, tør læbe og korrekt saksebid. Ørerne er middelstore, lavt ansatte og tæt behårede; de kræver løbende pleje for at forebygge otitis. Bevægelsen skal være fri, jordvindende og elastisk med tydelig fremdrift og stabil overlinje. Temperamentet er typisk glad og optimistisk, men ofte en smule reserveret over for fremmede. Racen knytter sig stærkt til familien og trives med opgaver, samarbejde og hyppig kontakt; den fungerer derfor bedst i hjem, hvor hunden sjældent er alene. Den walisiske springer er som regel vandglad og arbejdsivrig, hvilket bør afspejles i avlsudvælgelsen. Med daglig motion på mere end to timer og struktureret mental aktivering kan racen også trives i mindre boliger, forudsat at aktivitet og pleje prioriteres. Avl bør fastholde racens funktionelle, sunde helhed frem for udstillingsmæssige ekstremer og altid vægte stabilt, samarbejdsvilligt sind, robust sundhed og effektiv bevægelse.

Ansvarlig avl af Welsh Springer Spaniel kræver aktiv styring af genetisk diversitet. Start med at beregne indavlskoefficient (COI) over mindst 5, gerne 10 generationer, og hold den så lav som praktisk muligt; som tommelfingerregel bør COI over 5 generationer helst ligge under 6,25 %, og gerne under 3 % ved gentagne kombinationer. Undgå popular-sire-effekten, hvor få hanner får en uforholdsmæssig stor indflydelse og dermed indsnævrer genpuljen. Vurder slægtskabsgrad/mean kinship mellem konkrete kandidater, og overvej at bruge internationale, sundhedstestede hanner med lav slægtskab for at øge den effektive populationsstørrelse, så længe racestandard og temperament bevares. Mange relevante egenskaber er polygenetiske og miljøpåvirkelige. Hofteledsdysplasi, entropion og visse adfærdstræk (f.eks. nervøsitet eller overdreven lydfølsomhed) har moderat arvelighed, hvorfor systematisk registrering og selektion over flere generationer er nødvendig. Brug gerne avlsværdital (EBV), hvis tilgængeligt via kennelklub eller raceklub, til at styre det genetiske tryk på sundhed uden at ofre jagtlyst, næse og samarbejdsevne. Farvegenetikken i racen er enkel: hvid med kastanierøde aftegninger er standard; fravigelser og modefarver hører ikke hjemme i avlen. Værdien af diversitet rækker ud over sygdomsforebyggelse; lavere slægtskab korrelerer ofte med forbedret fertilitet, kuldstørrelse og generel robusthed. Samtidig skal man være bevidst om, at aggressiv selektion på enkelttræk kan give utilsigtede følgevirkninger (korrelerede responser). Sæt derfor mål for temperament (tryg, arbejdsstabil og førerorienteret), for funktion (spor, næse, vandpassion) og for sundhed (led, øjne, hud/ører), og vægt disse balanceret. Dokumentér afkom via sundhedsdata, arbejdsevalueringer og mentalbeskrivelse, og brug informationen aktivt i næste generations avlsbeslutninger.

En struktureret sundhedsprotokol før avl beskytter både racen og de enkelte dyr. Mindestandard bør omfatte: 1) Hofter (HD): Røntgenoptagelser efter DKK/FCI-protokol, typisk fra 12–18 måneders alder. Stræb efter A eller B. C kan i særtilfælde parres med A og stærk bevægelses-/sundhedsprofil, men D/E bør ikke indgå i avl. 2) Albuer (ED): Supplerende røntgen er fornuftigt i en mellemstor, aktiv race, særligt ved jagtlinjer. Kun 0 anbefales til systematisk avl. 3) Øjne: Årlig ECVO-undersøgelse for avlsdyr, da øjensygdomme kan optræde senere i livet. Inkludér gonioskopi hvert 3.–4. år eller før første parring for at vurdere risiko for primær glaukom. Entropion og katarakt er væsentlige udelukkelseskriterier for avl, medmindre der foreligger klar non-arvelig årsag. 4) DNA-screening: Brug et valideret panel (f.eks. MyDogDNA/Embark) for at identificere kendte, lavfrekvente varianter i racen og beslægtede spaniels (f.eks. visse PRA-varianter). Par aldrig to bærere af samme recessive mutation. Husk, at fravær af kendte varianter ikke erstatter kliniske undersøgelser. 5) Thyreoidea: Klinisk vurdering og blodprofil (T4/TSH, evt. TgAA) fra ca. 2-årsalderen kan være nyttigt ved linjer med mistanke om hypothyroidisme eller uforklarede fertilitetsproblemer. 6) Ører og hud: Gentagne otitis- eller atopitilbøjeligheder bør noteres; hunde med kroniske, behandlingskrævende problemer bør ikke prioriteres i avlen. 7) Reproduktion: Tæver bør være i atletisk kondition, fri for livmoderbetændelsestegn og med normal cyklus; progesteron-timing forbedrer fertilitetsraten. Test for Brucella canis kræves ved import/udlandsparringer. Hanhund: sædanalyse er værdifuld, især ved frossen/sendt sæd. 8) Adfærd/mentalbeskrivelse: Dokumentér stabilitet, samarbejdsevne, skudfasthed og miljøtolerance gennem DKK’s mentalbeskrivelse eller jagt-/brugsprøver. Adfærd er en helbredsfaktor, fordi frygt og stress kan nedarves og påvirke trivsel. Journalfør alle resultater centralt, del dem åbent med købere og kolleger, og brug dem aktivt i parringsplanlægning. Gentag øjenundersøgelser løbende for avlsaktive hunde, også efter flere kuld.

Etisk avl handler om mere end tests; det handler om dyrevelfærd, gennemsigtighed og langsigtet ansvar. Planlæg kuld ud fra dokumenteret efterspørgsel og realistisk kapacitet til socialisering, ikke ud fra bekvemme kalenderdatoer. Tævens første parring bør ske, når hun er fysisk og mentalt moden, ofte fra 2-årsalderen, og kuld bør have passende pauser imellem; undgå serielle kuld med kort interval. De fleste tæver bør pensioneres fra avl omkring 7–8 år, afhængigt af helbred og tidligere forløb. Respekter lovgivning om halekupering (forbudt) og hvalpens mindstealder ved salg/udlevering; alle hvalpe skal ID-mærkes, registreres og veterinært sundhedstjekkes. Prioritér åben informationsdeling: giv fulde kopier af sundhedsresultater (HD/ED, øjne, DNA), forklar eventuelle anmærkninger, og stå ved både styrker og svagheder i linjen. Indfør skriftlig købsaftale med sundheds- og tilbagekøbs-/omplaceringsklausul, så ingen hunde ender i klemme. Socialisering er et etisk kernepunkt i en race med lidt reserveret tendens; implementér et systematisk socialiseringsprogram fra 3–12 uger med positive møder, lyde (herunder skudsimulering i lave doser), mennesker og miljøer. Match hvalpe til hjem, der kan levere mere end to timers daglig aktivitet og engageret træning, og som forstår racens behov for selskab. Undgå at belønne ekstremer: overdreven pels, tungt eksteriør eller hypersensitivt temperament kan være udstillingsmæssigt iøjnefaldende, men er uforenelige med racens formål. Vælg samarbejde med raceklub og DKK’s etiske retningslinjer, og bidrag til databaser med sundheds- og levealderdata for at styrke racens fremtid.

Begynd med at definere klare avlsmål for det konkrete kuld: Hvilke tre egenskaber vil du forbedre uden at kompromittere sundhed og temperament? Brug herefter en systematisk matchningsproces. 1) Helhed og funktion: Vælg en partner, der komplementerer tævens svagheder (bevægelse, ryg/overlinje, skuldervinkling, poter, pelskvalitet) uden at ofre racetypisk hoved og udtryk. 2) Temperament og arbejdsegenskaber: Prioritér stabil nerve, førerorientering, vandglæde og skudfasthed dokumenteret via brugs-/jagtprøver eller mentalbeskrivelse. En race med naturlig reserverethed skal ikke være sky; vælg tryghed frem for “edge”. 3) Sundhed og genetisk afstand: Sammenlign HD/ED, aktuelle øjenattester og DNA-profiler. Undgå at parre to bærere af samme recessive variant. Beregn COI for kombinationen, og vælg den løsning, der leverer lavere slægtskab uden at svække målegenskaberne. 4) Reproduktion og logistik: Aftal brucellosetest ved udlandsparring, tidsplan for progesteronmålinger, og sikring af kølekæde ved transport af sæd. Indhent fuld dokumentation (stambog, resultater, alder, fertilitets- og sygdomshistorik). 5) Dokumentation og opfølgning: Etabler en plan for dataindsamling på afkom (sundhed, temperament, træning, øjenkontrol), og del resultater med hanhundeejer og raceklub. 6) Økonomi og kontrakt: Aftal realistisk stud fee eller hvalperet, betingelser for omparring ved tom tæve, samt fordeling af udgifter ved komplikationer. Overvej geografisk og linjemæssig variation i valg af hanhunde for at modvirke flaskehalse og øge diversiteten i den danske population. Afslutningsvis bør partneren altid vurderes i levende live, når muligt; video kan supplere, men ikke erstatte hænder på hunden og observation af bevægelse, sind og kontaktbarhed.