West Highland White Terrier - Ansvarlig avl og genetik

West Highland White Terrier, i daglig tale Westie, er en lille, kompakt terrier med stor udstråling, mod og livsglæde. En racetypisk Westie står omkring 28 cm ved skulderen, for begge køn, og vejer typisk 7–10 kg. Kroppen er kort og robust, med lige ryglinje, dyb brystkasse og god benstamme uden at være tung. Forparten skal have lige, parallelle forben, og bagparten skal være kraftig, med velvinklede knæ og stramme haser, så hunden kan bevæge sig frit og effektivt. Halen er karakteristisk gulerodsformet, 12–15 cm, båret glad og aldrig over ryggen.

Hovedet er en Westies signatur: proportioneret, med flad skalle, kort og kraftig næseparti, sort næse og udtalte, mørke øjne, der giver et opvakt, intelligent udtryk. Ørerne er små, spidse og bæres opret. Biddet er saksesbid, med stærke tænder i passende størrelse for en jordhund. Temperamentet er venligt, frygtløst og underholdende – aldrig sky eller aggressivt. Den udstråler en arbejdsivrig terrier, der er let at motivere, men til tider selvstændig.

Pelsen er altid hvid og dobbeltlaget: en hård, stride dækhårspels over en tæt, blød underuld. Den korrekte pels er funktionel, vejrbestandig og kræver regelmæssig trimning (handstripping) for at bevare strukturen, farvens klarhed og hudens sundhed. En for blød eller vatagtig pels er uønsket, da den øger risiko for filt, fugt i hudfolder og sekundære hudproblemer. Pigmentet skal være mørkt omkring øjne, læber og trædepuder, hvilket understøtter det racetypiske udtryk.

Avl mod ekstremiteter frarådes. Overdreven vinkling, meget korte eller krumme forben, lang lænd, blød ryglinje, tynde knogler og for store, tunge hoveder kompromitterer både bevægelser og sundhed. Funktionalitet og balance er nøgleord: en Westie skal kunne arbejde i terræn, bevæge sig ubesværet i trav og holde et jævnt tempo op til en times daglig motion uden at blive belastet. Racestandarden prioriterer helhed, sund konstruktion og racetypisk udtryk, som tilsammen skaber en sund, holdbar og glædesfyldt lille terrier.

Ansvarlig Westie‑avl begynder med solid genetisk styring. Racen er lille i absolutte tal, og den genetiske variation skal værnes om. Et centralt værktøj er indavlskoefficienten (COI), som bør holdes lav – praktisk sigter mange mod under 6,25 % på 5 generationer og lavest muligt på 10 generationer – for at reducere risikoen for recessive sygdomme, fertilitetsproblemer og nedsat vitalitet. Undgå “popular sire”-effekten, hvor én han bruges uforholdsmæssigt meget, da det snævrer genpuljen og kan sprede skjulte anlæg bredt.

Flere sygdomme i Westie har dokumenteret eller stærkt mistænkt arvelig baggrund. Craniomandibular osteopati (CMO) nedarves recessivt i racen, og der findes en DNA‑test. Avlsstrategien er klar: par aldrig bærer med bærer, og brug kun bærere strategisk på genetisk frie partnere, hvis hunden i øvrigt bidrager væsentligt til sundhed og type – med henblik på at erstatte med fritestede afkom i næste generation, så både sundhed og variation bevares.

Legg‑Calvé‑Perthes (LCP) er en juvenil lidelse i lårbenshovedet med formodet kompleks arv. Selektionsmæssigt er målet at undgå at avle på dyr, der selv har været ramt, eller som kommer fra linjer med ophobning. Stram, korrekt bagbensvinkling, god muskulatur og passende kropsvægt hjælper biomekanisk, men systematisk registrering i familien er afgørende.

Idiopatisk pulmonal fibrose (ofte kaldet “Westie lung disease”) er en alvorlig, ofte sent‑debuterende tilstand uden tilgængelig DNA‑test. Her er stamtavle‑ og slægtskabsoplysninger uvurderlige. Undgå at avle på hunde med uforklarlig hoste, dyspnø eller nedsat præstation, og vægtlæg linjer med dokumenteret høj levealder og fravær af respiratoriske problemer. Patellaluksation har både anatomiske og genetiske komponenter; udvælg hunde med ret benstilling, korrekt knæaksestyring og sunde knæledsstatusser.

Atopisk dermatitis og fødevareallergi forekommer relativt hyppigt i Westies. Selvom arvemønstret er polygenetisk og miljøpåvirkeligt, kan man reducere risikoen ved at fravælge avlsdyr, der kræver kontinuerlig immunmodulerende behandling, har hyppige hudinfektioner, eller hvor nære slægtninge er hårdt ramt. Fasthold også korrekt, hård pelstype, da en utypisk blød pels kan forværre hudmiljøet.

Brug gerne internationale parringer for at øge variationen, men gør det med dokumenteret sundhedsdata, karantæne‑procedurer og brucella‑screening. Kombinér fænotypisk selektion med data fra sundhedsregistre. Hvor avlsindeks (EBV) eller racens sundhedsstatistik er tilgængelige, prioriter hunde, der forbedrer helbred og levealder uden at gå på kompromis med racetype og temperament.

Et målrettet testprogram før parring reducerer risikoen for arvelige problemer og beskytter både tæve, hanhund og kommende hvalpe.

• DNA‑test:
• CMO: Test avlsdyr mindst én gang og registrér resultatet. Planlæg parringer, så bærer × bærer undgås fuldstændigt. Dokumentér status i parringsaftalen.

• Ortopædi:
• Patellaluksation: Klinisk undersøgelse og certificering af knæstatus fra 12 måneders alder eller jf. klubkrav. Avl primært på hunde uden luksation; undgå at kombinere marginale knæ med linjer, hvor luksation forekommer.
• Hofter/LCP: Selvom HD ikke er et primært Westie‑problem, kan en røntgenvurdering af hofter og lårbenshoveder ved ca. 12–14 mdr. give baseline og identificere tegn på LCP eller andre juvenille forandringer. Hunde med klinisk LCP bør udelukkes fra avl.

• Øjne og sanser:
• ECVO øjenundersøgelse: Før avl og herefter årligt til mindst 7–8 års alder, for at fange eventuelle arvelige øjenlidelser tidligt.
• BAER‑høretest: Ikke obligatorisk i racen, men relevant ved mistanke om nedsat hørelse, ved avl på importer uden forudgående dokumentation, eller hvis der ses tegn i linjen.

• Respirations‑ og hjertevurdering:
• Klinisk lunge‑ og hjerteauskultation før avl. Over 5–6 år kan et baseline thoraxrøntgen eller ultralyd være relevant, især hvis der ses hoste, intolerance for motion eller knitrelyde ved auskultation. Hvalpe efter ældre avlsdyr bør følges ekstra tæt for respiratoriske symptomer.

• Hud og allergi:
• Systematisk gennemgang af hud, ører og poter for tegn på kronisk dermatitis eller otitis. Hunde i vedvarende steroid‑/ciklosporinbehandling bør ikke indgå i avl. Fodringshistorik og reaktion på eliminationsdiæter noteres i journalen.

• Reproduktion og infektioner:
• Tæve: Helbredstjek inkl. blodprofil, tandstatus og kropskondition 4–6 mdr. før parring. Vagtsomhed på livmoderbetændelse og falsk drægtighed. Progesteronstyring ved parring.
• Han: Sædkvalitetsvurdering ved planlagt udbredt brug.
• Infektion: Brucella canis‑test før internationale parringer/eksport/import. Rutinemæssig parasitkontrol og vaccinationsstatus ajourføres.

• Generelle redskaber:
• COI‑beregning og indavlsanalyse i DKK’s database eller tilsvarende værktøj, med fokus på at sænke slægtskabet mellem partnerne.
• Registrér sundhedshændelser for alle afkom, også milde, og del data i race‑ og kennelregistre – det giver bedre beslutningsgrundlag for hele populationen.

Etisk avl i Westie handler om at sætte hundens velfærd før kortsigtede mål. Overhold altid DKK/FCI’s regler, racens avlsanbefalinger og gældende dyrevelfærdslovgivning. Avlsdyr skal være fysisk og mentalt egnede: stabile, venlige, lette at håndtere og uden overdreven skarphed. En Westie må gerne være modig og selvstændig, men skal være socialt sikker i hjem og bymiljø.

Alder og belastning: Par ikke for unge dyr; lad hunden være fuldt fysisk og mentalt moden, før den indgår i avl. Respektér passende pauser mellem kuld og et rimeligt maksimum over en tæves liv, i tråd med klubregler og dyrlægens anbefaling. Kuldstørrelsen på 2–5 hvalpe letter ofte pasningen, men kræver omhyggelig neonatal overvågning, korrekt temperatur, hygiejne og tidlig vægtkontrol.

Transparens: Del sundhedstests, kliniske observationer og relevante familiære oplysninger åbent med samarbejdspartnere og hvalpekøbere. Brug skriftlige parrings‑ og købsaftaler, der dækker sundhedsgarantier, tilbagekøbs‑/omplaceringsklausuler og forventninger til socialisering.

Bevar funktionalitet: Selektér ikke ensidigt for showprægede detaljer som stor pelssilhuet på bekostning af robust bygning, korrekt benstilling og frie bevægelser. Undgå at fremelske overblød pels eller upraktiske eksteriørtræk, der øger risikoen for hud‑ og bevægelsesproblemer.

Socialisering og miljø: Giv hvalpe rige, positive erfaringer fra 3–12 ugers alderen – lyde, overflader, berøring og korte håndteringsøvelser. Det forebygger adfærdsproblemer og gør dem til trygge familiehunde. Følg op med racerettet rådgivning til køberne om mental stimulering, pelspleje og træning, så Westiens skarpe hjerne og arbejdsglæde tilgodeses.

Start med et klart avlsmål: Hvilke styrker vil du bevare, og hvilke svagheder vil du forbedre? Lav en prioriteret liste over sundhed, temperament og eksteriør. Gennemgå potentielle partnere systematisk:

1) Sundhed og data: Kræv dokumentation for CMO‑status, patellaklassifikation, øjenattest og relevante kliniske vurderinger. Undersøg slægtskab for pulmonal fibrose, LCP og allergi. Vurder levealder i linjen – lange liv uden kroniske medicinske problemer er stærke plusser.

2) Eksteriør og funktion: Læs dommerkritikker og se hunden i bevægelse. Vælg komplementerende partner: har din tæve tendens til blød ryg, så søg hanhund med stærk toplinje; langs tårotation, så vælg korrekt forpart. Hold fokus på korrekt proportion, god benstamme og gulerodshale.

3) Temperament: Mød hunden personligt. En ideel Westie er glad, samarbejdsvillig og nysgerrig. Fravælg hunde med nervøsitet, lydfølsomhed eller vedvarende ressourceforsvar, især hvis træk ses i familien.

4) Genetik og variation: Beregn COI for parringen og sammenlign med racens gennemsnit. Prioritér lavere COI og undgå kombinationer, der øger slægtskab til populære hanlinjer. Overvej internationale partnere, hvis sundhedsdata er solide, for at udvide genpuljen.

5) Praktik og etik: Aftal klare vilkår for parringsgebyr, gentagelsesret, håndtering af små kuld, og hvad der sker ved tom tæve. Planlæg logistik, testvinduer og forsikringer. Dokumentér al udveksling skriftligt.

Lav efterfølgende en ærlig forventningsafstemning med hvalpekøbere: energiniveau, pelspleje (ugentlig, gerne oftere, og korrekt trimning), træningsbehov og tendens til jagtlyst. En velinformeret køber bevarer racens gode ry, og data fra deres hverdag giver værdifuld feedback til fremtidig avl.