Berner Sennenhund specialdiæter og ernæringsråd

Berner Sennenhunden er robust af bygning, men kan – som mange store racer – udvikle fødevareoverfølsomhed, der typisk viser sig som kløe, tilbagevendende ørebetændelser, rød hud mellem tæerne eller blød afføring. Fordi pelsen er tyk og længere, opdages hudtegnene ofte sent, hvorfor en systematisk tilgang til foder er afgørende. Den mest pålidelige metode er en elimineringsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden udelukkende får én nøje udvalgt proteinkilde og én kulhydratkilde, som den ikke har spist før, eller et fuldt hydrolyseret veterinærfoder. Egnede novel proteins kan være hjort, and, kanin eller hest, kombineret med kartoffel eller sød kartoffel. Under diæten må der ikke gives andre godbidder, tyggeting, smagsatte medicin-"chews" eller rester fra bordet, da selv små mængder kan forpurre resultatet. Vælg foder med tydelig ingrediensliste og undgå generelle betegnelser som "animalske biprodukter". Ved GI-følsomhed kan skånsomme fibre som psyllium og roefiber stabilisere afføringen, mens marine omega-3-fedtsyrer (EPA/DHA) kan dæmpe tarm- og hudinflammation. Skift foder langsomt over 7–10 dage for at reducere risikoen for maveuro. Bernere er store og spiser forholdsvis store portioner; derfor er batch-kontrolleret kvalitet og ensartede partier vigtige for at undgå variationer. Hvis symptomer bedres på elimineringsdiæt, kan man efterfølgende genintroducere ingredienser enkeltvis for at identificere præcise triggere og derefter vælge et fuldfoder, der matcher hundens tolerancer. Samarbejd altid med dyrlægen om plan, varighed og evaluering, særligt hvis der også er øre- eller hudinfektioner, som kan kræve samtidig behandling.

Sund kropsvægt er det enkeltstående vigtigste greb til at forebygge ledproblemer hos Berner Sennenhunden, der ofte vejer 40–44 kg og er disponeret for albueledsdysplasi. Sigt efter en Body Condition Score (BCS) på 4–5/9: Ribbenene skal kunne føles let, taljen ses oppefra, og buglinjen skal være moderat optrukken fra siden. Energi-behovet kan estimeres til 90–110 kcal pr. kg^0,75 pr. dag. For en 42 kg berner (metabolisk vægt ca. 16,5) svarer det til cirka 1.500–1.800 kcal/dag som startpunkt, justeret hver 2. uge efter vægt og BCS. Vælg et komplet fuldfoder til store racer med højt proteinindhold og moderat fedt, og gerne høj fiber for mæthed. Mål portioner med køkkenvægt, del dagsrationen i 2–3 måltider, og hold godbidder under 10 % af de daglige kalorier. Brug slow-feeder skåle for at sænke spisetempoet og mindske risikoen for oppustning (GDV), som store, dybbrustede racer er mere udsat for. Undgå hård motion 60 minutter før og efter måltider, og lad vandindtaget være frit, men jævnt over dagen. Hvalpe og unghunde skal altid fodres med stor-race hvalpefoder for at kontrollere væksttempo og mineralbalance; målret Ca 0,8–1,2 % af tørstof og Ca:P på 1,1–1,5:1. Undgå calcium- og fosfortilskud medmindre dyrlægen specifikt anbefaler det, da overforsyning kan forværre vækstrelaterede knoglelidelser som panosteitis. Regelmæssige vejninger og enkle målebåndsmål omkring bryst og talje hjælper med at spotte små ændringer, før de bliver til store problemer.

Nogle ernæringsvalg bør skræddersys til racens sårbarheder. Ved ledlidelser som albueledsdysplasi giver et foder med dokumenteret mængde omega-3 (EPA/DHA) fra fisk, tilstrækkeligt protein til at bevare muskelmasse, samt eventuel tilsætning af grønlæbet musling og kollagen, ofte klinisk fordele. Vægtkontrol forbliver dog den stærkeste “behandling”. Ved portosystemisk shunt (PSS) kræves tæt dyrlægeopfølgning og en leverdiæt med højt fordøjeligt, moderat protein og lavt kobberindhold. Undgå kobberrige fødevarer som lever, muslinger og nogle nødder. Eventuelle medicinske tiltag som lactulose og antibiotika koordineres af dyrlægen; foderet er et centralt, men ikke eneste, element. Von Willebrands sygdom (vWD) påvirkes ikke direkte af foder, men undgå tilskud og urter, der kan påvirke blodpladefunktionen, medmindre dyrlægen godkender dem. For progressive retinal atrofi (PRA) er der ingen kur, men et fuldfoder med afbalancerede antioxidanter og DHA kan understøtte den generelle øjensundhed; undgå overdrevne enkeltvitaminer uden faglig rådgivning. Panosteitis hos unge, hurtigtvoksende bernere håndteres ernæringsmæssigt primært ved at kontrollere væksthastighed, energitæthed og mineralbalance via stor-race hvalpefoder. Mave-tarm-følsomhed håndteres bedst med skånsomme GI-diæter, ofte med letfordøjelige proteiner, ris/kartoffel og opløselige fibre. Da Berneren er dybbrustet, er fodringsrutiner også en “medicinsk” overvejelse: Flere små måltider, langsomt indtag og undgåelse af intens aktivitet omkring fodring kan reducere risikoen for oppustning (GDV). Ved enhver medicinsk diæt gælder, at man bør sikre fuld ernæringsdækning og periodiske blodprøver efter dyrlægens plan, så diæten forbliver sikker og effektiv.

Mange ejere ønsker en mere “naturlig” fodring, fx hjemmelavet eller rå. For en stor hund som Berner Sennenhunden er den største udfordring at sikre en fuldt afbalanceret ration – hver dag, hele livet. En hjemmelavet, tilberedt diæt kan fint fungere, hvis den er formuleret af en veterinær ernæringsspecialist, og hvis man anvender et præcist vitamin- og mineralpremix. Et typisk udgangspunkt er en protein-kilde af høj kvalitet (fisk, kalkun, okse, æg), en kulhydratkilde (ris, kartoffel, havre), sunde fedtkilder inkl. marine omega-3, samt grøntsager/fibre (fx gulerod, squash) i veldefinerede mængder. For store racer er korrekt calcium-fosfor-forhold kritisk for knoglesundhed; knogler som kalciumkilde er risikable pga. perforation, tandskader og ubalancer – brug i stedet kontrollerede tilskud som led i en opskrift godkendt af fagperson. Rå fodring (BARF) indebærer en reel risiko for bakteriel smitte (Salmonella, Campylobacter) til både hund og familie; dette er særlig relevant i hjem med børn, ældre eller immunsvækkede. Hvis man alligevel vælger rå, er streng hygiejne, frysning, separat tilberedningsudstyr og dokumenteret balance absolut nødvendigt, men kan stadig ikke fjerne risikoen. Uanset valg bør ny “naturlig” kost introduceres gradvist over 7–10 dage, og hundens afføring, hud og energi monitoreres nøje. For Bernerens flotte dobbeltpels kan omega-3 og tilstrækkeligt protein give synlige fordele i pelsglans og hudbarriere, mens overdreven fedttilførsel bør undgås for ikke at drive vægtøgning. Planlæg halvårlige tjek hos dyrlægen med kropsprofil, vægt og eventuelt blodprøver for at sikre, at hjemmelavet kost fortsat dækker behovene.

Tilskud kan være nyttige, når de bruges målrettet og i sikre doser, men de erstatter ikke et komplet foder. For ledstøtte hos den store, tunge berner anvendes ofte: 1) Omega-3 fra fisk (EPA/DHA), der kan understøtte ledfunktion; vælg produkter med dokumenteret indhold og rensning for tungmetaller, og hold dig til dyrlægens dosering for at undgå at påvirke blodpladerne unødigt. 2) Glucosamin (ca. 15 mg/kg/dag) og chondroitin (ca. 12 mg/kg/dag) kan supplere, mens grønlæbet musling og/eller kollagen (fx UC-II, ofte 40 mg/dag) anvendes i nogle protokoller. 3) Probiotika ved tilbagevendende, milde GI-problemer; vælg stammer specifikt udviklet til hund og en daglig dosis på ca. 1–5 mia. CFU. 4) Vitamin E kan være relevant ved længerevarende, høj dosis fiskeolie – drøft behov og dosis med dyrlægen. 5) Leversupport som SAMe eller mælketidsel anvendes kun efter faglig vurdering, særligt ved PSS. Undgå zink, calcium og D-vitamin “for en sikkerheds skyld”; overdosering er set hos hjemmelavere, og det kan give alvorlige problemer. Vælg produkter med tredjeparts-kvalitetskontrol, tydelig deklaration og batch-nummer. Introducér ét tilskud ad gangen i 2–4 uger, så effekter og eventuelle bivirkninger kan vurderes. Husk, at vægttab, kontrolleret måltidsfrekvens og et evidensbaseret fuldfoder til store racer oftest giver større og mere sikre resultater end et langt katalog af tilskud. Ved blødningstilbøjelighed (vWD) og før operation bør alle tilskud, især fiskeolie og urter, gennemgås og eventuelt pauseres efter dyrlægens anvisning.