Nødsituationer med Berner Sennenhund: Beredskab og førstehjælp

En Berner Sennenhund er stor, stærk og oftest rolig, men netop størrelsen og den tætte pels kan gøre nødsituationer mere komplekse. En velforsynet førstehjælpskasse, der er tilpasset en stor hund, sparer kostbar tid, når uheldet er ude. Opbevar kassen tørt, synligt og gerne både hjemme og i bilen, og gennemgå indholdet halvårligt.

• Det bør din førstehjælpskasse indeholde til en Berner Sennenhund:
• Vigtige numre: Egen dyrlæge, vagtdyrlæge, giftlinje og nærmeste dyrehospital (på papir og i telefonen).
• Stabil transport: Kraftigt tæppe eller redningstæppe, der kan bruges som båre; bred slynge til at støtte bagparten; skridsikker måtte til bilen.
• Muzzle/mundkurv: En blød snudesele eller gazebind til at anlægge en nød-mundkurv. Brug aldrig mundkurv ved vejrtrækningsproblemer eller opkast.
• Bandagemateriale i stor størrelse: Sterile kompresser (10 × 10 cm og 20 × 20 cm), absorberende vat, gaze, selvklæbende elastikbind (cohesive wrap, 7,5–10 cm bred), trekantet tørklæde, sportstape, ikke-klæbende sårforbindinger.
• Sårpleje: Sterilt saltvand til skyl (ampuller), klorhexidin 0,05 % eller povidon-jod til hud omkring sår, pincet, flåtfjerner, engangssprøjter (10–20 ml) til skyl, barberskraber eller lille trimmer til at frilægge sår i pels.
• Beskyttelse og værktøj: Nitrilhandsker, saks med butte spidser, E-krave (stor størrelse), lommelampe, aluminiums-termotæppe, engangskøle-/varmeposer, potesokker/selvklæbende poteomslag.
• Overvågning: Digitalt rektaltermometer, vandbaseret glidemiddel/vaseline, desinficerede klude, noteseddel og tusch til at notere vitale værdier og tidslinje.
• Medicinsk reserve: 3 % brintoverilte til eventuel fremkaldelse af opkast – kun efter udtrykkelig anvisning fra dyrlæge. Aktivt kul gives ligeledes kun efter faglig rådgivning.
• Væske og energi: Elektrolyt-pulver til hund og en flaske vand; små portionsposer med vådfoder til fristende, skånsom ernæring efter dyrlægens accept.

Tænk stor-race: Vælg brede bandager, solid tape og en E-krave, der rækker forbi næsetippen. Træn gerne at stå roligt på måtter og at få håndteret poter og mund, så førstehjælp kan udføres sikkert uden unødigt stress.

Berneren er hårdfør og sindig, men som stor, dybbrystet race er den udsat for bestemte akutte tilstande. At kende tegnene, og at handle roligt og systematisk, gør en markant forskel.

Mavedrejning (GDV): Et livstruende problem hos dybbrystede hunde. Typiske tegn er rastløshed, udspilet og hård bug, savlen, kvalme/kvælningsagtige opkastforsøg uden indhold, smertepiberi, blege gummer og hurtig puls. Hunden kan sætte sig og rejse sig gentagne gange. Ring straks til dyrlægevagt. Giv ikke mad eller vand, forsøg ikke at massere maven, og transportér hurtigt og skånsomt. Lad hunden stå eller ligge på brystet/siden, ikke på ryggen.

Hedslag/overophedning: Den tætte dobbelte pels og store kropsmasse gør Berneren varmefølsom. Tegn er kraftig gispen, rallende vejrtrækning, sløvhed/kollaps, røde eller gråblege gummer og rektal temperatur over ca. 40 °C. Flyt straks til skygge, påbegynd gradvis afkøling med kølige, våde håndklæder over lyske, bug og poter, og giv små slurke vand. Køl til cirka 39,5 °C, stop aktiv køling og kør til dyrlæge. Iskolde bade frarådes.

Kvælning/fremmedlegeme: Hosten, poten mod munden, blålige gummer og panik kan ses. Inspektér munden kun hvis det er sikkert, og fjern synlige genstande med pincet. Forsøg ikke blinde greb i halsen. Udfør kun abdominale tryk, hvis du er instrueret i hunde-Heimlich. Kontakt dyrlæge akut.

Kramper: Flyt farer væk, sluk lys, tal roligt, og rør ikke i munden. Tidsregistrér anfaldets varighed. Ved anfald over to minutter, klyngeanfald eller første anfald – kontakt dyrlæge straks.

Akut halthed og traume: Berneren kan have albueproblemer og panosteitis som ung. Ved pludselig halthed – hold i ro, brug poteomslag, undgå trapper og hop, og giv ikke human smertestillende. Ved kraftig smerte, hævelse eller fejlagtig benstilling – stabilisér forsigtigt og kør til dyrlæge.

Forgiftninger sker ofte hurtigt og stille. Selvom en Berner vejer meget, kan visse stoffer være farlige i små mængder. Almindelige kilder er chokolade (mørk/kokos), druer og rosiner, xylitolholdige produkter (tandtyggegummi, bagevarer), menneske-medicin (smertestillende, ADHD-præparater, antidepressiva), rottegift (antikoagulanter eller alfakloralose), frostvæske, nikotinprodukter, gødning og kompost samt løg/hvidløg.

Handling trin for trin:
1) Stop eksponeringen: Fjern hunden fra kilden, og tag emballagen med.
2) Ring straks: Kontakt dyrlægevagt/giftlinje. Oplys stof, estimeret mængde, tidspunkt, hundens vægt, symptomer og medicinsk historik (fx kendt blødningsforstyrrelse som von Willebrands). Foto af emballage og indhold hjælper.
3) Fremkald ikke opkast på egen hånd: Brug aldrig salt, natron, sennep eller tvang. 3 % brintoverilte må kun anvendes efter udtrykkelig anvisning fra dyrlæge, da det kan være kontraindiceret ved ætsende stoffer, neurologiske symptomer eller aspiration.
4) Hud- og øjeneksponering: Skyl straks grundigt med lunkent vand/saltvand i 10–15 minutter. Forhindr slikning, fx med E-krave.
5) Aktivt kul gives kun efter dyrlægens vurdering.

Overvåg for opkast, diarré, rystelser, slingerhed, blege eller mørke gummer, næseblod eller blå mærker (kan ses ved rottegift). Ved mistanke om hugormebid – almindeligt i sommerhalvåret – ses pludselig smerte og hævelse. Hold hunden i ro, undgå trykbandage og kør til dyrlæge.

Forebyggelse for en stor, nysgerrig race: Opbevar alle kemikalier og lægemidler i aflåste skabe, ryd op efter havearbejde, og brug lukket skraldespand. Lær familien, at ”ingen godbidder uden godkendelse” også gælder druer og chokolade.

Korrekt førstehjælp stabiliserer skaden, dæmper smerte og forhindrer forværring, indtil dyrlægen overtager. Hos en tung Berner kræver håndtering ro, plan og ofte to personer.

Blødning: Læg fast, direkte tryk med sterile kompresser i 5–10 minutter uden at ”kigge”. Ved gennemblødning lægges mere materiale ovenpå; fjern ikke den første kompres. Anlæg et kompressionsbind, men undgå at stramme så meget, at poten bliver kold/blå. En del Bernere bærer von Willebrands sygdom; ved vedvarende blødning, store sår eller synligt pulserende blødning – kør akut til dyrlæge. Brug kun nød-afsnøring (tourniquet) ved livstruende blødning, og noter tidspunkt.

Sår og bid: Klip pels væk omkring såret, skyl grundigt med sterilt saltvand, og desinficér kanten med fortyndet klorhexidin. Dæk med ikke-klæbende forbinding og et let elastikbind. Dybde sår, bidskader, stik fra skarpe genstande samt sår nær led kræver altid dyrlægevurdering.

Poter og trædepuder: Rens grus og glas ud med saltvand, læg polstring mellem tæerne, og afslut med en selvklæbende bandage og potesok for at holde det rent. Skift dagligt, og hold gåture korte, indtil dyrlægen har set såret.

Øjeskader: Tegn er lysskyhed, smerte, tåreflåd eller blødning. Skyl kun med saltvand, undlad salver eller tryk, sæt E-krave på, og søg straks dyrlæge.

Forstuvning og fraktur: Immobilisér forsigtigt med polstring; læg kun skinne, hvis du kan gøre det uden at øge smerte eller forrykke knogler. Hos en stor hund løftes for- og bagpart synkront – brug tæppebåre, og undgå vrid. Undlad at give human smertestillende; det kan være giftigt.

Forbrændinger og skoldninger: Køl i 10–20 minutter med køligt vand, dæk sterilt og tørt, og kør til dyrlæge. På varme dage kan asfalt give pote-forbrændinger; afkøl, dæk og begræns aktivitet.

Lav en klar beredskabsplan for din Berner Sennenhund, så du ved, hvornår du skal ringe, hvad du skal sige, og hvordan du transporterer sikkert.

Ring straks ved: Mistanke om mavedrejning, vejrtrækningsbesvær, ukontrollabel blødning, kramper > 2 minutter eller gentagne anfald, større traume/påkørsel, forgiftning, penetrerende sår, pludselig svaghed/kollaps, rektal temperatur < 37,0 °C eller > 40,5 °C, eller hvis du er i tvivl.

Oplys til dyrlægen: Hvad er sket og hvornår, nuværende symptomer, hundens vægt og alder, medicin og kendte diagnoser (fx von Willebrands, portosystemisk shunt), målte vitale værdier og hvilke førstehjælpstiltag, du allerede har udført. Foto/video kan være værdifuldt.

Vitale værdier hos en stor voksen hund: Temperatur cirka 38,0–39,2 °C, puls 60–100/minut, respirationsfrekvens 10–30/minut. Mål puls på lårarterien, vurder kapillærfyldningstid ved at trykke blidt på gummene (1–2 sekunder er normalt), og vurder gummernes farve (lyserøde). Notér dine målinger.

Transport: Brug tæppebåre eller rampe til bilen. Hold hunden varm og stabil, undgå unødig bevægelse, og giv ikke mad eller store mængder vand før dyrlægens accept. En mundkurv kan være nødvendig ved smerte og håndtering, men må aldrig anvendes ved opkast eller udtalt gisp.

Forberedelse på forhånd: Gem adresse og rute til nærmeste døgnklinik, hold forsikringsoplysninger ved hånden, og tag et kursus i førstehjælp/CPR til hund. Øv korte ”tørtrænings”-sessioner i at få termometer, poteomslag og mundhåndtering, så din Berner samarbejder roligt i en presset situation.