Sundhedsguide for Borzoi: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Borzoi er en stor, dybbrystet mynde, som generelt er robust, men racen har nogle tilbagevendende sundhedsrisici, det er klogt at kende. To problemer nævnes ofte for Borzoi: Progressive Retinal Atrophy (PRA) og Osteochondrosis Dissecans (OCD). PRA er en arvelig øjensygdom, der langsomt nedbryder nethinden, så hunden gradvist mister synet. Der findes ingen kur, men ansvarlig avl og regelmæssige øjenundersøgelser, herunder genetisk screening når tilgængelig, kan reducere risikoen. OCD er en udviklingsforstyrrelse i brusken i især skulder, albue eller knæ, som kan føre til smerte og halthed; korrekt fodring af hvalpe i vækst og kontrolleret motion er centrale forebyggelsesstrategier.
Som hos mange store, dybbrystede racer, er mavedrejning (Gastric Dilatation-Volvulus, GDV) en alvorlig risikofaktor. Mavedrejning udvikler sig hurtigt og er livstruende; tidlig genkendelse og hurtig behandling redder liv. En forebyggende mavefiksering (gastropeksi) kan overvejes, særligt hvis der er familiær historik. Hjertesygdom, herunder dilateret kardiomyopati (DCM), forekommer i store racer og ses også hos mynder; årlige hjertelyt og, ved mistanke, ekkokardiografi er relevante.
Endokrine lidelser som hypothyreose kan give træthed, vægtøgning og pelsproblemer. Knogletumorer, især osteosarkom i lange rørknogler, ses hos højbenede racer, og tidlig udredning af vedvarende halthed er vigtigt. Tand- og mundhulesygdom (tandkødsbetændelse/parodontitis) er udbredt hos alle hunde, og Borzoi er ingen undtagelse; daglig tandpleje gør en markant forskel. Som aktiv mynde har Borzoi desuden tendens til bløde vævsskader, tåskader, hale- og hudlæsioner ved høj fart samt trykninger på knoglefremspring, hvis underlaget er hårdt. Endelig skal man være opmærksom på, at mynder kan reagere anderledes på visse anæstesimidler; moderne protokoller er sikre, men kræver dyrlægerfaring med racen.

Forebyggelse begynder med korrekt avls- og købsvalg. Vælg opdrætter, der øjenlyser avlsdyr årligt, og som kan dokumentere frihed for kendte arvelige øjensygdomme, samt vurderer leddernes sundhed. Spørg specifikt til PRA-historik og OCD-forekomst i linjerne.
Fodring og vægtstyring er fundamentalt. Hvalpe bør fodres med et fuldfoder til store racer, så vækstkurven holdes jævn, og calcium-fosfor-balancen er korrekt. Undgå kalciumtilskud og “overfodring”, fordi for hurtig vækst øger risikoen for OCD. Voksne Borzoi bør holdes slanke (kropskonditionsscore 4–5/9), da overvægt belaster led og hjerte. Del gerne dagsrationen i to til tre måltider, brug eventuelt slow-feeder, og undgå intens leg én time før og efter fodring for at mindske risiko for mavedrejning. Hævede madskåle frarådes generelt, medmindre din dyrlæge specifikt anbefaler det.
Motion skal være racetilpasset: dagligt 45–60 minutters lav- til moderat-intensiv aktivitet, suppleret med kontrollerede sprintsessioner i sikkert, indhegnet område 1–3 gange ugentligt. Opvarmning og afjogning reducerer skadesrisiko. Undgå gentagne hårde stop på glatte underlag, og hold kløer samt håret mellem tæerne korte for bedre greb. Brug blødt, støttende leje for at forebygge trykninger.
Tandpleje bør være daglig tandbørstning med hundetandpasta; suppler med tandvenlige tyg, og få professionel tandrens efter behov. Parasithåndtering (lopper, flåter, orm) bør være helårs, særligt hvis hunden færdes i skov og mark. Træn rolig alene-hjemme-adfærd, fordi stress kan forværre maveproblemer og immunbalance.
For GDV-forebyggelse kan profylaktisk gastropeksi overvejes i forbindelse med neutralisation, særligt hos hunde med familiær risiko. Ved planlagte indgreb bør du vælge dyrlæge, som har erfaring med mynder, og som kan tilpasse anæstesi efter lav fedtprocent og racens fysiologi, samt monitorere tæt under og efter operation.

Tidlig opdagelse kræver, at du kender de små tegn, der ofte kommer længe før “tydelig sygdom”. Ved PRA ses først natblindhed: hunden tøver i mørke, snubler på trapper eller søger lys. Senere kan pupiller virke udvidede, og øjnene få spejlglans. OCD viser sig typisk som intermitterende forbenhalthed hos unge hunde, stivhed efter hvile og modvilje mod at hoppe.
Mavedrejning starter ofte med rastløshed, oppustet, stram bug, savlen, kvalme og gentagne “tør-oppustninger” uden vomitus. Puls kan være hurtig, og slimhinder blege; det er akut, og der skal køres til dyrlæge straks. Hjertesygdom kan give nedsat udholdenhed, hoste, hurtig vejrtrækning i hvile og besvimelseslignende episoder. Hypothyreose viser sig som vægtøgning trods normal fodring, kuldeintolerance, træthed og pels som bliver tør eller tynd, eventuelt med mørkpigmenterede hudområder.
Osteosarkom giver ofte pludselig eller tiltagende halthed i én legemsdel, lokal hævelse og smertereaktion ved berøring. Tandproblemer afsløres af dårlig ånde, rødme ved tandkødsranden, savlen og selektiv appetit. Bløde vævsskader og tåproblemer viser sig som slikketæer, let halthed efter sprint og uvillighed til at rejse sig på glat gulv.
Generelle alarmtegn omfatter: feber, vægttab uden forklaring, ændret drikkelyst eller urinering, gentagne mavetarmforstyrrelser, pludselige adfærdsændringer og nyopståede knuder. Hos den følsomme Borzoi kan stress- eller smertebetingede ændringer være subtile, så små forskydninger i døgnrytme, appetit eller lyst til social kontakt er værd at tage alvorligt.

En struktureret helbredsplan øger chancen for at fange problemer tidligt. Hvalpe: sundhedstjek ved hver vaccination, vækstkurve-monitorering, parasitplan og adfærdsrådgivning. Fra 6–12 måneder: ortopædisk gennemgang af skuldre/albuer, hvis halthed har været observeret, samt tandstatus når de blivende tænder er fremme.
Voksen (1–6 år): årligt helbredstjek med klinisk undersøgelse, kropskonditionsscore, bevægelsesvurdering, tandstatus og evt. tandrens. Basis-blodprofil hvert 1–2 år, inkl. skjoldbruskkirtel ved mistanke. Hjertelyt ved hver konsultation; ved mislyde, arytmier eller nedsat præstation bør der følges op med ekkokardiografi og EKG. Øjenlysning af avlsdyr årligt; familiehunde kan øjenundersøges hvert 1–2 år, eller ved første tegn på synsændring.
Senior (7+ år): halvårlige tjek med udvidet blodprofil, urinundersøgelse, blodtryk, thorax- og evt. abdominalrøntgen ved klinisk behov, samt specifik screening for hjertesygdom. Gennemgå smerte- og mobilitetsstatus, tilpas træning og ernæring.
Anæstesi og sedation: inden tandrensning eller kirurgi bør der laves præ-anæstetisk blodprofil, væsketerapi planlægges, og moderne, hurtigt eliminerede midler (f.eks. propofol/alfaxalon med isofluran/sevofluran) foretrækkes. Mynder har lav fedtprocent, så doser beregnes på mager kropsvægt, og aktiv opvarmning under bedøvelse er vigtig. Tal om forebyggende gastropeksi ved neutralisation, især hvis der er GDV-risiko i linjen.
Endelig bør du, sammen med dyrlægen, gennemgå parasitforebyggelse, vaccineplan, hud- og pelspleje (den silkebløde, bølgede Borzoi-pels kræver regelmæssig børstning), samt få individuel rådgivning om motionsmængde, fordi racen trives med moderat daglig aktivitet og korte, hurtige spurter i sikre omgivelser.

Borzoiens værdige, følsomme natur og store format kræver en helhedsorienteret plan, der kombinerer fysisk sundhed, mental trivsel og praktisk hverdag. Start med at etablere rutiner: faste fodringstidspunkter, rolige hvileperioder, daglig motion på 45–60 minutter og ugentlig kvalitetsbørstning for at holde pelsen ren, og huden sund. Indret hjemmet med skridsikre løbere på glatte gulve, og giv en tyk, trykaflastende seng, så knoglefremspring skånes.
Træning og aktivering skal respektere den stærke byttedrift: brug lange liner eller sikre indhegninger til sprint, træn pålidelig indkald og “stophåndtag” med belønningsbaserede metoder. Mental stimulering via næselege, rolige problemløsningsopgaver og blid lydighed reducerer stress og forebygger kedsomhed. Samtidig bør alene-hjemme-træning læres gradvist, fordi racen trives dårligere med langvarig isolation.
Økonomisk planlægning er sundhedsplanlægning: tegning af sygeforsikring tidligt i livet, opbygning af akutfond og kendskab til nærmeste døgnåbne dyreklinik er klogt, særligt med tanke på mavedrejning, hvor minutter tæller. Hold en opdateret journal over vægt, fodertype, træningsmængde, eventuelle symptomer og alle dyrlægebesøg; det hjælper med at opdage mønstre tidligt.
Livsstadie-tilpasning er vigtig. Unge hunde skal beskyttes mod overbelastning, mens voksne holdes slanke og veltrænede. Seniorer drager fordel af hyppigere tjek, blidere underlag, varmere frakker i koldt vejr og kost med høj proteinkvalitet, eventuelt ledsaget af ledtilskud efter dyrlægens anbefaling. Lav i god tid en plan for akutsituationer (mavedrejning, traume), inklusive transportvej og kontaktliste, og tal åbent med din dyrlæge om forventningsafstemning ved kroniske sygdomme, så livskvalitet altid står i centrum.
Med konsekvent pleje, rettidig forebyggelse og opmærksomhed på de små signaler kan din Borzoi leve et langt, værdigt og aktivt liv som loyal og kærlig familiehund.