Stressmanagement for Broholmer: Rolig og afbalanceret hund

En Broholmer er en dansk, storvokset molosser, som ofte virker rolig og afbalanceret i hverdagen. Netop derfor kan stress være svær at få øje på, fordi racen sjældent eksploderer udadtil, men i højere grad spænder op og lukker ned. At kende de tidlige signaler, og at reagere blidt og konsekvent, er nøglen til at undgå, at uro udvikler sig til egentlige adfærdsproblemer.

Se efter subtile mikrosignaler: små slik på snuden, synkebevægelser uden at have spist, kortvarige gaben, at hunden vender hovedet væk, eller at den stivner i kroppen, før den træffer et valg. En Broholmer kan også vise “whale eye”, hvor det hvide i øjet ses, eller den kan begynde at puste og pese, selv i køligt vejr. Den dybe, resonante gøen kan blive hyppigere, og halen kan bære lavere end normalt, ofte i en bred svingning, der kan forveksles med glæde. Andre tegn er rastløs vandren, overdreven opmærksomhed på lyde (årvågenhed bliver til hyperårvågenhed), skæl/dandruff, pludseligt hårtab, rystelser og savlen.

Kropssprog hos kæmperacer læses bedst i helhed: vægtoverføring fremad, stive skuldre og en låst nakke fortæller, at hunden “holder vejret”. En kærlig Broholmer, som normalt elsker nærkontakt, kan begynde at søge afstand eller “læne tungt” for at regulere sig selv. Hos hvalpe og unghunde kan stress vise sig som zoomies, graven, nappen i ærmer, eller at hunden ikke kan finde ro. Hos ældre hunde ses ofte tilbagetrækning, langsom reaktion og mere søvn – men husk, smerte fra hofter og albuer kan ligne stress.

Fysiologiske tegn inkluderer blød mave, ændret afføring, dårlig mave efter begivenheder med høj arousal, og ændret appetit. Vær opmærksom på overlap mellem stress og sundhed: Hoftedysplasi og albuedysplasi kan give smerte, der øger stressfølsomhed. Gastric Dilatation-Volvulus (mavedrejning, GDV) er en akut nødsituation, der kan forveksles med ”uro”: rastløshed, oppustet mave, ufrugtbar opkast/kvælningsforsøg og kraftig savlen. Ser du disse tegn, kontakt straks dyrlæge.

Det vigtigste: Når din Broholmer viser det første lille stresssignal, så gør situationen lettere. Skab afstand, sænk tempoet, og tilbyd en kendt ro-øvelse i stedet for at presse igennem.

Forebyggelse handler om forudsigelighed, passende aktivitet og venlig, konsekvent træning. Broholmeren er årvågen, venlig og kærlig, men også en stor, sent modnet hund med vogterbaggrund. Den trives med faste rutiner, rolige rammer og klare forventninger.

Planlæg daglig motion til 45–60 minutter, gerne opdelt i to rolige ture med rige snusemuligheder. Snusearbejde sænker puls og cortisol, og det aflaster led bedre end vilde lege. Undgå hårde underlag og lange løbeture, især hos unghunde, da led og vækstzoner skal skånes. Tjek kløer og poter ugentligt, og hold vægten slank; ekstra kilo øger både smerte og stress.

Træning bør være belønningsbaseret. Lær basis som “kontakt”, “gå pænt” og en solid “på plads”-måtteadfærd, som hunden kan falde til ro på, uanset miljø. Afstå fra hårde korrektioner; molossere kan virke tykhudede, men er ofte følsomme og husker uretfærdighed. Indfør pauser under træning, og afslut, mens det går godt.

Socialisering skal være styret og positiv. Broholmeren er naturligt reserveret over for fremmede; derfor skal møder med mennesker og hunde planlægges, så hunden har fravalgsret og afstand. Brug “treat & retreat” ved gæster: Gæsten kaster godbidder bag hunden, så den frivilligt nærmer sig igen. Indfør en enkel gæsterutine: line på, hen på måtte, rolig hilsen, og mulighed for at trække sig.

Fodring og mave: Kæmperacer har forhøjet GDV-risiko. Giv 2–3 mindre måltider dagligt, brug slowfeeder, undgå voldsom aktivitet 60 minutter før og efter måltid, og hold vand tilgængeligt. En rolig fodringszone, uden konkurrence, forebygger både stress og kvælningsrisiko.

Alenetid opbygges gradvist. Start i sekunder, og øg langsomt, så hunden bevarer roen. Giv varig tyggebeskæftigelse (f.eks. fyldt KONG), og følg et fast ritual ved afgang og hjemkomst. Søvn er essentiel: Sigte mod 16–18 timers samlet hvile i døgnet, inklusive dag-lure, så nervesystemet kan restituere.

Afspænding læres bedst, når hunden i forvejen er forholdsvis rolig. Træn korte, hyppige sessioner, og gør det let at lykkes.

1) Måtte-træning og betinget afslapning: Vælg en skridsikker måtte. Læg den frem, sig “på plads”, og beløn enhver frivillig kontakt med måtten. Når hunden ligger, beløn langsomt, med tyggesnacks serveret lavt mellem forpoterne. Indfør et ro-signal, f.eks. “slap af”, parret med rolige strøg fra skulder til hofte. Over tid sænker hunden puls blot ved signalet.

2) Snuse- og søgelege: “Find det”-leg med let spredte godbidder i græs eller på et tæppe sænker arousal. Hold kriterierne lave, så det føles som succes, ikke som eksamen. Scent work/nosework i begyndervenlig form er ideel til en Broholmer: kort, enkelt, og med mange pauser.

3) Tygge- og slikkebeskæftigelse: Fyldte slikkemåtter, tyggeruller og frossen KONG udløser beroligende slikke- og tyggeadfærd, som kan hjælpe nervesystemet ned i gear. Monitorér kalorierne, og vælg passende hårdhed efter tænder og alder.

4) Berøring og massage: Blid massage over nakke, skuldre og langs ryggen, med fokus på langsomme, faste strøg, kan sænke muskeltonus. Afslut, før hunden rejser sig selv. Ved ømhed, halthed eller modstand, kontakt dyrlæge – smerte og afspænding går hånd i hånd. Fysioterapi eller lette stræk kan være gavnlige efter faglig vejledning.

5) Mønsterspil og “engage-disengage”: Træn forudsigelige sekvenser, f.eks. “se trigger – se fører – få belønning”. Det giver din hund en plan, når noget føles svært. Start på stor afstand, øg gradvist, og hold sessionerne korte.

6) Lyd- og duftmiljø: Afspil lavmælt, langsom musik (60–80 bpm), brug hvid støj ved pludselige lyde, og overvej feromoner (ADAPTIL) efter aftale med dyrlæge. Ved torden og fyrværkeri kan en korrekt tilpasset trygheds-vest hjælpe, når den introduceres langsomt og positivt.

7) Handlerens rolige adfærd: Din vejrtrækning, stemmeføring og tempo smitter. Tal lavt, bevæg dig langsomt, og sæt dig i sideposition frem for at stå frontalt, når du hjælper en stor hund med at finde ro.

Et gennemtænkt miljø gør det let for en Broholmer at vælge ro. Start med underlaget: Læg skridsikre tæpper i gangarealer, ved dørtrin og på yndlingssteder. Kæmperacer spænder ofte op på glatte gulve, hvilket øger både stress og risiko for overbelastning af hofter og albuer.

Skab en ro-zone: En stor, ortopædisk seng i et køligt, stille hjørne, gerne med mulighed for at trække sig bag et møbel eller et let rumdelerhegn. Brug en let dæmpet belysning om aftenen, og hav frisk vand stationer både ved hvileplads og i nærheden af udgang. En åben tråd-bur-løsning eller en robust transportkasse kan fungere som “hule” for hunde, der trives med indeslutning, men det må aldrig føles som straf.

Styr på udsyn: Broholmere er årvågne; konstant vinduesvagt kan opretholde stress. Sæt film på de nederste vinduespartier, træk gardiner for, eller opret en “vagtpost” længere fra vinduet. Brug børnesikringer eller barneporte for at styre adgang ved gæstebesøg.

Støjreduktion: Tæpper, tunge gardiner og dørpakninger dæmper lyde. Ved nytår, forbered i god tid: Luk persienner, tænd musik/hvid støj, og planlæg toiletpauser i dagslys. Hav tyggeaktiviteter og ro-træning klar.

Logistik for stor hund: Brug ramper til bil, så hunden ikke skal hoppe ind/ud. Bilsele eller fastspændt transportkasse øger sikkerhed og ro. Ved dyrlæge og træningshaller med glat gulv, medbring yogamåtte for godt fodfæste.

Hverdagsrutine: Byg mikrorutiner, der forudsiger ro – fx “kom ind – tør poter – på måtte – tyggeaktivitet”. Rotér legetøj, så miljøet er interessant uden at overstimulere. Hold temperaturen moderat; kort, silkeblød pels kan overophede under stress. Sørg for skygge udendørs og adgang til vand. For hjem med børn: Etablér klare regler om, at sovende hunde ikke forstyrres, og at kram undgås – Broholmere er kærlige, men fysisk pres kan opbygge spænding.

Søg professionel hjælp, når stress varer ved, eskalerer, eller når du mærker, at dine tiltag ikke gør en stabil forskel. Start hos dyrlægen for at udelukke eller behandle smerte: Hoftedysplasi, albuedysplasi og tidlig artrose er ikke ualmindeligt hos store hunde og kan forstærke stress. Blodprøver, ortopædisk undersøgelse og eventuelt billeddiagnostik kan være relevante. Vægtkontrol og tilpasset smertebehandling kan være den største afspænding, du kan give.

Adfærdsspecialist med evidensbaserede metoder kan udarbejde en plan for gradvis desensibilisering og counter-conditioning. Spørg ind til brug af lave kriterier, management og datadrevet progression (stressdagbog, video). Racens reserverede natur kræver respekt for afstand og valg; det skal afspejles i planen.

Medicinsk støtte kan være nødvendig i perioder. Dyrlægen kan overveje situationsmedicin mod akut lydangst (f.eks. dexmedetomidin gel) eller længerevarende angstmedicin (SSRI/TCA) ved kronisk stress, altid kombineret med træning. For nogle hunde giver nutraceutika og feromoner en mild ekstra støtte. Fysioterapi, massage og hydroterapi kan supplere, især ved ledsmerter.

Når er det akut? Ved tegn på mavedrejning (rastløshed, oppustet, smerte, ufrugtbar opkast, kraftig savlen), kontakt straks dyrehospital. Ved pludselig adfærdsændring, neurologiske tegn, eller hvis hunden nægter at drikke/spise, er dyrlægetjek påkrævet.

Samarbejd som team: Del information mellem dyrlæge, adfærdsrådgiver og eventuel instruktør. Brug en aktivitetstracker eller før en simpel logbog over søvn, ture, træning, fodring og stresshændelser; det afslører mønstre, der kan justeres. Racens klub og erfarne opdrættere kan ofte bidrage med kontekstspecifik vejledning om den modne, danske kæmpe, der trives bedst med ro, tydelighed og venlig konsekvens.