Bullmastiff - Ansvarlig avl og genetik

Bullmastiffen er en engelsk molosser i FCI gruppe 2, skabt som den stille vagt- og patruljehund, der bevogter uden unødigt gøen. Racen skal i avlen forenes omkring funktionel styrke, stabilt temperament og sund konstruktion, så hunden kan arbejde, leve et aktivt familieliv og ældes værdigt. Hanner måler typisk 64-69 cm og tæver 61-66 cm; vægten ligger oftest mellem 41 og 59 kg, afhængigt af køn og type. Pelsen er kort og glat, farverne fawn, rød eller brindlet med sort maske; overdriven hvid er uønsket.

Hovedet er racens kendetegn: kraftigt uden at være overdrevent, med kort, bred næse og tydelig maske. En moderat kort næseparti-længde er vigtig, så luftveje og termoregulering forbliver velfungerende. Øjne skal være middelstore, mørke og uden løshed i øjenkanterne. Ørerne er V-formede, bæres nedhængende og ligger tæt til kinden. Bid: saksebid foretrækkes, tangbid kan tolereres, men markante afvigelser fravælges. Kroppen er kompakt og dyb, ryggen lige og lenden stærk. Brystet skal være rummeligt, men ikke så dybt, at det kompromitterer mobilitet eller øger risikoen for mavevending yderligere. Bevægelsen er kraftfuld, fri og økonomisk, uden rullen.

Temperamentet er fundamentet: modig, loyal og kærlig i familien, men afbalanceret og stabil over for omverdenen. Avl skal målrette nerverobusthed, lav reaktivitet og god socialevne. Overdrevne træk – meget tungt hoved, alt for dybt bryst, overdreven løshed i huden eller ekstremt korte næsepartier – bør fravælges, da de forringer funktion og sundhed. En racetypisk Bullmastiff er en stor, smidig, lydhør ledsager med evne til at slappe af indendørs og yde i mere end to timers daglig aktivitet udendørs.

Ansvarlig avl i Bullmastiff kræver aktiv forvaltning af genetisk diversitet, så arvelig sygdomsbyrde og indavlsrelaterede problemer minimeres. Brug koefficient for indavl (COI) og slægtskabsanalyser til at planlægge parringer, og tilstræb en COI under racens gennemsnit, gerne under 6-8 % over 5-10 generationer. Undgå popular-sire-syndrom, hvor én hanhund bruges så massivt, at hans gener dominerer populationen og reducerer den effektive avlsstørrelse.

Mange af racens vigtigste problemer – hofte- og albueledsdysplasi, subaortastenose, øjenlidsfejl og visse hudproblemer – er komplekst polygenetiske. Her hjælper lineær avlsvurdering og avlsværdital, hvor tilgængeligt, ligesom konsekvent registrering af fenotyper i databaser (f.eks. DKKs sundhedsregistrering) forbedrer udvælgelsen over tid. Prioritér hunde fra linjer med dokumenteret lav forekomst af disse sygdomme og god levetid, og vægt familiebaserede oplysninger højere end enkeltindividers resultater.

Farve- og eksteriørgenetik skal håndteres med omtanke. Racen tillader fawn, rød og brindlet med sort maske; avl på uautoriserede farver eller diluter (blå, isabella) bør undgås, da det kan medføre sundhedsmæssige bivirkninger og udvande racetypen. Vælg hoveder med moderat næselængde, faste øjenkanter og stram læbeafslutning for at mindske risikoen for entropion, øjenbetændelser og luftvejsproblemer. Undgå kombinationer, hvor begge forældre har tydelige hudfolder omkring øjne og mule.

Vægtregulering er også genetik i praksis: tungt byggeri og løshed i ligamenter øger belastningen på knæ og korsbånd. Avl på funktionel atleticisme – god toplinje, korrekt vinkling, stærke poter og fast muskulatur – reducerer risikoen for korsbåndsruptur og slid på led. Endelig bør man selektere for mental sundhed: lav stressfølsomhed, god tilpasningsevne i bymiljøer og samarbejdsvilje. Brug standardiserede mentalbeskrivelser og indsamling af real-life data fra efterkommere for at styre temperamentet i en positiv retning.

Sundhedsscreening er en hjørnesten i Bullmastiff-avl. Kombinér billeddiagnostik, kliniske undersøgelser, laboratorietests og familiehistorik for at afdække både individsundhed og genetisk risiko.

Hofteled og albuer: Røntgenfotografering med officiel aflæsning efter FCI- eller BVA-system anbefales fra 12-18 måneder, helst tættere på 18-24 måneder hos denne stor race. Avl kun på hunde med hofter A eller B og albuer 0. Hvis en fortræffelig hund har albue 1, bør den kun bruges mod en partner med 0 og stærk familiehistorik. Brug kuldmedianer og søskendedata aktivt.

Hjerte – subaortastenose (SAS): Klinisk auskultation hos kardiolog og ekkokardiografi med Doppler ved 12-18 måneder er best practice. Hunder med påvist SAS, eller med brokbrusen grad 2+ uden benign årsag, bør ikke indgå i avl. Nære slægtninge vurderes med skærpet opmærksomhed.

Thyreoidea: Hypothyreose er relativt hyppig i store molossere. Udfør panel med total T4, fri T4 (ED), TSH og thyroglobulin-antistoffer ved 12-24 måneder, og gentag hver 12.-24. måned for avlsaktive hunde. Behandlede hunde bør ikke bruges i avl.

Øjne: ECVO-øjenundersøgelse før første parring og med 1-2 års interval anbefales. Entropion, ektropion, distichiasis og vedvarende problemer diskvalificerer i avl. Avl bevidst væk fra tunge rynker og løse øjenlåg.

Cystinuri: Racen kan være disponeret, især hanner. Hvor valideret DNA-test foreligger, anvendes den. Supplér med urinanalyse og nitroprussid-test hos intakte hanner, særligt hvis der er familiær historik. Klinisk påvirkede eller bærere i højrisko-linjer parres kun til fritestede partnere eller fravælges.

Maveudvidelse og -vending (GDV): Der findes ingen enkel gentest. Vurder dybde-bryst-højde-forhold, familiehistorik og temperament (stress). Informér hvalpekøbere om forebyggelse, og overvej profylaktisk gastropexi ved sterilisation/kastration hos højrisko individer.

Bevægapparat: Klinisk ortopædisk status inkl. knæstabilitet og poter. Overvej at registrere korsbåndsskader i familieleddet. Panosteitis ses hos hurtigtvoksende unghunde; vælg moderat vækstlinjer og informer om korrekt fodring.

Hud og allergi: Vurder hudkvalitet, foldemængde og forekomst af otitis, pyodermi og kløe. Mistanke om atopi eller fødevarereaktioner er en avlsadvarsel. Kronisk hudsygdom eller recidiverende hot spots bør give avlsstop.

Generelle tests: Basal hæmatologi/biokemi før avl, sædvurdering hos hanhund, reproduktionsscan af tæve og dokumentation af vaccinations- og parasitstatus fuldender et professionelt sundhedsprogram.

Etisk avl handler om mere end testresultater; det er helheden af planlægning, gennemsigtighed og ansvar for både avlsdyr og afkom. Bullmastiffen er stor og modningssen, så avl på hunde under 24 måneder frarådes. Giv tæver pauser mellem kuld og et maksimum af kuld, der respekterer hendes helbred og trivsel. Planlæg altid fødsel med dyrlægeberedskab, da store hoveder kan øge risikoen for dystoci hos enkelte linjer, og hav en skriftlig nødplan for kejsersnit, neonatalpleje og afløsning.

Gennemsigtighed er afgørende. Del alle sundhedsresultater, også marginale fund, og dokumenter kuldenes helhed: antal, fødselsvægte, eventuelle fejl, vækstkurver og temperamentnotater. Indgå købsaftaler med sundhedsgarantier, livslang tilbagekøbsret og tydelig avlsklausul for hvalpe, der ikke bør indgå i avl. Socialiser hvalpe systematisk fra 3. til 12. uge: milde lyde, underlag, håndtering, korte køreture og møder med velvaccinerede, venlige mennesker. En Bullmastiff med racetypisk vagtsomhed skal lære kontrolleret omgang fra start, så temperamentet formes i den rette retning.

Respektér racestandardens rammer uden at forfølge ekstreme såkaldte showtræk. Avl for funktion først: sunde luftveje, stærke poter, fri bevægelse, fast øjenkant, korrekt størrelse. Undgå bevidst avl på træk, der øger risiko for lidelse, som for meget hud, meget kort næse eller ekstremt dybt bryst. Begræns brugen af populære hanhunde for at værne om diversiteten, og samarbejd med andre opdrættere om at dele data, sæd og erfaringer. Etikken slutter ikke ved salget; følg afkom gennem livet, indsamle sundhed- og adfærdsdata, og justér avlsmålsætningen, når virkeligheden kalder på det.

At matche den rigtige avlspartner er kunsten i avl. Start med temperament: begge hunde skal være nerverobuste, venlige i hverdagen og håndterbare hos dyrlæge og dommer. Brug standardiserede mentalbeskrivelser, ejerfeedback og video fra nye miljøer, så du vurderer reel adfærd og ikke kun ringpræstation. Undgå at kombinere to hunde med usikkerhed, ressourceforsvar eller overdrevent territorialt adfærdsmønster.

Sundhed og genetik kommer næst: kræv dokumenterede hofte- og albueresultater, normal hjertescanning for SAS, frisk ECVO-øjenattest og opdateret thyreoidea-panel. Sammenlign familietræer for forekomst af cystinuri, korsbåndsruptur, hudproblemer og kræft. Beregn COI og slægtskab på planlagt parring; fravælg kombinationer, der hæver COI markant over racens gennemsnit. Hvor muligt, vælg partnere, der supplerer hinanden genetisk, ikke bare fenotypisk.

Eksteriør og funktion: Sigte mod korrekt størrelse og proportioner; par ikke to meget tunge eller kortbenede hunde, hvis resultatet kan blive funktionelt tungt. Forbedr svagheder med styrker: hund med let løs øjenkant matches til partner med faste øjenlåg; moderat hoved til partner med tungere hoved for at lande midt i typen; korrekt overlinje til partner med tendens til blød lænd. Se hundene i trav og galop på fast underlag, og vurder poter, skulderfrihed og bagbensdriv.

Reproduktion og logistik: Tjek hanhundens sædkvalitet, og planlæg timing via progesteronmåling hos tæven. Tal åbent om fertilitetshistorik, parringstype (naturlig eller AI) og kuldstatistik. For racens størrelse kan et alt for stort hovedomfang øge risiko for fødselsbesvær; undgå derfor parringer, hvor begge linjer er kendt for ekstrem hovedtyngde. Aftal på forhånd, hvordan I håndterer uventede sundhedsfund i kuldet, og hvordan data deles, så avlsbasen styrkes.