Cao da Serra de Aires som arbejdshund

Cao da Serra de Aires er Portugals solide hyrdehund fra Alentejos sletter, indplaceret i FCI Gruppe 1 (Hyrde- og Kvæghunde). Racen blev udviklet til at samle, flytte og bevogte får, geder og kvæg over lange distancer, i et klima med både hede somre og kolde vinde. Den arbejdede tæt på hyrden, men med betydelig selvstændighed, så den kunne løse opgaver, når føreren var langt væk. Den er en “loose-eyed” hyrdehund, der bruger kropsposition, buede linjer og afmålt bark til at flytte uvilligt kvæg, mens den på får arbejder mere lydløst og med fin balancefornemmelse.

Kroppen er medium i størrelse og udholdende snarere end massiv. Den lange, bølgede pels har en praktisk, grov struktur, som beskytter mod sol, tornede buske og vind; samtidig kræver den regelmæssig udredning, når hunden ikke lever det traditionelle, slidende liv på marken. Farverne varierer jordnært, hvilket historisk gav camouflage i terrænet. Racen er intelligent, livlig og hengiven over for sin familie, men kan være reserveret over for fremmede – et træk, som har været nyttigt, når den skulle overvåge indhegninger og uønskede gæster.

I det gamle Alentejo blev hunden brugt fra morgen til aften: at hente flokken ved daggry, drive den mellem græsningspletter og vand, holde styr på efternølere og beskytte mod strejfende hunde. Den lærte hurtigt ruter, porte og vandingssteder, og den kunne arbejde i varieret terræn uden at miste kontakten til førerens intentioner. Den mentalitet – selvstændig, men samarbejdende – er kernen i racens arbejdsevne i dag, og den forklarer, hvorfor racen trives, når den får klare opgaver og daglig struktur.

I dag finder man Cao da Serra de Aires på mindre og mellemstore besætninger, hvor den hjælper med indhegning, flytning og læsning af får eller geder, samt rolig drivning af kvæg. Den er velegnet til gårde, som ønsker en alsidig hund, der kan skifte mellem at samle flokken og at drive i kontrolleret tempo ned ad veje eller gennem snævre passager. Racens vågenhed gør den desuden til en effektiv gårdvagt, uden at den behøver være skarp.

Uden for landbruget ser man racen i brugshundearbejde og hundesport: hyrdeprøver (FCI NHAT/HWT/IHT), lydighed, rally, agility, spor, nose work og mantrailing. Mange trives med søge- og detektionsopgaver, fordi racens naturlige nysgerrighed og vedholdenhed kan kanaliseres i målrettet næsearbejde. Som rednings- eller eftersøgningshund kan den fungere, når man prioriterer grundig socialisering, miljøtræning og et stabilt samarbejde – selv om racen ikke er den mest udbredte i de korps.

I bynær hverdag kan racen arbejde mentalt gennem struktureret træning, korte herdeøvelser på kegler (som efterligner flanker), næsearbejde og problemløsningsopgaver. En daglig motionsmængde på omkring en time kan være tilstrækkelig, når den suppleres med mindst 15–20 minutters fokuseret hjernetræning. Racen er ikke hypoallergen, og den kræver ugentlig pelspleje, især når den færdes i krat eller højt græs. På varme dage bør arbejdet lægges tidligt eller sent, da den tætte, bølgede pels kan holde på varme; omvendt skærmer den effektivt mod vind og skarpe grene i koldt vejr. Med den rette arbejdsplan trives racen i både moderne landbrug og aktive, urbane hjem.

Træning af Cao da Serra de Aires lykkes bedst, når man kombinerer positiv forstærkning, tydelig struktur og et roligt tempo. Racen er kvik og følsom, hvorfor hårde metoder kan undergrave dens tillid og dæmpe initiativet. Begynd med fundamentet: pålidelig indkald, stop/”stå”, ro på afstand, målrettet gå pænt i line og et solidt “bliv”. Markertræning (klikker/ord) gør det let at forme præcis adfærd, som man senere bruger på dyr.

Herdearbejdet bør ske med roligt, erfarent småkvæghold og gerne under kyndig vejledning. Start på lille bane, så hunden lærer balancepunktet (positionen over for flokken, der holder dyrene hos føreren). Træn korte flanker (venstre/højre), stop/læg-dig, langsomt fremad (“steady”), samt af- og pådrivning. Brug kegler eller tønder som “dyr”, når der ikke er adgang til besætning, så du kan generalisere buede linjer og afstandskontrol. Indfør fløjtesignaler, når kommandoerne er stabile, så du kan styre på længere afstand.

Overfør gradvis adfærden til større folde og mere distraherende miljøer. Indlær praktiske øvelser, som lågepas, adskillelse af enkelte dyr, pen-arbejde og drivepassager, hvor hunden flytter flokken gennem smalle åbninger. Hold passene korte for at undgå overophedning og mental træthed, og afslut, mens hunden er succesfuld og rolig.

Supplér med fysisk basistræning: 8–10 minutters opvarmning (skridt, trav, sidebevægelser), øvelser for kerne, poter og bagpart, samt nedkøling efter arbejde. Indlær en “sluk-knap” – f.eks. en fastlægningsmatte og en ro-kommando – så hunden kan geare ned mellem opgaver. Det giver en stabil, belastbar arbejdspartner, som kan levere præcision dag efter dag.

For ejere, der vil dokumentere arbejdsevne, tilbyder FCI en trappemodel i hyrdning: NHAT (Natural Herding Aptitude Test) vurderer medfødt anlæg og samarbejde; HWT (Herding Working Test) tester grundlæggende kontrol; IHT TS/TC 1–3 (International Herding Trial – Traditional/Collecting) måler stigende sværhedsgrader på traditionelt driftsarbejde og samlende arbejde. Forberedelse kræver adgang til rolige dyr, mentorhjælp og konsistent træningsplan.

I Danmark kan racen desuden stilles i DKK’s Lydighedsprogram (LP1–Elite), Rally Lydighed, Agility (klasse 1–3) og Nose Work (klasse 1–3). Spor og mantrailing udbydes af både klubber og private udbydere, hvor certificering varierer. Ønsker man redningshundearbejde, findes organisationer, som stiller krav til søg, miljø, lydighed og udholdenhed; her er systematisk miljøtræning og stabil social adfærd afgørende.

Som generel basis kan en BH-VT (færdigheds- og færdselsprøve) være nyttig, da den dokumenterer kontrol i hverdagsmiljø – selvom racen ikke er målrettet beskyttelsesarbejde. Uanset disciplin bør man sikre sundhed: HD/AD-røntgen, øjenundersøgelse (PRA/katarakt-screening), tandstatus og en dyrlægekontrol af kredsløb og bevægeapparat før hård belastning.

Planlæg progression: sæt mål for adfærd (stop, flanker, distancekontrol), konkurrenceregler og miljøer, og før træningslog. Vælg prøver med passende sværhedsgrad, så hunden får succes, og prioriter dyrevelfærd – hyrdeprøver må aldrig kompromittere roen i besætningen.

Som arbejdshund trives Cao da Serra de Aires med klare opgaver, forudsigelige rammer og muligheden for at bruge hjernen. I en familie uden dagligt landbrugsarbejde kan racen stadig fungere glimrende, når man kombinerer ca. en times daglig motion med målrettet mental træning og faste rutiner for ro. Et hus med have er praktisk, men ikke et krav, hvis man planlægger traveture, næsearbejde og kortere træningspas over dagen.

Racen er hengiven og tæt knyttet til sin familie, men den kan være vagtsom. Tidlig, venlig socialisering – især med børn, gæster og skiftende miljøer – forebygger overreaktioner. Væn hunden til rolig omgang med børn, og lær den alternative adfærd til at “hyrde” løbende ben (f.eks. orientering til ejer og target). Samliv med katte og andre dyr er ofte uproblematisk, når det håndteres struktureret.

Pelspleje kræver ugentlig, grundig udredning med kam og børste, særligt bag ørerne, i armhuler og bukser, hvor friktion danner filtre. Hold poter og hår mellem trædepuder trimmet for at sikre fodfæste på glatte underlag, og tør pelsen efter vådt arbejde. Giv jævnligt tandpleje og tjek ørerne for fugt og voks.

En god naboløsning kræver styring af vagtadfærd: lær en “tak for besked, ro”-kommando, arbejd med afledning og beløn rolig adfærd ved hegn og dør. Vælg opdrætter, der prioriterer sundhedsscreeninger og samarbejdsvilligt temperament, og søg gerne en mentor i hyrde- eller brugshundemiljøet. Med de greb får man en robust, glad og alsidig ledsager, der kan være både arbejdsdygtig og harmonisk familiehund.