Dogue de Bordeaux - Ansvarlig avl og genetik

Dogue de Bordeaux er en fransk molosser i FCI gruppe 2 (pinschere, schnauzere, molosser og sennenhunde): en gigantisk, kortpelset race med massiv benstamme, et stort hoved og et roligt, loyalt gemyt. Hanner måler ca. 60–68 cm og vejer mindst 50 kg, tæver 58–66 cm og mindst 45 kg. Pelsen er glat og kort, farven ensfarvet fra mahogni til isabellafarvet med begrænsede hvide aftegninger på bryst og poter. Pigmentet skal være korrekt, og masken kan variere efter standarden.

Hovedet er racens signatur: bredt og dybt med udtalt stop og et underskudt bid, som dog ikke må være så ekstremt, at tænder, tandkød eller gane tager skade. Luftvejene skal være frie, og næseborene åbne; næsepartiet bør udgøre mindst en fjerdedel af hovedets længde og meget gerne tættere på en tredjedel for funktionel vejrtrækning. Øjnene er ovale med tætsluttende øjenlåg uden tendens til entropion eller ektropion. Ørerne er små til middel, højt ansatte og bæres hængende, halen er tyk ved roden og når ned til hasen.

Bygningen skal være harmonisk og kraftfuld uden overdrivelser. Brystet er bredt og dybt, ryggen stærk, krydset let faldende. Bevægelsen skal være fri, jordvindende og stabil, uden rullende gang eller tydelig halthed. Racen er modig, hengiven og territorial, hvorfor stabilt temperament, god nerverobusthed og høj samarbejdsvilje prioriteres i avlen.

Som kæmperace modnes Dogue de Bordeaux sent. Derfor vægtes sund, moderat substans og smidig konstruktion over ekstrem størrelse og hovedmasse. Racen er ikke hypoallergen, den savler typisk, og den tåler varme dårligt. I opdræt bør man tilgodese funktionaliteten: frie luftveje, sunde øjne, korrekt hud uden overdrevne folder, stærke poter og korrekt poter/vinkler. Populariteten i Danmark er moderat (ca. 198 årlige oprettelser), hvilket gør bevidst forvaltning af avlsmaterialet særlig vigtig for at bevare genetisk diversitet.

Målet med ansvarlig avl er robuste, funktionsdygtige hunde med lang levetid, godt temperament og god reproduktionsevne. For Dogue de Bordeaux, som har en relativt smal avlsbase, kræver det aktiv styring af indavlsgraden (COI), undgåelse af populære hanhunde-effekter og bevidst selektion imod sundhedssvagheder og eksteriøre overdrivelser.

Hold COI under ca. 6,25 % over 10 generationer, hvor det er muligt, og brug race- eller kennelklubbens stambogsdata til at simulere planlagte parringer. Det reducerer risikoen for at koncentrere recessive defekter og forbedrer kuldenes vitalitet. Undgå at gentage de samme kombinationer, og fordel brugen af avlshanner, så få individer ikke dominerer mange årgange.

Flere nøgleegenskaber er polygenetiske, herunder hofte- og albueled, hjertefunktion, øjenlågstonus og luftvejsmodstand. Derfor er helhedsvurdering og brug af avlsindeks/EBV’er (hvor tilgængelige) mere træfsikre værktøjer end enkeltresultater. Vælg systematisk for moderat hoved, åbne næsebor, tilstrækkelig næselængde og tætsluttende øjenlåg, da det mindsker risikoen for BOAS-lignende problemer og entropion/ektropion. En mere atletisk, moderat masse korrelerer desuden ofte med bedre mobilitet og længere levetid i kæmperacer.

Farvegenetikken bør holdes inden for standarden (mahogni til isabella/fawn, begrænset hvidt). Undgå ikke-standardfarver, merle og fortyndingsprojekter, da de øger risiko for hud- og pelsproblemer samt svækker racens identitet. Pigment på næse, øjenlåg og læber skal være tilstrækkeligt.

Temperament har en arvelig komponent. Avl konsekvent på sociale, stabile individer uden nervøsitet eller ukontrolleret skarphed. Vurder mental robusthed via standardiserede mentalbeskrivelser eller velbeskrevne adfærdsprofiler, og medtag data om stressresponser, håndtering hos dyrlæge, bylivstolerance og omgængelighed med fremmede hunde.

Endelig, registrér systematisk sundheds- og levetidsdata i hele familien. Linjer med dokumenteret god senior-sundhed (8–12 år) bør prioriteres.

Selvom racen ikke har én specifik, dominerende sygdom, deler Dogue de Bordeaux flere risici med andre kæmperacer og brachycephale molossere. Et struktureret testprogram før avl reducerer risikoen for at videreføre problemer:

- Hofter og albuer: Røntgen for HD (FCI A–E) og AD (0–3) ved minimum 12–18 måneders alder, vurderet af godkendt panel. Brug primært A/B-hofter og AD 0/0. Undgå D/E og AD ≥1, medmindre særligt stærke modtræk og avlsindeks taler for undtagelse.

- Hjerte: Klinisk auskultation er ikke nok. Anbefal ekkokardiografi med Doppler hos kardiolog for at screene for subaortal stenose (SAS) og andre flowforandringer ved 12–24 måneder, gentaget hvert 1–2 år i aktiv avl. Overvej 24-timers Holter ved arytmisuspekt familiehistorik.

- Øjne: Årlig ECVO-øjenlysning til og med avlsalder for at opdage entropion/ektropion, distichiasis og andre lidelser. Avl ikke på individer, der kræver korrigerende øjenkirurgi, medmindre der foreligger særligt stærke helhedsargumenter og partners kompensation er dokumenteret.

- Øvre luftveje: Funktionel vurdering af vejrtrækning (åbne næsebor, normal lyd ved hvile og efter moderat motion), evt. suppleret med laryngoskopi i sedering, hvis klinikeren finder indikation. Avl ikke på hunde med klinisk signifikant BOAS.

- Skjoldbruskkirtel: Thyroideaprofil (T4/fT4, TSH og TgAA) fra ca. 2 år, gentaget i avlsperioden for at udelukke autoimmun thyroiditis.

- DNA: Overvej paneltest for racerelaterede risici, fx SOD1-DM og HUU, afhængigt af linjerne. Par aldrig bærer x bærer.

- Reproduktion: Tæver bør have normal cyklus, gynekologisk status og baseline-blodprøver (hæmatologi/biokemi). Brucella canis-test før parring/insamling er god praksis. Vurder sædkvalitet hos hanhunde. CHV-1 (herpes) vaccination kan overvejes i højrisikobesætninger.

- Mavedrejning (GDV): Ingen test findes, men familiehistorik øger vigilans. Drøft profylaktisk gastropeksi ved planlagt kejsersnit eller senere sterilisation hos højrisikotæver.

Planlæg whelping nøje: Kæmperacer kan have øget risiko for dystoki. Brug progesteronstyring, hold tæven slank (BCS 4–5/9), og hav dyrlæge med neonatal erfaring parat.

Etisk avl sætter hundens trivsel før rosetter. Hos Dogue de Bordeaux betyder det at prioritere funktion, sundhed og mental stabilitet over ekstremt hoved, maksimal masse eller modefarver.

Alder og belastning: Lad tæver modnes fuldt (typisk først parring ≥ 24 måneder). Giv mindst én løbetid, gerne 12 måneder, mellem kuld, og planlæg højst 2–3 kuld for en tæve afhængigt af helbred og restitution. Første kuld bør ikke lægges på en tæve over ca. 6 år. Hanhunde kan bruges fra 18–24 måneder, når sundhedstests er fuldført og temperamentet er velbeskrevet. Undgå overbrug af én hanhund; spred genpuljen.

Helbred først: Avl ikke på individer med klinisk BOAS, gentagne hudfoldsproblemer, udtalte øjenlågsfejl, svær ortopædisk lidelse, varmeintolerance med kollaps eller problematisk adfærd (angst, aggressionsbideri). Vægt er en etisk faktor; hold avlsdyr slanke og i god kondition, så bevægelse og vejrtrækning kan vurderes korrekt.

Transparens og ansvar: Del testresultater åbent, også de ubehagelige. Oplys hvalpekøbere om racens behov: moderat daglig motion (typisk op til en time), målrettet socialisering, konsekvent, venlig træning og varmeprævention. Udlevér skriftlig socialiseringsplan, sundhedsbog, kontrakt med returret og mindst 24 måneders sundhedsgaranti for HD/AD efter lokale regler.

Opvækst og prægning: Hvalpe skal vokse op i et rigt miljø med positiv menneskekontakt, lyd- og miljøtræning, samt korrekt fodring til kæmperacers vækst (kontrolleret energi, korrekt Ca:P). Undgå hård motion og glatte underlag under opvækst.

Registrering og data: Indberet alle helbredsproblemer til klub/databaser. Brug post mortem-data, når muligt, til at kvalificere avlsbeslutninger og øge racens gennemsigtighed.

Start med en ærlig profil af dit avlsdyr: styrker, svagheder, helbredsstatus, temperament og bevægelse. Definér konkrete mål for kuldet, fx længere næselængde, bedre albuer, mere elastiske øjenlåg eller øget mentalt overskud i bymiljø. Vælg så en partner, der sandsynligvis forbedrer mindst to prioriterede punkter uden at forringe helheden.

Helbredsdokumentation er ikke-forhandlingsbar: Se gyldige HD/AD-scorer, hjerte-echo med Doppler, ECVO-øjne og relevante DNA-resultater. Kontroller datoer og attester. Gennemgå familiehistorik for GDV, øjenkirurgi, hjertefund og levetid.

Genetisk balance: Beregn forventet COI for parringen, og stræb efter at ligge under racens rullende gennemsnit. Undgå at forene to linjer med samme svagheder. Brug avlsindeks/EBV’er, hvor de findes, og vægt dem højere end enkeltindividers resultater.

Eksteriør og funktion: Match for funktionel type. Hvis tæven er tung med kort næse og løs hud, så vælg en mere atletisk, tør hanhund med åbne næsebor og bedre næselængde. Vurder bevægelse i trav og skridt på fast underlag; ryg, kryds, haser og poter skal arbejde stabilt og lydløst. Øjnene skal være sunde uden konstant tåreflåd.

Temperament: Prioritér stabile, venlige, samarbejdsvillige hunde. Undgå at parre to meget territoriale eller stædige individer. Gå ture med den potentielle partner, mød den i nyt miljø, og observer håndtering hos dyrlæge.

Praktik: Til førstegangstæver vælg hellere en moderat stor han. Aftal logistik om naturlig parring eller fersk/kølesæd, og planlæg progesteronforløb samt whelping-beredskab. Efter parring holdes tæven slank og moderat aktiv; undgå calciumtilskud og hård træning.