Drever og andre kæledyr: Harmonisk samliv

Dreveren er en svensk, drivende jagthund (FCI gruppe 6), kendt som svensk dachsbracke – en kortbenet, robust næsearbejder på 14–16 kg og ca. 30–38 cm. Temperamentet er afmålt, loyalt og bestemt. Med en levetid på omkring 15 år, en kort, dobbelt pels med ugentligt plejebehov og en daglig motionskvote på op til en time, er racen generelt stabil i sindet, men den stærke lugtesans og jagtlyst påvirker samlivet med andre dyr. Dreveren er ofte social og kan trives i hjem med flere dyr, når introduktion og management er gennemtænkt. Farverne kan variere, men hvide aftegninger skal være synlige fra alle sider – et historisk sikkerhedskrav i jagten, der også forklarer racens tydelige fremtoning.
Nøglen til succes er at arbejde i faser og styre arousal. Start med duftbytte: byt tæpper, sengetøj og klude mellem dyrene i 3–7 dage, så nye dufte kobles til noget trygt. Brug dernæst barrierekontakt: babyslåger, netdøre eller kompostgitre, hvor dyr kan se, men ikke nå hinanden. Fodr på hver side af barrieren for at skabe positive associationer.
Når begge parter kan ignorere hinanden ved barrieren, går du videre til korte møder i snor (2–3 minutter), med parallel placering og godbidder for roligt blikskift. Træn kontakt- og afbrydelsessignaler (navnekald, “se på mig”, “lad være”) samt en parkeringsadfærd på måtte, som hunden kan falde til ro på. Afslut alle sessioner, mens det går godt.
Giv daglig næsearbejde (spor, godbidsøg, slæbte duftspor) før møder, så jagttrykket er brugt konstruktivt. Hold ressourcer adskilt i starten: skåle, tyggeben, legetøj og sovepladser. Overvåg tæt – hellere for mange korte, vellykkede møder end ét langt, der tipper. Dreverens karakteristiske gøen/baying kan skabe uro; træn en “stille”-cue og tilbyd tyggeaktiviteter for at sænke arousal.

Mange drevere kan leve fredeligt med katte, særligt hvis de er socialiseret tidligt og katten er selvsikker. Racens bestemte, lugtdrevne natur betyder dog, at bevægelige, små dyr kan udløse jagtsekvensen. Målet er derfor kontrolleret eksponering, forudsigelighed og flugtveje for katten.
Opsæt basecamp for katten med vertikale ressourcer: hylder, kradsetræ, vinduesplads og høje hvilepunkter. Sørg for, at kattebakken og foderpladsen er utilgængelig for hunden, fx bag en babyport med kattelem. Hold hunden i en let indendørssnor (dragline), så du kan afbryde fokus uden at jagte den.
Plan for introduktion:
1) Uge 1 – duft og lyd: byt sengetøj, afspil “katte-lydbibliotek” ved lav volumen, og beløn hunden for at være rolig.
2) Uge 2 – barriere-møder: 3–5 korte sessioner dagligt, hvor hunden spiser godbidder for ro og afbrudt blik, mens katten bevæger sig frit på den anden side. Stop før intens stirren.
3) Uge 3 – kontrollerede møder: hunden i snor, katten fri med flugtveje. Beløn for frivillig kontaktbrud (hunden kigger væk fra katten). Brug “lad være” og “på måtten” som hovedsignaler.
Før hvert møde gives 15–20 minutters næsearbejde eller snusegåtur, så ophobet energi ikke konverteres til jagt. Leg “bytteleg” med hunden i modsatte retning, hvis den låser blikket; beløn det øjeblik, den afspænder kæbe og nakke.
Nogle individer vil aldrig være helt pålidelige med katte. I de hjem bør der forventes varig management: konsekvente barrierer, ingen fælles jagtlege, og ingen adgang til katten, når du ikke er til stede. Sikkerhed går først; en mundkurv kan være et fornuftigt, midlertidigt sikkerhedsnet i svære faser, mens træningen konsolideres.

• Dreveren er avlet til samarbejde under jagt og kan fungere glimrende i flerhundshjem, når sammensætning og rammer er gennemtænkte. Den afmålte, loyale natur gør racen socialt kompetent, men den bestemte side kan give konflikter ved ressourcer, hvis strukturen halter.
  Match hunde efter størrelse, alder og energiniveau; undgå parringer, hvor begge er unge, vedholdende og højenergiske, hvis du ikke har tid til management. Neutral introduktion på tur er guld værd: start med parallelgang med 3–5 meters afstand, gradvis nærmere, og beløn for høflige snus og korte interaktioner. Indenfor bruges “crates and gates”—adskilte zoner, så alle kan afvikle spænding.
  I de første 2–4 uger:
• Fjern højværdiressourcer (tyggeben, fyldte KONGs) fra fællesrum.
• Fodr adskilt, og lad skåle forsvinde efter måltider.
• Lav mikrolektioner i tur-tagning: “din tur – min tur” i snuselege, så de lærer at vente på signal.
• Hold legetøj lav-arousal (træk og rusk kan eskalere).
  Giv dagligt 45–60 minutters blanding af fysisk og mental aktivering (snusebaner, spor, find-tingen), hellere to korte pas end ét langt. Undgå hundepark i starten; gå i stedet fælles tur med kendte hunde. Vær obs på vokal leg – dreverens baying kan få andre hunde til at misforstå intentioner; indsæt korte pauser ved vokal stigning.
  Tegn på, at du skal skrue ned: stiv krop, langvarig stirren, “T-formede” møder, mundvigstræk, og gaben i møder. Afbryd tidligt med kald til dig, scatter-godbidder på jorden, og giv afkobling på hver sin måtte. Konsistens og forudsigelighed er vigtigere end at “lade dem finde ud af det selv”.

• Smådyr som kaniner, marsvin, hamstere, rotter og fugle udløser ofte en drevers jagtprogram. Selvom enkelte kan lære at ignorere smådyr bag sikre barrierer, bør man forvente livslang management. Målet er todelt: maksimal fysisk sikkerhed og følelsesmæssig afkobling hos hunden.
  Sikkerhed først:
• Brug solide bure/volierer med metalgitter; placer dem i hundefri rum eller højt på konsoller, væk fra gulv.
• Dobbeltsikring: et rum + et bur. Døren til rummet holdes lukket, og en babyport kan fungere som sekundær barriere.
• Ingen friløb for smådyret, når hunden er til stede, heller ikke “bare lige”.
• Ved burservice: hav hunden bag lukket dør eller i bur/rum med en tyggeopgave.
  Træning for afkobling:
• LAT (Look-At-That): hunden ser mod buret på stor afstand, markeres for roligt blik, og belønningen gives væk fra buret for at fremme frakobling.
• “På måtten”: etabler en stærk, rolig parkeringsadfærd 3–5 meter fra buret.
• Næsearbejde før nærhed: 10–15 minutters sporsøg giver mere ro end boldkast.
• Basket-mundkurv kan indlæres som ekstra sikkerhed under træning; den er ikke en erstatning for barriere, men et lag ovenpå.
  Hvis hunden låser blikket, piber, hopper eller forsøger at finde veje ind til buret, er kriterierne for høje. Øg afstand, forkort sessioner, og beløn for at vende væk. Prioritér alternativer til jagt: slæbte duftspor, sporliner i skov, og foderpuzzles, der leverer “jagtudbytte”. Dreverens korte, dobbelte pels kræver minimal indsats i dette setup, men husk ørenes hygiejne; vedvarende snusen ved bure kan samle støv og irritanter – rens ugentligt for at forebygge infektioner.
  For børnefamilier med friløbskaniner eller fritgående fugle i hjemmet er en drever sjældent et realistisk match uden separationsløsninger.

• Konflikter opstår typisk ved ressourcer, over-arousal eller misforståelser. Handl tidligt og roligt. Læs signalerne: stivhed, øget højde, stirren, frys, løftet læbe, dybe vokaler, eller det modsatte – overdrevet dæmpende signaler som overdreven slikken og gaben. Afbryd med et indlært, venligt kald, kast 5–10 små godbidder spredt på gulvet (scatter), og adskil midlertidigt med gate eller hvert sit rum. Giv 30–60 minutters decompression, før du forsøger igen.
  Lav en plan:
• Struktur: faste rutiner for fodring, pauser og træning sænker konfliktniveauet.
• Træning: 3–5 minutters mikropas, 2–3 gange dagligt, på kontakt, “lad være”, og ro på måtte.
• Omgivelser: fjern triggere (tyggeben i fællesrum, kattebakke-tilgang), og skab flugtlinjer og højde til katte.
• Sikkerhed: indlær mundkurv positivt til svære faser; brug sele frem for halsbånd for bedre kontrol.
  Drever-specifikt skal du tænke sundhed tidligt: rygsmerter og “slipped discs”/IVDD kan gøre en ellers venlig hund kortluntet. Undgå mange trapper og høje spring; brug ramper, hold vægten slank (kropsscore 4–5/9), og gå i sele med bredt bryststykke. Øreinfektioner er hyppige hos mange drivende hunde; smerte i øret forstærker irritabilitet. Tjek ører ugentligt, tør dem efter våde ture, og få dyrlægen til at vurdere rødme/lugt. Entropion (indrullede øjenlåg) og øjenirritation kan også sænke tolerancen – søg veterinærhjælp ved kniben med øjnene eller tåreflåd. Overvægt eskalerer de fleste problemer; fordel daglig motion på 2–3 rolige snusepas og moderat styrke (bakkevandring), frem for vild leg, der pumper arousal.
  Hvis konflikter gentager sig, inddrag en adfærdsrådgiver (empirisk, belønningsbaseret metode) og dyrlæge for smerteudredning. Straf og skældud kan undertrykke signaler og øge risikoen; fokuser i stedet på management, forudsigelighed og gradvis adfærdsændring.