Træningsguide til Drever: Metoder, der virker

Dreveren er en svensk drivende jagthund med et roligt, loyalt og bestemt temperament. Det giver en stabil træningspartner, men også en hund, der følger næsen, når den får færten af noget. Derfor bør grundlæggende lydighed bygges på positive metoder, korte sessioner og tydelige kriterier, så samarbejde bliver mere belønnende end selvvalgte projekter.

Start med et markørsignal (klik eller et klart “dygtig”), så hunden forstår, præcis hvad den gjorde rigtigt. Træn 3–5 minutter ad gangen, 2–4 gange dagligt. Indlær “sit”, “dæk/ligg”, “stå” og et pålideligt “bliv”. Brug gradvis forstyrrelsestræning: først i stille omgivelser, derefter i haven, til sidst på gåtur. Dreverens krop er langrygget, så undgå mange gentagne spring eller glatte underlag under øvelser – det forebygger rygsmerter og diskusprolaps.

Indkald er altafgørende. Et fløjteindkald er ofte stærkere end stemmen, fordi det er mere konsistent. Træn med lang line og højværdibelønninger (fx kogt kylling), og beløn dobbelt: først godbid, derefter en tilladt snusepause. Det udnytter Premack-princippet og lærer Dreveren, at “kom” betaler sig, også når næsen kalder.

Løs line er næste grundsten. Brug en komfortabel Y-sele og evt. to-punktsline. Lær et “følg mig”-signal og beløn for frivillig kontakt. Indfør “sniff-zoner”, hvor hunden gerne må snuse, og “gå”-zoner, hvor fokus er på at gå pænt. Denne tydelighed passer Dreverens bestemte natur godt.

Håndtering og pleje skal indlæres tidligt. Træn “hagerest” (hagen i din hånd) for ro ved øre- og kropscheck. Beløn for at vise ører, løfte læber og stå stille. Øretræning er særlig vigtig for en langøret næsehund, der ofte færdes i fugtigt terræn.

Til sidst: Lær “lad være” og “slip”, så du kan afbryde uhensigtsmæssig snusen eller bytteoptag. Indfør også “ro på” og “på tæppe”, så hunden kan nedregulere sig efter aktivitet. En Drever trives, når den ved, hvad der forventes, og når dens naturlige adfærd får konstruktive afløb.

Dreveren er avlet til at drive vildt med næsen i jorden og en klar, rytmisk stemmeføring. Denne specialisering betyder, at racen kan være selvstændig på spor og mindre tilbøjelig til spontant at afbryde en interessant duft. Racetilpasset træning handler derfor om at kanalisere jagtinstinktet, uden at konflikte med hverdagslydigheden.

Planlæg daglige “dekompressions-sniffeture”, hvor formålet netop er at snuse. 10–20 minutter målrettet næsearbejde reducerer ofte træk i snoren og giver en mere afbalanceret hund. Brug lang line i sikre områder, så du kan belønne indkald ved at give kontrollerede friheder. Overvej GPS-tracker i naturen, da drev kan trigges hurtigt.

Indfør struktureret sporarbejde: simple slæbespor med godbidder i hvert tredje fodaftryk eller en godbidssporleg i haven. Øg gradvist længde og liggetid. Alternér med individsøg (familiespor, mantrailing-light) for at udnytte Dreverens stærke næse og holde hjernen travl. Når næsen får et legitime “arbejdsvindue”, bliver lydighed mellem opgaver lettere.

Miljø- og lydtilvænning er også racetilpasset. Dreveren er rolig, men bestemt; lær den at kunne arbejde med næsen i bymiljø, på grus, i vådt græs og i skovens rodnet. Træn “check ind” (frivillig kontakt) forbi fristelser som harelort, fjer og viltrev. Hver check-in udløser enten en godbid eller lov til at snuse – igen Premack i praksis.

Endelig skal indkaldet have en nødrutine: stopfløjte efterfulgt af en “U-vending” til dig, forstærket med jackpot og umiddelbar snusetilladelse. Det matcher racens profil: den kommer, fordi adfærden betaler sig bedre end sporet – ikke fordi instinktet forsvinder.

Dreveren arbejder fremragende på positiv forstærkning, men, fordi den er næsedrevet, kan du med fordel tænke i flerstrengede belønninger. Byg et belønningshierarki: 1) basisgodbidder til nemme øvelser, 2) højværdi (leverpølse, kylling) til indkald og svære forstyrrelser, 3) funktionelle belønninger som snusepauser, at opsøge et micro-spor eller få lov at bære en duftende dummy.

Brug markørsignal, og betal hurtigt. Dreveren kan miste fokus, hvis belønningen trækker ud. Variér belønningsplacering: giv godbidden ved dit ben i lineføring, kast den bagud ved indkald, eller læg den i en “snusemat” for at fremme ro. På den måde kobler du præcist den adfærd, du vil have, med den kontekstuelle belønning.

Træn i mikrointervaller med hyppige pauser. Slut sessioner, mens hunden stadig er engageret. Fang ønsket adfærd i hverdagen: ro på tæppet, frivillig kontakt, selvvalgt løst line-tryk. Marker og beløn – små sejre akkumulerer.

Udnyt shaping til mere komplekse øvelser. Dreveren er tænksom og kan lide at “løse opgaver”, hvis kriterierne er klare. Del øvelser op i trin, giv mange succeser, og undgå at springe for hurtigt. Hvis du ser snuseflugt eller frustration, er kriteriet for højt – skru ned, og gør det lettere.

Til træningssensitive emner, som ørepleje, kan du bruge kooperativ træning: hunden tilbyder “hagerest”, du åbner øret, markerer, lukker igen og belønner. Træn under tærsklen, så hunden forbliver tryg. Afslut med en kort “find det”-søgeøvelse, så oplevelsen ender positivt.

Træk i snor er udbredt hos næsehunde. Forebyg med Y-sele, to-punktsline og konsekvent forstærkning af løs line. Stop, før linen strammes helt, gå et par skridt bagud, og beløn, når linen igen er løs. Indlæg planlagte snusevinduer, så behovet imødekommes.

Selektiv hørelse ved dufte skyldes ikke “ulydighed”, men stærk motivation. Træn indkald med lang line, højværdi og dobbelt forstærkning (godbid + snus). Indfør en tydelig nødrutine med stopfløjte. Generalisér i mange miljøer – kun her bliver indkaldet stabilt.

Vokalisering/baying kan opstå ved ophidselse eller spor. Lær “stille” via omvendt lokning: beløn rosekunder, før lyden kommer, og brug et ro-signal. Giv desuden en alternativ adfærd, fx “på tæppe”, så hunden har et konkret mål.

Håndtering og ørepleje kan være udfordrende. Træn gradvis tilvænning og kooperative positioner. Skyl ikke ører uden veterinær vejledning, hvis der er mistanke om infektion. Beløn rigeligt for at vise ører frem, og brug en ro-lugtende targetmåtte.

Vægt og overbelastning påvirker ryg og led. Dreveren er lang og relativt lavbenet, så undgå gentagne hop i sofa/bil; brug rampe, og træn kerne- og kropskontrol: langsomme sit–stå–dæk på skridsikkert underlag, lave cavaletti og balancepudeøvelser 2–3 gange om ugen. Søg dyrlæge ved tegn på smerte, stivhed eller pludselig svaghed i bagparten, da diskusproblemer skal håndteres tidligt.

Når jagttrangen topper i sæsonen, kan du midlertidigt nedjustere kriterier, øge linestyring og lægge flere næseopgaver ind, så energien får et lovligt afløb. Man kommer længst ved at arbejde med racens natur, ikke imod den.

Når fundamentet er på plads, kan Dreveren blomstre i specialiseret næsearbejde og præcis hverdagskontrol på afstand. Schweiss-/sportræning er oplagt: start med korte ferske spor med små bloddråber og en tydelig afslutningsbelønning. Fokuser på linehåndtering, roligt tempo og at lade hunden løse opgaven selvstændigt, mens du følger. Øg gradvist liggetid, længde og knæk. Marker stille adfærd ved fund, så arbejdsmønsteret forbliver kontrolleret.

Indfør retningskontrol: venstre/højre-signaler, “ud” (fremad) og “tilbage”. Brug targetpinde eller kegler. Kombinér med stopfløjte og afstandsøvelser: hunden sætter sig eller dækker på afstand, hvorefter den dirigeres. Disse færdigheder giver stærk sikkerhed på tur og ved vildtforstyrrelser.

Næsediskrimination er fin mentaltræning. Lær hunden at finde en specifik te-duft eller familiemedlems lugt blandt forstyrrelser. Byg automatisk markering (frys/sit) ved fund. Overfør principperne til hverdagen: find nøgler, finde børn i haven, eller søg bestemte objekter – lavbelastende, men mentalt krævende opgaver, som passer en medium-aktiv Drever.

Avanceret hverdagskontrol kan omfatte “check back”-cue, hvor hunden skal vende tilbage og tage kontakt, før den får lov at fortsætte frem. Indfør også en “heel som kontaktknap”, så tæt fodarbejde bliver hundens måde at spørge om adgang til snus og frihed.

Supplér med skånsom fitness: diagonale vægtskift, lave bomme, bagpartsbevidsthed på trappebræt og kontrolleret bakke op ad en lille hældning. Hold spring minimal og undgå skarpe vendinger på glat gulv. Disse elementer støtter ryggen og forebygger skader, samtidig med at de skærper samarbejdet.