French Spaniel - Ansvarlig avl og genetik

French Spaniel er en middelstor, harmonisk bygget stående jagthund med oprindelse i Frankrig. Racen tilhører FCI Gruppe 7, Sektion 1.2 (Kontinentale stående hunde, spanieltype). Højden ligger typisk mellem ca. 54 og 60 cm, og vægten omkring 20–27 kg. Helhedsindtrykket er elegant og atletisk, med god brystdybde, moderat benstamme og elastiske, jordvindende bevægelser, der gør hunden udholdende i marken. Hovedet er let hvælvet, med venlige, intelligente øjne og lange, behårede, hængende ører. Bidet skal være saksebid, og ryglinjen fast. Pelsen er middel-længde, glat til let bølget, tæt og silkeblød, med behåring på ører, ben og hale. Farven er hvid som grundfarve med kastanjebrune (leverbrune) aftegninger, ofte med ticking eller roaning; sort er ikke ønsket. Racen er ikke hypoallergen.
Temperamentet er sociabelt, lærenemt og fokusseret, men ofte en smule reserveret over for fremmede uden at være sky. Som klassisk jagtspaniel er den samarbejdsvillig, blid og har et naturligt anlagt søg, stand og blød mund. French Spaniel er som regel vandglad og arbejder gerne i vådområder. Den trives bedst i et aktivt hjem, gerne med have eller adgang til natur, og har brug for daglig, alsidig motion. Som tommelfingerregel bør man sigte mod 60–90 minutters fysisk aktivitet dagligt, suppleret med næsearbejde eller træning 3–5 gange om ugen. Pelsplejen er moderat; grundig gennembørstning 2–3 gange ugentligt forebygger filt og hjælper til at opdage frø, burrer og hudirritation. Hængende ører kræver regelmæssig kontrol, da fugt og voks kan disponere til otitis externa. Racen er generelt sund, men avlere bør være opmærksomme på hofteledsdysplasi, entropion og arvelig neuropati med acral mutilation. Et typisk kuld rummer 3–7 hvalpe, og racen er relativt sjælden uden for Frankrig og Canada.

Ansvarlig avl i French Spaniel starter med aktiv forvaltning af genetisk variation. Som en relativt lille population er racen sårbar over for flaskehalse og popular-sire syndrom, hvor få, meget brugte hanner spreder deres gener uforholdsmæssigt bredt. Målet er at bevare en lav indavlskoefficient (COI) set over 5–10 generationer, helst under 6,25 procent, og at øge den effektive populationsstørrelse ved at anvende flere ubeslægtede eller lavt beslægtede individer. Brug stamtavleanalyse og gerne genomiske diversitetspaneler til at belyse slægtskab, heterozygositet og potentielle flaskehalse.
Mange vigtige egenskaber i racen er polygenetiske, herunder hofteledsdysplasi og øjenlågskonstruktion, der kan disponere til entropion. Derfor bør selektion ske på baggrund af både individuelle resultater og familiepræstationer. EBV-lignende tilgang (avlsværdivurdering), hvor man vægter hundens og dens slægtninges sundheds- og brugsresultater, kan hjælpe med at gøre langsigtet fremgang uden at tabe genetisk bredde.
Acral mutilation and analgesia (AMS/CMA) er en autosomal recessiv tilstand beskrevet i flere jagthunderacer, herunder French Spaniel. Bærere er klinisk sunde, men parres to bærere, er der 25 procent risiko for syge hvalpe. Anvend DNA-test, når den er tilgængelig, og par aldrig bærer med bærer. For at bevare diversiteten kan bærer x fri accepteres, forudsat at afkom testes og fremtidig avl styres ansvarligt. Entropion har både anatomiske og arvelige komponenter; undgå avl på hunde, der har krævet kirurgisk korrektion, og vælg partnere med sunde øjenkanter. Øreproblemer er ofte miljø- og anatomirelaterede; selekter for tørre, velformede øreåbninger og god hudkvalitet.
Afbalancer altid type, temperament, jagtlig funktion og sundhed. Racens signatur er en venlig, stabil arbejdshund, der holder til mange timers brug i mark og vådområder, uden lydfølsomhed eller nervøsitet. Behold netop disse træk i fokus, samtidig med at COI holdes nede og monogene risici styres.

Et systematisk sundhedsprogram før parring reducerer risikoen for sygdom hos både avlstæver, avlshanner og hvalpe. For French Spaniel anbefales følgende som minimum:
Hofteled og albuer: Røntgenfotografering for HD og ED efter national klub/FCI-protokol. Avl primært på HD A/B og ED 0/0. Polygen arvegang betyder, at familiehistorik vægtes; undgå kombinationer, hvor flere nære slægtninge har HD/ED.
Øjne: Klinisk øjenundersøgelse hos øjenpaneldyrlæge (ECVO) inden første parring og derefter hvert 12.–24. måned. Fokus på entropion/ektropion, distichiasis og generel øjensundhed. Dokumentér eventuelle bemærkninger og undgå avl på individer med klinisk betydende fund.
DNA: Test for acral mutilation and analgesia (AMS/CMA), hvis tilgængelig for racen hos anerkendte laboratorier. Kombinér aldrig bærer med bærer. Overvej en bred DNA-screening for diversitet og yderligere recessive risici, hvor det er relevant.
Ører og hud: Klinisk vurdering af ørekanaler og hudbarriere. Gentagne episoder af otitis externa, allergi eller kronisk dermatitis bør udløse forsigtighed og evt. udelukkelse fra avl.
Reproduktiv status: Generel helbredsundersøgelse, herunder tandstatus, hjertestetoskopi og bevægeapparat. Tæver: Progesteronforløb ved parring efter behov, cytologi og vaginal sundhed. Hanner: Sædanalyse ved tvivl om fertilitet. Begge parter: Brucella canis-test før naturlig parring eller insemination, især ved internationalt samarbejde.
Metabolisk screening: Blodprøver (hæmatologi/biokemi) og skjoldbruskkirtelprofil ved klinisk mistanke, typisk fra 2–4 års alderen. Hold kropsvægt i slank score (BCS 4–5/9) for at aflaste hofter og ører.
Vaccination og parasitkontrol: Opdaterede vacciner og målrettet orme- og ektoparasitstrategi før parring og i drægtighed. Korrekt ernæring med dokumenteret, komplet voksenfoder til avlshunde; tæver skifter til drægtigheds-/hvalpefoder i 3. trimester.

Etik er kernen i ansvarlig avl. Begynd med et klart formål: at forbedre racens sundhed, funktion og temperament, ikke blot at producere hvalpe. Transparens er obligatorisk; offentliggør sundhedsresultater, stamtavler og eventuelle bemærkninger fra undersøgelser.
Avlsalder og hyppighed: Tæver bør som hovedregel ikke parres før anden løbetid og helst ikke før 20–24 måneder, når både krop og sind er modne. Planlæg maksimalt 3–4 kuld pr. tæve over livet, med pauser der tillader fuld restitution, og overvej pensionering omkring 7–8 år, afhængigt af sundhed. Hanner kan bruges fra ca. 18 måneder, når sundhedsdata foreligger; begræns samlet afkom for at undgå popular-sire effekten.
Velfærd under drægtighed og opvækst: Giv tæven ro, korrekt ernæring, moderat motion og trygge omgivelser. Fødekassen skal være hygiejnisk, varm og skridsikker. Hvalpe bør gennemgå tidlig, kontrolleret socialisering i uge 3–12, herunder håndtering, lyde, underlag, korte bilture og venlige møder, samt næsearbejde i små, legende doser. Undgå overbelastning; kvalitet frem for kvantitet.
Sundhed før salg: Hvalpe skal være sundhedstjekket, chippet, vaccineret og ormebehandlet iht. gældende retningslinjer. Lever en skriftlig sundheds- og købekontrakt med gennemsigtighed om fortrydelses-/tilbagekøbsklausul, og rådgiv om forsikring, fodring og træning. I Danmark er halekupering ikke tilladt; racens naturlige hale bevares.
Avlsvalg og udelukkelseskriterier: Avl ikke på hunde med markant nervøsitet, lydfølsomhed, gentagne alvorlige øreinfektioner, korrigeret entropion eller påvist HD C–E/ED > 0. Respektér racens funktionelle identitet: den skal kunne arbejde i mark og vand, være venlig i hjemmet og robust i sundhed.

Udvælgelse af avlspartner handler om at balancere sundhed, temperament, funktion og type, samtidig med at genetisk diversitet bevares. Start med et klart målbillede for dit kuld: Hvilke egenskaber vil du forstærke, og hvilke vil du forbedre? Lav en parring, hvor styrker komplementerer svagheder, ikke forstærker dem.
Sundhed: Kræv dokumenteret HD/ED-resultat på begge hunde, ECVO-øjenattest og DNA-status for AMS/CMA. Afvis kombinationer, der statistisk øger risikoen for kendte problemer. Vurder ørekanalers sundhed, hudkvalitet og slægtenes historik for otitis.
Temperament og brugsegenskaber: French Spaniel skal være sociabel, førbar og stabil under skud. Vælg partnere med dokumenterede brugsmeritter eller realistiske arbejdsvurderinger fra jagt/markprøver. Undgå linjer med kendt lydfølsomhed eller overdreven forsigtighed.
Eksteriør: Farver skal følge standarden (hvid med kastanjebrune aftegninger). Se på helhedsbygning, bevægelse, øjenomgivelser, øreansætning, pelsens kvalitet og hale. Prioritér funktionel anatomi, der tåler langvarigt arbejde i ujævnt terræn og vand. Et korrekt saksebid og sund tandstatus er en forudsætning.
Genetik og slægtskab: Beregn COI for den konkrete kombination og tilstræb lavt slægtskab. Inddrag 5–10 generationer, og brug gerne diversitetsdata, hvis tilgængelige. Undgå popular-sire effekten ved at vælge mindre brugte, kvalitetsmæssigt stærke hanner. Overvej at blande franske og canadiske linjer, hvor det giver mening, for at udvide genbasen, men kun med fulde sundhedsdata.
Logistik og aftaler: Planlæg timing med progesterontest, aftal naturlig parring eller insemination, og skriv en klar parringsaftale om honorar, gentagelsesparring ved tom tæve og dataudveksling. Følg op på kuldet med sundheds- og temperamentdata, så racen som helhed kan drage nytte af erfaringerne.