Gordon Setter vinteromsorg: Koldt vejr og hundens behov

Gordon Setter er en stor, atletisk og selvsikker stående jagthund fra Skotland, og racen tilhører FCI gruppe 7. Den karakteristiske sorte og tan-farvede pels har god længde og tydelig fjer, som giver en vis isolering, men den er ikke en arktisk dobbeltpelset slædehund. Det betyder, at den normalt trives fint i dansk vintervejr, så længe den holdes i bevægelse og holdes tør, men at kulde, vind og fugt i kombination, hurtigt kan køle den ned. Fjerpelsen på ben, bryst og hale kan samle sneklumper, der smelter mod huden og forstærker kuldepenetration, og våde ører og bug kan blive rigtigt kolde i blæst.

Vær opmærksom på tidlige tegn på kuldestress: skælven, stiv eller hakkende gang, løftede poter, spændt ryg, lav hale, modvilje mod at bevæge sig og sløvhed. Tiltagende tavshed fra en normalt energisk Gordon Setter er et faresignal. Frostskader ses især på ører, hale, pung og tæer, som kan blive blege, kolde og ømme. Nedkøling forværres af vindafkøling og våd pels; et par minusgrader med blæst kan være mere belastende end stille streng frost.

Som tommelfingerregel kan en voksen, sund Gordon Setter klare aktive ture i tørt føre ved temperaturer ned til cirka −10 °C, hvis den holdes i bevægelse og får pauser i læ. Under −15 °C bør aktiviteter forkortes til korte, målrettede pas med egnet udstyr. Hvalpe, seniorer, slanke individer og hunde med lavt stofskifte (hypothyreose) tåler kulde dårligere, hvorfor varmeregel og kortere sessioner er på sin plads. Husk også, at kulde dehydrerer; sne erstatter ikke vand.

Planlæg fodring og væske med omtanke om vinteren. Store, dybbrystede racer som Gordon Setter har risiko for mavedrejning (GDV). Undgå store måltider lige før og efter hård aktivitet, og tilbyd hellere små mængder vand hyppigt end store slurke efter løb.

Selv om mange Gordon Settere kan løbe sig varme, giver rigtigt udstyr en stor sikkerheds- og komfortgevinst. En godt tilpasset hundejakke, der dækker bryst, bug og lænd uden at begrænse skulderfrihed, hjælper især i vådt føre og blæst. Vælg let, vandtæt yderskal og tynd isolering til aktiv brug, eller en absorberende tørredækken til efter turen. Racens dybe bryst kræver justerbare stropper, der ikke glider ned bag albuen.

Fjerpelsen på benene gør Gordon Setter særligt udsat for sneklumper. Potebalsam med bivoks eller sheasmør påføres før turen som barriere, og hundesko kan være en gamechanger ved saltede eller isede underlag. Start i stuegulv med korte, positive sessioner, så hunden accepterer skoene, og vælg en model med god sål og høj skaftstøtte, der passer den relativt smalle poteprofil.

Synlighed er kritisk i mørke vintermåneder. Brug reflekterende sele eller vest, LED-lys på halsbåndet og egen pandelampe, så du kan aflæse poter og spor. En polstret Y-sele giver stabilt trækpunkt på glat underlag, og en 10–15 meters langline med handske beskytter skuldre og albuer mod pludselige stop.

Medbring mikrofiberhåndklæde og en lille klemmepose til vådt udstyr. En let snood eller halsedisse kan holde ører og hals varme og mindske isdannelse i fjer. I bilen bruges skridsikker måtte i transportkassen, så hunden ikke spænder mod kulde og rystelser. Brug dyrevenligt tømiddel omkring hjemmet, så du undgår kemisk irritation af poter, og skyl altid saltrester af efter tur.

Gordon Setter er modig, udholdende og skabt til at arbejde i terræn, men vintermotion skal doseres klogt, så led, poter og mave skånes. Start hver tur med 5–10 minutters opvarmning i snor: rask skridt, cirkler, skift af tempo og lette kropsøvelser (target på hånd, bakke et par skridt, kontrollerede sid–stå–dæk). Det øger blodgennemstrømning til muskler og reducerer risikoen for forstrækninger på glat underlag.

Planlæg 2 kortere pas fremfor én lang, når det er rigtigt koldt eller vådt. Vælg underlag med greb: skovbund med sne, grusede stier eller kortklippet eng; undgå blank is og dyb, tung sne, som belaster albuer og skuldre. Hent og spring over hårde driver frarådes, særligt hos unge hunde eller individer med anlæg til albueledsdysplasi.

Udnyt racens stærke næse og arbejdsglæde: lav nosework-søg i skovkanter, læg spor i læ, træn dirigering og ro på post i korte intervaller, eller lav apportering i kontrolleret tempo på jævnt underlag. Mental stimulering trætter uden at køle hunden ned i samme grad som højintensivt løb. Brug langline for sikkerhed, hvis vildtfristelserne er store.

Hydrering og mave: giv ikke store måltider 60–90 minutter før og efter hård motion, og tilbyd vand i små slurke undervejs. Det mindsker risiko for mavedrejning (GDV). Efter hovedpasset laves 5–10 minutters nedkøling i roligt tempo, og hunden får straks på med tørredækken eller jakke, så den ikke bliver kold af fordampning. På dage med isnåle i luften erstattes friløb af trappetræning i snor, snusebaner i læ og korte teknikpas – kvalitet før kvantitet.

Gordon Setterens rige fjer mellem tæerne er smuk, men vinterens fjende. Forbered poterne ugentligt:

– Trim forsigtigt håret mellem trædepuderne, så det flugter med puden. Brug en rundspids saks eller en tyndingssaks, og hold poten stabil. Mindre pels fanger mindre sne og salt.
– Klip og fil kløer, så hunden får bedre greb og ikke overbelaster hånd- og tåled. Husk eventuelle ulvekløer.
– Påfør potebalsam 5–10 minutter før turen, så voksen kan sætte sig som vandafvisende film. Smør igen efter turen for at forsegle huden efter afskylning.
– Skyl poter i lunkent vand efter tur på saltede veje. Tør grundigt – også mellem tæerne – med mikrofiber, så hud ikke ligger fugtig og kold. Hold øje med rødme, revner, slikketrang og ømhed, som kan tyde på kontaktirritation eller begyndende interdigital betændelse.
– Introducer hundesko gradvist: 1) Tilpas størrelse, 2) Tag på indendørs 1–2 minutter med godbidder, 3) Byg til korte havebesøg, 4) Først derefter fuld tur. Beløn roligt trin og korrekt bevægelse.

Ved hårdt føre kan en let potevoks uden sko forbedre greb. Undgå skarpe isskorper og grusfelter med skarpe kanter, som kan give snit. Medbring en lille pote-”first aid”: desinficerende sårgel, gaze, elastisk bind og en sok. Opstår én øm pote, kortes turen, og tempoet sænkes; Gordon Setterens modige temperament gør, at den ofte løber videre, selv om den er blevet øm.

Vinteromsorg slutter ikke ved hoveddøren. En Gordon Setter restituerer bedst varmt, tørt og stimuleret. Placer soveplads i trækfrit område, gerne med memoryskum og et vaskbart, absorberende overtræk. Hold luftfugtighed moderat (cirka 40–50 %), så hud og luftveje ikke udtørrer, og undgå direkte liggeplads op ad brændeovn eller radiator – racens sorte pels kan skjule overophedning.

Efter våde eller snefyldte ture: tør pels og fjer systematisk, især på ører, armhuler, lyske og hale. Den lange fjer kan filtre, hvis den tørrer i klumper; brug en kam og en blød karte i retningen af pelsens vækst. Børst 2–3 gange om ugen om vinteren, og tjek ører for fugt og voks. Øget kløe, hovedrysten og rødme kan varsle ørebetændelse.

Stimuler hjernen, når vejret begrænser kilometerne. Lav foder-søgeleger, targets, balanceøvelser på måtte, shaping af apportgreb og korte lydighedskæder. Brug snusemåtter, muffe-apport og duftdiskrimination for at udnytte den medfødte næsearbejdsevne. 10–15 minutters fokuseret træning trætter ofte mere end et tilfældigt kvarters friløb i kulde.

Ernæring og helbred: Hold vægten slank for at skåne albuer og skuldre; justér portionsstørrelse i takt med aktivitetsniveauet. Omega-3 fra fisk kan støtte hud, pels og led. Hold øje med tegn på hypothyreose (træthed, vægtøgning, tør pels), som kan nedsætte kuldetolerance, og husk, at nedsat mørkesyn ved progressiv retinal atrofi (PRA) kan gøre vintermørket sværere at færdes i – vælg oplyste ruter og brug stærke refleksmidler. I hvileperioder efter aktivitet tilbydes ro, vand og et varmt, tørt dækken, så restitutionen bliver optimal.