Gravhund - Ansvarlig avl og genetik

Gravhunden er en funktionelt bygget, lavbenet jagthund med lang ryg, dyb brystkasse og fast ryglinje. FCI anser racen som én helhed, men med tre hårlag (glat, ruhåret, langhåret) og flere størrelsesvarianter. Internationalt opererer man ofte med tre størrelser baseret på brystmål, mens man i Danmark typisk møder standard og miniature. Uanset variant gælder, at proportionerne skal være harmoniske, så hunden kan arbejde i grav og i tæt dække uden at miste sundhed og holdbarhed. Overdrivelser – for ekstrem kropslængde, for korte ben, for tung krop, for stejle skuldre – kompromitterer bevægelse og øger risikoen for rygproblemer. Hovedet skal være tørt og ædelt, øjnene klare og vågne; bevægelsen skal være jordvindende og frie i skuldre og albuer, med god underføring.
Farve og hårlag spænder fra ensfarvet rød til sort eller brun med rustbrune/gule aftegninger, tigret og merle; ruhårede kan desuden være vildtfarvede. Farverne må aldrig prioriteres over sundhed og mentalitet. Racens temperament skal være venligt, nysgerrigt og spidsfindigt, med mod og udholdenhed. Skarphed og skyhed er uønsket, ligesom udtalt lydsensitivitet. Funktionelt jagtanlæg, sporvillighed og en stabil, samarbejdsvillig hverdagstemperament vægtes højt.
Som opdrætter bør man, ud over udstillingsmeritter, tillægge brugsprøver, sundhedsdata og objektiv bevægelsesvurdering stor vægt. Vurder især brystdybde og skulderfrihed, overlinje uden sænkning foran krydset, korrekt kryds og haleansætning samt stærke poter, da disse detaljer aflaster ryg og forhud. Et moderat, tørt huld er essentielt; overvægt forværrer rygbelastningen. Avlsdyr bør først sættes i avl, når de er fuldt fysisk og mentalt modne, og når relevante sundhedsundersøgelser, herunder ryg- og øjenstatus samt relevante DNA-tests for varianten, foreligger.

Gravhunden er chondrodystrof, hvilket hænger sammen med FGF4-retrogener, som giver de korte ben og samtidig øger risikoen for diskusdegeneration. Intervertebral Disc Disease (IVDD) er derfor racens største arvelige udfordring. Arvegangen er polygen og miljøpåvirkelig; selektion mod færre forkalkede disci (røntgen) og for moderat kropslængde, god skulder- og overarmsvinkel samt stærk muskulatur er centrale, avlsstrategiske værktøjer.
Hårlagsgenetikken kan styres uden at kompromittere sundhed: langhår er recessivt, wire skyldes dominante furnishings, og glathår er den “default” fænotype. Vælg kombinationer, der respekterer klubregler om krydsninger mellem hårlag og størrelser, og vær bevidst om farvegenetik. Merle er dominant og kan være kryptisk; merle x merle giver høj risiko for døvhed og øjenanomalier og må undgås. Piebald i kombination med merle kan yderligere øge døvhedsrisikoen. Brindle, sort/tan og brun er i sig selv ikke sundhedsproblemer, men undgå hård selektion for sjældne farver, som indsnævrer genpuljen.
Neurologiske sygdomme inkluderer Lafora’s sygdom (progressiv myoklon epilepsi) i miniature ruhårede linjer, hvor der findes en sikker DNA-test (EPM2B/NHLRC1). PRA forekommer især som cord1/RPGRIP1-variant i miniature langhår, med variabel debutalder og penetrans; her anbefales målrettet test og parring planlagt efter bærerstatus. Degenerativ myelopati (SOD1) registreres i racen, men klinisk betydning er lavere end IVDD; test kan anvendes som supplement, ikke som hoveddriver i selektion.
Bevar genetisk diversitet. Undgå popular-sire-effekt, og styr COI (indavlskoefficient) over 5–10 generationer til under racens gennemsnit, ideelt under 6,25 %. Brug relatives sundhedsdata, avlsindeks (rygindeks, hvor tilgængelig) og robust populationsanalyse, så man balancerer sundhed, type og temperament. Temperamentsarvlighed er moderat; undgå både nervøsitet og unødig skarphed gennem konsekvent selektion.

En ansvarlig avlsplan for gravhund inkluderer både DNA-tests, kliniske undersøgelser og billeddiagnostik. Prioriter rækkefølgen efter variant og familiehistorik:
1) Rygundersøgelse for diskusforkalkninger (IVDD-screening). Røntgen ved 24–30 måneders alder giver bedst prediktiv værdi; antallet og fordelingen af forkalkede disci registreres. Brug hunde med lavt antal forkalkninger og – hvor tilgængeligt – et rygindeks over 100. Gentagelse senere i livet kan tilføje værdi til avlsvurderingen.
2) Øjenundersøgelse (ECVO). Årlig til hvert andet år for avlsaktive, især i linjer med PRA. Supplér med DNA-test for cord1/RPGRIP1 i miniature langhår, og kun parring fri x fri eller fri x bærer. Bærer x bærer undgås.
3) Lafora-test (EPM2B/NHLRC1). Obligatorisk i miniature ruhår: kun fri x fri eller fri x bærer, aldrig bærer x bærer. Overvej testen ved ukendt eller internationalt blod i pelsvarianten.
4) Hørekontrol (BAER) ved merle, omfattende hvidt, eller uklar farvegenetik; nødvendigt for at udelukke ensidig eller dobbeltsidig døvhed.
5) Klinisk helbredstjek inkl. tænder, hjerteauskultation, knæled (patella), neurologisk status og bevægelsesvurdering. Basisblodprøver kan afdække tidlige tegn på stofskifteproblemer. Ved kendt familiehistorik for Cushing’s eller diabetes, planlæg målrettet opfølgning.
6) DM (SOD1) som tillægstest, der anvendes informationsmæssigt og aldrig alene som selektionskriterium.
Forebyggelsesstrategi for GDV i dybbrystede individer omfatter fodring i flere små måltider, ro før/efter fodring og undgåelse af overdreven luftslugning. Proaktiv gastropeksi er sjældent relevant i gravhund, men kan diskuteres ved tungt belastede linjer. Dokumentér alle testresultater i åbne databaser, så hele racen kan drage nytte; kombiner helbredsdata med fænotypisk vurdering og præstationsmeritter, før parring planlægges.

Etisk gravhundeavl begynder med formålet: sunde, funktionsdygtige hunde med racetypisk temperament. Transparens er nøglen – del helbredsdata, temperamentobservationer og eventuelle problemer åbent, så købere og kolleger kan træffe oplyste valg. Avlsdyr med klinisk IVDD, idiopatisk epilepsi, alvorlig øjensygdom eller dokumenteret døvhed bør ikke anvendes i avl. Tilsvarende bør man udvise stor tilbageholdenhed med dyr fra førsteledsslægtninge med disse lidelser.
Respekter velfærd gennem hele avlsforløbet. Tæver bør være fysisk og mentalt modne, typisk førstegangsparring tidligst ved 18–24 måneder, og ikke senere i livet uden dyrlægegodkendelse. Planlæg kuldintervaller med fokus på restitution; undgå for hyppige kuld. Overvåg drægtighed og fødsel, og hav fødeplan, neonatal udstyr og akut dyrlægeadgang klar. Registrér fødselsforløb, neonatal dødelighed og eventuelle komplikationer, og lad fakta styre fremtidig selektion.
Bevar genetisk diversitet. Undgå at bruge populære hanner uforholdsmæssigt meget; fordel avlen bredt blandt sunde, gennemtjekkede individer. Sæt COI-grænser i kennelpolitikken og arbejd med langsigtet stamtavleanalyse. Krydsning mellem hårlag og størrelser kan være reguleret; følg DKK og specialklubbens retningslinjer – og prioriter sundhed over kosmetik.
Temperament er et velfærdsspørgsmål. Selektér konsekvent for venlig, modig og stabil adfærd, og fravælg frygtsomhed, aggression eller vedvarende lydsensitivitet. Socialiser kuldene systematisk, og udlever skriftlige råd om vægtstyring, motionsramper/trapper og hopbegrænsning for at skåne ryggen. Endelig, vær forberedt på at tage ansvar for afkommet – også når ting går galt – gennem købekontrakter med sundhedsgaranti, rådgivning og tilbagekøbsklausul.

Start med målsætningen for dit kuld: forbedre rygsundhed, bevægelse og temperament, uden at miste type. Gennemgå tævens styrker og svagheder ærligt, og find en hanhund, der komplementerer hende, ikke spejler hendes svagheder. Brug ryglister, offentlige databaser og indeks, så du kan dokumentere rygstatus, øjne og DNA-profiler på begge forældre.
Sæt konkrete, ikke-forhandlingsbare sundhedskrav: rygscreening gennemført og gunstig; ECVO-øjne up-to-date; relevante DNA-tests udført efter hårlag og størrelse (EPM2B for miniature ruhår, RPGRIP1 for miniature langhår). Planlæg farvegenetikken – aldrig merle x merle, og vær varsom med kombinationer med stor hvid andel. Har du usikker farvehistorik, så merle-test begge.
Vurder stamtavlen bredt. Hold COI under racens gennemsnit og undgå tæt linjeavl; se efter fysisk holdbare forfædre, der har arbejdet på spor eller jagt. Gennemgå søskendefelter: har kuld eller halvsøskende haft IVDD, epilepsi, PRA eller endokrine sygdomme som Cushing’s og diabetes? Vægt disse oplysninger tungt. Et godt eksteriør på udstilling kan aldrig opveje en dårlig sundhedsprofil.
Lav en klar parring- og hvalpeplan: dyrlægetjek og progesteron-timing, logistisk aftale om naturlig parring eller insemination, og skriftlig kontrakt med dataudveksling, parringsbetingelser og sundhedsgaranti. Efter kuldet fødes, indsamles og deles sundheds- og adfærdsdata om afkommet systematisk, så næste avl kan baseres på evidens, ikke anekdoter. Husk, at gravhunden er selvstændig og jagtivrig; vælg forældre, der kombinerer denne drift med samarbejdsvillighed og ro i hjemmet, så afkommet passer til det moderne liv.