Hjortehund - Ansvarlig avl og genetik

Hjortehunden, også kendt som Scottish Deerhound, er en stor, aristokratisk mynde fra Storbritannien, placeret i FCI Gruppe 10. Racen fremstår værdig, blid og høflig, med et roligt og venligt sindelag, der aldrig bør være aggressivt eller nervøst. Den korrekte type er høj og dyb, men aldrig grov; hanner mindst 76 cm og tæver mindst 71 cm, typisk 36–46 kg. Kroppen er langstrakt og elegant med dyb brystkasse, moderat forbryst, fast ryglinie og kraftigt, men tørt skelet. Bevægelsen skal være jordvindende, elastisk og ubesværet, som vidner om stor udholdenhed. Halen er lang og båret lavt; hovedet er langt med let hvælvet skalle, udtalt, men ikke grov næseryg, små ører lagt tilbage i hvile, og korrekt saksebid. Pelsen er stridt og hårdfør, dobbelt og middellang, med mere ruhed på krop og kæber. Tilladte farver er mørk blågrå, grå eller brindlet, gul, sandfarvet, rød eller fawn med sorte hårspidser. Øjne og næse skal harmonere med pelsfarven.
Racen modner sent, både fysisk og mentalt, og fuld type ses ofte først efter 3–4 år. Avlsdyr skal derfor udvælges på moden alder, så proportioner, bevægelse, pels og temperament kan vurderes sikkert. Hjortehunden er ikke hypoallergen. Den kræver mere end 2 timers daglig motion og trives bedst med sikkert indhegnet areal til frit løb. Avlsmæssigt skal man prioritere sundhed, funktion og temperament over visuelle detaljer, og undgå ekstreme størrelser, overdreven vinkling eller blødt skelet, da dette øger risikoen for skader. Et langt, tørt hoved uden overdrive, korrekt brystdybde, stærke poter og uanstrengt bevægelse er centrale kvaliteter, ligesom den uforstyrrede, venlige natur, som er racens kendetegn.

Ansvarlig avl i Hjortehund kræver en balanceret tilgang til genetisk diversitet, funktion og sundhed. Racen har en relativt begrænset avlsbase, hvorfor popular-sire-effekten skal undgås; én hanhund, der bruges for bredt, kan hurtigt trække racens genetiske variation ned og sprede skjulte risici. Arbejd systematisk med stamtavleanalyse og hold den beregnede indavlskoefficient (COI) lav, gerne under 6–8 % over 10 generationer, og suppler med effektiv populationsstørrelse (Ne) som mål for langsigtet bæredygtighed.
Flere vigtige sygdomme i racen er polygenetiske eller kompleks-arvelige. Dilateret kardiomyopati (DCM) og osteosarkom optræder i familier, men uden enkel arvegang; her kan selektion for dokumenteret lang levetid hos nære slægtninge, robust hjertesundhed (gentagne normale ekkokardiogrammer) og fravær af tidlig kræft i linjerne være blandt de mest effektive, indirekte strategier. Cystinuri i mynder er ofte androgen-afhængig (type III-lignende), og genetiske markører er ikke altid tilgængelige eller fuldt forklarende; derfor er fænotypisk screening og familiehistorik centrale. Faktor VII-mangel er derimod en velbeskrevet, autosomal recessiv defekt, hvor DNA-test muliggør sikker bærerstrategi.
Farvegenetik bør aldrig være styrende. Diluterede nuancer som blågrå er tilladt, men selektion på farve alene kan utilsigtet indsnævre genpuljen. Prioritér i stedet funktionelle egenskaber: stærke sener og ledbånd, korrekt bevægelse, mental robusthed og den rolige, føjelige natur. Vær opmærksom på racens særlige anæstesi-følsomhed, som ikke er en enkelt genfejl, men et fysiologisk myndekendetegn; det påvirker ikke avlsvalg direkte, men skal indgå i sundhedsplanlægning. Endelig, vær varsom med lineavl; brug det kun målrettet, kortvarigt og med skarpe sundhedskriterier, og outcros inden for racen for at bevare heterozygositet.

Et struktureret sundhedsprogram før avl reducerer risikoen for arvelige problemer og forbedrer hvalpenes livskvalitet. For Hjortehund anbefales følgende før parring, og med faste intervaller:
Hjerteundersøgelse: Baseline ekkokardiografi og 24-timers Holter-monitorering fra 2,5–3 år, derefter årligt for aktive avlsdyr. Supplér med NT-proBNP og cTnI ved tvivl. Formålet er tidlig opsporing af DCM eller subkliniske rytmeforstyrrelser.
Koagulation og Faktor VII: DNA-test for Faktor VII-mangel på alle avlsdyr. Kombinér med koagulationsprofil (PT, aPTT) før større indgreb. Avl aldrig to bærere sammen; bærer kan parres med genetisk fri partner, hvis afkom efterfølgende testes og forvaltes ansvarligt.
Cystinuri-screening: Årlig urinundersøgelse hos hanner fra 1 års alder, inkl. cystin/kreatinin-ratio eller nitroprussid-test efter lokal protokol. Ved positivt fund, udeluk avl og udred for klinisk betydning. Familiehistorik med stenproblemer bør vægte tungt i avlsvurderingen.
Maveudvidelse/mavedrejning (GDV): Der findes ingen diagnostisk test, men risikoscreening omfatter brystkasse-dybde/ratio, familiehistorik og adfærd omkring fodring. Overvej profylaktisk gastropeksi ved bedøvelse af højrisikodyr, særligt hvis tæven skal steriliseres efter endt avl.
Skjoldbruskkirtel: Komplet thyreoidea-panel (total og fri T4, TSH), da hypothyreose forekommer. Tolkes race-specifikt og i rolig fase uden nylige sygdomme.
Ortopædi: Selvom hofte/albueledsdysplasi ikke er racens primære problem, anbefales røntgenbedømmelse i stor race. Vurder samtidig bevægemønster, poter og ryg.
Generelt helbred: Fuldt klinisk tjek inkl. blodprofil, urin, parasitscreening, tandstatus og optimal kropskondition (BCS 4–5/9). Planlæg anæstesi med myndespeciale protokoller: undgå thiobarbiturater, brug målstyret propofol/alfaxalon, multimodal analgesi, aktiv opvarmning, tæt monitorering af blodtryk, EKG og temperatur, samt konservative doser af sedativa.
Opfølgning: Registrér testresultater centralt (raceklub/datasystem), og del dem åbent ved parring. Gentag kernetests årligt hos dyr, der fortsætter i avl.

Etisk avl handler om mere end testresultater; det handler om velfærd, gennemsigtighed og langsigtet racens bæredygtighed. Hjortehunden modner langsomt, hvorfor både hanner og tæver ideelt først går i avl omkring 2,5–3 år, når fysik og sind er fuldt vurderbare. Tæver bør have god kondition, stabilt temperament og normal cyklus. Planlæg maksimalt ét kuld om året og passende pauser, så tæven kan restituere. Undgå at avle på dyr med angst, udtalt stressfølsomhed eller markant jagt-ustyrlighed, der ikke lader sig håndtere i moderne hverdag.
Transparens er afgørende: Del fulde sundhedsdata, familiehistorik for DCM, osteosarkom, cystinuri og GDV, samt mentalbeskrivelser. Lav skriftlige aftaler med medopdrættere og hvalpekøbere, inklusive sundhedsgaranti, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og klare forventninger til motion, miljø og forsikring. Hvalpe skal socialiseres systematisk fra 3–12 uger, med milde, positive oplevelser, korte bilkørsler, blid håndtering og lydeksponering, da racen er følsom.
Vælg hvalpekøbere, der kan tilbyde store, sikre løbemuligheder og mere end 2 timers daglig motion. Rådgiv om korrekt fodring i 2–3 måltider, ro før/efter måltider, og undgå hårdt, tvunget løb (f.eks. cykling) hos unge hunde for at skåne vækstplader. Ved kejsersnit eller andre indgreb, planlæg anæstesi efter myndeprotokol, og undgå unødvendige bedøvelser.
Etisk avl inkluderer også datafeedback: registrér levetid, dødsårsag, hjerteresultater og kræftforekomst, og del det med raceklubben. Brug disse data aktivt i næste generations avlsplan, så racen styrkes over tid.

Valget af avlspartner skal være datadrevet og komplementerende. Start med at fastlægge kuldets mål: robust helbred, funktionsdygtig anatomi og den rolige, venlige hjortehundementalitet. Undgå at parre to dyr med samme svaghed, f.eks. blød overlinje, mangelfuldt forbryst eller usikkerhed i nye miljøer.
Genetik: Beregn COI over 10 generationer og sigt mod en lav kombination. Gennemgå mindst tre generationers sundheds- og levetidsdata; giv pluspoint for slægtninge, der har levet 9–11 år uden DCM eller osteosarkom. For Faktor VII: Clear × clear giver fri afkom; carrier × clear er acceptabelt med kendt status og plan om kun at avle videre på clear afkom. Undgå carrier × carrier. For cystinuri: Vælg linjer uden klinisk sygdom; hos hanner med selv let forhøjet cystin, fravælg avl. Hjertesundhed: Prioritér partnere med gentagne normale ekko/Holter.
Funktion og type: Vælg partner, der forbedrer bevægelse og holdbarhed. En høj, tør han til en tungere tæve kan balancere, men undgå overdrivelser i størrelse. Pelskvalitet (stridhed), korrekt hoved og stærke poter skal indgå, men må ikke trumfe sundhed. Temperament: Racen er følsom; vælg stabile, tillidsfulde dyr, der trives i familiehverdagen.
Praktik: Vurder fertilitet (sædanalyse ved tvivl), timing med progesteronmålinger og logistik, så stress for den følsomme mynde minimeres. Foretræk naturlig parring, når det er forsvarligt, men anvend AI ansvarligt ved store afstande. Efter parring, følg tæven tæt med ernæring, skånsom motion og ro, og planlæg fødsel på klinik, der kender mynders anæstesiologi, skulle kejsersnit blive nødvendigt.