Hjortehund hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Hjortehunden er en stor, følsom mynde, og den trives bedst, når sundheden løbende følges tæt. Som hvalp anbefales kontroller ved ca. 8, 12 og 16 uger, hvor vækstkurve, tandfrembrud, adfærd og socialisering vurderes, og hvor dyrlægen kan rådgive om fodring til store racer. Fordi hjortehunden modner langsomt, både fysisk og mentalt, giver det mening at planlægge ekstra unghundekontroller ved 6 og 12 måneder, så vægt, muskelopbygning, led og langsom knoglemodning kan følges. Under hver konsultation bør hjertet auskulteres, idet store mynder kan være disponerede for hjertesygdomme, og eventuelle mislyde eller rytmeforstyrrelser skal fanges tidligt.

Fra 1–2 års alderen er et halvårligt sundhedstjek en god tommelfingerregel for en stor race med forventet levetid på 8–11 år. Her indgår vægt- og huldvurdering, tandtjek, hud- og pelsstatus (den stridte dobbeltpels kræver regelmæssig pleje), negle og poter, samt en generel bevægelses- og smertetest. En årlig basisblodprøve og urinundersøgelse er klogt; for hjortehunden kan urinen desuden bruges til at screene for cystinuri, som kan føre til sten og urinvejsproblemer.

Før planlagte indgreb er det vigtigt at drøfte anæstesiplan, da mynder kan være særligt følsomme over for visse bedøvelsesmidler. Moderne, korttidsvirkende præparater og omhyggelig monitorering anbefales, ligesom en præ-anæstetisk blodprofil og gerne koagulationsprøver, fordi nogle hjortehunde kan have Faktor VII-mangel.

Af hensyn til racens blide natur og stressfølsomhed, gør det en stor forskel at skabe tryghed i klinikken: træn håndtering hjemme, medbring en skridsikker måtte til glatte gulve, og aftal eventuelt rolig tid på dagen. Hjortehunden er samarbejdsvillig, når den føler sig sikker, og positive oplevelser hos dyrlægen gør fremtidige besøg markant lettere.

Et målrettet vaccinationsprogram beskytter hjortehunden mod alvorlige infektioner, samtidig med at man undgår unødig belastning. Kernevacciner i Danmark omfatter hundesyge (CDV), parvovirus (CPV) og smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV), typisk givet som samlet DHP-vaccine. Mange vælger desuden at inkludere parainfluenza (Pi) og leptospirose (Lepto), afhængigt af livsstil og lokal smitterisiko.

Anbefalet grundprogram: DHP ved 8, 12 og 16 uger, booster ved 12 måneders alderen og derefter hvert tredje år. Lepto gives som hovedregel årligt, da beskyttelsen er kortere, og den kan være relevant for hunde, der færdes i naturen og ved vand. Kennelhostevaccine (Bordetella +/- Pi) kan være fornuftig, hvis din hjortehund skal i træningshaller, på hundepension eller til stævner, idet racen generelt ikke tåler sygdom og stress godt. Rabies er påkrævet ved rejse og bør planlægges i god tid.

For ejere, der ønsker at minimere vacciner, kan titer-testning for kernevacciner drøftes med dyrlægen, så man kun booster, når det er nødvendigt. Uanset strategi gælder det, at vaccinationer ikke bør kombineres med ekstrem fysisk aktivitet samme dag. Giv hjortehunden ro og observation 24 timer efter stik, og kontakt dyrlægen ved usædvanlige reaktioner såsom hævelse, vedvarende sløvhed eller nældefeber.

Fordi hjortehunde er store, men følsomme, planlægges vaccinationer bedst i forbindelse med rolige klinikbesøg, hvor hvalpe og unghunde også får mulighed for at opbygge gode erfaringer med håndtering. Således forebygger man stress, der ellers kan forstærke uønskede reaktioner.

Forebyggelse er nøglen til et langt og aktivt liv for hjortehunden. Parasitter er første fokus: Danmark har udbredte flåter, som kan overføre Borrelia og Anaplasma, og forebyggelse fra tidligt forår til sen efterår er oftest nødvendig. Lopper kan forekomme året rundt i milde hjemmemiljøer. I dele af landet ses også hjertelungeorm (Angiostrongylus vasorum), hvor månedlig eller risikobaseret forebyggelse bør drøftes, især hvis hunden spiser snegle eller fralagt græs. Ved rejser kan der være krav om bændelormsbehandling.

Tænder og mundhule skal prioriteres; store, blide mynder kan skjule smerte, og parodontose påvirker både livskvalitet og organer. Daglig tandbørstning, tyggeben med dokumenteret effekt og årlige professionelle tandkontroller er investeringer, der kan betale sig.

Ernæring skal støtte kontrolleret vækst og mave-tarm-sundhed. Vælg hvalpefoder til store racer, og hold et slankt huld (BCS 4–5/9) gennem hele livet. For at reducere risikoen for mavedrejning (GDV) fodres 2–3 mindre måltider dagligt, gerne i slow feeder-skål, og hård aktivitet undgås 60 minutter før og efter måltider. Hævning af madskåle diskuteres fortsat i litteraturen, og anbefales kun efter individuel vurdering. Overvej profylaktisk gastropexi samtidig med neutralisation hos dyr med høj risiko; indgrebet reducerer risikoen for livstruende torsion.

Led- og muskelsundhed støttes gennem blid, progressiv træning, regelmæssige frie løb på sikkert indhegnet område, samt styrketræning på bløde underlag. Omega-3, grønlæbet musling og glukosamin kan være relevante, især hos ældre hunde, men bør tilpasses individuelt.

Pels og poter kræver jævnlig pleje: børstning 2–3 gange ugentligt, kontrol af poter for rifter efter løb, og regelmæssig negleklipning. Hjortehunden har en værdig og rolig fremtoning, men tåler ikke hårdhændet håndtering; derfor er samarbejdstræning (mundkurv- og berøringstræning) en del af den bedste forebyggelse, når livet byder på nødvendige dyrlægebesøg.

Endelig bør neutralisationstidspunktet tilpasses den sene modning; for store racer diskuteres ofte, at man venter til 18–24 måneder, så vækstzoner er lukkede. Beslutningen er individuel og bør træffes sammen med dyrlægen.

Nogle tilstande kræver øjeblikkelig handling hos hjortehunden. Mavedrejning (GDV) er den mest akut livstruende: symptomer inkluderer rastløshed, gentagne uden-udbytte-opkastforsøg, oppustet og hård bug, savlen og smerte. Ring straks til dyrlægen og kør til klinikken; forsøg ikke selv at punktere maven. Risikoen kan reduceres, men aldrig elimineres, hvorfor hurtig respons redder liv.

Dilatativ kardiomyopati (DCM) kan vise sig ved nedsat udholdenhed, hoste, besvimelser eller pludselig kollaps. Akutte respirationsproblemer eller sammenbrud er altid en nødsituation. Ostesarkom (knoglekræft) ses i store racer og kan starte med pludselig halthed, varme og øm hævelse over et knoglefremspring; tidlig vurdering og smertebehandling er afgørende.

Cystinuri kan give smertefuld vandladning, små hyppige tisseture eller blokering, især hos hanner. Ved manglende vandladning, pressen eller blod i urinen skal hunden til dyrlæge straks. Ved unormal blødning efter små skrammer eller operation kan Faktor VII-mangel spille ind; akut koagulationsvurdering er da på sin plads.

Traumer fra højhastighedsløb (sår, muskelskader, hale- og tåskader) håndteres bedst hurtigt, da mynder har tynd hud og lavt underhudsfedt, som kan komplicere sårheling. Varmestress om sommeren kræver ligeledes opmærksomhed: køl skånsomt, tilbyd vand, og søg dyrlægehjælp ved kraftig sløvhed, forvirring eller blodig diarré.

Hav altid et nødnummer gemt, en førstehjælpspakke i bilen og en plan for transport af en stor hund, så hjælpen ikke forsinkes, når minutter tæller.

Systematisk hjemmemonitorering giver dyrlægen bedre data og dig færre bekymringer. Vej hjortehunden ugentligt som unghund og månedligt som voksen, og før en logbog med vægt, kropsscoring (BCS), aktivitetsniveau og eventuelle tegn på smerte eller stivhed. Mål hvilepuls og -respiration jævnligt; ændringer kan være tidlige indikatorer på hjerte- eller smerteproblemer.

Før en urinprøve til klinikken hver 6.–12. måned for at screene for cystinuri og urinvejsinfektion; hos risikodyr kan hyppigere kontroller aftales. Fra 4–5 års alderen kan årlige hjertetjek med EKG, proBNP og eventuelt ekkokardiografi overvejes, især hvis der er familiær disposition eller kliniske fund. Skjoldbruskkirtelfunktionen (T4/TSH) kan med fordel vurderes hos midaldrende og ældre hunde, hvis træthed, vægtøgning eller pelsproblemer opstår.

Undersøg poter og hud efter hver løbetur for rifter og fremmedlegemer, og føl systematisk over lange rørknogler for ømhed eller hævelse. Hold øje med ændret gang, modvilje mod at hoppe ind i bilen, eller stivhed efter hvile – små tegn, som ofte er de første ved både ortopædiske lidelser og tidlig smerte.

Mental trivsel er lige så vigtig: hjortehunden er blid og stressfølsom, og den har brug for mere end en daglig snor-tur. Planlæg daglige frie løb i sikkert indhegnet område, næsearbejde og rolige træningssessioner, som styrker samarbejde og kropskontrol. En glad, mentalt stimuleret hjortehund håndterer dyrlægebesøg bedre og holder sig sund længere.