Hollandsk Kooikerhondje hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Et Hollandsk Kooikerhondje er en lille, kvik og årvågen fuglehund på 9–11 kg, der typisk lever 12–15 år. Racen er generelt sund, men trives bedst med en systematisk plan for dyrlægebesøg. Hvalpe ses typisk ved 8, 12 og 16 uger, hvor vækst, bid, hjerte, navle, testikler (han) og adfærd vurderes. Ved 6–7 måneders alderen er et unghundetjek nyttigt, ikke mindst for at drøfte tandfældning, unghundeadfærd og kastration/sterilisation, hvis det er relevant.
Som voksen anbefales et årligt helbredstjek med klinisk undersøgelse, vægt og body condition score, tandstatus, ører og hud samt auskultation af hjerte og lunger. Kooikeren har fjerbehæng på ørerne og en mellemlang, silkeagtig pels, hvilket øger risikoen for ørevoks og fugtinduceret irritation. Bed dyrlægen demonstrere korrekt ørepleje. Tjek desuden bevægeapparatet; mindre racer kan have tendens til patellaluksation (løse knæskaller), og tidlige tegn er forbigående halteanfald eller et lille “hop” i trav.
Fra 7–8 års alderen betragtes mange Kooikere som begyndende seniore, hvorfor halvårlige kontroller med basisblodprøver, urinundersøgelse og blodtryk er en fordel. Tidlig opsporing af nyre-, lever- eller stofskifteforandringer forbedrer prognosen.
Da racen er intelligent og følsom, kan dyrlægebesøg være lettere med forudgående håndteringstræning: øv frivillig hagen-i-hånd-flad, berøring af poter, ører og mund, og beløn roligt med små, lækre godbidder. Medbring altid en skridsikker måtte til undersøgelsesbordet; det reducerer stress markant.
Aftal en fast årlig plan med din dyrlæge, så vaccinationer, parasitkontrol, tandrens og individuelle behov samles i en kalender. En konsekvent struktur, kombineret med sensitive håndteringsmetoder, passer godt til Kooikerens temperament: venlig, samarbejdsvillig, men opmærksom på nye indtryk.

I Danmark omfatter kernevacciner hos hund typisk hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV), parvovirus (CPV) og ofte parainfluenza (CPi). Leptospirose (L4) anbefales som årlig vaccination, især ved adgang til vandmiljøer eller gnaverforekomst. Rabiesvaccination er ikke påkrævet for indenlandske hunde, men er nødvendig ved rejse. Kennelhoste (Bordetella +/- parainfluenza) anbefales til hunde, der deltager i holdtræning, udstillinger, hundeskov med tæt kontakt eller pension.
Standard primærserie: 1) 8 uger: DHP(CPi) + evt. L4 efter dyrlægens vurdering, 2) 12 uger: DHP(CPi) + L4, 3) 16 uger: DHP(CPi) + L4. Alternativt kan klinikken bruge 12- og 16-ugers program afhængigt af vaccinevalg. Revaccination ved ca. 12 måneder. Herefter gives DHP typisk hvert 3. år, mens L4 og kennelhoste gives årligt.
Rabies: Giv mindst 21 dage før grænsepassage og vedligehold efter fabrikantens interval (ofte hvert 3. år). Husk EU-kæledyrspas og passende ormekur/parasithåndtering ved rejse til områder med hjerteorm og sandfluer.
Titer-testning kan i visse tilfælde bruges til at vurdere antistofniveau mod DHP, men gælder ikke leptospirose eller kennelhoste. Drøft dette med din dyrlæge, hvis du ønsker at optimere intervallet efter dokumenteret immunitet.
Kooikerhondje er ofte aktive i træningsmiljøer. Det øger eksponeringen for luftvejsinfektioner, hvorfor kennelhostevaccine kan være praktisk. Da racen er glad for vand og kan være komfortabel i søer og åer, er leptospirosebeskyttelse særlig relevant. Planlæg vaccinationer uden for intensive træningsperioder for at minimere overlap med eventuelle milde, forbigående bivirkninger som træthed eller ømhed.

Et skræddersyet forebyggelsesprogram matcher Kooikerens livsstil. Parasitter: Brug flåt- og loppeprofylakse i sæsonen, typisk marts–november, eller året rundt ved mildt klima. Flåter kan overføre Borrelia (Lyme) og Anaplasma; tjek pelsen efter hver tur, især ører, armhuler, lyske og mellem tæerne. Ormekur gives ikke rutinemæssigt i Danmark, men målrettet efter positiv fæcesundersøgelse, ved rejse eller ved symptomer. Rejser I sydpå, drøft forebyggelse mod hjerteorm (Dirofilaria) og leishmaniose.
Tandpleje: Små til mellemstore hunde får hyppigere tandsten. Daglig eller mindst 4–5 gange ugentlig tandbørstning er guldstandarden. Supplér med tanddiæt, tyg, eller gel efter dyrlægens råd. Planlæg professionel tandrens, når det er nødvendigt.
Hud, pels og ører: Kooikerens mellem-lange pels kræver ugentlig grundig gennembørstning og oftere i fældeperioder. Efter svømning skylles pelsen i ferskvand, og ørerne tørres forsigtigt for at forebygge otitis externa. Brug kun ørerens anbefalet af dyrlægen, og undgå over-rens, som kan irritere.
Bevægelse og vægt: Racen er atletisk og mentaltnysgerrig. Sigt efter 60–90 minutters daglig motion opdelt i ture og træningspas, plus næsearbejde eller problemløsning. Hold BCS på 4–5/9; overvægtsforebyggelse beskytter led og hjerte. Foderet bør være komplet, balanceret og tilpasset aktivitetsniveau; fødevareoverfølsomhed kan forekomme hos enkelte hunde, så hold øje med kløe, øregener og blød afføring.
Sikkerhed og udstyr: Kloklip hver 3.–6. uge, især hvis underlaget ikke slider naturligt. Sele med god pasform aflaster hals og skuldre. Overvej hundeforsikring med udvidet dækning; aktive, kvikke Kooikere kan få akutte skader under leg eller sport.

Selv den mest velforberedte ejer kan møde akut sygdom. Kend røde flag, og søg straks dyrlæge ved: vejrtrækningsbesvær, bleg/blålige slimhinder, kollaps, vedvarende opkast/diarré med blod, kramper, stærke smerter, manglende urinering eller oppustet, smertefuld bug. Selvom mavedrejning er sjældnere hos små racer, er voldsom ubehag og rastløshed altid et akut tegn.
Forgiftning er en klassiker: druer/rosiner, chokolade, xylitol, rottegift, ibuprofen og visse planter er farlige. Kontakt dyrlæge med det samme, og medbring emballage. Forsøg ikke at fremprovokere opkast uden faglig instruktion.
Skader i bevægeapparatet viser sig ofte som pludselig halten. Kooikere kan være hårdføre og skjule smerte. Hold hunden i ro, undgå hop og trapper, og få en klinisk vurdering – en tilsyneladende lille forstuvning kan dække over korsbåndsskade eller patellaluksation.
Øre- og øjennød: Pludselig hovedrysten, smerte ved øreberøring eller foul lugt kræver hurtig øretjek. Akut rødt, smertefuldt øje eller knibning er altid en hasteårsag.
Forberedelse gør forskellen: Hav et rejsevenligt førstehjælpskit (sterile saltvandsampuller, gaze, elastisk bandage, pincet/flåtfjerner, engangshandsker, termometer). Gem nummeret på nærmeste vagtdyrlæge og din hunds forsikringsoplysninger. Træn simple kooperative øvelser som næsetarget og hageparkeringssignal; i en akut situation letter det undersøgelsen. Tag altid hundens temperatur før du ringer, hvis muligt: normal er ca. 38,0–39,0 °C. Beskriv varighed, progression og udløsende hændelse præcist – det hjælper triageringen.

Hjemmeovervågning forlænger ofte det raske liv. Notér vægt og BCS hver måned. Et Hollandsk Kooikerhondje ligger typisk stabilt mellem 9 og 11 kg; små variationer er normale, men mere end 5 % ændring bør udløse en vurdering. Mål hvilepuls (ca. 70–120 bpm for små/mellem hunde) og respirationsfrekvens i dyb søvn (10–30/min). Hold journal over aktivitetsniveau, appetit, afføring og eventuelle hud-/øreforandringer.
Screeninger: Drøft med dyrlægen en plan for øjenundersøgelse (årligt eller hvert 2. år), patella-tjek ved rutinebesøg samt hofterøntgen, især relevant for avl. Racen har historisk set arvelige tilstande som von Willebrands sygdom type 3 (blødningsforstyrrelse) og arvelig nekrotiserende myelopati (ENM), som håndteres gennem DNA-test i avlen. Sporadisk ses patellaluksation, katarakt og enkelte tilfælde af epilepsi. Disse nævnes ikke for at alarmerer, men for at målrette årvågenheden.
Laboratorieprofil: Et baseline-blod- og urincheck som ung voksen giver referenceværdier. Fra 7–8 år er årlige seniorprofiler kloge. Tidlig opdagelse af nyresvigt, leverpåvirkning eller hypothyreose kan ændre forløbet markant.
Adfærd som sundhedsmarkør: Kooikeren er social og lærenem. Pludselig modvilje mod at hoppe ind i bilen, kortere udholdenhed på kendte ruter eller mere irritabilitet ved berøring kan være tidlige smerte- eller sygdomstegn. Filmer du korte klip af gang og trav hver 3. måned, gør det det nemmere for dyrlægen at spotte subtile ændringer.
Endelig bør du bruge en delt sundhedsplan: en simpel app eller et regneark med vaccinationer, parasitkontrol, tandpleje, blodprøver og forsikringsnumre. Jo mere konsistent, du følger planen, desto mere forudsigeligt og trygt bliver dyrlægebesøget for en sensitiv, men samarbejdsvillig Kooiker.