Hollandsk Kooikerhondje specialdiæter og ernæringsråd

Hollandsk Kooikerhondje er en lille, adræt jagthund med et vågent sind og en tæt, middel-lang pels, som kræver jævnlig pleje. Ernæring spiller derfor en stor rolle for hud, pels og mave-tarm-komfort. Racen er ikke kendt for et særligt højt niveau af fødevareallergi, men ligesom andre hunde kan en Kooiker udvikle overfølsomhed over for visse proteiner eller tilsætningsstoffer.

Fødevareallergi viser sig typisk som kløe, røde pletter, tilbagevendende ørebetændelser eller løs mave. Det kan være svært at skelne fra miljøallergi, hvorfor en systematisk tilgang er vigtig. Guldstandarden er en eliminationsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden får enten et hydrolyseret foder (proteiner spaltet til meget små peptider) eller et foder med én, for hunden ny, proteinkilde, fx and, vildt, kanin eller insekt. I perioden skal alle godbidder, tyggeben og smagsatte mediciner undgås, så resultatet bliver troværdigt. Efterfølgende laver man en kontrolleret provokation, hvor den mistænkte ingrediens genintroduceres, for at bekræfte diagnosen.

Når du vælger allergivenligt foder, så gå efter: 1) tydeligt deklareret enkeltproteinkilde, 2) begrænset ingrediensliste, 3) dokumenteret krydskontroll i produktionen, og 4) passende niveau af essentielle fedtsyrer (EPA/DHA), som kan understøtte hudbarrieren. Prebiotiske fibre (fx FOS/MOS) og et moderat fedtniveau kan desuden gavne en sart mave.

Kooikerens fine faner på ørerne og den hvide bundfarve afslører hurtigt hud- og pelsproblemer. Et stabilt, fuldfoder af høj kvalitet, som overholder FEDIAF’s næringsnormer, er det bedste udgangspunkt. Vælg gerne foderstørrelse, der passer til den lille mund, og hold øje med, at proteinindholdet er tilstrækkeligt til at bevare muskulaturen hos en aktiv, kvik hund.

Som lille race på 9–11 kg tager en Hollandsk Kooikerhondje relativt hurtigt på, hvis godbidder og portioner løber løbsk. Overvægt øger risikoen for ledproblemer (fx patellaluksation), nedsat præstation og kortere levetid. Målet er en huldscore på 4–5/9: Ribbenene skal kunne mærkes let med flad hånd, taljen ses ovenfra, og buglinjen skal være let optrukken.

Beregn energibehovet ud fra RER = 70 × kropsvægt(kg)^0,75. For en 10 kg Kooiker er RER ca. 70 × 10^0,75 ≈ 393 kcal/dag. Multiplicer med aktivitetsfaktoren: 1,6 for kastrerede voksne (≈ 630 kcal/dag), 1,8 for intakte/aktive (≈ 710 kcal/dag). Ved vægttab sigtes mod 1,0–1,2 × RER (≈ 390–470 kcal/dag), så tabet bliver langsomt og skånsomt.

Praktisk betyder det, at du vejer foderet på køkkenvægt i gram, baseret på fodrets kcal per 100 g. Del den daglige ration i 2–3 måltider, og brug 10–20 % af rationen som træningsbelønning for at undgå ekstra kalorier. Hold godbidder uden for dagsrationen under 10 % af det samlede energiindtag. Vælg proteinrige, fiberrige light- eller satietetsdiæter, så hunden føler mæthed, mens muskelmassen bevares.

Supplér med aktivitetsbaseret fodring: slowfeedere, slikkemåtter og foderpuzzles forlænger spisetiden, reducerer tiggeadfærd og giver mental stimulering, som racen trives med. Vej hunden ugentligt, mål taljeomkreds, og justér fodermængden i små trin (5–10 % ad gangen). På dage med ekstra jagt- eller sporarbejde kan du øge rationens energi med 10–15 %, helst via foderet, ikke godbidder.

Selv om der ikke er dokumenteret racebundne, fødevarerelaterede sygdomme for Hollandsk Kooikerhondje, kan individet have behov for en veterinær terapeutisk diæt ved specifikke diagnoser. Medicinske diæter bør kun anvendes efter dyrlægens vurdering, og de er formuleret til at understøtte behandlingen, ikke til at erstatte den.

Gastrointestinale problemer: Ved akut eller kronisk mave-tarm-uro anvendes ofte letfordøjelige diæter med moderat fedt, afbalancerede elektrolytter og opløselige fibre. Efter pankreatitis anbefales typisk et varigt lavfedt-foder; hold øje med, at fedt på tørstofbasis er lavt, og at energien ikke primært kommer fra fedt.

Fødevareoverfølsomhed: Hydrolyserede proteindiæter eller strengt novel-protein-baserede foderprodukter er førstevalg under eliminationsfase og ofte langtidsholdbare løsninger, hvis der bekræftes allergi. Vær konsekvent med godbidder, tyggeben og smagsatte præparater.

Urinveje: Ved struvitsten kan syredannende, magnesium- og fosforbegrænsede diæter opløse stenene under kontrol. Ved calciumoxalat fokuseres på forebyggelse via urinfortynding og moderat mineralstyring. Friskt vand ad libitum er altid centralt.

Nyrer og lever: Nyrediæter har nedsat fosfor og justeret protein af høj kvalitet for at skåne nyrerne. Leverdiæter kan have reduceret kobber og letfordøjelige kulhydrater. Disse diæter kræver opfølgning med blodprøver.

Led og tænder: Små, kvikke hunde er afhængige af stærke led. Vægten holdes slank, og diæter beriget med omega-3 kan støtte ved ømhed. Dental-diæter med dokumenteret effekt kan reducere tandsten, hvilket er relevant for små racer, der ofte danner plak hurtigt.

Blødningsforstyrrelser: Da von Willebrands sygdom forekommer i racen, bør højdosis-omega-3 kun gives efter aftale med dyrlægen op til operationer, da meget høje doser kan påvirke trombocytfunktionen.

Mange ejere ønsker en mere “naturlig” tilgang med friske råvarer, rå- eller hjemmelavet kost. Det kan fungere for en Hollandsk Kooikerhondje, forudsat at opskriften er komplet og balanceret efter FEDIAF/NRC-standarder. Ubalanceret hjemmelavet kost er en hyppig årsag til mangel på calcium, essentielle fedtsyrer og visse vitaminer.

Råfodring (BARF): Rå animalske produkter kræver streng hygiejne for at minimere risiko for bakterier. Frysning og korrekt optøning hjælper, men eliminerer ikke risikoen helt. Undgå rå svineprodukter og kogte knogler (der kan splintre). Vælg kendte leverandører, der kan redegøre for næringsindhold, og overvej at få en klinisk ernæringskyndig dyrlæge til at sammensætte rationerne.

Hjemmelavet, tilberedt: En sikker model er en opskrift fra en veterinær ernæringsekspert, hvor protein (magert fjerkræ/fisk), kulhydrat (ris/kartoffel), grøntsager og de rette tilskud indgår. For en aktiv 10 kg Kooiker kan en typisk dagsration eksempelvis bestå af ca. 120–150 g tilberedt magert kød, 70–100 g tilberedt kulhydrat, 40–60 g kogte grøntsager, 3–5 g olie (med omega-3), og et calcium-/multivitamintilskud formuleret til hunde; præcise mængder skal dog beregnes til individets behov.

Toppering: Hvis du ikke vil skifte fuldt, kan du “toppe” et komplet tør- eller vådfoder med op til 10–20 % friske ingredienser (fx kogt fisk, grøntsager) uden at forrykke balancen væsentligt. Introducér langsomt over 7–10 dage, så maven kan følge med.

Undgå toksiske fødevarer som løg, hvidløg, druer/rosiner, xylitol, macadamianødder og alkohol. En Kooiker er årvågen og madglad, så brug børnesikre skraldespande, og træn ro omkring køkkenaktiviteter, så utilsigtet indtag forebygges.

Tilskud kan være nyttige, men de skal vælges målrettet og doseres korrekt. Start altid med et fuldfoder af høj kvalitet, og tilføj kun tilskud, hvis der er et klart formål.

Omega-3 (EPA/DHA): Understøtter hud, pels og led. En praktisk rettesnor er 50–100 mg EPA+DHA per kg kropsvægt pr. dag. En 10 kg Kooiker får dermed 500–1.000 mg EPA+DHA dagligt. Vælg rensede produkter til kæledyr, og tilføj 1–2 gange ugentligt en lille portion fed fisk som naturlig kilde, hvis maven tåler det. Tal med dyrlægen før operationer, hvis høje doser bruges.

Probiotika: Ved sart mave kan dokumenterede stammer i 1–5 mia. CFU/dag i 2–4 uger stabilisere bakteriefloraen. Se efter batch-specifik angivelse af CFU og udløbsdato.

Ledtilskud: Glucosamin HCl ca. 15 mg/kg/dag og chondroitinsulfat ca. 12 mg/kg/dag er udbredte doser. Grønlæbet musling eller kollagen (UC-II 10 mg/dag) kan prøves ved ømhed. Effekten er individuel; evaluer efter 6–8 uger.

Hud/pels: Biotin og zink kan støtte, hvis der er påvist mangel. E-vitamin gives typisk sammen med fiskeolie; dosering aftales med dyrlægen.

Fibre: Psyllium kan forbedre afføringskonsistens; start med 1/4 tsk til en 10 kg hund, godt opblandet i vand og foder, og justér langsomt. Sørg for fri adgang til vand.

Dental: VOHC-godkendte tyggeprodukter kan reducere plak og supplere tandbørstning, som bør ske dagligt.

Undgå at blande mange tilskud ukritisk, da du risikerer overdosering eller interaktioner. Dokumentér alt, hvad hunden får, og del det med dyrlægen ved sundhedstjek.