Irsk Setter som arbejdshund

Den Irske Setter stammer fra Irland, hvor den i 1700- og 1800-tallet blev forædlet som stående jagthund til fuglevildt i mose, hede og på åbne marker. Racen er en britisk settertype, registreret i FCI Gruppe 7 (Stående Jagthunde, Sektion 2 – Settere). Den karakteristiske, rødmahognifarvede pels er ikke kun smuk; den silkebløde, fjerende pels beskytter mod vegetation, mens den slanke, atletiske krop muliggør hurtig, udholdende bevægelse over stort terræn. I modsætning til den beslægtede Irsk Rød-Hvid Setter, som udgør en selvstændig race, er den Irske Setter ensfarvet rød, eventuelt med en lille hvid brystplet eller hvide tæer.

Arbejdsopgaven har altid været den samme: at søge systematisk i vinden, at finde fugle og at fryse i en markant stand, så jægeren kan komme til. Historisk blev setterens stand udnyttet ved net- og falkejagt; med skydevåbnets udbredelse blev kravene til fart, udholdenhed, vindbrug og ro i opflugt og skud skærpet. Irske Settere er kendt for et bredt, energisk søg, høj hovedføring, stærk næse og et åbent, samarbejdende temperament, som gør dem til fornøjelige, men også krævende arbejdspartnere. Apportering har i stigende grad indgået som en integreret del af arbejdet, både fra land og vand, hvorfor mange linjer er sikre svømmere og komfortable i koldt vand, når de gradvist er tilvænnet.

Racen er stor (typisk 58–67 cm ved skulderen og 20–30 kg), med en levetid på omkring 12–14 år. Den er naturligt sød, aktiv og udadvendt, men samtidig følsom og blød i føringen, hvilket historisk har favoriseret træningsmetoder med rolig, konsekvent guidning frem for hårdhændet korrektion. Denne kombination af kraft, næse og følsomhed er kernen i racens historiske arbejdsprofil.

I dag er Irsk Setter stadig først og fremmest en praktisk stående jagthund til agerhøns, fasan og skovsneppe i Skandinavien og resten af Europa. Dens styrker er et stort, arealdækkende søg, skarpt vindbrug, tydelig stand og høj arbejdsglæde. I moderne jagt anvendes den i partnerskab med jægeren, hvor ro i opflugt og skud, sikker apportering og effektiv dirigering er centrale kompetencer. Mange Irske Settere arbejder desuden gerne i lavt og koldt vand, når de er korrekt introduceret, hvilket gør dem anvendelige til apporter fra siv og småsøer.

Uden for jagten kan racen udmærke sig i næsebaserede aktiviteter som Nose Work, spor og mantrailing. Den kan fungere i søge- og redningsarbejde i frivillige foreninger, om end dens selvstændighed og høje jagtdrift kræver målrettet, vedholdende førerarbejde. I lydighed og rally kan den konkurrere, men dens temperament trives bedst med discipliners, hvor næse og bevægelse udnyttes. Som motionsmakker er den fremragende til canicross og lange løbeture, når grundlydigheden er på plads.

Racen er ikke hypoallergen og kræver pelspleje mere end én gang om ugen for at holde faner fri for filtrer og burrer. Den er typisk komfortabel i vand, når tilvænningen er positivt opbygget. Hjemmemæssigt trives den bedst i hus med have eller med daglig adgang til sikrede, åbne arealer, hvor den kan strække ud. Dens daglige motionsbehov er højt: 90–120 minutters varieret aktivitet, herunder friløb i snorforbudt terræn, struktureret søg på mark og 15–20 minutters næsearbejde, er et godt udgangspunkt for en voksen, rask hund. Mentalt kræver den planlagte opgaver, da understimulering ofte viser sig som rastløshed, piben eller selvbelønnet jagt efter dufte.

Træningen af en arbejdsdygtig Irsk Setter bygger på tre søjler: grundlydighed, feltarbejde og apportering – med fokus på ro, kontrol og samarbejde. Racen er følsom, så vælg belønningsbaserede metoder, tydelig struktur og korte, hyppige sessioner.

Grundkompetencer: Indkald, stop/”dæk” på fløjte, lineføring og stabilt blive-signal er sikkerhedsnettet i al jagtmiljø. Indfør fløjtesignaler tidligt: ét langt pust til indkald, to korte til vending/nærkontakt og et kort, skarpt pust til stop – og vær konsekvent, så signalerne aldrig udvandes. Brug langline de første måneder i åbent terræn, så du kan styre selvforstærkende jagt.

Feltarbejde: Lær hunden et roligt, bredt søgsmønster i sidevind. Start i lavt græs med få, forudsigelige vendinger, som forstærkes med fløjte og belønning for at holde kontakt. Ros aktivt for næseløft og vindtag. Når fugle introduceres, arbejdes der systematisk med ro i opflugt og skud: opbyg først ro til bevægelse (kontrollerede forstyrrelser), derefter ro til fugl på afstand, og til sidst til reelle opflyvninger. Undgå at lade unghunden selvjage fugle; brug afstand, medhjælper og langline for at forebygge fejlindlæring.

Apportering: Del øvelsen op i greb, hold, transport og aflevering. Træn et roligt, fuldt greb på dummy, før der løbes. Indfør afleveringer til hånd tidligt, eventuelt via platform/target, som skaber tydelig slutadfærd. Vandapportering bygges gradvist: korte indkast, lavt vand, varme dage og altid succes. Skudtilvænning sker trinvist, med lav lydstyrke på lang afstand, koblet til leg eller belønning.

Impulskontrol og samarbejde: Daglig ”ro-træning” (fx tæppeøvelse), øvelsen ”forlad det” og kontrollerede miljøskift gør en stor forskel for en højmotorisk setter. Variér belønninger mellem godbidder, social belønning og igen-frigivelser til søg, så samarbejdet bliver selve gevinsten.

Forebyg skader: Som stor, hurtigtvoksende race er den sårbar for vækstrelaterede lidelser. Brug stor-race hvalpefoder, begræns gentagne højimpact-aktiviteter og trap træningsmængde op med 10–15 % ad gangen. Opvarm 5–10 minutter før hårdt arbejde, og nedkøl tilsvarende. Tjek poter, ører og faner efter hver tur.

I Danmark organiserer Dansk Kennel Klub (DKK) og specialklubberne for stående jagthunde markprøver for setter og pointer efter FCI’s regelsæt. Her bedømmes søg (fart, stil, arealdækning), vindbrug, stand, ro i opflugt og skud samt samarbejde. Prøverne er typisk opdelt i åben klasse for yngre/uerfarne hunde og vinderklasse for de bedste. På visse prøver kan der tildeles nationale og internationale udmærkelser, herunder CACIT på internationale field trials. Mange arrangementer indeholder eller forudsætter apporteringsmomenter, herunder vand- og landapport med koldt vildt.

For ejere, som ikke jager, findes veje til officiel aktivitet: DKK Nose Work (klasse 1–3), rallylydighed og lydighedsprogrammer (LP). Derudover tilbyder flere foreninger spor- og mantrailingprøver. Redningshundearbejde kræver godkendelsesprøver via relevante organisationer, som typisk tester næsearbejde, søgsmønster, miljøfasthed og lydighed.

Deltagelse i prøver forudsætter som regel medlemskab af klub, gyldig vaccination og chipmærkning. For avls- og sportsambitioner er sundhedsdokumentation stærkt anbefalet: HD- og albuerøntgen, øjenlysning (ECVO), samt DNA-tests for racerelevante lidelser som Canine Leukocyte Adhesion Deficiency (CLAD) og visse former for progressiv retinal atrofi (PRA). En veldokumenteret sundhedsprofil øger både sportslig holdbarhed og avlsværdi, og det hjælper dig, når du planlægger længerevarende trænings- og konkurrencesæsoner.

Irsk Setter er en arbejdshund, som kan være en vidunderlig familiehund, når den får de rigtige rammer. Den er kærlig, glad og social, men den er også energisk og drevet. Uden daglig, målrettet aktivering opstår let uvaner som piben, graven, hoppen eller selvstændige ”ekspeditioner”, hvis mulighed gives. Den trives bedst i et hjem med aktiv hverdag, gerne med adgang til sikre friløbsområder og med ejere, som nyder at træne.

Som familiehund bør man planlægge en fast dagsrytme: morgenluftning med 10 minutters næsearbejde, en middagslufter med ro- og selvkontroløvelser, og en længere eftermiddagstur med søg eller løb. To ugentlige træningspas med fokus på feltelementer (søg, stand, ro) eller næsediscipliner giver balance. Pelspleje mere end én gang om ugen, herunder gennembørstning af faner og tjek for burrer og flåter, forebygger hud- og øreproblemer. Efter vandarbejde skylles og tørres ørerne let, så øregangsbetændelse forebygges.

Sundhedsmæssigt er racen generelt robust, men som stor og dybbrystet hund har den risiko for mavedrejning; fordel daglige måltider i to-tre portioner, undgå voldsom aktivitet lige før/efter fodring, og hold en slank, muskuløs kondition. Racen har historisk set en glutensensitiv enteropati i enkelte linjer; ved kronisk, uforklarlig diarré, vælg et veldokumenteret, glutenfrit fuldfoder, og inddrag dyrlægen. Typiske unghundeskelet-lidelser forebygges med kontrolleret vækst og belastning.

Ved valg af opdrætter, spørg til dokumenteret temperament, arbejdsmeritter og sundhed: HD/AD-status, øjenlysning, og DNA for CLAD/PRA. Arbejdslinjer er ofte mere motoriske og krævende end udstillingslinjer; vælg efter eget ambitionsniveau. Kuldstørrelse ligger ofte omkring 7–9 hvalpe. Bidstyrken er funktionel, ikke ekstrem, og racen er normalt blid i munden – en fordel for apportering. Samlet set kan den Irske Setter være både dedikeret arbejdskammerat og hengiven familiehund, når dens behov for bevægelse, næsearbejde og ro imødekommes.