Istrisk Støver, korthåret - Ansvarlig avl og genetik

Istrisk Støver, korthåret, er en middelstor, elegant drivende støver med oprindelse i Istrien på den kroatiske kyst. Racen tilhører FCI gruppe 6 (Støvere, schweisshunde og beslægtede racer), og er udviklet til udholdende spor- og drivjagt på hare og ræv. Helhedsindtrykket skal være tørt og atletisk, med tydelig kønsprægning, faste linjer og et udtryk, der forener mildhed i hjemmet med brændende jagtlyst i marken. Mankehøjde ligger typisk omkring 50–56 cm for hanner og 48–54 cm for tæver; vægten er oftest 16–23 kg, afhængigt af kondition og køn.
Hovedet er langstrakt med let hvælvet skalle og moderat stop. Næsepartiet er smalt og tørt, næsebor veludviklede og pigmentet sort. Øjnene er mørkebrune, med roligt, intelligent udtryk. Ørerne er tynde, fladt hængende og når cirka til kæbevinklen, sat forholdsvis højt, så de følger hovedets kontur.
Kroppen er rektangulær med lang, fast ryg og velmusket lænd. Brystet er dybt til albuerne, med god længde i ribbenene; forbenene er lige, tørre og parallelle, poter kompakte med velformede, hårde trædepuder. Vinklerne er moderate og funktionelle, så bevægelserne bliver frie, jordvindende og energieffektive. Halen er sabel- til let seglformet, kraftigere ved roden og fint afsmalnende, båret under eller i ryglinjen i bevægelse, aldrig ringlet.
Pelsen er kort, tæt og tilliggende, uden blød underuld. Farven er hvid grundfarve med velafgrænsede orange til rødorange aftegninger, ofte med en ensfarvet orange ørekappe; markeringerne må ikke være uklare eller sodede. Sort pels er uønsket.
Temperamentet er venligt, afbalanceret og samarbejdende, med klar stemme på spor og høj udholdenhed. Ekstrem skyhed eller aggressivitet er diskvalificerende, ligesom grove bygninger, blå øjne, depigmenteret næse, manglende tandstatus i strid med standarden eller markante afvigelser i størrelse og farvetegning.

Racen er relativt sjælden, hvilket gør bevidst forvaltning af genetisk diversitet afgørende. Som opdrætter bør du arbejde målrettet med indavlskoefficient (COI) og slægtskabsgrad, så linjerne forbliver robuste. Et praktisk mål er at holde COI under 6,25 % over 5–10 generationer, og undgå parringer over 12,5 %, medmindre der foreligger tungtvejende avlsmæssige argumenter og et klart sundhedsrationale. Pas samtidigt på “popular sire”-effekten, hvor én succesfuld han anvendes uforholdsmæssigt meget; det reducerer den effektive populationsstørrelse og øger risikoen for at samle skjulte recessive anlæg.
Jagtlige egenskaber – næse, sporfasthed, førbarhed og stemmeføring – er polygenetiske og påvirkes både af arv og miljø. Avlsplanen bør balancere arbejdsevne og eksteriør, så funktion prioriteres uden at gå på kompromis med racetypen. Brug gerne data fra drev- og sporprøver, objektive konditionsmålinger og standardiserede adfærdsvurderinger som supplement til stambogen.
Farvetegningerne styres overvejende af piebald-komplekset, og ønsket pigment på ørerne er ikke kun et æstetisk ideal, men kan også være en forsigtighedsmarkør, fordi ekstremt hvide hoveder på tværs af racer i sjældne tilfælde er forbundet med høredefekter. Racen har ingen kendte, udbredte arvelige sygdomme, men bred DNA-screening kan identificere bærertilstande for sjældne varianter, der findes i støverfamilien generelt.
Genetisk drift kan være markant i små populationer, hvorfor import af nyt blod fra anerkendte linjer i hjemlandet kan styrke variationen. Dokumentér parringers slægtskabsstruktur med slægtskabsindeks, og overvej optimal contributions breeding, hvor hver avlshunds afkomsantalsmål styres for at forøge den effektive populationsstørrelse. Endelig, strukturer dit avlsprogram i flerårige kohorter, så du kan evaluere hele kuld, ikke kun enkeltindivider, før du gentager en kombination.

Selv om Istrisk Støver, korthåret, ikke er kendt for racespecifikke sygdomskomplekser, bør ansvarlig avl bygge på dokumenteret sundhedsstatus. Minimumsanbefalinger er:
Hoftedysplasi (HD): Røntgen og aflæsning efter FCI- eller nordisk skala. Stræb efter A/A eller B/B; parringer med C bør kun anvendes i særlige tilfælde og kun til en partner med A, og med stærkt fokus på øvrig sundhed og funktion.
Albueledsdysplasi (AD/ED): Ikke udbredt, men anbefales for avlshanner og aktive jagthunde.
Øjne: ECVO-undersøgelse som basislinje og gentagelse hvert 2.–3. år i avlsperioden.
Hørelse: BAER-test ved avl på hunde med meget lyse hoveder/ører, eller hvis der findes høreproblemer i linjen.
Endokrinologi: Thyroidea-profil (T4/fT4/TSH) fra ca. 2-årsalderen. Vurder resultater i lyset af træningsstatus, da hård træning kan sænke T4.
Reproduktion: Brucella canis-serologi før naturlig parring eller import af sæd; tæver screenes desuden med vaginalcytologi og progesteron for præcis tidspunktfastsættelse. Hanhunde bør få sædkvalitet vurderet og tjek for repro-infektioner.
Kredsløb: Klinisk auskultation ved årlige helbredstjek; ekkokardiografi ved mislyd eller mistanke.
Generel status: Blodprofil, tarmparasitscreening, vaccinationstitre efter behov, tandstatus og øreundersøgelse, da hængende ører kan disponere for otitis externa ved fugt og snavs.
DNA-paneler: Brug et bredt screeningspanel (f.eks. via kommercielle laboratorier) for at identificere sjældne recessiver; undgå bærer × bærer-kombinationer. Der findes pt. ingen unikke, racebundne DNA-tests, der er obligatoriske.
Dokumentér alle resultater i en åben database, så afkomskøbere og andre avlere kan træffe informerede valg. Kombinér sundhedsdata med funktionstest og mentalbeskrivelse for at skabe et helhedsbillede af avlsdyrets avlsværdi.

Etisk avl handler om mere end testresultater; det handler om dyrevelfærd, transparens og langsigtet ansvar. Tæver bør først indgå i avl, når de er fysisk og mentalt modne, typisk fra 2. løbetid og tidligst omkring 18–24 måneder. Planlæg maksimalt 4–5 kuld over en tæves levetid, med mindst én løbetid eller ca. 12 måneder mellem kuld, og tilpas avlsplanen til jagtsæsonen, så tæven ikke skal vælge mellem amning og arbejde. Hanhunde må ikke overanvendes; fastsæt et øvre årligt antal parringer for at beskytte diversitet.
Hold altid hundene i optimal jagtform uden at gå i ekstrem konditionering: body condition score 4–5/9, gradvist op- og nedtrapning af belastning, og restitution efter sæson. Sørg for rige, positive miljøstimuli til hvalpe – herunder tidlig lugtsanering, milde lydpåvirkninger og håndtering – så de udvikler den robuste, førbare karakter racen er kendt for.
Transparens er ufravigelig. Del sundhedsdata, DNA-profiler, præmierings- og prøveresultater samt eventuelle kendte problemer i linjen med købere og kolleger. Indgå klare, skriftlige aftaler om avlsrettigheder, reklamationsret efter købeloven, og hvem der bærer ansvar for transport, insemination og eventuelle komplikationer. Hvalpe skal ID-mærkes og registreres i DKK/FCI, vaccineres, ormebehandles efter behov og sundhedsundersøges inden afhentning.
Eksteriør må aldrig vægtes over sundhed og funktion. Undgå bevidst at avle på træk, der øger skadesrisikoen, som tunge, grovbyggede hunde med ringe udholdenhed eller for flade poter. Hvis en parring resulterer i uønskede udfald – fx markant skyhed eller helbredsproblemer – bør kombinationen ikke gentages, og opdrætteren bør proaktivt informere relevante netværk og om nødvendigt tilbyde avlsbegrænsning eller tilbagekøb.
Planlægning skal også omfatte nødberedskab: 24/7 dyrlægekontakt under fødsel, forsikringer der dækker kejsersnit, og klare protokoller for håndtering af forældreløse hvalpe.

Det optimale match balancerer sundhed, funktionalitet, temperament og racetype. Start med slægtskabsanalyse: vælg en partner med lavt slægtskab til din hund og en COI, der ikke kumulerer diversitetstab. Overvej importlinjer fra Kroatien og nabolande for at udvide genpuljen, men vær kritisk med dokumentation af sundhed og meritter.
Eksteriørmæssigt bør du søge komplementaritet. Har tæven en lidt kort overarm, kan en han med korrekte vinkler og god skulderlægning forbedre bevægelsesøkonomien. Undgå at parre to individer med samme svaghed, fx bløde håndrod eller flade poter. Vægt og størrelse skal holdes inden for standardens rammer; to meget tunge hunde øger belastningen på bevægeapparatet og kan give grovere afkom end ønsket til langvarigt drev.
Arbejdsmæssigt bør begge forældre have dokumenteret næse, sporfasthed, lydhørhed og vilje til samarbejde. Gennemgå resultater fra spor- og drevprøver, jagtlig adfærd under forskellige forhold (tørre/kolde/varme dage), samt evnen til at slukke motoren i hjemmet. Lydfølsomhed, skudfasthed og social stabilitet er centrale parametre i en moderne jagthund, der ofte også fungerer som familiehund.
Farvetegning og pels er sekundært, men hold dig til standarden: hvid bund med klare orange markeringer, helst god pigmentering på ører og næse for funktionel beskyttelse og klassisk udtryk.
Logistik og timing betyder noget. Planlæg progesteronforløb i god tid, hav en backup-han ved hånd, og afklar økonomi og ejerskab af frossen sæd, hvis du arbejder over afstande. Vurder altid tidligere afkom efter den påtænkte han eller tæve – sundhed, temperament og arbejdsevne hos hele kuld, ikke kun championen – så du baserer valget på reelle, reproducerbare resultater og ikke enkeltstående toppræstationer.