Kulturel historie af Lagotto Romagnolo: Fra oprindelse til moderne tid

Lagotto Romagnolo betyder direkte oversat "søhund fra Romagna", og navnet peger præcist på racens vugge: de vidtstrakte vådområder omkring Po-deltaet og Valli di Comacchio i det nordlige Italien. Her, hvor siv, mudderbanker og lavvandede laguner dominerede landskabet, arbejdede lagottoen i århundreder som vand- og apportørhund for lokale jægere og fiskere. Den lille til mellemstore, kvadratiske kropsbygning gav smidighed i sumpen, mens den tætte, krøllede dobbeltpels isolerede mod kulde og vand, og samtidig beskyttede mod siv, torne og snavs.

Racen blev avlet til udholdenhed og samarbejdsvilje, så hunden kunne holde varmen i koldt vand, apportere vandfugle skånsomt og orientere sig lydløst i tæt vegetation. Lagottoens enestående lugtesans blev tidligt bemærket, og dens naturlige tendens til at grave – i begyndelsen en fordel i sumpterræn og ved at assistere med fortøjninger og redskaber – skulle senere vise sig at blive racens kendetegn i et helt andet erhverv.

Da Italiens store vådområder gradvist blev drænet i 1800- og 1900-tallet, forsvandt grundlaget for vandfuglejagt mange steder. I Romagnas bagland, hvor skove og kastanjeskrænter skjuler trøfler, fandt lagottoen en ny rolle som specialiseret trøffelhund. Dens næse, dens ro i arbejdet og dens robuste pels gjorde overgangen naturlig. Den moderne standard fastholder dette dobbelte ophav: en vandhund i FCI gruppe 8, selekteret for næsearbejde, samarbejdsevne og en funktionel, krøllet pels, som er hypoallergen for mange. Med skulderhøjde ca. 42–49 cm for hanner og 40–47 cm for tæver, og en vægt på 11–18 kg, er lagottoen kompakt, effektiv og bemærkelsesværdigt alsidig.

Overgangen fra vandfuglejagt til trøffeljagt var ikke et øjebliks skifte, men en gradvis transformation, der strakte sig over flere generationer. I takt med dræningen af Po-deltaets marsk reduceredes behovet for klassiske vandhunde, og i Romagnas skovklædte bakker – fra Ravenna til Forlì-Cesena og Apenninerne – begyndte lokale tartufai at udnytte lagottoens næse til at finde de eftertragtede hvide og sorte trøfler. Hunden skulle lokalisere knoldene, indikere præcist og grave kontrolleret, så svampen ikke beskadigedes – en disciplin, der forfinede racens samarbejdsevne, koncentration og blide mund.

I første halvdel af 1900-tallet truede urbanisering, tilfældig avl og modeprægede krydsninger racens homogenitet. En målrettet rednings- og rekonstruktionsindsats tog fart i 1970’erne og 1980’erne, anført af engagerede opdrættere og kynologer i Romagna. Club Italiano Lagotto blev stiftet i 1988, den italienske kennelklub ENCI anerkendte racen i 1991, og FCI gav foreløbig anerkendelse i 1995 samt endelig, fuld anerkendelse i 2005 (FCI standard nr. 298).

I denne periode blev brugsegenskaber og type konsolideret: en kvadratisk, arbejdsduelig vandhund med stærk næse, nervestyrke og en tæt, ulige krøllet pels. Parallelt tog moderne sundhedsarbejde fart. Arvelige forhold som benign familiær juvenil epilepsi (JE/BFJE) og Lagotto Storage Disease (LSD; ATG4D-mutation) blev identificeret, og DNA-tests gjorde det muligt at planlægge parringer, så risikoen for syge afkom minimeres. Resultatet er en race, der bevarede sin kulturelle forankring i Romagna, men som fik en international renaissance som specialiseret trøffelhund og alsidig familie- og sportshund.

Lagottoen er i dag tæt forbundet med Italiens trøffelkultur. Fra markedspladser i Emilia-Romagna til efterårsmarkeder som Fiera del Tartufo di Sant’Agata Feltria ses samarbejdet mellem tartufai og deres lagotti som et ikon for håndværksmæssig fødevaretradition, skovforvaltning og respekt for naturens rytmer. Racens rolige, men arbejdsivrige væsen gør den til en ideel ambassadør for bæredygtig udnyttelse af skovens ressourcer, hvor hunden, der finder, og mennesket, der høster nænsomt, er to sider af samme kulturhistorie.

Uden for Italien har racen vundet fodfæste netop som næsearbejds-specialist. I Skandinavien dyrker mange lagottoejere nosework, spor, specialsøg og apportering i vand, hvilket både ærer racens rødder og giver moderne hunde et meningsfuldt arbejde. Den hypoallergene, krøllede pels – som ikke fælder i klassisk forstand – har samtidig gjort racen attraktiv i bynære hjem, forudsat at man kan leve op til pelsplejen.

I Danmark er lagottoen fortsat moderat udbredt med en stigende interesse. Med omkring [#94] 105 oprettelser af racen afspejler populariteten en bevidst vægtning af kvalitet over kvantitet. Kuldene er typisk på 4–6 hvalpe, hvilket understøtter omhyggelig prægning og socialisering. At racen er komfortabel i vand, og trives i et lille hus, hvis daglig motion og mental stimulering prioriteres, gør den relevant for både den aktive byfamilie og den naturglade landbo – altid med næsen i fokus.

Nutidig avl med lagotto Romagnolo forener tre spor: robust sundhed, funktionsdygtig brugsegenskab og trofasthed mod type og standard. Sundhedsmæssigt arbejder ansvarlige opdrættere med HD- og AD-røntgen, regelmæssig øjenundersøgelse samt DNA-tests for JE/BFJE og LSD, så bærere kan matches for at undgå syge hvalpe. Selvom racen generelt anses for sund, er dette arbejde afgørende for at holde forekomsten lav og bevare en lang levetid på 14–17 år. Ørekanalerne, som ofte er velbehårede, kræver løbende pleje for at forebygge otitis externa.

Brugsmæssigt vægtes stabil nerve, intens byttedrift mod duft, og evnen til at arbejde selvstændigt, men være førerorienteret. En lagotto skal kunne skifte mellem ro og eksplosiv søgeadfærd, hvilket gør den fremragende i trøffeljagt, specialsøg og forskellige duftsportgrene. Racen er i FCI gruppe 8 (apporterende jagthunde og vandhunde), og vandarbejde – om end ikke længere racens primære formål – er stadig en glimrende måde at vedligeholde kondition og teknik på.

Eksteriørmæssigt beskriver standarden en kompakt, kvadratisk hund med en naturlig, uldagtig krølle, der ikke må føntørres glat. Pelsen klippes funktionelt ned til ca. 3–4 cm på kroppen for at bevare elasticitet og beskyttelse i terræn; hyppigere kosmetisk klip kan svække pelsens funktion. Farverne spænder fra ensfarvet offwhite til brun, brunmeleret eller orange, samt hvid med brune eller orange aftegninger.

I praksis kræver racen mere end to timers daglig motion kombineret med næsearbejde. Den er kærlig og ukompliceret i hjemmet, hvis dens arbejdstrang mødes. Den trives i et lille hus, forudsat faste rutiner, og er ofte et godt valg for allergikere. Pelsplejen er et must: ugentlig gennembørstning med kam og karte for at løsne filt, bad efter behov, og klip hver 8.–10. uge. Ørerne kontrolleres ugentligt, og overskydende hår fjernes skånsomt. Et velfungerende avlsarbejde respekterer alt dette: genetisk diversitet, funktion før mode, og ejere, der forstår racens særlige behov.

Lagottoens fremtid tegner lys, hvis racen fortsat forvaltes med fokus på arbejdsevne, sundhed og genetisk bredde. Efterspørgslen på hypoallergene, aktive familiehunde stiger, men det bør ikke ske på bekostning af racens særkende: næsearbejdet. Avlsprogrammer, der måler og dokumenterer arbejdslust, koncentration og belønningsbarhed, vil være nøglen til at fastholde trøffelhunden i lagottoen.

Genetisk set vinder værktøjer som COI-beregning, slægtskabsanalyser og bredere brug af DNA-paneler frem. Det kan hjælpe små populationer med at undgå snævre flaskehalse, især når racen vokser internationalt. Klimaændringer kan ændre udbredelsen af trøfler i Europa, hvilket paradoksalt kan åbne nye arbejdsmarker for lagottoen længere nordpå. Samtidig vil racen sandsynligvis få flere opgaver i specialsøg – fra skadedyrsdetektion til bevaringsbiologi – hvor dens fine næse, ro og arbejdsomhed er en gevinst.

For ejere peger fremtiden mod evidensbaseret hverdagstræning: korte, hyppige duftopgaver, datadrevet monitorering af aktivitet og søvn via wearables, og målrettet forebyggelse af overvægt gennem foderstyring. For klubber og opdrættere bliver opgaven at tilbyde gode adfærdstests, uddanne om pelspleje og øresundhed, og sikre, at bedømmelser i ring ikke favoriserer overdrevent pelsede eller for små hunde. Holder man kursen mod funktion, sundhed og samarbejde, kan lagottoen bevare sin unikke position: fra Romagnas sumpe til moderne tid – stadig den samme lille, ivrige arbejdspartner.