Landseer hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Landseer er en kærlig og tålmodig kæmpe, som trives bedst, når sundheden følges proaktivt. Planlæg hyppige hvalpetjek ved ca. 8, 12 og 16 uger, hvor dyrlægen vurderer vækstkurver, bidudvikling, hjerte- og lungelyde, samt bevægeapparatet. I den hurtige vækstfase er det særlig vigtigt at holde øje med albuer og knæ, da kæmperacer har øget risiko for albueledsdysplasi og korsbåndsskader. Dyrlægen kan anbefale fodringsplaner med kontrolleret energi- og calciumindhold, så væksttempoet bliver jævnt.
Fra etårsalderen bør en Landseer ses 1–2 gange årligt. Ved hvert besøg indgår en grundig klinisk undersøgelse: kropsvægt og huld (sigte efter BCS 4–5/9), ledpalpation, halthedsvurdering, tandsundhed, øre- og hudtjek, samt auskultation af hjerte for at screene for blandt andet subvalvulær aortastenose (SAS). Ved mislyd kan dyrlægen anbefale ekkokardiografi for at klarlægge betydning og træningsråd.
Landseer er ofte glade vandhunde, og hyppig svømning kan give øreirritation. Dyrlægen kan vise korrekt ørerens med skånsomt middel og vurdere behovet for forebyggelse mod tilbagevendende otitis. Øjnene vurderes også, da kirsebærøje (cherry eye) forekommer hos nogle individer.
Fra 2–3 år kan det være fornuftigt at tage en baseline-blodprofil og urinprøve, som senere giver et referencepunkt ved mistanke om stofskifteforstyrrelser (hypothyreose) eller cystinuri. Før planlagte bedøvelser, for eksempel tandrensning eller profylaktisk gastropexi, er præanæstetisk blodprøve og EKG en god sikkerhed hos store racer. Afslut hvert besøg med en praktisk plan: vægtmål til næste gang, motionstilpasning til maks. ca. én time dagligt i moderat tempo, samt hjemmeøvelser til leddenes stabilitet.

Et gennemført vaccinationsprogram beskytter din Landseer mod alvorlige infektionssygdomme. Grundvaccination gives typisk ved 8, 12 og 16 uger med DHPP (hundesyge, smitsom leverbetændelse/hepatitis, parvovirus og parainfluenza). En booster gives ved 12 måneder, hvorefter kernesygdommene oftest revaccineres hver 3. år, afhængigt af dyrlægens vurdering og lokale retningslinjer.
Leptospirose anbefales i Danmark til hunde med adgang til natur, vandløb eller landbrugsmiljøer – hvilket passer mange Landseere – og gives som to startdoser med 3–4 ugers mellemrum, derefter årligt. Kennelhoste (Bordetella +/- parainfluenza) er relevant, hvis hunden går til træning, på pension eller deltager i stævner. Denne gives som dråber i næsen, oral eller injektion, som oftest årligt.
Rejser I til udlandet, kræves rabiesvaccination, som gives fra 12 ugers alder og skal være gyldig i henhold til rejsemålet. Dyrlægen kan også rådgive om flåt- og hjerteormsprofylakse ved rejser sydpå.
Vaccinedoser er standardiserede efter immunologiske principper, ikke hundens vægt, og en stor race har derfor samme dosis som en lille. Observer hunden i 15–30 minutter efter vaccination og hold øje med træthed, nedstemthed eller lokal ømhed det første døgn, hvilket som regel er forbigående. Ved kraftig hævelse, opkast eller nældefeber skal dyrlægen kontaktes straks. For ejere, der ønsker at minimere stik uden at gå på kompromis med beskyttelse, kan antistofmåling (titer) overvejes for udvalgte vacciner i samråd med dyrlægen.

Forebyggelse er nøglen til et langt og komfortabelt liv for en Landseer. Parasitter: Brug flåt- og loppemidler i sæsonen, da skovflåter kan overføre Borrelia og Anaplasma. Tal med dyrlægen om midler med dokumenteret effekt og korrekt interval (månedligt eller hver 8–12. uge, afhængigt af præparat). Lungeorm (Angiostrongylus) forekommer i Danmark, så overvej forebyggelse eller regelmæssig test, særligt hvis hunden opholder sig i sneglefyldte miljøer. Ormekur gives målrettet efter fæcesundersøgelse, eller ved rejser hvor hjerteorm er relevant.
Vægt og led: Hold hunden slank – selv små overskudskilo belaster albuer, hofter og knæ uforholds­mæssigt. Fodr med et kvalitetsfoder til store racer, og undgå overdosering af calcium samt energitæt foder i vækstperioden. Del dagsrationen i 2–3 måltider og brug slowfeeder for at reducere hastig indtagelse og mindske risikoen for mavedrejning. Øg daglig motion gradvist op til ca. én time, med fokus på jævn belastning frem for hårde stop-start aktiviteter. Stabilitetstræning på bløde underlag, kontrollerede bakke- og trækkeøvelser, samt svømning i moderat mængde, styrker muskulaturen.
Bloat-forebyggelse: Som kæmpe race er Landseer i risiko for dilatation og torsion af mavesækken. Drøft profylaktisk gastropexi, som ofte kan udføres sammen med neutralisation. Undgå intens leg lige efter måltid, og hold 60–90 minutters ro før og efter fodring. Frisk vand skal altid være tilgængeligt, men undgå store mængder is-koldt vand efter anstrengelse.
Hud, ører og tænder: Skyl og tør ørerne efter svømning med et mildt ørerensemiddel efter aftale med dyrlægen. Børst tænder 3–4 gange om ugen, og få tandstatus kontrolleret årligt. Den lange pels kræver daglig gennemredning for at forebygge hot spots og fugtig dermatitis, som kan opstå efter badning eller regn.

Kend faresignalerne, så du kan reagere hurtigt. Mavedrejning (gastric torsion) er livstruende: tegn omfatter rastløshed, savlen, udspilet mave, gentagne forgæves opkastforsøg og smertereaktion. Kør straks til dyrlæge; ring på forhånd, så klinikken kan forberede væske- og operationsberedskab.
Neurologiske symptomer som kramper (epilepsi) kræver også hurtig vurdering. Hvis anfald varer over 5 minutter, eller der kommer klynger af anfald, er det akut. Hold hunden sikker ved at fjerne skarpe genstande, mål tiden og undgå at røre ved munden.
Pludselig kraftig halthed, især på bagben, kan skyldes et forrevne forreste korsbånd (Ruptured Anterior Cruciate Ligament). Hold hunden i ro, undgå trapper, og søg dyrlæge. Åndedrætsbesvær, kollaps, høj feber eller tegn på Addisons krise (svaghed, opkast/diarré, rysten, kollaps) er ligeledes akutte.
Som vandglad race kan Landseer indimellem sluge større mængder vand under leg. Ved voldsom sløvhed, hoste eller vejrtrækningsbesvær efter svømning, bør dyrlægen kontaktes for at udelukke aspirationsproblemer.
Transportér en tung hund sikkert: brug en rampe til bilen, et skridsikkert underlag og eventuelt et håndklæde som støtte under bryst og bug. En blød snudekurv kan være nyttig ved smerte, så hunden ikke bider i panik – træn den hjemme, mens hunden er rolig. Ved større blødninger lægges direkte tryk med en ren forbinding, og benet immobiliseres, hvis der mistænkes fraktur. Medbring altid medicinliste, forsikringsoplysninger og en kort beskrivelse af symptomer og tidsforløb, så dyrlægen kan handle hurtigt og målrettet.

Systematisk hjemmeovervågning giver tidlige varsler. Vej hunden hver måned og før en logbog over kropsvægt, BCS og aktivitetsniveau. Notér eventuelle halthedsepisoder, deres varighed og udløsende faktorer, så mønstre opdages tidligt. Brug skridsikre måtter i hjemmet og et godt sele-setup, som fordeler tryk væk fra nakken ved gåture.
Hold øje med hud og pels: lokal kløe, fugtige områder og ildelugt kan være tegn på hotspots. Øjnene bør være klare; et rødt, frembulende væv i øjenkrogen kan være kirsebærøje, som kræver dyrlægevurdering. Ørerne tjekkes ugentligt; brunligt sekret, rysten på hovedet eller smerte peger mod otitis.
Urin og afføring: En Landseer med cystinuri kan danne sten i urinvejene. Vær opmærksom på hyppig urinering, besvær eller blod i urinen. En årlig urinprøve kan opdage krystaller og infektion tidligt. Afføringsændringer, vægttab, nedsat appetit eller mat pels bør udløse et tjek for hormonelle lidelser som hypothyreose.
Hjerte og udholdenhed: Monitorér træktolerance. Bliver hunden usædvanligt hurtigt træt, eller høres hoste eller synkoper, bør hjertet undersøges, især da SAS forekommer i store molosser.
Aldersprofil: Kæmperacer anses ofte som seniorer allerede fra 6–7 år. Planlæg halvårlige senior­tjek med blodprøver, blodtryk, tandstatus og ledvurdering. Ved uforklarlig svaghed, perioder med mave-tarm-symptomer eller kollaps, bør Addisons sygdom overvejes, og en basal kortisoltest kan være relevant. For at lette fremtidige undersøgelser, træn ”cooperative care”: stå stille på vægt, frivillig nævedok, poteløft, ørerens og munsyn. Det reducerer stress og giver mere præcise fund ved hvert dyrlægebesøg.