Lhasa Apso - Ansvarlig avl og genetik

Lhasa Apso er en kompakt, lavbenet selskabshund med tydelig asiatisk elegance. Racen stammer fra Tibet, hvor den fungerede som opmærksom tempel- og paladsvagt, og nutidens Lhasa bærer stadig et vågent, selvsikkert udtryk. Hanner måler omkring 25 cm i skulderhøjde, tæver en anelse mindre, og den ideelle vægt ligger typisk mellem 6 og 7 kg.

Helhedsindtrykket skal være robust uden at være tungt. Kroppen er lidt længere end høj, ryggen er plan, og halen er højt ansat, fjeragtig og båret i en elegant krøl over ryggen. Hovedet er velproportioneret med moderat stop, mørke, ovale øjne, og hængende ører med rigt behæng. Kæberne er stærke med komplet tandsæt; tangbid accepteres, mens udtalt underskud eller overbid er fejl, da det kan påvirke tyggefunktion og tandstilling.

Pelsen er karakteristisk: lang, rigelig og lige eller let grov i teksturen, med en naturlig midterskilning, der falder ned langs siderne. Underulden er moderat. Alle farver er tilladt, herunder gylden, sand- og honningfarvet, mørkegrå, skifer- og røgfarvet, sort, hvid, brun eller flerfarvet. Farve må aldrig prioriteres over sundhed, temperament og konstruktion.

Bevægelsen skal være fri, jordvindende og elastisk, med god fremdrift og stabil overlinje. Ekstremer – som meget kort næse, overdrevent tung knogle, for smal brystkasse eller overpelsning, der hindrer bevægelse og syn – er uønskede. Temperamentet er centralt: Lhasa Apso skal være intelligent, tillidsfuld og let reserveret over for fremmede, men hengiven over for familien. Ved avl prioriteres funktionel sundhed, korrekt størrelse og et stabilt, venligt sind, der passer til livet som moderne familiehund i både lejligheder og huse.

En bæredygtig Lhasa Apso-population bygges på genetisk diversitet, funktionelle nerver og sund reproduktion. Racen har, som mange mindre selskabshunde, perioder med begrænset effektiv populationsstørrelse, hvilket gør den sårbar for “popular sire”-effekter og indavlsophobning.

Indavlskoefficienten (COI) er et praktisk værktøj, der estimerer sandsynligheden for, at to alleler i et genpar er identiske fra fælles aner. Beregn COI over både 5 og 10 generationer, og stræb efter tal, der helst ligger under hhv. 10 % og 6,25 % ved parringsplanlægning. Et enkelt tal fortæller ikke hele historien, men systematisk styring af COI over tid mindsker risikoen for indavlsdepression – synligt som mindre kuldstørrelser, svagere immunforsvar, dårligere fertilitet og kortere levetid.

Undgå “popular sire”-fælden, hvor én succesfuld han bruges på mange tæver. Det dræner genpuljen og spreder skjulte recessive sygdomsalleler bredt. En tommelfingerregel er, at ingen han på årsbasis bør stå for mere end ca. 5 % af racens registreringer i landet. Brug stamtavleanalyse, genetiske afstandsværktøjer og, hvor tilgængeligt, genomiske diversitetsprofiler til at finde parringer med lav slægtskab.

Lhasa Apsos komplekse træk – temperament, patellastabilitet, øjensundhed og hud – er overvejende polygenetiske. Linjeavl kan konsolidere gode egenskaber, men øger samtidig risikoen for at samle uønskede recessiver. Planlagt “outcross” inden for racen (dvs. parring mellem mindre beslægtede linjer) kan løfte vitaliteten uden at gå på kompromis med type, når det ledsages af stringent udvælgelse på standard og helhedssundhed.

Farverne i Lhasa Apso er mange, og ingen dokumenteret sundhedsgevinst knytter sig til en bestemt farve. Undgå derfor farveavl eller sjældne farveprojekter, der prioriterer pigment over sundhed og konstruktion. Optegn nøje reproduktionsdata – løbetidsintervaller, parringstidspunkt, sædkvalitet, drægtighedslængde, kuldstørrelse og hvalpenes trivsel – og brug dem aktivt i avlsbeslutninger for at styrke racens genetiske robusthed.

Før parring bør både han og tæve gennemgå en målrettet sundhedsprotokol, der afspejler Lhasa Apsos kendte risici og racens anatomi.

Knæ/Patellaluksation: Klinisk undersøgelse udført af dyrlæge med erfaring i ortopædi. Avl anbefales kun på hunde med PL grad 0 på begge ben. Lettere grad 1 kan i særlige tilfælde overvejes mod en dokumenteret PL 0-partner, men racens samlede forekomst taler for konsekvent selektion på PL 0 for at beskytte småleddenes stabilitet.

Øjne: Årlig ECVO-øjenundersøgelse er stærkt anbefalet. Den fanger tidlige tegn på progressiv retinal atrofi (PRA), keratoconjunctivitis sicca (tørre øjne), distichiasis, entropion og andre defekter. Udfør desuden en Schirmer-tåretest; værdier under ca. 15 mm/min kræver afklaring, før avl overvejes. Cherry eye ses som prolaps af tårekirtlen i tredje øjenlåg – en hund med aktivt eller recidiverende problem bør ikke indgå i avl, før øjenpaneldyrlæge har vurderet forløbet.

Hud/pels: Sebaceøs adenitis (SA) kan give skæl, pelsudtynding og “møllet” pels. Der findes i dag ingen valideret DNA-test; diagnosen stilles ved hudbiopsi. Hunde med bekræftet SA, eller gentagne uforklarede hudproblemer, bør ikke anvendes i avl.

Nyrer: Familiær arvelig nyredysplasi er beskrevet i racen. Anbefalede forundersøgelser inkluderer blodprøver (hæmatologi, kreatinin, urea, SDMA), fuld urinprofil med vægtfylde og protein/kreatinin-ratio (UPC) samt gerne nyre-ultralyd hos erfaren dyrlæge. En tidligere markedsført COX-2-promotor-DNA-test har omdiskuteret gyldighed; brug den ikke som eneste beslutningsgrundlag.

Allergier: Atopisk dermatitis og foderrelaterede overfølsomheder kan forekomme. Hunde med vedvarende kløe, ørebetændelse eller kortisonkrævende hudsygdom bør frasorteres, da dispositionen ofte er arvelig.

Respiration og mundhule: Lhasa Apso er moderat brachycephal, men må ikke vise tegn på BOAS. Tjek næsebor, blød gane og vejrtrækning under let motion. Bid og tandsæt skal være funktionelt; undgå avl på markante malokklusioner.

Generel præ-avlsscreening: Hjerteauskultation, blodkemiprofil, parasitstatus, BCS 4–5/9 og fuld tandstatus. Ved import eller brug af udenlandske hunde bør Brucella canis-test overvejes efter dyrlægens rådgivning. Dokumentér alle fund i officielle registre, så racen kan drage nytte af åben sundhedsdata.

Ansvarlig Lhasa Apso-avl begynder med respekt for hundenes velfærd, racens fremtid og købernes tillid. Avlsdyr skal være voksne, fysisk modne og mentalt stabile. Tæver bør som udgangspunkt først parres fra anden løbetid og tidligst omkring 18–24 måneders alder, og de skal have god restitution mellem kuld. Hanhunde bør være mindst 18 måneder, med dokumenteret normal fertilitet og sundhedsstatus.

Velfærd går forud for ambitioner. En lille, men robust race som Lhasa Apso klarer oftest ukomplicerede fødsler, men avleren skal være forberedt på komplikationer, have dyrlægevagt på plads og en plan for kejsersnit, hvis det bliver nødvendigt. Tæven skal holdes i atletisk kondition, ikke “avlsfed”; overvægt øger risikoen for fødselsbesvær.

Temperament er arveligt. Hunde med udtalt angst, ressourcestridighed eller aggressionsproblemer bør ikke bruges, uanset eksteriør. Racens vagtsomme natur må ikke forveksles med nervøsitet – vælg sikre, venlige, samarbejdsvillige individer, der fungerer i moderne familieliv.

Transparens er kernen i etikken. Del sundhedsresultater åbenlyst, også når de ikke er perfekte, og før nøgterne samtaler med hvalpekøbere om pelspleje (daglig), motionsbehov (op til en time dagligt), træningskrav og racens selvstændige sind. Hav skriftlige købsaftaler med sundhedsattest, socialiseringsjournal, fortrydelses- og tilbagekøbsklausul og anbefalinger til forsikring.

Socialisering og miljø: Prægning af hvalpe skal være systematisk og venlig. Introducér daglige håndteringsøvelser, forskellige underlag, lyde, milde pelsplejerutiner og korte besøg i sikre miljøer, når hvalpene er klar. Tidlig træning i rolig håndtering er særlig relevant for en pelsrig race, der kræver livslang grooming.

Data og feedback lukker den etiske cirkel. Følg hvalpene i deres nye hjem, indsamle helbreds- og adfærdsdata over tid, og justér avlsplanen efter reelle resultater – ikke kun rosetter.

Valget af avlspartner er håndværket, der omsætter strategi til sunde, racetypiske hvalpe. Start med målsætningen: Hvad vil du forbedre i tævens næste generation – temperament, knæstabilitet, bevægelse, længde på næseparti, pelsstruktur eller størrelse? Vælg derefter en han, der komplementerer tævens svagheder og forstærker hendes styrker.

Sundhedsdokumentation er ikke-forhandlingsbar: Patella-status, aktuelt ECVO-øjenresultat, dokumenteret frihed for betydende øjen- og hudlidelser samt opdateret generel helbredsvurdering. For nyrefunktionen er en aktuel blod/urinprofil værdifuld. Undgå hanhunde med gentagne afkom, der rapporteres med tørre øjne, allergi eller knæproblemer, selv om de selv er testet normale; arv kan være kompleks.

Genetik og slægtskab: Beregn parringens COI på 5 og 10 generationer, og sammenlign med racens gennemsnit. Brug gerne værktøjer fra DKK/raceklubben eller internationale databaser. Prioritér parringer med lavere slægtskab, uden at gå på kompromis med type og bevægelse. Inddrag information om kuldsøskende og halvsøskende; de fortæller ofte mere om avlsværdi end enkeltindividet.

Eksteriør og funktion: Vurder hanhundens overlinje, forbryst, brystdybde, bagpart og haleansætning. Bevægelsen skal være lige, stabil og energibesparende, uden paddlende foraktion eller krydsende bagaktion. Øjne må ikke være udstående, næsebor skal være åbne, og hovedets proportioner skal give plads til normal vejrtrækning. Pelsens længde er lettere at avle end korrekt struktur; prioriter struktur og kvalitet over ekstrem længde.

Størrelse og vægt: Match for at undgå for ekstreme udsving. En meget lille tæve bør ikke parres med en stor, tung han. Fødsel forløber ofte bedst, når forældrene ligger tæt på racens idealmål.

Til sidst, vælg temperament. En selvsikker, venligt nysgerrig Lhasa Apso med humor og samarbejdsvilje er et stærkt fundament. Mød hanhunden personligt, og observer ro i nye miljøer, håndteringstolerance og kontaktsøgning.