Nødsituationer med Malteser: Beredskab og førstehjælp

En velforsynet førstehjælpskasse til din Malteser er et lille, men afgørende beredskab, fordi racens beskedne størrelse og sarte luftveje gør dem ekstra sårbare ved sygdom og skade. Tilpas indholdet til en hund på 3–4 kg, og opbevar det samlet i en vandtæt taske, som altid er let tilgængelig. Inkludér: sterile saltvandsampuller til øjne og sår; klorhexidin 0,05 % til huddesinfektion omkring, men ikke i, sår; non-stick sårkompresser; vatpolstring; elastisk, selvklæbende bandage (2–2,5 cm bred) samt kirurgisk tape; sterile gaze; en lille saks med afrundede spidser; pincet og tægetang; digitalt termometer og vandbaseret gelé; engangshandsker; engangssprøjter (1, 5 og 10 ml) til væsker og skyl; honning eller glukosegel til hypoglykæmi; oral elektrolytopløsning; en oppustelig eller blød e-krave (XS); potesokker/booties; et let tæppe samt et koldt/varmt gel-pack, der kan aktiveres uden fryser; en lille lommelygte. Da Maltesere har tendens til kollaps af luftrøret, bør du altid anvende sele og undgå udstyr, der strammer om halsen. Medtag derfor en ekstra sele og et kort, blødt line til sikker håndtering i en nødsituation. En mundkurv kan være nyttig ved smertefulde skader, men brug den aldrig, hvis hunden har åndedrætsbesvær. Læg i kassen en lamineret nød-kort med hundens seneste vægt, medicinliste og kendte allergier, microchipnummer, forsikringsoplysninger, din dyrlæges og nærmeste dyrlægevagts telefonnumre samt adresser. Aktivt kul, antihistamin og brækmidler må kun bruges efter konkret anvisning fra dyrlægen, da doser og timing for en toy-race er kritiske. Tilføj gerne en lille rejsevægt, så du kan følge vægten ved mave-tarm-problemer, og træn håndtering i fredstid: at kigge i mund, røre poter og åbne øjenlåg – det gør al førstehjælp roligere for både hund og ejer.

Malteseren er robust af sind, men kroppen er lille, og derfor kan almindelige problemer hurtigt blive alvorlige. Kendskab til racetypiske nødsituationer, og hvad du gør først, kan være afgørende. Hypoglykæmi: Små hunde kan få lavt blodsukker, især hvalpe, stressede hunde eller hvis de springer et måltid over. Tegn er rysten, svaghed, desorientering, glasagtigt blik, kulderystelser eller kramper. Gnid en ærtestor mængde honning på gummerne, hold hunden varm, tilbyd et lille, let måltid, og kontakt dyrlægen – straks, hvis symptomerne ikke bedres inden 10 minutter. Luftveje: Kollaps af luftrøret viser sig som en tør, gåse-honkende hoste, forværret ved spænding eller træk i halsbånd. Flyt hunden til et køligt, roligt sted, undgå alle halsgreb, og brug sele. Ved blålige gummer, udtalt vejrtrækningsbesvær eller kollaps, kør til dyrlægevagt. Omvendt nysen er oftest ufarligt; ro hunden, massér blidt på struben, eller dæk næseborene ganske kort, så den synker. Halthed og knæskal, der smutter (patellar luxation), ses som pludselige hop over skridt. Hold hunden i ro, læg en kold kompres indpakket i klæde i 5–10 minutter ad gangen, og søg dyrlæge, hvis symptomerne ikke hurtigt forsvinder, eller hvis der er tydelig smerte. Øjne er sårbare under lang pels: ved rødme, klemte øjenlåg eller lysskyhed, skyl med steril saltvand, sæt e-krave på, og kør til dyrlæge for at udelukke hornhindesår. Kvælning: Hvis hunden hoster effektivt, lad den hoste. Hvis den ikke kan trække vejret, inspicér munden for synlige genstande, og fjern dem forsigtigt med pincet – undgå blindt at feje i munden. Ved fortsat kvælning kan du give et par kontrollerede abdominale tryk, mens hunden holdes med hovedet en smule nedad, og så søge akut dyrlægehjælp. Mave-tarm: Gentagen opkast/diarré, blod i afføring eller sort, tjæreagtig afføring kræver dyrlæge, især fordi små hunde hurtigere dehydrerer. Neurologisk: White Dog Shaker Syndrome ses som generaliserede rystelser hos unge voksne, især under stress. Hold hunden varm og rolig, og kontakt dyrlæge. Efter måltid kan en portosystemisk shunt give forvirring, stirren og ustø gang – det er akut dyrlægevurdering.

Malteserens ringe kropsvægt betyder, at selv små mængder toksiner kan give alvorlige symptomer. Kend de almindelige kilder, og handl hurtigt. Meget giftige stoffer er blandt andet xylitol (sukkerfri tyggegummi og pastiller), chokolade (især mørk), druer/rosiner, løg/hvidløg, nikotin/væske til e-cigaretter, humanmedicin (ibuprofen, paracetamol, antidepressiva), rottegift, stærke rengøringsmidler, æteriske olier (f.eks. tea tree) og visse hudprodukter. Hår- og pelsplejeprodukter, blegemidler og riv-præparater kan være problematiske, hvis de indtages eller påføres forkert. Gør dette med det samme: Fjern adgang til giften, og samle emballage eller plantefragmenter sammen til dyrlægen. Skyl huden i lunkent vand og mild shampoo ved hudkontakt – brug handsker og god ventilation. Giv ikke mad, mælk eller vand som standard, og fremkald ikke opkast uden aftale med dyrlægen; hos små hunde kan det forværre tilstanden eller være kontraindiceret. Ved xylitol kan blodsukkeret falde hurtigt; hvis hunden er vågen, kan en lille mængde honning på gummerne være livreddende, men kontakt straks dyrlæge, da leverskade kan opstå. Kontakt din egen dyrlæge, en dyrlægevagt eller en dyregiftlinje med oplysninger om art, mængde og tidspunkt for indtag, hundens vægt og symptomer. Aktivt kul og modgift bruges kun efter faglig anvisning og korrekt dosering. Ved inhalation af røg eller aerosoler: før hunden i frisk luft, hold den varm og rolig, og søg vurdering. Ved øjenkontakt: skyl med rigelige mængder steril saltvand i 10–15 minutter, undgå pres på øjet, sæt e-krave på, og kør til dyrlæge. Husk, at symptomer kan være forsinkede; hold øje med opkast, sløvhed, bleg eller blålig slimhinde, øget tørst/tissefrekvens, rystelser og kramper, og søg hellere én gang for meget end én gang for lidt.

Ro, sikkerhed og systematik er nøgler ved skader. Sikr omgivelserne, og vurder ABC: luftveje, vejrtrækning, kredsløb. Ved blødning: læg et fast, jævnt tryk med en ren, ikke-klæbende kompres i 3–5 minutter uden at løfte, og polstr udenom, før du anlægger en let stram, selvklæbende bandage. To-finger-reglen gælder: du skal kunne få to fingre ind under bandagen, og tæer/ende af hale skal holdes ude til kontrol af cirkulation. Skift bandage mindst dagligt, eller tidligere hvis den bliver våd/snavset. Klip forsigtigt pelsen omkring sår for at undgå, at hår suges ind i såret, men undgå at barbere ned i selve sårkanten. Rens overfladen med saltvand; undgå stærke antiseptika i selve såret. Bid og klemtraumer fra større hunde er altid dyrlægesag, også ved små huller – der kan gemme sig knusningsskader under huden. Poter: rens og tør, læg non-stick kompres, polstr godt, og beskyt med potesok; skift hyppigt, og hold bandagen tør. Negle: ved blødning fra en revet klo, brug blodstandsende pulver eller et rent tryk i flere minutter. Øjne: enhver dyb rift, kraftig rødme eller lysskyhed er akut – skyl med saltvand, sæt e-krave, og kør. Forstuvninger og mulig knoglebrud: immobilisér lemmet med tætte håndklæder, undgå hjemmelavede skinner, der kan forværre skaden, og transporter i kasse. Ryg- eller nakketraume: hold hunden så lige som muligt, løft den på et fast underlag. Varmerelaterede problemer: køl gradvist med kølige, våde klude over lyske og poter, brug ventilator, og stop køling ved 39,5 °C. Kulde: varm langsomt med tæppe og kropsnær varme – ikke direkte på varmepude. Åndedræt: Maltesere er tilbøjelige til hoste ved halsstress; derfor må bandager og greb aldrig stramme om halsen. Omvendt nysen håndteres ved ro, mild halemassage og eventuelt kort dækning af næsen for at fremme synkerefleks. Hvis du har fået vist det af dyrlægen, kan blid ekstension af knæet nogle gange afhjælpe en smuttet knæskal, men forsøg ikke, hvis hunden har tydelig smerte – søg hellere hjælp.

Kend dine røde flag og rejsetid til nærmeste dyrlægevagt på forhånd. Søg straks dyrlæge ved: vejrtrækningsbesvær, blå/very blege slimhinder, kollaps eller ukontrollerbare kramper, gentagne opkastninger/diarré (især med blod), mistanke om forgiftning, øjenskade, dybe sår/bid, stærke smerter, ikke-vægtbærende halthed, store hævelser, akut maveudspiling, urinretention, eller hvis hypoglykæmi-tegn ikke bedres inden 10 minutter efter glukose. For Maltesere gælder desuden: ved vedvarende gåse-honkende hoste, udtalt omvendt nysen med panik, eller besvimelse, søges akut vurdering. Når du ringer, giv roligt: hundens alder, vægt, symptomer og varighed, hvad der er gjort, medicin og eventuel eksponering for gift. Mål om muligt temperatur (normal ca. 38,0–39,2 °C), vejrtrækninger pr. minut (10–30) og hjertefrekvens (90–140) i hvile – noter værdierne i førstehjælpskortet, så du kender hundens normal. Under transport: brug sele og transportkasse, undgå tryk på halsen, hold hunden varm, men ikke overophedet, og lad en person holde øje med vejrtrækningen. Efter en nødsituation aftales opfølgning; små hunde kan skifte hurtigt, og en Malteser med tilsyneladende bedring kan stadig have underliggende problemer, f.eks. efter bid, slag eller forgiftning. Opbyg et forebyggende beredskab: planlagte tandtjek, vægtkontrol, regelmæssig pelspleje omkring øjne og mund, samt seletræning mindsker risikoen for akutte hændelser. Gem dyrlægekontakter i telefonen, på køleskabet og i bilen, og lav en simpel familieplan for, hvem der gør hvad ved sygdom – det sparer dyrebar tid.