Mastiff specialdiæter og ernæringsråd

Mastiffen er ikke en hypoallergen race, og dens store krop, rolige temperament og løs hud gør, at foderintolerancer og egentlige foderallergier kan være sværere at opdage. Kløe, tilbagevendende ørebetændelser, rødme mellem tæer og blød afføring er klassiske tegn. De hyppigste fodermæssige triggere er animalske proteiner (kylling, okse, mælkeprodukter og fisk), men også hvede og soja kan spille en rolle. Skeln mellem allergi og intolerance er vigtigt: Ved allergi udløser proteiner immunreaktioner, mens intoleranser oftere giver fordøjelsesbesvær.
Den diagnostiske guldstandard er en streng elimineringsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden kun får én ny proteinkilde og én kulhydratkilde, eller et fuldt hydrolyseret veterinærfoder. Vælg et produkt med enkeltprotein eller et hydrolyseret foder, og undgå alt andet – ingen tyggeben, ingen smagsatte medicinpiller, ingen bordrester. For en 85 kg Mastiff bør du på forhånd beregne energibehovet: RER ≈ 70 × kg^0,75; for 85 kg er RER ca. 1.960 kcal/dag, og de fleste neutraliserede voksne ligger på 1,2–1,4 × RER, altså ca. 2.350–2.750 kcal/dag. Vej foderet i gram, og hold dig til samme foder gennem hele forsøgsperioden. Forbedring ses ofte efter 4–6 uger, men hud og ører kan kræve 10–12 uger.
Når symptomerne er i ro, kan du provokationsteste ved at genintroducere én ingrediens ad gangen, i 1–2 uger, for at bekræfte skyldige proteiner. Mange Mastiffer klarer sig langsigtet godt på enten et velkomponeret single-protein-foder (f.eks. and med sød kartoffel) eller et hydrolyseret foder. Tilsæt gerne omega-3 (EPA/DHA) og en veldokumenteret probiotika for at støtte hudens barriere og tarmens mikrobiom. Husk, at 2–3 daglige måltider, brug af slowfeeder-skåle og ro før/efter fodring reducerer risikoen for oppustethed og fremmer rolig spisning hos denne kæmpe.

Mastiffen er en gigant, og vægtkontrol er helt afgørende for led-, hjerte- og øjensundhed. En kropskonditionsscore (BCS) på 4–5/9 er målet: Ribbenene skal kunne mærkes let uden tryk, taljen ses oppefra, og let bugoptrækning ses fra siden. Overflødige kilo forværrer hofte- og albueledsdysplasi, øger risikoen for mavedrejning (GDV) og forkorter levetiden.
Start med en præcis energiplan. Brug RER-formlen (70 × kg^0,75) og juster til 1,2–1,4 × RER for de fleste voksne Mastiffer; ved vægttab kan 1,0 × RER være passende. For en 85 kg hund er vedligehold typisk 2.350–2.750 kcal/dag. Fordel kalorierne på 2–3 måltider, og alloker højst 10 % til godbidder. Vej al mad på køkkenvægt, da målebægre er upålidelige ved store mængder. Vælg foder med moderat energi- og fedtindhold, høj proteinandel til at bevare muskelmasse samt tilsat ledstøtte (glucosamin, chondroitin, grønmusling) og omega-3.
Motion skal være skånsom og konsekvent: 60–90 minutters daglig lav- til moderatintensiv aktivitet fordelt over dagen (gåture, næsearbejde, svømning hvis hunden er tryg ved vand), og undgå hårde hop, trappegang og glatte gulve. Brug slowfeedere for at forlænge måltidets varighed og øge mæthedsfornemmelsen. Mål bryst- og taljeomkreds hver 2. uge, og justér rationerne med 5–10 % ad gangen.
For hvalpe og unghunde er langsom, kontrolleret vækst nøglen: Brug kæmpe-race hvalpefoder med korrekt calcium/fosfor-forhold (ca. 1,1–1,5:1) og moderat energi, og undgå kalciumtilskud. Skift først til voksenfoder, når vækstpladerne nærmer sig lukning, ofte 18–24 måneder for Mastiff.

Visse sygdomme hos Mastiff responderer direkte på ernæring. Cystinuri, som racen er disponeret for, kræver høj vandtilførsel, moderat til lavt proteinindtag og ofte urin-alkalisering. Målet er at fortynde urinen (urin-specifik vægt < 1,020) og holde pH let basisk efter dyrlægens anvisning. Tilbyd 70–90 ml vand/kg/dag; for en 85 kg Mastiff svarer det til ca. 6–7,5 liter tilbudt væske dagligt, gerne via vådfoder, ekstra vandskåle og smagsat vand. Brug en veterinær urinsten-diæt formuleret til cystin- og uratsten, og undgå salte snacks, tørrede kødgodbidder og fisketreats med højt methioninindhold. Kaliumcitrat kan bruges til alkalisering, men kun efter aftale med dyrlægen, der løbende kontrollerer urinen.
Epilepsi/kramper kan hos nogle hunde afhjælpes med MCT-baseret diæt, som leverer ketognende fedtsyrer (C8/C10) og kan stabilisere neuronal excitabilitet. Enten vælges et komplet MCT-rigt fuldfoder, eller der suppleres gradvist med MCT-olie til 5–10 % af dagens kalorier, fordelt over måltiderne. Start lavt (f.eks. 0,5 tsk per 10 kg kropsvægt/dag), og øg langsomt for at undgå diarré; undgå MCT ved pancreatitis. Hold blodsukkeret stabilt med regelmæssige måltider, og undgå lange fasteperioder.
Progressiv retinal atrofi (PRA) kan ikke kureres med diæt, men retina-støttende næringsstoffer som EPA/DHA, lutein, zeaxanthin og vitamin E kan understøtte øjensundhed. Led- og skeletproblemer bedres af vægttab, antiinflammatoriske omega-3 og eventuelt grønmuslingekstrakt.
Da Mastiffer er i risiko for mavedrejning, er fodringsmønsteret medicinsk vigtigt: 2–3 mindre måltider, undgå glubsk spisning (brug slowfeeder), ingen anstrengende motion 60 minutter før/efter måltider, og undgå højnede skåle, medmindre dyrlægen specifikt anbefaler det.

Mange ejere ønsker mere naturlig fodring, hvad enten det betyder hjemmelavet kogt foder eller rå diæt. For en Mastiff er nøjagtig balance afgørende; små fejl forstørres af den enorme kropsvægt og kan påvirke knogler, led og urinveje. Det sikreste er at bruge fuldfoder, der opfylder FEDIAF/AAFCO-krav, eller at få en skræddersyet opskrift fra en veterinær ernæringskyndig.
Hvis du vælger hjemmelavet kogt foder, bør en typisk makrofordeling for voksne, kastrerede Mastiffer ligge omkring protein 18–25 % af tørstof, fedt 10–16 % og resten fra kulhydrater/fibre. En praktisk måltidsopbygning kan være: 40–50 % magert animalsk protein (okse under 10 % fedt, kalkun, lam; roter for at mindske sensibilisering), 30–40 % kulhydratkilder med lavt glykemisk indeks (kogte ris, byg, sød kartoffel), 10–20 % grøntsager (grønne bønner, squash, gulerod), samt en præcist afmålt calcium-/mineralblanding og fiskeolie for EPA/DHA. Organer er næringstætte; hold lever til højst 5 % af den totale ration. Brug aldrig gætterier med calcium – mål nøjagtigt efter opskrift.
Ved rå fodring skal du være bevidst om patogener og knogle-risici. Kog ben altid til affald – aldrig til foder. Frys kød korrekt, hold stram køkkenhygiejne, og undgå rådiæter, hvis der er små børn, ældre eller immunsvækkede i husstanden. Mastiffers tendens til at sluge store bidder taler for formalet benfri rå blanding, hvis råt absolut vælges, og stadig kun efter ernæringsfaglig opskrift.
Uanset tilgang: indfør kun én ny ingrediens ad gangen, i 5–7 dage, monitorér afføring, hud og energiniveau, og vej foderet. Hold fast i 2–3 daglige måltider og rolig fodringsrutine for at beskytte mod oppustethed.

Gode tilskud kan styrke en i forvejen stærk diæt; tilfældige tilskud kan skabe ubalance. Prioritér dokumentation, korrekt dosis og kendte behov.
Omega-3 fra fisk (EPA/DHA) dæmper inflammation i led og hud, og kan støtte øjne. En praktisk dosis er 70–140 mg EPA+DHA per kg^0,75 per dag; for en 85 kg Mastiff (kg^0,75 ≈ 28) svarer det til ca. 2.000–4.000 mg/dag, ofte omkring 2.800 mg. Giv sammen med mad, og supplér med vitamin E efter dyrlægens råd ved høje doser.
Ledstøtte: Glucosamin (ca. 15 mg/kg/dag) og chondroitin (3–5 mg/kg/dag) kan være relevante, sammen med grønlæbet musling (stabiliseret ekstrakt efter producentens anvisning). Effekten er moderat og kræver 6–8 ugers tålmodighed.
Probiotika kan stabilisere tarmflora og hud. Vælg produkter med navngivne stammer, f.eks. Lactobacillus rhamnosus GG, L. plantarum eller Enterococcus faecium NCIMB 10415, i 1–3 milliarder CFU/dag.
MCT-olie kan indgå ved idiopatisk epilepsi: introducér langsomt, start omkring 0,5 tsk/10 kg/dag og øg efter tolerance, sigtende mod 5–10 % af dagskalorierne. Undgå ved tidligere pancreatitis eller fedtdiarré.
Øjenstøtte ved PRA: kombinationer med lutein/zeaxanthin, DHA og vitamin E kan overvejes som del af en samlet plan; de kurerer ikke, men støtter antioxidantforsvaret.
Undgå tilfældig calcium, D-vitamin og jod – overdosering er reelt skadeligt, især hos hvalpe og ved skjoldbruskkirtellidelser. Kaliumcitrat eller andre urin-alkaliserende midler bør kun bruges efter målsætning af urin-pH og -tæthed hos dyrlægen.
Tilskud virker bedst sammen med: idealvægt, fuldfoder af høj kvalitet, konsekvent fodringsrutine og regelmæssige kontroller af blod, urin og kropskondition.