Nødsituationer med Mastiff: Beredskab og førstehjælp

En Mastiff er en gigant af en hund, og det bør din førstehjælpskasse afspejle. Udstyr, der er for småt, glider af, går i stykker eller er ineffektivt, når du har 80+ kilo muskel og tyk hud foran dig. Saml en robust, vandtæt kasse eller rygsæk, og gennemgå indholdet hvert kvartal. Inkludér: 1) XXL mundkurv eller bred, blød snudemaske, der passer den brede mastiff-snude, samt et kraftigt line/bånd med håndtag. 2) Sterile kompresser i store størrelser, non-stick forbindinger, polstring (vat/underlag), selvklæbende bandager (10 cm bredde eller mere), elastiske bind, hæmostatisk gaze og blodstandsende pulver til negle. 3) Klorhexidin 0,05 % til hud, steril saltvandsopløsning til sår og øjne, engangssprøjter (10–20 ml) til skylning, pincet og tægefjerner. 4) Termometer (rektalt), engangshandsker, pandelampe, saks/traumasaks, alutæppe og is-/varmepose. 5) En simpel bårdeløsning: et stærkt tæppe, et glidelagen eller en sammenrullet redningsdug, som to personer kan bære i hjørnerne. 6) Midlertidige skinner (SAM-skinne eller trælis­ter) og bred tape. 7) Kopi af vaccinationsstatus, medicinliste, forsikring, chipnummer og nødnumre til nærmeste døgnåbne dyrehospital. 8) Bilrampe eller antislip-måtte til sikker ind- og udstigning. Medicin i førstehjælpskassen bruges kun efter aftale med dyrlægen; det gælder især antihistaminer, aktivt kul og brintoverilte. Hav i stedet fokus på at stabilisere og komme hurtigt afsted. Kend din hunds normalværdier, så du kan reagere tidligt: temperatur 38,0–39,0 °C, hjertefrekvens ca. 60–80/min, respirationsfrekvens 10–30/min, fugtige, lyserøde gummer og kapillærfyldning under 2 sekunder. Træn din Mastiff i rolig håndtering, påsætning af mundkurv og at blive undersøgt, så du kan hjælpe sikkert, når adrenalinen pumper. Læg kassen et fast sted hjemme og i bilen, og marker den tydeligt.

Mavedrejning (Gastric Dilatation-Volvulus, GDV) er den mest frygtede akuttilstand hos gigant­racer. Tegn er oppustet, spændt bug, rastløshed, savlen, forgæves opkastningsforsøg, blege gummer og hurtig puls. Dette er en kirurgisk nødsituation – giv intet at spise eller drikke, forsøg ikke selv at aflaste, men kør straks til dyrlæge. Hold din Mastiff rolig og varm, og ring i forvejen, så klinikken kan være klar. Varmeslag er ligeledes en højrisiko hos Mastiff, som har stor kropsmasse og bredt hoved. Symptomer er kraftig gispen, svaghed, desorientering, opkast/diarré og røde eller senere grålige gummer. Flyt hunden i skygge, køl med lunkent vand og luftcirkulation over bryst, lyske og armhuler, og stop aktiv køling ved 39,5 °C. Giv små slurke vand, hvis hunden er ved bevidsthed, og søg akut dyrlæge. Kramper/anfald kan forekomme ved epilepsi eller sekundært til forgiftning. Fjern genstande i nærheden, sluk lys, noter starttidspunkt, og lad hunden krampe af uden at holde den fast. Når anfaldet stopper, holdes hunden varm og rolig, og dyrlægen kontaktes; ved anfald over 3–5 minutter eller gentagne anfald køres der akut. Fastsiddende fremmedlegemer og kvælning ses hos stærke tyggere. Hvis din Mastiff ikke kan trække vejret, står med strakt hals, og tandkødet bliver blåt, inspicer munden forsigtigt for synlige genstande. Kan den ikke fjernes sikkert, udfør abdominale tryk: stå bag hunden, placer hænderne under ribbensbuen mod maven, og giv 5 faste, kontrollerede tryk opad/indad, skiftevis med at kontrollere munden. Kør derefter til dyrlæge, også hvis genstanden kommer op. Urinproblemer – især ved cystinuri – kan give livstruende afløbsstop: hunden forsøger at tisse uden resultat, piver og har oppustet bug. Dette kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Øjenakuttilstande (sår, fremmedlegeme, pludseligt sløret syn) og haltheder efter forstuvning eller korsbåndsskade er ligeledes hyppige; skyl øjet med saltvand, hold hunden i ro, og få den set hurtigt.

Mastiffer kan, med deres rolige væsen, virke forsigtige, men deres størrelse betyder, at de kan indtage store mængder på kort tid – haveaffald, chokolade, rosiner, lægemidler eller rottegift. Forgiftning håndteres bedst struktureret: 1) Identificér stoffet så præcist som muligt, inklusiv navn, styrke, tid og mængde. Gem emballage, og tag fotos. 2) Vurder symptomer: savlen, opkastning, rysten, kramper, sløvhed, ustabil gang, blege gummer eller blødningstegn. 3) Ring til dyrlægen med det samme for specifik rådgivning; vent ikke på, at symptomer udvikler sig. 4) Medmindre dyrlægen udtrykkeligt instruerer det, må du ikke forsøge at fremprovokere opkastning eller give aktivt kul. Opkastning er kontraindiceret ved ætsende stoffer, olie/benzinprodukter, ved nedsat bevidsthed og ved kramper. 5) Giv ikke mælk, salt eller ”husråd”. Hold hunden varm, rolig og med fri luftvej, og kør til klinik, hvis du bliver bedt om det. Almindelige toksiner: chokolade (mørk værst), xylitol i sukkerfrit slik/tandpasta, druer/rosiner, NSAID-smertestillende til mennesker, rottegift (antikoagulantia eller neurotoksiner), sneglekorn og frostvæske (ethylenglykol). Sø-/søvandsalger kan give akut opkast, kramper og leverskade; skyl pelsen, og søg straks dyrlæge. Ved planteindtagelse tag billeder af planten. Notér din Mastiffs vægt, da doser og risikovurdering er vægtbaserede. Vær opmærksom på forsinkede effekter; rottegift kan først give blødning efter 2–5 dage. Ved hudkontaminering skylles området længe med tempereret vand og mild sæbe, uden at gnubbe kraftigt. Ved øjenkontakt skylles kontinuerligt med saltvand i 10–15 minutter. Transportér sikkert – brug mundkurv, hvis hunden er urolig eller smertepåvirket, så du undgår bid i panik.

De fleste førstehjælpsopgaver handler om at stabilisere, beskytte og transportere. Blødning standses med direkte, fast tryk i 5–10 minutter uden at kigge hele tiden; brug store kompresser og selvklæbende bandage. Ved kraftig blødning fra ben kan du anlægge et trykforbinding med polstring over såret; tourniquet er kun sidste udvej og kræver efterfølgende hurtig dyrlægebehandling. Negle, der flækker eller rives af, bløder ofte meget; rens med saltvand, stop blødningen med blodstoppulver eller tryk, bandagér rent og skift dagligt, til dyrlægen har set det. Sårbehandling: klip forsigtigt pelsen omkring såret, skyl rigeligt med steril saltvand, og dæk med non-stick forbinding. Brug klorhexidin 0,05 % til hudkanter, ikke dybe sår. Bid er altid dyrlægesager, også små prikker kan dække over lommer og vevsskade. Forstuvninger og mistanke om brud håndteres med ro, kulde i korte intervaller og immobilisering. En enkel, bred skinne, der immobiliserer ledet over og under skaden, kan anlægges med polstring og tape; forsøg ikke at rette knogleender. Ryg-/nakke­mistanke: hold hunden så stabil som muligt, og brug en plade, et bord eller et tæppe som båre; løft med 2–4 personer i synkron bevægelse. Øjenskader: skyl straks med saltvand i 10–15 minutter, undgå at lade hunden klø, og søg akut hjælp. Brændskader/skoldning: afkøl med lunkent rindende vand i 10–20 minutter, dæk sterilt og tørt, og giv intet fedt/creme. Nærdrukning: få hunden sikkert på land, fjern synligt vand/slim fra munden, hold hovedet let nedad i sideleje, overvåg vejrtrækning, og søg akut dyrlæge – sekundær lungebetændelse kan komme timer senere. Hjertelunge-redning (CPR): hvis ingen vejrtrækning og ingen puls, læg hunden på højre side, placer hænderne over brystkassens bredeste punkt, og giv 100–120 kompressioner/minut i 1/3 af brystkassens dybde. Giv 2 indblæsninger for hver 30 kompressioner, hvis du er alene, og fortsæt, til hjælp når frem eller hunden selv trækker vejret. CPR udføres kun, hvis du er sikker på hjertestop, og samtidig ringes der efter professionel hjælp.

Forberedelse redder minutter. Registrér dig hos en døgnåben klinik, og besøg stedet på forhånd, så du kender adgangsforhold og parkering med en stor hund. Hav telefonnumre på nærmeste dyrehospitaler gemt, og lav en lamineret nødplan, der beskriver: din Mastiffs signalement, chipnummer, medicin, kendte sygdomme (f.eks. cystinuri, tidligere mavedrejning eller anfald), normalværdier og forsikringsoplysninger. Når du ringer, vær konkret: hvad skete der, hvornår, hvilke symptomer, udvikling over tid, og hvilke tiltag er allerede gjort. Angiv vægt i kilo. Under transporten holdes hunden varm, stille og sikkert fastspændt; brug rampe og skridsikkert underlag. Ved smertepåvirkning kan en mundkurv gøre transporten tryggere for alle. Aftal i rolig tid, hvordan klinikken vil håndtere højrisikotilstande hos Mastiff: profylaktisk gastropexi mod mavedrejning, anæstesiplan til gigant­hund, smerteprotokoller og blodtypebestemmelse. Efter en akut hændelse skal du spørge til hjemmepleje, tegn på forværring og planlagte kontrolbesøg. Notér alt skriftligt. Overvej et førstehjælpskursus for hundeejere; praktisk træning i bandagering, løfteteknik, mundkurvstræning og CPR gør den store forskel, når sekunder tæller.