Old English Sheepdog - Ansvarlig avl og genetik

Old English Sheepdog (OES) er en stor, kraftfuld hyrdehund fra Storbritannien, placeret i FCI Gruppe 1. Hanner måler typisk 61 cm og derover, tæver 56 cm og derover, med en sund vægt omkring 29–31 kg, afhængigt af køn og kondition. Racens helhedsindtryk skal være kompakt og kvadratisk, med stærk knoglebygning, markant brystdybde, solid ryglinje og god substans uden at blive tung. Bevægelsen skal være jordvindende, elastisk og effektiv, så hunden kan arbejde i timevis, hvilket harmonerer med racens baggrund som drover, der driver kvæg og får over lange afstande. Hovedet er stort og firskåret med veludtalt stop og korrekt bid; et stærkt saksebid foretrækkes. Øjnene kan være brune, blå eller anisokrome, og udtrykket skal være venligt og opmærksomt. Farven er karakteristisk: bagpart i nuancer af grå, gråsprængt eller blå; hoved, hals, forpart og bug er hvide. Pelsen er dobbelt, lang og rigelig med en hård, vejrbestandig struktur; en alt for blød, “cottony” pels er uønsket, da den forringer funktionalitet og øger plejekravet. Hale bæres naturligt; dokning er ikke tilladt i Danmark. Temperamentet skal være tilpasningsdygtigt, intelligent og blidt, uden nervøsitet eller aggressivitet. Selvom OES kan trives i lejlighed, forudsætter det, at hunden dagligt får mere end to timers motion samt mentalt arbejde. Avlsstandardens formål er, at udvælge hunde, som kombinerer sund konstruktion, sund mentalitet og en pels, der er praktisk at vedligeholde. Avl må aldrig prioritere overdreven pelsmængde eller farvevarianter over sundhed, bevægelse og driftsikkerhed, da racens velfærd og brugsegenskaber altid går forud for ren udstillingsglans.

Ansvarlig OES-avl starter med forvaltning af genetisk diversitet. Hold indavlskoefficienten (COI) så lav som muligt over en 5–10 generations stamtavle, gerne under 6–8 %, da høj COI øger risikoen for recessivt betingede sygdomme og lavere kuldlevedygtighed. Undgå “popular sire”-effekten ved at fordele brugen af avlshanner bredere i populationen, og overvej at udvide genpuljen gennem velovervejede importer med sundhedsdata. Racens karakteristiske farvemønster skyldes ikke merle; merle-parringer hører derfor ikke hjemme i OES. Den udbredte hvide hovedtegning er smuk, men indebærer en kendt, øget risiko for medfødt sensorineuralt høretab, hvorfor hørescreening er vigtig. Vær opmærksom på det naturlige bobtail-anlæg (TBX T-gensekvens/NBT) i enkelte linjer. Test for NBT, så to bærere ikke parres, da homozygoti er forbundet med alvorlige udviklingsfejl. Pelsgenetikken bør prioriteres funktionelt: avl imod korrekt, hård dobbeltpels, som beskytter mod vejr og snavs, frem for ekstrem volumen, der forringer hudmiljøet og øger forekomsten af hotspots. I hjørnet af helbredsrelateret genetik er hofteledsdysplasi polygen; brug avlsindekser/EBV, hvor de findes, og kombiner med lave COI’er og stringent fenotypisk selektion for korrekt vinkling, overlinje og bevægelse. For øjensygdomme er der dokumenteret risiko for katarakt og progressiv retinal atrofi (PRA) i racen, men genetisk heterogenitet betyder, at paneltest er at foretrække. DNA-test for kendte PRA-varianter (fx prcd-PRA, hvor test tilbydes), suppleret af årlige øjenundersøgelser, reducerer risikoen for at parre to anlægsbærere. Degenerativ myelopati (SOD1) og multidrug-sensitivitet (ABCB1/MDR1) er rapporteret i beslægtede hyrderacer; i OES kan testning anvendes som risikostyring, især ved ukendt baggrund. Endelig, vær bevidst om, at autoimmune tendenser, herunder hypothyroidisme, kan have familiære mønstre; selektér væk fra linjer, der gentagne gange viser thyreoideadysfunktion eller uforklarlige fertilitetsproblemer.

Et robust sundhedsprogram er nøglen til ansvarlig OES-avl. Før avl debuterer, bør begge forældre have: 1) Hofteledsvurdering via FCI-røntgen (HD) ved minimum 12–18 måneder; avl på A eller B anbefales. PennHIP kan bruges supplerende, så man kvantificerer løshed (DI) og styrer parringer mod lavere risiko. 2) Albueledsrøntgen (ED) med ED 0 som målsætning. 3) Aktuel øjenundersøgelse (ECVO) inden for 12 måneder før parring, gentaget årligt for aktive avlsdyr, da katarakt og PRA kan debutere senere. 4) Hørselstest (BAER) på avlsdyr, og på hvalpe omkring 6–7 uger, da ensidig døvhed let overses klinisk. 5) Thyreoideaprofil fra et certificeret laboratorium fra ca. 2-årsalderen og herefter periodisk (fx hvert 12.–24. måned) for T4/FT4, TSH og thyroglobulin-antistoffer (TgAA), da hypothyroidisme ofte er autoimmun. 6) DNA-panel for racerelevante varianter: PRA-varianter (fx prcd-PRA, hvor test findes), SOD1 (DM), ABCB1/MDR1 samt TBX/NBT ved halerelaterede linjer. En negativ/klart fortolkelig DNA-status muliggør sikre bærer x fri-parringer. 7) Generelle reproduktionstests: tæver bør screenes for brucellose før parring, og hanner kan få sædkvalitet vurderet, især ved eksport eller nedfrysning. Klinisk basisstatus (auskultation, tandstatus, hud, vægt) og baseline blodprofil er god praksis. Hold kropskonditionen slank (BCS 4–5/9) for at aflaste hofter og knæ; overvægt er en markant risikofaktor for ortopædi og fertilitet. Under drægtighed og vækst skal foder være et veldokumenteret, stort-raceprodukt med korrekt Ca:P og energitæthed, så man forebygger udviklingsforstyrrelser i skelettet. Husk også det praktiske: OES har dagligt plejebehov; hud og ører skal holdes rene, og korrekt pelsstruktur er en del af sundhedsbilledet. Registrér resultater i offentlige databaser, hvor muligt, så andre opdrættere kan planlægge efter gennemskuelige helbredsdata.

Etisk OES-avl betyder, at hundenes velfærd altid går forud for kortsigtede udstillings- eller salgsambitioner. Avlsdyr skal være fysisk og mentalt modne; undgå første parring før ca. 24 måneder, når skelet og temperament er stabilt. Planlæg højst et rimeligt antal kuld pr. tæve med passende restitution; kejsersnit skal være undtagelsen, ikke reglen. Vælg kun hunde, der i dagligdagen er venlige, samarbejdsvillige og robuste over for miljøpåvirkninger, da racen er tiltænkt et aktivt familieliv. Vær åben om helbredsdata, og del ærligt både forcer og svagheder i linjerne. Gennemsigtige købskontrakter, sundhedsgaranti, livslang tilbagetagelse og vejledning i pelspleje er centrale etiske redskaber. Hvalpe skal socialiseres systematisk fra 3–12 ugers alderen med milde, positive erfaringer: lyde, underlag, bilkørsel, håndtering og korte møder med venlige mennesker og dyr. Medtag BAER-resultater, øjenattest, vaccinationsbog, chip og foderplan i hvalpemappen, og introducér nye ejere til racens reelle behov: mere end to timers daglig motion, mental aktivering og ugentlig pelspleje i flere omgange. Avl må ikke fokusere på ekstrem pels, usunde størrelser eller trends (fx sjældne farver), der kompromitterer funktion. Samarbejd med raceklub og kolleger om at undgå “popular sire”-effekt, og deltag i sundhedsundersøgelser. Endelig, vær realistisk om hjemmematch: OES kan trives i lejlighed, såfremt aktivitet og pelspleje prioriteres, men for mange familier er et større hus med have mere praktisk. Etisk rådgivning inkluderer derfor også, at man venligt fraråder racen, hvis rammerne ikke er til stede.

Den optimale avlspartner vælges ved at sammenholde helhedsbillede, sundhedsdata og racetypisk funktion. Start med et mål: hvad skal forbedres uden at kompromittere stærke sider? Har tæven fx en tendens til blød, filtende pels, så vælg en han med dokumenteret korrekt, hård pels og sund hudhistorik. Har hannen lidt for tung front eller kort overarm, så søg tæver med bedre skulder/overarmsforhold og let, effektiv albueføring. Gennemgå stamtavler for COI over 10 generationer, og vælg kombinationer, der ligger under racens gennemsnit. Brug avlsindekser/EBV for HD/ED, hvis tilgængeligt, og undgå at fordoble kendte svagheder, især i hofter, øjne og lyd. Kræv aktuelle ECVO-attester, HD/ED-resultater, BAER og relevant DNA-status for begge parter. Vurder temperament i hverdagen, ikke kun i ringen: OES skal være blid, stabil og intelligent, uden overdreven vagtsomhed eller blødsødenhed, der medfører stress. Arbejdskvaliteter kan vurderes via nose work, lydighed, hyrde- eller rallyprøver; målet er samarbejdsvilje og belastbarhed. Praktisk logistik tæller: planlæg progesteronforløb, insemineringsmuligheder og transport, og aftal på forhånd håndtering af eventuelle kejsersnit eller neonatal pleje. Ved udenlandsk parring, sikr kompatible registreringskrav, og at alle sundhedsresultater kan verificeres. Afslut altid med en ærlig, skriftlig parringsevaluering, så erfaringer kan deles. Ved bevidst outcross inden for racen, vælg en partner fra en anden linje for at sænke COI, men bevar type og temperament. På den måde balancerer du racens særkende – den godmodige, alsidige drover med shaggy pels – med moderne, evidensbaseret avlsstyring.