Picard som arbejdshund

Berger Picard, på dansk ofte kaldt Picard, er en fransk hyrdehund med rødder i Picardiet og en formodet status som den ældste af de franske hyrderacer. I århundreder har dens primære opgave været at samle og drive kvæg og får i åbne landskaber, hedeområder og skovbryn. Racens stride, vejrbestandige pels, den moderate størrelse og de opretstående ører er ikke tilfældige detaljer, men funktionelle træk, som gav robusthed, god hørelse og udholdenhed under lange arbejdsdage i alt slags vejr.

Som klassisk hyrde- og kvæghund (FCI gruppe 1) arbejdede Picarden typisk halvt på afstand og halvt tæt på flokken, hvor den med et vågent, men roligt udtryk kunne holde samlet, rette afvigere ind og drive hjorden frem. Dens temperament – godmodigt, loyalt og observant – matchede behovet for en hund, der kunne samarbejde tæt med sin fører, men også selvstændigt vurdere terræn, dyrenes bevægelser og den rigtige arbejdsradius. Picarden har aldrig været en skarp eller hårdt pressende hyrde; dens styrke ligger i et naturligt balancepunkt, en god næse og en evne til at påvirke dyr med kropssprog frem for rå styrke.

Under de to verdenskrige blev racen – som flere andre kontinentale hyrdehunde – anvendt som ordonnans- og forbindelseshund, netop fordi den kombinerer udholdenhed, intelligens og mod uden overdrivelse. Efter krigene var bestanden truet, men engagerede opdrættere i Nordfrankrig og senere i udlandet genopbyggede racen med fokus på sunde arbejdslinjer. At Picarden i dag stadig kan levere i praktisk hyrdearbejde, er et direkte resultat af den selektion: en stor, men smidig hund (hanner 60-65 cm, tæver 55-60 cm; 23-32 kg), der kan holde et fornuftigt tempo, bevare overblik og løse opgaven uden unødig stress på flok eller fører.

I dag ses Picarden fortsat i traditionelt hyrdearbejde, hvor den håndterer både får og ungkvæg på naturarealer, småbrug og ved flytninger mellem folde. Dens robuste pels, der kun kræver ugentlig pleje, og dens naturlige terrængående bevægelse gør den velegnet til uforudsigelige underlag, hegnslommer og varierende vejr. Samtidig er racens observante natur en fordel i rolig flokhåndtering, hvor forudseenhed ofte er vigtigere end fart.

Uden for landbruget finder man Picarder i næsearbejde og spor, eksempelvis i mantrailing, vildtspor og specialsøg (f.eks. lavendel, birk eller æteriske olier i Nose Work). Dens næse er skarp, og den arbejder metodisk, når den er korrekt trænet. En del Picarder deltager også i redningshundetræning og -øvelser, hvor samarbejdsevne, miljøstyrke og udholdenhed værdsættes. De er sjældent valgt til beskyttelsesarbejde, men de klarer sig typisk glimrende i sportsgrene, der belønner næse, lydighed og kropskontrol, som rallylydighed, sporprøver, agility og canicross.

Som arbejdshund har Picarden et dagligt aktivitetsbehov, der kombinerer fysisk motion og mental stimulering. Den officielle anbefaling for daglig motion er op til én time, men i reelt arbejdsmiljø bør det kombineres med fokuserede opgaver og hvile, så hunden ikke blot løber, men faktisk løser målrettet arbejde. To til fire korte sekvenser med opgaveløsning – hyrdetræning, spor eller søg – er typisk mere værdifuldt end lange, ustrukturerede ture. Racen er ikke hypoallergen, men dens grove pels fælder moderat og er praktisk i terræn, så længe den efterses for burrer og småskader. For ejere, der vil aktivere uden husdyr, er næsearbejde og spor ideelle erstatninger for hyrdearbejdet.

Picarden lærer hurtigt, men kan have en selvstændig stime. Derfor lykkes træningen bedst, når man arbejder belønningsbaseret, med klare kriterier, korte sekvenser og konsekvent kommunikation. Start med grundlæggende lydighed: sikker indkald, ro på måtte, slip/taget, lineføring uden konflikt, samt et solidt “læg dig” og “bliv”, der kan fastholde ro under pres. Indfør tidligt et neutralt markeringssignal (klikker eller verbal markør), så hunden forstår præcision i adfærd.

Til hyrdearbejde bygges de klassiske elementer: udløb (outrun), indsamling, balance, stop, flankering venstre/højre, tempo (pace) og driv. Begynd på rolige, flokvante dyr med instruktør, og brug gerne langline i de første sessioner for sikkerhed. Træn impulskontrol uden dyr, f.eks. med kegler eller målområder, og overfør det gradvist til levende dyr, så hunden lærer, at ro og placering styrer flokken. Et fløjtesignal kan give skarpere kommunikation på afstand og i blæst.

Til spor og søg arbejder Picarden godt i lave til moderate drifter. Læg simple, lige spor med rigelig genstandsstøtte for at dyrke fokus. Øg derfra længde, alder og forstyrrelser. For Nose Work etableres en stabil kildeadfærd (frysning eller passiv markering), inden søgeområder bliver komplekse. Undgå at pace hunden rundt; lad næsen lede, og styr kun rammerne.

Fysisk forberedelse er essentiel for en stor arbejdshund: 2-3 ugentlige sessioner med core- og proprioceptionstræning (balancetræning, bagpartskontrol, kontrollerede bak- og sidebevægelser) beskytter led og sener. Opvarm 8-10 minutter før intens indsats, og nedvarm tilsvarende. Fodr i mindre måltider, og undgå hård aktivitet 60-90 minutter før og efter, for at reducere risikoen for mavedrejning. Tjek ugentligt poter, hud og pels for rifter, burrer og knuder; den stride pels må ikke klippes ned, da den beskytter mod vejr og terræn. Afslut hver træningsdag med dekompression: løs line i roligt miljø, snuseture og hvile, så nervesystemet falder til ro og næste pas kan bygges på overskud.

I Danmark kan en Picard dokumentere sine arbejdsevner gennem flere spor. For hyrdearbejde anvendes FCI’s hyrdeprogrammer, som i DKK-regi typisk omfatter HWT (Herding Working Test) som indgang og derefter IHT-klasser (IHT-1, IHT-2, IHT-3) i forskellige traditionstyper. En bestået HWT viser basale instinkter, kontrol og samarbejde, mens IHT bedømmer helheden: udløb, balance, driv, stop og førerens planlægning. Kontakt Hyrdehundeklubben under DKK for prøver, træningshold og adgang til egnede dyr.

Til næsearbejde tilbyder DKK Nose Work-licenser i klasserne 1-3 med forskellige miljøer og kilder (typisk birk, anise, nellike i nordisk kontekst), hvor Picarden kan udmærke sig ved metodisk søg. På spor kan man gå DKK’s sporprøver (brugsprøver), IFH1/IFH2 eller DcH’s A–C-programmer med fokus på spor, rundering og feltsøg. Rallylydighed (Begynder, Øvet, Ekspert, Champion) og agility giver supplerende beviser på samarbejde, kropskontrol og førbarhed.

For redningshundearbejde findes uddannelser i beredskabs- og foreningsregi, ofte inspireret af IRO-standarder (f.eks. fladrundering og ruin), hvor miljøstyrke, søgsudholdenhed og markering er centrale. Start altid i en godkendt klub, hvor sikkerhed, progression og etisk træning prioriteres.

Praktisk vej til første prøve: registrer hunden i DKK, sørg for ID-mærkning og vaccinationer, få sundhedstjek og relevante helbredsundersøgelser (HD/AD-røntgen og øjenlysning anbefales, især hvis hunden skal arbejde meget), vælg en specialklub, og læg en 6-12 måneders plan med delmål. Video-log din træning, og brug en træningsdagbog til at styre belastning, hviledage og progression.

Som familiehund er Picarden kærlig, loyal og typisk god med børn, når den er socialiseret grundigt. Den kan virke reserveret over for fremmede, men bør aldrig være sky eller skarp. Dens vågne, observante natur gør den til en god vagthund i betydningen “varsler med fornuft”, ikke som en konstant gøer. Den trives bedst i et hjem, hvor man prioriterer daglig aktivering og mentalt arbejde; en have er en fordel, men ikke et krav, hvis man er disciplineret med ture og opgaver.

Forskellen mellem arbejdshund og ren familiehund ligger primært i struktur og forventninger. Arbejdende Picarder får målrettede opgaver, regelmæssig tekniktræning, næsearbejde og planlagte hviledage. Familie-Picarder klarer sig fint med op til én times daglig motion, suppleret med 10-15 minutters mental stimulering (f.eks. foderpuzzle, søg eller korte lydighedssekvenser). Mangler strukturen, kan racen blive kreativ på uhensigtsmæssige måder: hegne gæster ind, jagte cykler eller vokte legetøj.

Sundhedsligt er racen generelt robust og lever ofte 12-13 år. Som stor race skal den skånes for hårde hop i unghundealderen, og kroppen skal bygges fornuftigt op. Hold pelsen i orden med ugentlig gennembørstning, og lær hunden håndteringstræning fra hvalp, så potetjek, pelspleje og mundinspektion bliver en leg. Med et klart dagsskema, rolige pauser og konsekvent, venlig træning får man en stabil familiehund, der stadig er klar til at levere arbejdsopgaver, når chancen byder sig.

Kort sagt, Picarden skinner, når dens naturlige anlæg tages alvorligt: giv den et job – stort eller småt – og du får en glad, sund og velfungerende makker i mange år.