Rottweiler - Ansvarlig avl og genetik

Rottweileren er en stor, kraftfuld brugsrace fra Tyskland, udviklet til at drive kvæg, trække vogne og senere arbejde for politi og militær. Avlsstandarden kræver en kompakt, robust hund med harmoniske proportioner, stærk knoglebygning og tydelig kønsprægning. Hanner måler 61-69 cm, tæver 56-63 cm, med en funktionel vægt omkring 41-50 kg afhængigt af størrelse og kondition.

Hovedet skal være bredt med moderat hvælvet pande, veludviklede kæber og komplet tandsæt i saksebid. Øjnene er middelt store, mandelformede og mørkebrune, hvilket understøtter et vågent, selvsikkert udtryk. Ørerne er trekantede og bæres tæt til hovedet. Halsen er muskuløs uden løs halshud, overlinjen fast, og brystkassen dyb med god forbrystfylde. Bevægelsen skal være jordvindende, elastisk og korrekt parallelt for og bag – en direkte afspejling af racens oprindelige funktion.

Pelsen er kort, tæt og glat med underuld, farven sort med klart afgrænsede rustrøde aftegninger på kinder, bryst, ben og under halen. Overdrevne hvide aftegninger, fortyndede farver (blå, isabella) og brun pigmentering er diskvalificerende fejl, ligesom udtalt nervøsitet eller ukontrollerbar skarphed.

Temperamentet er nøglen: Rottweileren skal være rolig, modig og belastbar, men samtidig hengiven og samarbejdsvillig. En stabil nervekonstitution, høj førerbarhed og sund byttedrift er forudsætninger for at kunne præstere i IGP, IPO-R, brugshundearbejde og som familiesikker ledsager. Husk, at racen kræver mere end to timers daglig motion og målrettet mental aktivering for at forblive balanceret.

Avlsarbejdet skal sigte mod funktionel sundhed frem for overdreven størrelse eller tunghed. For tunge, brede hunde belastes led og hjerte unødigt, hvilket øger risikoen for ortopædiske og kardiologiske problemer samt reducerer levetid.

Rottweileren bærer på både ønskelige arbejdsegenskaber og kendte sundhedsrisici, og avl skal styres med solid genetisk værktøjskasse. Start med at beregne indavlskoefficient (COI) over mindst 5–10 generationer; hold COI så lav som praktisk muligt, gerne under 6–8 %, for at bevare diversitet og reducere risikoen for recessive problemer. Undgå “popular sire”-effekten, hvor få hanhunde sætter for stort genetisk aftryk og snævrer genpuljen ind.

Mange nøgleegenskaber er polygenetiske. Hofte- og albueledsdysplasi har moderat arvelighed; brug avlsværdital/EBV, hvis tilgængeligt via DKK eller racens klub, så du selekterer mod lav genetisk risiko – ikke kun på fænotype. Subaortastenose (SAS) og andre hjertelidelser har kompleks nedarvning; her reduceres risikoen ved stringent screening af både avlsdyr og nære slægtninge samt ved at overvåge afkomsdata.

Temperament og nervefasthed har også en arvelig komponent. Vælg kun hunde med dokumenteret stabil adfærd i miljø- og belastningstests (DKK mentalbeskrivelse, BPH, BH/IGP). Undgå avl på skyhed, nervøsitet eller uprovokeret aggressivitet, da sådanne træk kan forstærkes i populationen.

Farvegenetik er simpel i racen: standarden er sort med rustrøde aftegninger. Recessive varianter for brun (b) eller fortyndet pigment (d) og lang pels (FGF5) forekommer sjældent, men kan afdækkes med DNA-test, hvis der er usikkerhed om linjerne. Avl må aldrig forfølge ikke-standardfarver, da det ofte indikerer snæver avl eller uønsket indkrydsning.

Levetid og robusthed kan forbedres ved at vælge dyr fra familier med høj alderdom og lav forekomst af kræft, hypothyreose og ortopædiske problemer. Hold kropsstørrelse og -vægt inden for standarden; selektion for overdreven masse øger belastningen på led, hjerte og sener. Endelig giver et bevidst miks af linjeavl og fornuftig outcross inden for racen mulighed for at fastholde ønskede egenskaber, mens indavl holdes i skak.

Systematisk sundhedsscreening før parring er ufravigelig i Rottweiler-avl. Følgende undersøgelser bør indgå som minimum, og resultaterne skal være tilgængelige for hvalpekøbere og klub:

• - Hofter (HD): Røntgen ved minimum 12–18 måneder, bedst nær 18–24 måneder, med officiel FCI-aflæsning. Avl anbefales på A eller B. Kombinér meget gerne med PennHIP for objektiv laxitet (DI).
• Albuer (ED): Røntgen og FCI-aflæsning; avl på 0. Undgå at kombinere bærere af klinisk historie for OCD.
• Hjerte (SAS/AS): Klinisk auskultation efterfulgt af ekkokardiografi hos certificeret kardiolog fra 12 måneder og igen omkring 24–36 måneder. Kun dyr uden tegn på obstruktion (grad 0) bør bruges i avl.
• JLPP: DNA-test (autosomal recessiv). Par aldrig bærer × bærer. Ideelt parres kun fri × fri; bærer kan, med omtanke, parres til fri for ikke at miste diversitet.
• Degenerativ myelopati (DM, SOD1): DNA-test; undgå at producere afficerede kombinationer.
• Thyroidea: Udvidet panel (T4, fT4, TSH, TgAA) efter 24 måneder; gentag årligt i aktiv avlsperiode.
• Øjne: ECVO-undersøgelse for entropion/ektropion, distichiasis og tidlige katarakter; gentag hvert 1–2. år til mindst 6–7 år.
• Reproduktion: Tæver bør have gynækologisk tjek; hanhunde en sædanalyse (volumen, koncentration, motilitet, morfologi). Test begge for Brucella canis før naturlig parring.
• Identitet og slægtskab: DNA-profiler og forældreskabssikring for fuld transparens.

Supplerende vurderinger kan være skulderrøntgen ved OCD-mistanke, rygstatus ved kliniske fund samt 24-timers Holter, hvis der foreligger arytmimisanke. Da racen er dybbrystet, er der risiko for mavedrejning (GDV); avlsudvælgelse kan ikke eliminere den risiko, men registrering af forekomst i linjer er nyttig.

Sundhedstest er kun et øjebliksbillede. Værdien stiger markant, når data fra søskende, kuld og afkom medtages. Brug derfor racens database og DKK’s Hundeweb aktivt, og indrapporter alle diagnoser – også de mindre flatterende. Kun sådan flytter vi racens sundhed i den rigtige retning.

Etisk Rottweiler-avl handler om dyrevelfærd, gennemsigtighed og langsigtet ansvar – ikke om hurtige salg eller “XL-hunde”. I Danmark gælder, at halekupering og ørekupering er forbudt, at hvalpe tidligst må afleveres ved 8 uger, og at de skal være ID-mærket og registreret. Følg DKK’s etiske retningslinjer, racens avlsanbefalinger og gældende lovgivning til punkt og prikke.

Alder og brug: Tæver bør ikke parres før fuld fysisk og mental modenhed, typisk efter 24 måneder og tidligst efter første eller anden løbetid. Hanhunde bør være mindst 18–24 måneder med fuldt gennemførte sundhedstests. Begræns antal kuld pr. tæve, planlæg tilstrækkelige pauser, og stop avl ved tegn på nedsat trivsel eller komplikationer. Undgå parringer, der sandsynligvis kræver kejsersnit.

Miljø og socialisering: Drægtige og diegivende tæver skal have ro, plads og tryghed. Fra dag 3–16 kan man med fordel anvende kontrolleret, blid Early Neurological Stimulation (ENS). Senere følger målrettet miljøtræning, håndtering og lydprægning. Rottweilerhvalpe er intelligente og stærke; korrekt socialisering er afgørende for at fremme den stabile, førerbare hund, standarden beskriver.

Adfærdsintegritet: Avl på sky, nervøse eller uforudsigeligt skarpe dyr er uetisk, uanset eksteriørmeritter. Kræv dokumenteret mentaltest og gerne arbejdstiter (BH/IGP) eller brugshundsprøver som indikator for nervefasthed, samarbejdsvilje og belastbarhed.

Transparens og opfølgning: Udlever komplette sundhedsresultater, parringens rationale og forventede styrker/svagheder. Tilbyd købekontrakt med sundheds- og tilbagekøbs-/omplaceringsklausul, livslang rådgivning og tydelig socialiseringsplan. Registrér og del helbredsdata på alle afkom – også de, der ikke udstilles eller træner. Kun en åben datakultur kan mindske forekomsten af hjertesygdom, ortopædiske lidelser og kræft i racen.

Det optimale match begynder med en ærlig styrke-/svaghedsanalyse af din egen hund. Sæt skarpe, målbare avlsmål: fx “forbedre hofterelaterede EBV, fastholde stabil BH/IGP-mentalitet, bevare korrekt størrelse og bevægelse, og sænke COI < 6 %”.

Sundhed og slægt: Vælg en partner med dokumenteret HD A/B og ED 0, hjerte uden SAS (ekko), normal thyroidea og fri for JLPP. Undersøg søskende og nære slægtninge – ikke kun forældre – for forekomst af HD/ED, SAS, kræft (især osteosarkom/hemangiosarkom), hypothyreose, allergi og korsbåndsskader. Kig efter linjer med god levetid. En han med mange afkom kræver særlig omtanke pga. popular-sire-effekten.

Mentalitet og funktion: Se partneren live, helst flere gange og i forskellige miljøer. Vurder belastningsfasthed, nysgerrighed, mod, førerbarhed og social stabilitet. Arbejdstiter som BH/IGP, spor- eller redningsprøver er stærke indikatorer for brugsegnethed, men skal ledsages af daglig håndterbarhed. Undgå parring, hvis du observerer nervøsitet, overdrevet skarphed eller svag nerver i pressede situationer.

Eksteriør og bevægelse: Rottweileren skal være funktionelt bygget – ikke overgroet. Brug partner, der komplementerer din hund: en tæve med lidt løs albueføring matches med han med korrekt forbryst og stram forstilling; en han med tung front matches til tæve med bedre overlinje og bagpartsvinkling. Undgå at fordoble samme fejl på begge sider.

Genetik og planlægning: Beregn COI på planlagt kombination over 10 generationer; sigt mod lav COI uden at ofre kvalitet. Brug tilgængelige avlsværdital for HD/ED. DNA-match for JLPP/DM, så du ikke producerer afficerede hvalpe. Dokumentér parringens rationale, og lav en klar hvalpeplan: mål for socialisering, køberprofil, sundhedsgaranti og opfølgning.

Logistik: Tid parringen med progesteronmåling, og test for Brucella canis. Aftal skriftligt parringens vilkår inkl. gentagelsesret, afregning og fordeling af forpligtelser ved få/ingen hvalpe. Forbered whelping-område, nødplan med dyrlæge og 24/7-beredskab.