Samojedhund - Ansvarlig avl og genetik

Samojedhunden er en nordlig spidshund fra Rusland og Sibirien, avlet til jagt, slædetræk og rensdyrhold, og den skal først og fremmest være funktionelt bygget. FCI beskriver en middelstor til stor, kraftig og smidig hund: hanner 54–60 cm, tæver 50–56 cm, typisk 23–30 kg. Helhedsindtrykket er rektangulært, elastisk og udholdende, med den karakteristiske “Samojed-smile”, hvor mundvigene er let opadvendte, og med stærk pigmentering i læber, øjenrand og næse (sæsonbetinget “snow nose” kan accepteres). Øjnene er mandelformede og mørkebrune, ørene små, tykke og trekantede, båret opret. Halen er rigt besat med hår og bæres krøllet over ryggen. Bevægelsen skal være fri, jordvindende og kraftfuld, uden overdrevet vinkling. Pelsen er dobbelt og lang: en hård, vejrbestandig dækpels og en tæt, isolerende underuld, i farverne hvid eller lys creme.
Temperamentet er racens varemærke: blid, venlig og tilpasningsdygtig, men også selvstændig og arbejdsivrig. En god avlshund viser nysgerrighed uden nervøsitet, er socialt sikker og samarbejdsvillig. Ekstrem skyhed eller aggressivitet er diskvalificerende.
Avl efter standarden betyder at bevare funktion og sundhed frem for modepræg. Undgå ekstremer som alt for blød knogle, alt for fin eller vatagtig pels, blå øjne, store, slappe ører, usikker haleføring, svag overlinje, kohaser og kort, hakkende skridt. Strukturen skal understøtte racens daglige behov for mere end to timers motion, uden tegn på overbelastning. Pelsens kvalitet er vigtigere end mængden; en korrekt, selvrensende dobbeltpels beskytter mod kulde og fugt, og må ikke forveksles med unaturlig “fluffy” pragt, der let filtrer.
Som helhed skal Samojeden fremstå som en sund, robust og arbejdsduelig familiehund, der kan leve 12–14 år, og som trives i et aktivt hjem med plads, mentalt og fysisk.

• Ansvarlig avl i Samojed handler om at balancere racetypisk udtryk, funktion og genetik, så vi både bevarer temperamentet og sænker risikoen for arvelige sygdomme. Start med genetisk diversitet: mål koefficienten for indavl (COI) over 8–10 generationer, og stræb efter et niveau under 6,25 % og under racens aktuelle gennemsnit. Undgå “popular sire”-effekten ved at begrænse antallet af afkom fra den samme han; det beskytter den effektive populationsstørrelse og reducerer risikoen for, at sjældne, uønskede varianter spredes.
  For sygdomme er arvegangen central:
• Samoyed Hereditary Glomerulopathy (SHG) er X-bundet; hanhunde er enten raske eller syge, mens tæver kan være bærere. DNA-test er essentiel. Etisk bør bærertæver ikke indgå i avl, da de statistisk kan producere syge hanner.
• Progressiv retinal atrofi (PRA, ofte prcd-varianten) er autosomal recessiv; DNA-test gør det muligt at parre bærer til fri uden at få afficerede hvalpe, men vær åben om status og test hvalpe, der skal i avl.
• Glaukom har en kompleks arvebaggrund og er relateret til udviklingsanomalier i kammervinklen (goniodysgenese). Arveligheden er moderat; gonioskopi og selektion efter normal kammervinkel er vigtige.
• Hypothyreose, diabetes og subvalvulær aortastenose (SAS) er multifaktorielle/polygene; her hjælper populationsdata, sundhedsscreening, slank huldstatus og selektion fra linjer med høj levetid.
  Vælg avlsdyr, der selv udviser robust sundhed og mental stabilitet op i voksenalderen. Brug gerne lidt ældre hanhunde med dokumenteret øjen- og hjertehistorik; det øger sandsynligheden for at opdage sene, arvelige problemer før de spredes.
  Bevar funktionel anatomi: god skulderfrihed, stærke haser, tætte poter og faste håndrod. En korrekt dobbeltpels med hård dækpels er en genetisk og funktionel egenskab, der beskytter i sne og vådt føre; avl bør aldrig prioritere ekstrem pelsmængde over kvalitet. Farven holdes hvid/lys creme med sund pigmentering; albinotegn fravælges.

• En struktureret screeningspakke før avl mindsker risikoen for at producere syge hvalpe og giver klare beslutningsgrundlag. For Samojed anbefales som minimum:
• DNA-tests: prcd-PRA og SHG (X-bundet glomerulopati/COL4A5). Test før 12–18 måneder. Regler: For PRA kan bærer kun parres med fri; afkom, der skal i avl, DNA-testes. For SHG bør kun genetisk fri tæver anvendes; afficerede hanhunde må aldrig indgå.
• Øjne: ECVO-øjenlysning årligt fra 1 år og så længe hunden bruges i avl. Gonioskopi mindst én gang før første parring (helst 2–4 år) og gentaget hvert 3.–4. år. Hunde med udtalt goniodysgenese fravælges; borderline kræver særlig partnerudvælgelse med normal kammervinkel.
• Hofter og albuer: Røntgen med officiel FCI-aflæsning, hofter A/B og albuer 0 anbefales. Prioritér avlsværdital (EBV) under racens gennemsnit, hvis tilgængeligt i DKK.
• Thyreoidea: Komplet profil (T4, fT4, TSH, TgAA) første gang efter 24 måneder og herefter hver 12.–24. måned, især hos tæver før parring. Kun klinisk stabile, laboratoriemæssigt normale hunde bør avles på.
• Hjerte: Auskultation årligt. Ved mislyd eller kendt SAS i linjen udføres ekkokardiografi hos kardiolog; kun hunde uden tegn på SAS anvendes.
• Nyrer/urin: Selv med SHG-DNA-test er urinstix og protein/kreatinin-ratio (UPC) før avl god praksis, da andre nyrelidelser kan forekomme.
• Metabolisk status: Fastende glukose/fruktosamin ved familiær diabetesrisiko; hold ideal huld (BCS 4–5/9), da overvægt øger sygdomsrisiko.
  Supplér med klinisk ortopædisk undersøgelse, patellatjek, tandstatus og for hanhunde eventuelt sædanalyse. Dokumentér alle resultater i åbne databaser (DKK/klub), så partnerudvælgelse kan ske på et oplyst grundlag. Gentag relevante tests ved avl i senere alder, da nogle sygdomme er sene i debut.

• Etisk avl sætter hundens velfærd, sundhed og racens langsigtede bæredygtighed først. Fastlæg klare retningslinjer, og følg dem konsekvent:
• Alder og hyppighed: Par ikke tæver før fysisk og mentalt moden alder (typisk ≥ 24 måneder og efter mindst anden løbetid). Hold mindst én løbetid/12 måneder mellem kuld, maksimalt 3–4 kuld i en tæves liv, og overvej pension ved 7–8 år. Hanhunde bør have fulde sundhedsresultater og være ≥ 18–24 måneder.
• Ingen avl på syge eller utestede hunde: Afficerede for PRA, SHG, SAS eller klinisk hypothyreose udelukkes. Bærertæver for SHG udelukkes af hensyn til hvalpenes velfærd.
• Genetisk transparens: Offentliggør COI, DNA-status, øjenlysning, gonioskopi, HD/ED, hjerte og thyreoidea. Undgå parringer med kombineret høj risiko (fx to med borderline kammervinkel). Sæt loft over antal afkom pr. han for at undgå popular sire.
• Funktion og livskvalitet: Avl ikke på ekstremer i pels og type, der forringer funktion eller pleje. Samojeden kræver daglig pelspleje og mere end to timers motion; som opdrætter har du ansvar for at matche hvalpe med hjem, der kan levere dette (helst god plads og have).
• Hvalpenes start på livet: Skab rolige, rene rammer for drægtighed og fødsel. Anvend tidlig neurologisk stimulering (dag 3–16), systematisk socialisering fra uge 3–12, og lær hvalpene håndtering, børstning, kloklip og korte bilkørsler.
• Etiske aftaler: Skriftlig kontrakt med sundhedsresultater, tilbagekøb/livslang support, formidling af forsikring og foderplan. Følg op på alle hvalpe, og indrapportér helbredsdata til raceklub, så avlsprogrammet løbende forbedres.

• Start med et klart mål for kuldet: sundhed, stabilt temperament, funktionel bygning og racetypisk udtryk. Vælg derefter partner, der komplementerer din hunds styrker og afhjælper svagheder, uden at fordoble samme fejl.
• Sundhedsprofil: Begge forældre skal være DNA-fri for SHG; for PRA skal mindst den ene være fri, og afkom til avl DNA-testes. Begge med HD A/B og ED 0. Aktuel ECVO-øjenlysning og gonioskopi før første parring; undgå at parre to med borderline kammervinkel. Normal thyreoideaprofil og, ved behov, hjerte-ekkokardiografi uden SAS.
• Genetisk diversitet: Sammenlign COI for parringen med racens gennemsnit; søg parringer under gennemsnittet. Brug stamtavle- og slægtskabsanalyser (gennemsnitlig slægtskab, ALC) eller genomiske værktøjer for at finde mindre beslægtede kombinationer, eventuelt på tværs af lande for at udvide puljen.
• Bygning og bevægelse: Undgå at kombinere lige skuldre med stejle kryds eller bløde håndrod med svage poter. Prioritér korrekt proportion, fast overlinje og effektiv skridtlængde. Vælg partner, der har dokumenteret funktion (træk/arbejde) eller kritikker, som bekræfter korrekt bevægelse.
• Temperament: Samojeden skal være venlig, blid og samarbejdsvillig. Brug mentalbeskrivelser, dommerkommentarer og hverdagsobservationer. Fravælg linjer med nervøsitet, lydsensitivitet eller ressourceforsvar.
• Reproduktion og logistik: Vurder fertilitet (tidl. kuldstørrelser på 4–6 er typisk), drægtigheds- og fødselshistorik, samt størrelsesmatch for at minimere risiko for store hvalpe og kejsersnit. Aftal klare vilkår om parring, gentagne spring, sædtransport og efterfølgende hvalperettigheder. Planlæg hvalpeplacering med fokus på hjem med tid til pelspleje og daglig motion; racen opleves ofte som allergivenlig for mange, men kræver stadig konsekvent rengøring og børstning.