Sådan vælger du den rigtige Sankt Bernhardshund til din familie

Sankt Bernhardshunden stammer fra Schweiz og er kendt fra Hospice Saint Bernard, hvor den historisk hjalp rejsende i bjergene. I dag er racen først og fremmest en rolig, kærlig familiehund, som hører hjemme i FCI-gruppen for schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde. Temperamentet er nysgerrigt, legesygt og charmerende, og selv om racen ofte er blid og tålmodig, følger der et stort ansvar med så stor en hund. Hanner bliver typisk 70-90 cm i skulderhøjde og tæver 65-80 cm, ofte med en voksenvægt mellem 50 og 90 kg. Det er en gigantisk race, som kræver plads, stabilt underlag og en familie, der kan håndtere dens fysiske styrke. Pelsfarven er hvid med rødbrune aftegninger, som kan spænde fra pletter til en saddel over ryggen. Pelsen findes i glat/korthåret og mere fyldig variant, og begge typer fælder betydeligt. Racen er ikke hypoallergen, og du må forvente både løse hår og en del savl i hverdagen. Pelsplejen bør være ugentlig, gerne oftere i fældeperioder. Levetiden ligger omkring 8-10 år. Som mange store racer er Sankt Bernhardshunden disponeret for visse sundhedsudfordringer, blandt andet hofte- og albueledsdysplasi, mavedrejning (GDV), øjenlidelser som entropion og grå stær, hjertesygdomme samt allergier. En ansvarlig opdrætter sundhedstester for at reducere risikoen. Motionbehovet er moderat: som voksen trives racen med op til cirka en times daglig motion fordelt på rolige gåture og mental aktivering. Som hvalp og unghund skal leddene skånes, hvorfor hop, trapper og hård leg begrænses. Racen tåler kulde bedre end varme og bør have skygge, kølige gulve og ro på varme dage. I vand er den tunge krop en udfordring, så svømning kræver nøje opsyn. Økonomisk skal du kalkulere med betydelige udgifter til kvalitetsfoder til store racer, forsikring, dyrlæge, udstyr i stor størrelse og eventuel professionel pelspleje. Hvis du kan tilbyde plads, tid og blid, konsekvent træning, får du en hengiven og samarbejdsvillig makker.

Sankt Bernhardshunden er typisk meget menneskeglad og knytter sig stærkt til sin familie. Den trives, når den er med i hverdagen, og den fungerer bedst, når den ikke er alene i for lange perioder. Planlæg gradvis alene-hjemme-træning, så hunden lærer at hvile og føle sig tryg i eget selskab. I familier med flere medlemmer er det en fordel at fordele opgaverne: én ansvarlig for fodring, én for pelspleje, én for træning, så rutinerne bliver stabile og hunden ved, hvad den kan forvente. Racen er sjældent skarp, men dens størrelse kan i sig selv virke imponerende på gæster. Tidlig socialisering, rolige møder med nye mennesker og steder samt belønningsbaseret træning opbygger tryghed og gode vaner. Besøg i hjemmet bliver mere harmoniske, når hunden har en fast plads eller kurv, hvor den kan finde ro, mens gæster ankommer. I hjem med andre kæledyr er Sankt Bernhardshunden oftest venlig, men husk, at små dyr og små hunde kan komme i klemme i leg. Indfør styret introduktion, korte, positive møder og tydelige pauser. Lær din hund at bytte frivilligt og respektere foder- og legetøjszoner for at forebygge ressourceforsvar. En god sele og snortræning er afgørende; et enkelt ryk fra så stor en hund kan være svært at håndtere. Træn kontakt, gå pænt, indkald og ro på signal, før vægten for alvor kommer på. I hjemmet hjælper skridsikre tæpper, brede gennemgange og solide dørkarme. Hav håndklæder klar ved døre for at håndtere savl og våde poter. Racens legesyge side kommer smukt til udtryk i næsearbejde og problemløsning, som er ideelt i en travl familie, hvor flere kan deltage. Med et roligt, venligt væsen og et ønske om at samarbejde passer Sankt Bernhardshunden ofte godt ind i familielivet, når man møder den med struktur, tålmodighed og humor.

Sankt Bernhardshunden er kendt for at være blid og tålmodig med børn, men størrelsen kræver klare spilleregler. Børn skal altid være under opsyn sammen med hunden, også når interaktionen virker fredelig. Lær børn at invitere til kontakt, i stedet for at kaste sig over hunden; lad hunden komme til dem. Undervis i grundlæggende hundeetikette: ingen kram, ingen ridning, ingen at hive i ører eller hale, ingen forstyrrelser af sovende eller spisende hund. Etabler “frizoner”, hvor hunden ikke forstyrres (kurv, bur eller et rum med børnesikret afskærmning). Den store krop betyder, at selv en venlig hale eller en forsigtig lænen-sig-til kan vælte små børn. Træn derfor tidligt ro ved dør, ved fodring og i møder med mennesker. Belønningsbaseret træning af signaler som sit, dæk, bliv, slip og ro på måtte hjælper alle i familien. Leg må være lavintensiv: søgelege, godbidsbaner og enkle tricks er gode alternativer til vilde trækkelege. Særligt i unghundealderen (6-24 måneder) kan racen være tung og tumlende. Hjælp hunden ved at undgå glatte gulve og ved at tilbyde korte træningspas med høj forstærkning, så selvkontrol bliver sjovt. Gør en dyd ud af at lære børn hundens kropssprog: slikker den sig om munden, vender hovedet væk, gaber eller stivner, er det tegn på, at den har brug for en pause. Involver de større børn i daglige opgaver som at fylde vandskål, børste pels eller gemme godbidder til næsearbejde. På den måde opbygger I et trygt partnerskab, hvor hund og børn lærer at læse hinanden. Med gode rutiner og tydelig voksenstyring kan en Sankt Bernhardshund blive en stabil, kærlig ven for familien i mange år.

For at en Sankt Bernhardshund skal trives, skal hjemmet og hverdagen tænkes igennem. Racen passer bedst i et større hjem, gerne med have og sikre hegn. Trapper bør begrænses, især for hvalpe og unghunde, da tunge kroppe belaster led. Læg skridsikre underlag på glatte gulve og overvej en rampe til bil og høje trin. Planlæg en daglig rytme, der kombinerer rolig motion og mental stimulering: for eksempel 20-30 minutters morgentur i snusetempo, kortere aktivering midt på dagen (snusemåtte, foderpuzzle, targets), og endnu en rolig aftentur. Som voksen er den samlede fysiske aktivitet typisk op til cirka en time. Undgå langvarig højintens aktivitet, især i varme perioder. På varme dage er skygge, ventilation, kølemåtter og adgang til friskt vand nødvendigt; gå ture tidligt eller sent. I kulde trives mange Sankt Bernhardshunde fint, men hold øje med poter og salt på vejene. Pelsplejen indarbejdes som ugentlig rutine: grundig udredning, omgang med karte/børste, kontrol af ører og hudfolder samt regelmæssig kloklip. Racen fælder markant, så en god støvsuger og pelsruller er et plus. Fodringen bør være et kvalitetsprodukt til store racer; hvalpe skal have stor-race-hvalpefoder for at understøtte langsom, sund vækst. Del den daglige ration i 2-3 måltider, brug gerne slowfeeder, og lad hunden hvile før og efter måltider for at reducere risiko for mavedrejning. Undgå hævede madskåle, medmindre din dyrlæge anbefaler det. Tal med dyrlægen om forebyggende mavefiksering (gastropexi), især hvis der er kendt risiko i linjen. Vælg sele og udstyr, der er behageligt og robust, fx en front-clip sele til snortræning. Overvej bil med god plads og solid transportløsning. Hvis du dyrker træning, vil racen ofte nyde spor, næsearbejde, lydighed og let trækvognsarbejde, når den er færdigudvokset. Hold træningen kort, sjov og belønningsbaseret, så samarbejdet forbliver motiverende.

Det første skridt er at vælge en ansvarlig opdrætter eller overveje adoption gennem en seriøs omplacering. En DKK/FCI-registreret opdrætter bør kunne dokumentere sundhedstests for begge forældre: HD (hofter), AD (albuer), øjenundersøgelse (entropion, grå stær m.m.) samt hjertescreening (f.eks. ekkokardiografi/auskultation). Spørg til indavlskoefficient (COI), temperament, levealder i linjen og eventuel historik med mavedrejning. Bed om at møde moderen, se hvor hvalpene vokser op, og få en socialiseringsplan. Et godt kuld består ofte af 6-8 hvalpe; alle bør have haft trygge, varierede oplevelser inden 8 ugers alderen. Få skriftlig købsaftale, sundhedsbog, microchip- og vaccinationsbevis samt tydelig returret, hvis noget går galt. Planlæg økonomien realistisk: foder i stor mængde, forsikring (sygdom/ansvar), kvalitetsudstyr i XL, løbende dyrlægetjek og eventuel fysioterapi. Sæt også tid af til hvalpehold og fortsat træning. Hjemmet skal hvalpesikres: fjern ting i hvalpehøjde, læg skridsikre tæpper, afskærm trapper, og planlæg roligt soveområde. Hav en stor, robust kurv eller rummelig, behagelig kasse, så hunden kan trække sig. Overvej din kalender: kan du afse tid til kortvarige, hyppige træningspas, pleje og ture hver dag? Racen trives dårligt med passiv hverdag. Afklar familiens forventninger; hvem gør hvad, når hunden bliver 70+ kg? Har I bil og bolig, som kan rumme en voksen Sankt Bernhardshund? Vær ærlig om eventuelle allergier i familien; racen er ikke hypoallergen. Tal med dyrlægen om forebyggelse, herunder vægtstyring, tandpleje, neutralisation (hvis relevant), og hvornår fysisk belastning kan øges under opvæksten. Endelig er det klogt at tænke i worst-case scenarier: Hvem kan passe hunden ved sygdom eller ferie? Med klare svar på disse spørgsmål står du markant stærkere til at vælge, om en Sankt Bernhardshund er det rette match.