Sankt Bernhardshund vinteromsorg: Koldt vejr og hundens behov

Sankt Bernhardshunden er udviklet i de schweiziske alper og bærer en kraftig, dobbelt pels, der beskytter mod kulde. Det betyder dog ikke, at enhver Sankt Bernhard trives i hård frost i lang tid. Moderne linjer lever typisk indendørs, og både alder, helbred og pelsvariant (korthåret/glat versus længere/uglet) påvirker kuldetolerancen. Den store kropsmasse holder på varmen, men fugt, vind og iskolde overflader kan stadig give hypotermi og forfrysninger. Vær særligt opmærksom på hvalpe, seniorer, slankere individer, hunde med hjerteproblemer (f.eks. udvidet kardiomyopati) og hunde med tyndere pels. Ledproblemer som hofte- og albueledsdysplasi kan føles værre i kulde, og glatte underlag øger risikoen for akutte forstuvninger. Sådan tolker du hundens signaler i kulden: Skælven, stiv og rund ryg, halepres mod kroppen, løftede poter, uvilje mod at gå videre, pib eller sløvhed er klassiske tegn. Tjek ører, hale og trædepuder; er de meget kolde, blege eller misfarvede, er det tid til at komme ind. Undgå lange ture i hård blæst og sjap, der gennembløder underulden. Som tommelfingerregel kan de fleste Sankt Bernhardshunde klare korte, aktive ture ved 0 til −5 °C, hvis de holdes tørre. Ved −10 °C og under, især med vind, bør du forkorte opholdet udendørs til 10–20 minutter ad gangen, med pauser indendørs til opvarmning og tørring. Husk, at sneens refleksion kan genere øjne, især hos hunde med entropion eller begyndende grå stær; hold øje med kniben med øjnene og tåreflåd. Efter turen skal hunden tørres grundigt, særligt i krave, armhuler og faner på benene, hvor fugt ellers kan give hudirritation. Kontakt dyrlæge akut ved mistanke om hypotermi (kraftig skælven, forvirring, langsom puls) eller forfrysninger.

Vælg udstyr, der tager hensyn til racens størrelse, vægt og pelstype. En robust Y-sele med bred bryststrop fordeler tryk bedre end et halsbånd, når en 60–80 kilos Sankt Bernhard trækker i sne eller på glatte underlag. Kombinér med en kraftig line, gerne med indvævede reflekser, og en refleksvest eller LED-lys, så den store hund ses i vintermørket. Pelsens dobbeltlag isolerer godt, men et vindtæt og vandafvisende dækken er nyttigt i våd sne, slud eller hård blæst, især til korthårede, seniorer eller hunde i rekonvalescens. Dækkenet skal dække brystet og nyreområdet uden at gnave i armhulerne. Poterne er det svage punkt om vinteren; sko/booties med god sål og bred åbning til kæmpepoter giver greb og beskytter mod salt og is. Træn hunden i at bære dem indendørs i korte sessioner, så tolerancen bygges op. Alternativt kan du bruge potevoks før turen som barriere mod salt og is, og derefter skylle og tørre poterne. Hav altid mikrofiberhåndklæder i entreen og eventuelt en blid føntørrer på lav varme til at få underulden tør. En skridsikker rampe til bil eller trappe aflaster led, når det er glat, og et bagagerumsdækken, der absorberer vand, skåner både bil og hund. Til øjne, som kan blive irriterede af blæst og snefnug, kan en fysiologisk saltvandsopløsning bruges til skylning efter behov. Undgå kæder og pigge på udstyr, der øger risikoen for at glide eller sår.

Sankt Bernhardshunden har moderat dagligt motionsbehov, typisk op til en time, men kvalitet slår kvantitet i vinterkulden. Del aktiviteten i to til tre kortere ture med fokus på opvarmning, kontrollerede bevægelser og mentalt arbejde. Start altid med 5–10 minutters rolig gang på fast, skridsikkert underlag, før I går i dybere sne. Undgå vilde retningsskift, hop og stejle nedløb, som belaster hofter og albuer, især hos unge hunde med uafsluttet skeletvækst. Snuse- og sporarbejde i sne er fremragende: læg godbidder i V-formede spor i læ for vinden, så hunden bruger næsen mere end kroppen. Trækkearbejde kan være racetypisk og motiverende, men hold vægten lav og overfladen jævn; brug korrekt træksele og stop ved træthed. På isede dage flytter I hoveddelen af motionen ind: næselege, søg i kasser, target-arbejde, korte lydighedssekvenser og problemløsning i foderpuslespil giver høj mental mæthed uden at overbelaste led. Balanceøvelser på skridsikre skum- eller yogamåtter styrker core og bagpart, hvilket mindsker skadesrisiko. Planlæg aktivitet væk fra fodring for at reducere risikoen for mavedrejning (GDV): Hold ca. 60 minutter før og 90 minutter efter måltider uden hård leg eller løb. Hold øje med overophedning i dækken under intens leg; tungt åndedræt, halseri og sløvhed betyder pause. Afslut enhver udendørstur med 3–5 minutters rolig nedkøling, så musklerne ikke “kramper” i kulden, og tør hunden omhyggeligt, før den lægger sig.

Store, runde poter bærer tung vægt og møder salt, is og skarpe krystaller. En fast rutine beskytter dem gennem vinteren. Trim forsigtigt håret mellem trædepuderne, så der ikke dannes isklumper, der spreder tæerne og giver sår. Hold neglene korte for bedre greb; lange negle øger gliderisiko og belaster albuer og skuldre. Før turen påførers en tynd film potevoks eller vaseline mellem og på puderne som barriere. Efter turen skylles poterne i lunkent vand, tørres grundigt, og der påføres en fugtgivende potesalve om aftenen for at forebygge revner. Ser du rødme, små rifter eller misfarvede pletter, kan du rense let med klorhexidin 0,05 % og give et par dages hvile; søg dyrlæge ved hævelse, halthed eller hvis skaden ikke heler. Overvej vinterstøvler til saltrige ruter; vælg modeller med bred åbning, lang velcro-lukning og fleksibel sål, så de passer de massive poter. Træn støvler gradvist: 1–2 minutter indendørs med godbidder, og byg op, til hunden går naturligt. Vær også opmærksom på, at sne og salt kan irritere hudfolder ved læber og mellem tæer; tør disse områder tørre, også i den tætte halskrave, hvor fugt kan blive gemt. Endelig, lad ikke hunden spise store mængder sne; koldt vand og sne med vejsalt kan irritere maven og i værste fald udløse opkast eller diarré.

God vinteromsorg fortsætter indendørs. En ortopædisk, tyk madras på et trækfrit sted aflaster de store led og mindsker morgenstivhed. Hold stuetemperaturen jævn, og brug eventuelt en affugter eller luftfugter efter behov for at undgå tør hud og statisk pels. Børst pelsen mindst ugentligt, gerne oftere om vinteren, for at fjerne løse hår og forebygge filt i krave og bukser; en kam og en blød underuldsbørste er nyttige. Tør altid pelsen helt efter våde ture; fugtig underuld kan give hudirritation og kløe. Justér fodermængden efter aktivitetsniveau; mange Sankt Bernhardshunde bevæger sig mindre i vintermånederne og kan have brug for 5–10 % færre kalorier for at undgå vægtøgning. Omvendt kan aktive hunde i kulde behøve lidt ekstra; hold øje med kropsscoren. For at reducere risikoen for mavedrejning fodrer du to til tre mindre måltider dagligt, undgår forhøjede foderskåle, medmindre dyrlægen anbefaler det, og begrænser vild leg omkring måltiderne. Friskt, tempereret vand skal være let tilgængeligt; store hunde bliver let dehydrerede i tør vinterluft. Til øjnene, særligt hos hunde med entropion eller begyndende grå stær, kan du mindske blænding fra sne ved at gå i skov og skygge på klare dage. Planlæg regelmæssige, blide ledvenlige stræk og massager efter turen; det øger blodgennemstrømningen og komforten. Tal med dyrlægen om ledtilskud som omega-3, glucosamin og chondroitin, hvis hunden er stiv i kulden, og sørg for årlige helbredstjek, da hjertesygdom og epilepsi kan kræve særlig plan i vinterhalvåret.