Kulturel historie af Schapendoes: Fra oprindelse til moderne tid

Schapendoes er en oprindelig hollandsk hyrdehund, formet af livet på landets vidtstrakte heder i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Navnet kombinerer “schap(en)” for får og “does”, der peger på den tufsete, let pjusket fremtoning. Racen var hyrdernes alsidige makker på hedearealer i blandt andet Veluwe og Drenthe, hvor den samlede, drev og holdt flokken i bevægelse, ofte over lange afstande og i udfordrende vejr. Den blev værdsat for sin smidighed, robuste sundhed og udtalte samarbejdsvilje, snarere end for aggressiv bevogtning.

Funktionen skabte formen. Schapendoes er en middelstor hund (hanner ca. 43–50 cm, tæver ca. 40–47 cm; 14–16 kg), let i kroppen, med elastisk bevægelse og en fjeder i steget, som gjorde den i stand til at vende skarpt og springe med lethed. Den lange, dobbelte pels fungerer som vejr- og vindbeskyttelse; underulden isolerer, mens den lange, let bølgede dækpels afviser snavs og fugt. Alle farver er tilladt, men blågrå til sort foretrækkes – et udslag af funktion frem for mode.

Temperamentet er lige så arbejdspræget: årvågen, venlig og livlig, med en udtalt lyst til at samarbejde og løse opgaver. I hyrdearbejdet skulle Schapendoes selvstændigt læse flokkens bevægelser, men samtidig være tæt afstemt med hyrdens signaler. Det har givet en race med høj social intelligens, god trænelighed og en vis humoristisk frækhed.

Selv om der findes nært beslægtede, langhårede hyrdetyper i Europa, peger både funktion og lokal tradition på, at Schapendoes er en særegent hollandsk udviklet landrace, der gennem årtier blev formet af hedelandskabets krav og hyrdernes praksis.

Med industrialisering, opdyrkning af hederne og ændret husdyrdrift i slutningen af 1800-tallet begyndte behovet for de klassiske hedehyrder at svinde. I mellemkrigstiden forstærkedes tendensen, og efter Anden Verdenskrig var Schapendoes tæt på at forsvinde som særskilt type. Importen af stærkt specialiserede britiske hyrdehunde, især Border Collie, skubbede yderligere til udviklingen.

Det afgørende vendepunkt kom i 1940’erne, hvor den hollandske kynolog P. M. C. Toepoel aktivt opsporede og beskrev de sidste typiske Schapendoes-eksemplarer. I 1947 blev Nederlandse Schapendoes Vereniging (NSV) stiftet, hvilket lagde grunden til målrettet genopbygning. Den hollandske kennelklub, Raad van Beheer, anerkendte racen i 1952, og FCI fulgte efter i 1971. Standarden fastholdt vægt på en let, funktionel kropsbygning, rigelig men praktisk pels, og et kvikt, samarbejdende temperament uden skarphed.

Genopbygningen skete fra et begrænset antal avlsdyr. Det gav både en sårbarhed i genetisk variation og en stærk bevidsthed hos opdrættere om at holde racen sund og funktionel. I løbet af 1970’erne og 1980’erne bredte Schapendoes sig forsigtigt uden for Holland som familie- og sports-hund, mens små grupper af entusiaster bevarede hyrdeinstinktet via hyrdetræning og arbejdsprøver.

I Danmark har racen et beskedent, men stabilt fodfæste med moderat popularitet (seneste registreringstal omkring 55 oprettelser). Den placeres i FCI Gruppe 1, Hyrde- og Kvæghunde, og udmærker sig i dag som en alsidig ledsager til aktive ejere, der sætter pris på dens lette førlighed, gode næse og glade energi.

Schapendoes er en del af Hollands landbrugskultur og fortællingen om hedelandskabet, som gennem århundreder blev formet af fåregræsning. Hunden var hyrdens daglige makker, et stykke levende værktøj, der bidrog til naturpleje længe før begrebet blev formelt. I dag lever traditionen videre i demonstrationsflokke og kulturhistoriske arrangementer på blandt andet Veluwe, hvor racen nogle steder stadig viser sin naturlige evne til at samle og drive dyr i åbne landskaber.

Racen er samtidig blevet et venligt ansigt udadtil for hollandsk kynologi: en nationaltype, der – uden at være nationalikon på linje med større racer – repræsenterer det jordnære, arbejdsomme og tilpasningsdygtige. I fotografi og lokalhistoriske kilder fra slutningen af 1800-tallet ses den pjuske hyrdehund ofte i periferien af fåreflokke og hyrder, hvilket understreger dens status som uundværlig hjælper frem for prangende statussymbol.

I moderne kontekst er Schapendoes også kulturelt meningsfuld, fordi den passer til den skandinaviske familiekultur, hvor aktivitet, friluftsliv og social træning vægtes højt. Den lange, “levende” pels og den udtryksfulde mimik giver den stor appel i det offentlige rum, men bag udseendet ligger en reel arbejdskapacitet, som bør respekteres. Racen bruges i dag i hundesport som agility, hoopers, rallylydighed og nose work, hvad der både plejer dens sind og viderefører et ekko af dens oprindelige funktion: at være en samarbejdende problemløser.

Dermed knytter Schapendoes fortid og nutid sammen – ikke blot som arv fra hederne, men som et levende eksempel på, hvordan funktionelt avlsarbejde kan bære en kulturarv ind i samtiden.

Nutidens avl på Schapendoes balancerer tre hensyn: sundhed, mentalitet og funktionel type. Erfaringerne fra genopbygningen efter krigen har gjort racens miljø meget bevidst om genetisk diversitet. Derfor arbejdes der med stamtavleanalyse og lavt indavlsniveau (COI), ligesom man undgår for snæver brug af populære avlshanner. Sundhedsundersøgelser omfatter typisk hofter (HD-røntgen) og øjenundersøgelser (ECVO) med jævne intervaller; enkelte linjer screenes med DNA-tests mod specifikke arvelige øjenlidelser, hvor det er relevant.

Målet er en middelstor, let og elastisk hund uden overdrivelser. Pelsen skal være rigelig, men ikke så tung, at den hæmmer bevægelse eller trivsel. Farver prioriteres ikke i avlen ud over standardens rammer; fokus ligger på temperament og funktion. Mentalt lægges vægt på en venlig, samarbejdsvillig og nysgerrig hund, der tåler hverdagens stimuli og kan arbejde i moderne sportsmiljøer uden stress.

I Danmark samarbejder opdrættere og specialklubber om åbenhed omkring sundhedsdata, anbefalinger for øjenkontrol, samt vejledning af hvalpekøbere. Et moderat antal årlige registreringer understøtter kvalitet frem for kvantitet.

Træningsmæssigt ses Schapendoes i stigende grad i sportsgrene, der udnytter dens lette, fjedere bevægelse og evne til at læse førerens kropssprog. Lydighed, rally, agility og nose work er oplagte, mens hyrdearbejde – hvor muligt – er særligt værdifuldt for at bevare racens naturlige driv. Samlet set er moderne avlsudvikling kendetegnet ved omtanke: fastholdelse af racens særpræg uden at dyrke ekstreme træk.

De største fremtidige opgaver for Schapendoes er at bevare genetisk bredde i en relativt lille population, at modstå modedrevne overdrivelser i pels og type, og at fastholde den funktionelle mentalitet. Internationalt samarbejde mellem klubber kan sikre genetisk udveksling, lave COI og sundhedsdokumentation, mens oplysning til hvalpekøbere forebygger impulskøb baseret på udseende alene.

Klimaforandringer og varmere somre stiller nye krav til pelspleje og aktivitet. Den lange dobbeltpels skal holdes luftig og fri for filt, og motion planlægges, så hunden ikke overopheder. Samtidig rummer racens allround-evner et potentiale i fremtidens bynære liv: den trives med mentalt krævende opgaver som nose work, søg og problemløsningslege, når blot den får sine 1–2 timers daglige motion og social kontakt.

Sundhedsmæssigt tegner billedet stadig robust, men kontinuerlig overvågning af hofter og øjne, samt fokus på tænder, ører og kropsvægt, vil forblive centrale indsatser. Nye genetiske værktøjer kan hjælpe med at identificere bærere af sjældne lidelser tidligt og dermed holde sygdomsniveauet lavt uden at snævre avlsbasen ind.

For ejere handler fremtiden om kompetent lederskab og hverdagsstruktur: racen er social, kvik og gerne “på” – det er dens styrke, men også en forpligtelse. Med gennemtænkt træning, god pelspleje og et aktivt familieliv kan Schapendoes fortsat være den glade, elastiske samarbejdspartner, der forbinder hedelandskabets historie med nutidens hjem og hundesport.