Segugio Italiano - Ansvarlig avl og genetik

Segugio Italiano er en middelstor, udholdende støver fra Italien, anerkendt i FCI gruppe 6 (Drivende jagthunde, sporhunde og beslægtede racer). Racen findes i to pelsvarianter, korthåret (a pelo raso) og ruhåret (a pelo forte), som begge repræsenterer en funktionel, tør og muskuløs type med stærk knoglebygning uden at være tung. Skulderhøjde ligger typisk omkring 50–60 cm for hanner og 48–58 cm for tæver, med en vægt på cirka 18–28 kg. Farverne er primært alle nuancer af fawn/fulvo samt sort med tan aftegninger; små hvide aftegninger på bryst og poter tolereres. Racen lever i reglen 11–13 år, eventuelt længere ved god pleje og et aktivt, slankt hundeliv. Temperamentet er venligt, intelligent og behagesygt, men med den selvstændighed, der kendetegner næsedrevne jagthunde. En Segugio, der er korrekt avlet, er førerblød, støjsikker i hverdagen og har en klar, klangfuld stemme på spor. Bevægelsen skal være flydende, jordvindsende og økonomisk, med moderat vinkling, stærke, tørre sener og hårde, sluttede poter, som tåler langvarigt arbejde i ujævnt terræn. Brystkassen er dyb og lang, så lunger og hjerte får plads; lænden er fast, og krydset let faldende. Hovedet er tørt og langt med veludviklet næseparti og mobile, noget lange ører, som kræver løbende ørepleje. Racen er ikke hypoallergen. Plejebehovet er beskedent for den korthårede variant og moderat for den ruhårede, hvor trimning/udtrivning et par gange årligt holder pelsens funktion. Segugio Italiano er en højaktivitetsrace, som trives med daglig motion på 1,5–2 timer plus målrettet næsearbejde. Den er ofte vandglad, men ikke en udpræget vandhund. Som familiehund kræver den tydelige rammer, mentalt arbejde og trygge rammer med indhegnet have. Kuldstørrelse ligger oftest på 5–7 hvalpe. Bidstyrken er moderat, og racen er ikke avlet til vagt, men til vedholdenhed og samarbejde i jagten.

Segugio Italiano har traditionelt været avlet som en funktionel landrace i Italien, hvor selektion har været rettet mod næse, udholdenhed, sporvilje og lyd. Den relativt brede genetiske base er en styrke, som bør bevares. Arbejd med lav indavlsgrad (COI) over 5–10 generationer for at begrænse tab af diversitet; som praktisk tommelfingerregel tilstræbes en COI under 6–6,5 % over 10 generationer, hvor det er muligt. Undgå popular-sire-effekten, hvor én han bidrager uforholdsmæssigt til populationen, da det fremskynder tabet af sjældne alleler og øger risikoen for skjulte recessive problemer. Overvej at kombinere linjer fra forskellige regioner/lande, når helhed, sundhed og type passer, så effektiv populationsstørrelse højnes. Pelsvariant og farve følger primært simple/multifaktorielle mønstre: ruhår har typisk en stærk genetisk komponent for “furnishings”, mens korthår er glathåret. Farverne fawn og sort/tan styres af interaktioner mellem eumelanin/phaeomelanin; merle og fortyndede farver hører ikke til racen og bør ikke introduceres. Store hvide aftegninger er ikke ønskelige funktionelt, fordi depigmenterede områder kan give sol- og hudproblemer. Afklar altid med den nationale specialklub, om krydsning mellem pelsvarianterne er tilladt, da regelsættet varierer mellem lande og tid. Funktionelle egenskaber, som stemmeklang, næsearbejde og jagtlyst, har moderat heritabilitet; de kan forbedres gennem konsekvent præstationsregistrering og udvælgelse af dyr, der præsterer stabilt under forskellige forhold. Samtidig bør man aktivt fravælge ekstremiteter: overtynde hunde med for let knoglebygning, meget flade poter eller overdrevet vinkling, der øger skadesrisiko. Psykiske egenskaber som miljøfasthed, lav skud- og lydfølsomhed og social stabilitet er centrale; hunde, der udviser vedvarende frygt/aggression i hverdagen, bør ikke indgå i avl, uanset jagtlige meritter. Samlet set gælder: bevar det funktionelle, undgå snævre flaskehalse, og prioriter mental sundhed på linje med jagtegenskaber og eksteriør.

Segugio Italiano anses generelt for en robust race uden kendte, højtprævalente, racespecifikke sygdomme. Ansvarlig avl kræver dog systematisk sundhedsscreening, så man forebygger almindelige problemer i middelstore, aktive støvere. Ortopædi: røntgenundersøgelse for hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) ved 15–24 måneders alder anbefales; avl bør primært ske på HD A/B og AD 0/0. Øjne: en årlig ECVO-øjenundersøgelse før parring er hensigtsmæssig, så sporadiske lidelser som entropion/ektropion eller tidlig katarakt dokumenteres/frasorteres. Endokrinologi: en thyreoideaprofil (T4, fri T4, TSH ± thyroglobulin-antistof) kan afdække subklinisk hypothyreose, som kan påvirke frugtbarhed, pels og trivsel. Hjerte: klinisk auskultation før avl, og ved mislyd anbefales ekkokardiografi. Ører: racens hængeører disponerer for otitis externa; tjek ører, dyrk ved tilbagevendende problemer, og fravælg dyr med kroniske, behandlingskrævende øretilstande. Reproduktion: tæver bør sundhedstjekkes, vaccineres opdateret og have normal reproduktionsstatus (ultralyd/undersøgelse). Progesteronmåling optimerer parringstidspunkt. Hanhunde bør have sædanalyse ved første avl, så kvalitet og frostsæd-egnethed kendes. Infektionskontrol: test begge avlsdyr for Brucella canis inden for 30 dage før parring eller sædindsamling, særligt ved internationale parringer. Generelle blodprøver (hæmatologi/biokemi) og fækaltest kan være relevante hos arbejdende hunde. DNA-panel: selv om der ikke findes etablerede, racespecifikke mutationstests, kan et bredt DNA-panel afdække skjulte bærerskaber (f.eks. degenerativ myelopati SOD1) og sikre forældreskabsprofil (DNA-profil). Hold hunden slank og veltrænet; overvægt øger risikoen for ledproblemer og oppustning (GDV). Fodr med kvalitetsfoder, fordel dagsrationen, og undgå intens leg umiddelbart efter fodring. Endelig bør man have et beredskab for jagtrelaterede skader, herunder sårbehandling, kloklip og potepleje, så akut belastning ikke udvikler sig til kroniske problemer.

Etisk avl sætter hundens velfærd først, før ambitioner om meritter og salg. Start med alder og modenhed: lad tæven blive fysisk og mentalt færdig, typisk 22–24 måneder, og hav mindst 12 måneder mellem kuld. Planlæg maksimalt 3–4 kuld i tævens liv, afhængigt af den individuelle trivsel. Hanhunde bør være fuldt sundhedsscreenede og dokumenteret stabile i temperament og funktion. Transparens er afgørende: del sundhedsresultater, eventuelle kendte problemer i linjerne og COI-beregninger med avlspartner og hvalpekøbere. Undgå popular-sire-praksis; spred brugen af gode hanner og prioriter helhed frem for kortsigtet markedsføring. Vælg avlsdyr, der fungerer i hverdagen: miljøfaste, samarbejdsvillige og sociale, også uden for jagtsæsonen. Sørg for trygge rammer til drægtighed og fødsel, herunder roligt, hygiejnisk hvalperum og mulighed for uforstyrret redebygning. Implementér en gennemtænkt socialiseringsplan fra uge 3–12, hvor milde miljøstimuli, håndtering, lyde, duftbaner og korte køreture introduceres gradvist, så hvalpene udvikler robusthed. Arbejd med praktisk selektion mod uønskede ekstreme træk: overdrevet slanke typer, som ofte skader sig, eller tungt byggeri, som kompromitterer udholdenhed, bør fravælges. Juridisk og moralsk ansvar: tilbyd skriftlig købsaftale med sundhedsgaranti, rådgivning og livslang tilbagekøbs-/omplaceringsret, så ingen Segugio ender i klemme. Dokumentér alt: parringer, drægtighedsforløb, fødselsdata, vægtkurver, sundhedsresultater og adfærdsnoter. Del resultater – også de mindre gode – i racens netværk, så fællesskabet lærer, og racen styrkes på sigt.

Valget af avlspartner bør være datadrevet og målrettet. Start med stamtavleanalyse og COI-beregning over mindst 5–10 generationer; søg kombinationer, der reducerer indavl og bevarer type og funktion. Gennemgå begge parters sundhedsresultater: HD/AD, øjne (ECVO), thyreoidea, eventuelle DNA-paneler og reproduktionshistorik. Vurder temperament i hverdagen, ikke kun under jagtprøver: den ideelle Segugio er venlig, samarbejdsvillig og mentalt stabil i nye miljøer, uden lyd- eller skudfølsomhed. Se hundene bevæge sig på fast underlag; prioriter lige, effektive bevægelser, stærk overlinje og gode poter. Eksteriørmæssigt bør du matche komplementært: har tæven tendens til flade poter, vælg en han med hårde, sluttede poter; er hanhunden lidt kort i krydset, vælg en tæve med korrekt længde og bækkenhældning. Undgå at fordoble samme fejl, især dem der øger skaderisiko (svage håndrod, overdrevet vinkling, meget let knoglebygning). Funktionelle meritter vægtes højt: dokumenteret næsearbejde, udholdenhed og førbarhed i jagt- eller noseworkprøver. Praktik og etik: aftal skriftligt vilkår for parring, gentagelsesrettigheder, sygdoms- og forsikringshåndtering, samt hvem der dækker hvilke udgifter. Overvej logistiske forhold – sædkvalitet ved chilled/frossen sæd, transport og karantænekrav – særligt ved internationale kombinationer. Afslut med en klar plan for hvalpenes placering, opfølgning og dataindsamling (sundhed, adfærd, præstation), så kombinationens styrker og svagheder kan evalueres og guide næste generations beslutninger.