Spansk Mastiff - Allergi og intolerance: Komplet guide

Spansk Mastiff (Mastín Español) er en kæmpestor, robust vogterhund fra Spanien, placeret i FCI gruppe 2 (Molossoide mastifftyper). Den har en tæt, dobbelt pels med grove dækhår og en fyldig underuld, som beskytter mod vejr og vind. Pelsen fælder moderat året rundt og kraftigt sæsonvist, og racen savler ofte en del på grund af de løse læber. Begge dele betyder, at Spansk Mastiff ikke er hypoallergen for mennesker. Skæl, hår og tørret spyt på pelsen bærer kendte hundeallergener, som kan trigge symptomer hos følsomme personer.

Når det er sagt, er denne race kendt for et mildt, venligt og intelligent temperament, som gør den samarbejdsvillig i pleje og forebyggelse af allergiske problemer hos hunden selv. Dens store krop (typisk 52–100 kg, 66–88 cm i skulderhøjde) og løse hud kan forværre hudirritationer, hvis allergi opstår, fordi fugt og varme lettere fastholdes i hudfolder, mellem tæer og i ørerne. Ørerne er hængende, hvilket disponerer til ørebetændelser ved underliggende allergi.

Spansk Mastiff lever gennemsnitligt 10–12 år og trives bedst i hjem med god plads og adgang til udendørsarealer. Det påvirker allergihåndtering i hverdagen: mere udeliv og kontakt med vegetation øger eksponeringen for pollen og skimmelsvampe, mens tæt kontakt med menneskefamilien indendørs kræver god rengøring, når pelsen fælder. Selvom racen ikke er dokumenteret overrepræsenteret for specifikke allergier sammenlignet med mange andre, ses de samme mønstre som hos andre store racer: atopisk dermatitis (miljøallergi), foderrelaterede overfølsomheder, loppeallergi og sekundære hud- og øreinfektioner. Racens rolige gemyt, kombineret med en praktisk plejerutine og målrettet medicinsk behandling, giver normalt gode muligheder for at holde kløe og hudproblemer under kontrol.

Effektiv styring af allergi hos Spansk Mastiff bygger på konsekvent hudpleje, miljøkontrol og tæt samarbejde med dyrlægen. Start med en systematisk tilgang: før en logbog over kløe (0–10), sæson, foder, godbidder, bad, vaskemidler og opholdssteder. Det hjælper med at identificere mønstre og justere indsatsen.

Pels- og hudpleje: Børst grundigt 2–3 gange ugentligt med en underuldsbørste under fældeperioder, så løse hår og skæl fjernes, og hudens barriere stimuleres. Bad med en skånsom, allergivenlig shampoo hver 2.–4. uge ved aktiv kløe, ofte med efterfølgende balsam eller leave-on barriereprodukt, der indeholder ceramider eller squalan. Tør altid helt igennem, især i hudfolder. Ørerne renses 1–2 gange ugentligt med en ørerens med tørrende egenskaber; hængende ører hos Spansk Mastiff disponerer til otitis, når allergien blusser op.

Pote- og mellemtåpleje er centralt, fordi store hunde ofte får irritationen lokaliseret her. Skyl poter i lunkent vand eller klorhexidin 2–3 gange om ugen efter ture i græs og på stier i pollensæsonen. Klip håret mellem trædepuderne kort, så fugt ikke fastholdes.

Parasitkontrol kan ikke overdrives. Loppeallergi er en hyppig forværrende faktor, så en helårsplan mod lopper og flåter bør være standard, især hvis hunden bor på landet. Vælg moderne midler i samråd med dyrlægen.

Miljø og adfærd: Brug vaskbare tæpper og kurve, vask dem ved 60 °C ugentligt, og støvsug med HEPA-filter. Træn din Spanske Mastiff i rolig håndtering og frivillig pleje (f.eks. platformstræning), så bad, ørerens og poterensning bliver stressfri. Vægtkontrol og passende, lav-impact motion (60–90 min dagligt) mindsker systemisk inflammation og letter hudhelingen. Vær opmærksom på øjenirritation; entropion kan ligne allergi og kræver dyrlægelig vurdering.

Foderrelaterede reaktioner viser sig ofte som kløe, tilbagevendende ørebetændelser eller mave-tarm-uro. Den eneste valide diagnosemetode er en elimineringsdiæt i 6–8 uger med ét veldefineret foder, efterfulgt af provokation. Vælg enten en hydrolyseret proteindiæt eller en novel protein-kilde, som hunden ikke har fået før (f.eks. hjort, kanin, hest eller and). Undgå godbidder, tyggeben, smagsatte medicin og bordmad i forsøgsperioden; brug i stedet diætens egne godbidder eller bag små bidder af det valgte foder.

Store racer som Spansk Mastiff har særlige behov: energitæt, men moderat kalorieindtag for at holde idealvægt, og en fodringsrutine, der mindsker risiko for oppustethed og GDV (mavedrejning). Del dagens ration i 2–3 måltider, undgå høj-intensiv motion 1 time før og 2 timer efter måltider, og brug langsom-spis skåle. Hæv ikke skålen rutinemæssigt, da det kan øge GDV-risikoen hos nogle hunde.

Omega-3-fedtsyrer (EPA/DHA) kan dæmpe hudinflammation; vælg fiskeolier med dokumenteret indhold, og koordiner dosis med dyrlægen. Probiotika med veldokumenterede stammer (f.eks. Enterococcus faecium NCIMB 10415, Lactobacillus rhamnosus GG eller Bifidobacterium animalis) kan støtte hud og tarmbarriere. Fibre fra psyllium eller inulin kan stabilisere afføringen ved samtidig tarmfølsomhed.

Læs deklarationer grundigt: proteiner skjuler sig i fedt- og aromablandinger. Krydskontaminering er en risiko i hjemme- og råfodring; ønsker du hjemmelavet diæt, bør den formuleres af en veterinær ernæringsfysiolog. Kød som okse og kylling er hyppige allergener, men det er individuelt, og korn er sjældent den egentlige årsag. Opbevar tørfoder i originalposen placeret i en lufttæt beholder, køligt og tørt; det reducerer vækst af lagermider, som kan forværre kløe hos følsomme hunde.

Miljøallergener som pollen, husstøvmider og skimmelsvampe er hyppige triggere for atopisk dermatitis. En Spansk Mastiff lever ofte med tæt kontakt til udendørsmiljøet, hvor græs- og træpollen sætter sig i den tætte pels. Aftørring med fugtige mikrofiberklude over krop og ben efter gåtur, samt hurtig poteskyl, kan markant reducere den daglige allergenlast. I højsæsoner kan ugentlige eller 14-dages bade være nødvendige for at skylle allergener af pelsen.

Indendørs er husstøvmider en vedvarende faktor. Hold kurve, tæpper og løse plaider til hunden vaskbare og vask dem ved 60 °C ugentligt. Frys stoflegetøj natten over før vask for at reducere mængden af mider. Støvsug 2–3 gange om ugen med HEPA-filter, og overvej luftrenser i soveområder. Hold relativ luftfugtighed omkring 40–50 %, og luft ud dagligt.

Skimmelsvamp trives i fugtige rum som bryggers og kælder. Sørg for god ventilation, og tør gulv og liggepladser efter regn og mudder. Racens løse hud og tykke pels fastholder fugt; tør grundigt, når hunden har været ude i vådt vejr.

Glem ikke lagermider i tørfoder og godbidder. Køb mindre poser, som bruges op på 4–6 uger, opbevar korrekt, og undgå at hælde foderet direkte i en åben beholder uden posen. Endelig kan lopper og stik fra insekter give akutte reaktioner eller forværre kløe; en sammenhængende forebyggelsesplan året rundt er særlig vigtig for landbohunde.

Behandling skræddersys efter diagnose, symptomernes sværhedsgrad og hundens øvrige helbred. Start med en grundig dyrlægeundersøgelse med hudskrab, cytologi og øresvaber for at identificere sekundære infektioner (bakterier, Malassezia). Disse behandles målrettet med topikale eller systemiske midler, da infektioner ellers vedligeholder kløe.

Symptomatisk kløekontrol kan omfatte moderne antipruritiske midler som oclacitinib eller monoklonale antistoffer (lokivetmab), som virker hurtigt og ofte med færre bivirkninger end langvarig brug af kortikosteroider. Ciclosporin er et alternativ ved kroniske forløb, men kræver tålmodighed og monitorering. Kortikosteroider kan bruges kortvarigt ved akutte opblusninger. Antihistaminer har variabel effekt hos hunde, men kan indgå som supplement. Barrierepleje med medicinsk shampoo (klorhexidin/miconazol) og fugtbevarende produkter reducerer tilbagefald.

Ved dokumenteret miljøallergi er allergenspecifik immunterapi (ASIT) den mest sygdomsmodificerende mulighed. Den skræddersys efter testresultater (intradermal test eller serum-IgE) og gives som injektioner eller sublingualt. 60–70 % opnår god til fremragende forbedring over måneder.

Tænk helhed: vægtkontrol aflaster led med hofte- og knædysplasi og reducerer systemisk inflammation, hvilket kan mindske kløe. Øjenirritation fra entropion kræver kirurgisk vurdering, hvis irritation vedvarer. Vælg antiparasitære midler og antibiotika med omtanke, hvis hunden tidligere har reageret på bestemte præparater. Ved sjældne, akutte reaktioner (anafylaksi) – pludselig hævelse af hoved/hals, kollaps, vejrtrækningsbesvær – søges dyrlæge omgående.

Langtidsplanen bør være multimodal: konsekvent hudpleje, målrettet medicin, ASIT hvor relevant, og en veltilpasset diæt. Aftal faste kontrolbesøg, så behandlingen justeres, når sæson og symptomer ændrer sig.