Spansk Mastiff - Ansvarlig avl og genetik

Spansk Mastiff (Mastín Español) er en gigantisk molosser, udviklet som vogter af kvæg og får i det nordlige og centrale Spanien. Racen ligger i FCI Gruppe 2, Sektion 2.2 (Molossoide, bjergtype), standard nr. 91. Hanhunde står typisk 77–88 cm ved skulderen, tæver 72–85 cm, og vægten ligger ofte mellem 52 og 100+ kg. Avlsmålet er en stor, kraftig, proportioneret hund, der kan bevæge sig økonomisk og udholdende i kuperet terræn.

Helhedsindtryk: Massivt skelet, dybt bryst, stærk overlinje, moderat vinkling og korrekt front, så den tunge krop bæres uden overbelastning af led. Hovedet er stort uden at være overdrevent, med tydelig stop, kraftigt næseparti, og læber, der dækker underkæben. Løst halsskind er racetypisk, men øjenlåg bør være så tætte, at entropion/ektropion undgås. Øjnene er mellemstore, rav- til hasselbrune, udtrykket roligt og opmærksomt. Ørerne er trekantede og hængende. Hale kraftig, båret lavt i hvile.

Pels og farver: Kort til middellang, tæt, glat og vejrbidst dobbeltpels. Farverne spænder vidt: fawn/gul, rød, brindle, sort, ulvegrå og sandfarver, ofte med mørk maske; hvide aftegninger tolereres, men må ikke dominere. Pelsen kræver moderat pleje med kraftige fældninger særligt forår/efterår.

Temperament: Kærlig, intelligent og venlig i familien, men beslutsom vagt i rollen som beskytter. Racen er af natur rolig og afbalanceret, og bør udvise selvsikkerhed uden nervøsitet eller uberettiget aggression. God socialisering i hvalpe- og unghundealder er afgørende.

Funktion før form: Avlere bør prioritere sund bevægelse, ledstabilitet, robuste poter og moderat masse frem for ekstrem størrelse. Levetiden ligger oftest omkring 9–12 år. Racen er ikke hypoallergen, den er normalt moderat aktivitetskrævende (60–90 minutters daglig, skånsom motion), og trives bedst i store hjem med indhegnet grund, hvor den kan overskue sit territorium.

Ansvarlig avl på Spansk Mastiff starter med bevidst styring af genetisk diversitet. Sigt efter en lav indavlskoefficient (COI), helst under 6,25 % beregnet over 8–10 generationer, og undgå “popular sire”-effekten, hvor for få hanhunde dominerer gene-poolen. En høj effektiv populationsstørrelse og spredning af avlsbrugte individer pr. årgang reducerer risikoen for både recessive sygdomme og tab af robusthed.

Mange centrale sundhedsproblemer i racen er polygenetiske og miljøpåvirkelige, herunder hofte- og albue-/knæledsproblemer samt tendens til maveudspiling/mavedrejning (GDV). Selektionspresset bør derfor lægges på hele hundens funktion: stabile led, sund bevægelse, moderat kropsmasse og god elasticitet i bløde væv. Overdreven masse kan øge belastning af skelet og bløddele, og udtalte, tunge øjenlåg kan disponere for entropion – undgå at kombinere linjer, hvor problematikken er observeret.

DNA-testpaneler kan hjælpe med at identificere generelle risikovarianter (fx SOD1 for degenerativ myelopati og prcd-PRA), selv om disse ikke er racetypiske problemer. Paneldata kan desuden give et uafhængigt DNA-baseret COI-estimat og et mål for heterozygoti. Brug resultaterne informativt, ikke deterministisk, og sæt dem i kontekst af kliniske fund og slægtninges helhedsbillede.

GDV har multifaktoriel baggrund, hvor brystdybde/brystkassens form, temperament (stress/ædelyst), fodringsmønstre og familiehistorik spiller ind. Undgå at parre to linjer med kendt høj GDV-forekomst, og vælg for mere “tøndeformet” ribbensbæring frem for ekstrem dyb/brat brystkasse. Tilsvarende er panostitis (voksesmerter) hyppigst i hurtigvoksende, tunge unghunde; genetisk selektion for funktionel, ikke ekstrem, størrelse samt kontrolleret vækst og korrekt mineralbalance reducerer risikoen.

Temperament har betydelig arvelighed i vogterracer. Prioritér mod, stabilitet, lav reaktivitet og velafbalanceret territorialadfærd. Brug data fra adfærdsbeskrivelser, arbejdsprøver eller standardiserede temperamenttests, og medregn information om søskende og halvsøskende, da disse ofte afslører skjulte dispositioner.

Før avl bør begge forældre gennemgå et systematisk sundhedsprogram, dokumenteret i officielle databaser (fx DKK/FCI) og åbent delt med hvalpekøbere.

• Ortopædi og bevægapparat:
• Hofteled: Røntgen og officiel FCI-bedømmelse (HD A eller B foretrækkes). Brug EBV/avlsindeks, hvor tilgængeligt.
• Albuer: Røntgen og officiel ED-bedømmelse (0 helst; 1 kun i velbegrundede match). Mange databaser registrerer ED systematisk, og selv om knæproblemer også forekommer, er ED-screening meget informativ i store molossere.
• Knæ/stifle: Klinisk undersøgelse for stabilitet (ACL/CCL), patellaluksation og tegn på osteochondrose (OCD) i belastede linjer. Røntgen/MR/UL ved mistanke.
• Skuldre: OCD-screening ved kliniske tegn eller kendt familiær disposition.

• Øjne:
• ECVO-øjenlysning før første parring og med 1–2 års interval derefter. Entropion/ektropion er diskvalificerende for avl, også hvis kirurgisk korrigeret.

• Hjerte og stofskifte:
• Auskultation/ekko ved klinisk mistanke eller familiær disposition; store, tunge hunde kan maskere tidlige fund.
• Thyroidea-panel (T4, fT4, TSH), især ved træthed/pelsproblemer, da hypothyreose forekommer i store racer.

• Gastrointestinale risici:
• Vurdering af bryst-/taljeprofil og familiehistorik for GDV. Overvej profylaktisk gastropexi i højrisikoliner, typisk i forbindelse med sterilisation/kejsersnit.

• Reproduktion og smitteværn:
• Brucella canis-test før parring/indførsel af avlshund fra udlandet.
• Tæveundersøgelse inkl. vaginalcytologi/progesteron for optimal timing; hanhund: sædanalyse (motilitet, morfologi, koncentration).
• Vaccinationsstatus inkl. leptospirose; overvej CHV-1-vaccination ved kendte problemer med resorption/dødfødte.

• DNA og diversitet:
• Breed-agnostiske DNA-paneler (SOD1-DM, prcd-PRA m.fl.) og DNA-baseret COI. Anvend resultaterne til at undgå to bærere i samme parring og til at styre diversitet.

• Fitness og miljø:
• BCS 4–5/9 ved parring, veltrænet men ikke hårdt motioneret. Store hunde skal fodres med kontrolleret Ca/P-forhold og moderat energi for at beskytte led under vækst.

• Dokumentation og opfølgning:
• Registrér alle resultater i åbne databaser, og følg op på afkom ved 6, 12 og 24 måneder med helbreds- og bevægelsesstatus; det forbedrer dine fremtidige avlsbeslutninger markant.

Etikken i avl på Spansk Mastiff, der er en kærlig, intelligent og venlig, men meget stor hund, kræver særligt fokus på velfærd før, under og efter drægtighed.

Alder og belastning: Tæver bør ikke pares før fysisk og mental modenhed, typisk tidligst ved 2-årsalderen og først på 2.–3. løbetid. Planlæg højst et moderat antal kuld pr. tæve med fuld restitution imellem, og stop avl, så snart helbred eller moderrollen kompromitteres. Hanhunde bør være minimum 18–24 måneder med færdige helbredsresultater før avl.

Transparens: Del komplette sundhedsdata, indeks, ECVO-rapporter og DNA-profiler åbent. Oplys om indavlsgrad, eventuelle operationsforløb (fx entropionkorrektion, som bør udelukke fra avl), medicinforbrug og adfærdsforhold. Etisk avl inkluderer også åbenhed om fejl.

Temperament og funktion: Avl kun på hunde, der er stabile, selvsikre og sociale i mødet med gæster, børn og fremmede hunde, og som kan slappe af i hjemmet. Frygtsomhed, uprovokeret aggression eller svær lydfølsomhed er uforenelige med racens opgave som besindig vogter og bør udelukke fra avl.

Drægtighed og hvalpepleje: Tilbyd skridsikkert underlag, roligt miljø, korrekt ernæring og tæt fødselsovervågning. Neonatal pleje kræver vægtkontrol, sikring af kolostrum og evt. mælkeerstatning ved store kuld. Socialiser hvalpene systematisk med håndtering, lyde, forskellige underlag og korte, positive oplevelser, så de udvikler sig til venlige familiehunde med bevaret arbejdsetos.

Livslang ansvarlighed: Sælg kun med skriftlig kontrakt, sundhedsattest, forældredata og retur-/omplaceringsklausul. Avl på en sjælden race forpligter; hold kontakten til købere, og indsamle helbreds- og adfærdsfeedback, som deles med raceklubben for at løfte racen samlet.

Valget af avlspartner handler om at komplementere styrker og reducere svagheder – både fenotypisk og genetisk.

Stamtavle og diversitet: Gennemgå 5–10 generationer for overlappende forfædre, og beregn COI for parringen, ikke kun for individerne. Brug gerne slægtskabsanalyse/kinship-værktøjer og DNA-baseret COI til at sikre et genetisk frisk match. Undgå kombinationer, hvor samme hanhund forekommer gentagne gange i de første generationer.

Sundhed og bygning: Prioritér HD A/B og ED 0, stabile knæ og fri ECVO. Vælg partner med strammere øjenlåg, hvis den anden part ligger i den løse ende, og med mere moderate proportioner, hvis den anden er meget tung. Se hunden i trav og skridt på fast underlag; bevægelse skal være jordvindende, stabil og uden paddling eller krydsning.

Familiedata vægter: Søg information om søskende, halvsøskende og afkom fra tidligere kuld: HD/ED-fordeling, forekomst af GDV, entropion eller panostitis og temperament. Det giver ofte et mere præcist billede end forældredyrenes egne resultater alene.

Temperament og miljøpasform: Begge forældre skal være stabile, venlige og håndterbare i nye miljøer. Vælg ikke to meget territoriale og vagtsomme linjer i samme match, hvis målet er familieegnethed i parcelhusmiljø. Racen trives i store hjem med have; vælg derfor forældre, der kan slappe af i rolig dagligdag, men stadig viser naturlig vagtopmærksomhed.

Praktik og etik: Aftal skriftligt ejerskab af sæd, gentagne parringer, stud fee og ansvar for dyrlægeudgifter ved mislykket parring. Planlæg transport skånsomt; for en gigantisk race er kortvarig, stressfri logistik bedre end lange, varme rejsedage.