Spansk Mastiff specialdiæter og ernæringsråd

Spansk Mastiff er en blid kæmpe med et stort energibehov og en mave-tarmkanal, der kan være følsom. Fødevareallergi ses sjældnere end miljøbetinget atopi, men racens størrelse gør selv moderate fordøjelsesproblemer til noget, der mærkes i hverdagen. Derfor giver det mening at tænke i allergivenlige løsninger, når symptomer som vedvarende kløe, tilbagevendende ørebetændelser, blød afføring, luft i maven eller kronisk rød hud opstår. Førstevalg ved mistanke om fødevareallergi er en kontrolleret eliminationsdiæt i 8–12 uger. Det mest pålidelige er et veterinært hydrolyseret foder, hvor proteinerne er spaltet i så små fragmenter, at immunforsvaret ikke genkender dem. Et alternativ er en novel-protein-diæt, for eksempel hjort, and eller kanin, kombineret med en enkelt kulhydratkilde som ris eller sød kartoffel. Vigtigt: Under hele testperioden må hunden ikke få andre proteinkilder – ingen godbidder, tyggeben, smagsprøver fra bordet eller smagsatte medicinpiller. Efter 8–12 uger laver man en provokation ved at genintroducere den mistænkte proteinkilde i 7–14 dage, og ser, om symptomerne vender tilbage. Ved varigt foder valg til den voksne Spanske Mastiff bør du søge et fuldfoder til store/gigantiske racer, der er formuleret til sensitiv hud og mave. Kig efter: animalsk protein som første ingrediens, høj fordøjelighed af protein (>80–85 %), moderat fedt (ca. 12–18 %), afbalanceret omega-6:omega-3-forhold, og præbiotika som FOS/MOS eller psyllium, der kan stabilisere afføringen. Enkelte kulhydratkilder og gennemsigtige deklarationer gør det lettere at spore reaktioner. Hvis hunden også har miljøallergi, kan et foder med forhøjet niveau af omega-3 fra fisk hjælpe med at dæmpe inflammationen i huden. Skift altid foder langsomt over 7–10 dage, så du undgår forværring af mave-tarm-symptomer. Husk, at store hunde som Spansk Mastiff ofte producerer betydelige mængder afføring; et højt fordøjeligt foder med moderat fiberindhold og stabile prebiotika reducerer volumen, gas og lugt, hvilket forbedrer både komfort og hud-/pelskvalitet.

Som kæmperace er Spansk Mastiff sårbar over for følgevirkningerne af overvægt: øget belastning af hofter og knæ, højere risiko for gigtsmerter og en mulig forværring af risikoen for mavedrejning (GDV). Målet er en huldscore (BCS) på 4–5/9: Ribbenene skal let kunne mærkes uden at skulle trykke, talje skal anes ovenfra, og buglinjen være let opadgående fra brystkasse til lyske. Energibehov kan estimeres med RER = 70 × kropsvægt(kg)^0,75. En 80 kg Spansk Mastiff har en RER på cirka 1.870 kcal/dag. Til vedligehold hos kastrerede, rolige hunde ganges med 1,2–1,4 (≈ 2.250–2.620 kcal/dag). Ved vægttab anvendes ofte 1,0 × RER som startpunkt, dog justeret efter progression og trivsel. Brug en køkkenvægt, mål foderration i gram, og vej hunden ugentligt; en kontrolleret vægttabsrate er 0,5–1 % af kropsvægten pr. uge. Vælg et kalorie- og mæthedsoptimeret foder til store racer, hvor protein er relativt højt for at bevare muskelmasse, og hvor opløselige fibre øger mæthed og stabiliserer blodsukker. L-carnitin kan understøtte fedtmetabolismen, men bør doseres efter producentens vejledning. Del dagsrationen i 3–4 mindre måltider, og brug gerne slow-feeder-skåle, så måltiderne tager længere tid; det øger mæthed og kan mindske hastig slugning, som er en kendt risikofaktor for GDV. Hold godbidder under 10 % af dagens kalorier, eller vælg helt kaloriefattige belønninger som kogte grøntsagsstave (forudsat, at maven tåler det). Motion skal være skånsom og regelmæssig: 2–3 daglige ture på samlet 45–60 minutter med fokus på jævnt tempo, bløde underlag og så vidt muligt undgå trappeløb. Undgå hård aktivitet 60 minutter før og efter fodring, da ro omkring måltiderne også er et element i GDV-forebyggelse. Med systematisk styring af kalorier, mæthed og bevægelse kan selv meget store hunde opnå et stabilt, sundt huld.

Nogle ernæringsstrategier til Spansk Mastiff er direkte medicinske. For GDV-risiko er rutine, måltidsstørrelse og foderets sammensætning relevante. Undgå meget fedtrige måltider og pludselige foderændringer, og giv 2–4 mindre måltider dagligt. Brug slow-feeders, sørg for ro ved skålen, og undgå intens aktivitet lige før/efter mad. Hævning af skål er kontroversiel; tal med dyrlægen om, hvad der passer til netop din hund. Hvis din Mastiff alligevel skal i narkose for en anden operation, kan profylaktisk gastropexi diskuteres med dyrlægen. Ved ledproblemer (hofte- og knædysplasi samt sekundær artrose) kan terapeutiske mobilitetsdiæter være gavnlige. Det centrale er antiinflammatoriske omega-3-fedtsyrer fra fisk (EPA/DHA), ofte i et niveau, der klinisk kan reducere smerte og forbedre funktion; mange dyrlæger anbefaler samlet 50–100 mg EPA+DHA pr. kg kropsvægt pr. dag, typisk i 8–12 ugers forsøg, før effekten vurderes. Sådanne diæter indeholder ofte også glucosamin, chondroitin, grønlæbet musling og et moderat energiindhold, der hjælper med vægtkontrol. For mave-tarm-følsomhed er letfordøjelige GI-diæter med ris/æg/fjerkræ, tilsat præbiotika og elektrolytter, et godt valg – især under og efter maveonde. Husk langsom overgang tilbage til almindeligt foder. Hvalpe og unghunde af kæmperacer har særlig risiko for vækstrelaterede knoglelidelser, herunder panosteitis. De bør fodres med et “large/giant breed puppy”-foder med kontrolleret energi- og mineralbalance indtil 18–24 måneders alderen. Sigt efter korrekt calcium-fosfor-forhold (ca. 1,2–1,4:1) og et totalindtag af calcium på cirka 2,5–4,5 g pr. 1.000 kcal; undgå ekstra kalktilskud, medmindre dyrlægen ordinerer det. Entropion i øjnene kræver kirurgisk eller medicinsk behandling; her kan et hud-/pelsfoder med høje niveauer af omega-3 og antioxidanter kun være støttende ved at dæmpe inflammation, ikke kurativt. Endelig er det klogt at være forsigtig med meget bælgfrugttunge, kornfri diæter, hvis de udgør hovedparten af hundens kost; drøft eventuel taurintest og hjertelyd med dyrlægen, hvis du vælger sådanne diæter.

Mange ejere ønsker en mere “naturlig” vej, for eksempel BARF/RAW eller hjemmelavet, let tilberedt kost. For en gigant som Spansk Mastiff er nøgleordene balance, hygiejne og konsistens. En ernæringsmæssigt komplet opskrift er afgørende, fordi små ubalancer bliver til store problemer i en 60–90 kg hund. En tommelfingerregel for makronæringsstoffer til den voksne hund er protein i den høje ende (ca. 22–28 % af tørstof), moderat fedt (10–16 %), passende fibre (2–5 %), og en Ca:P-ratio på 1,2–1,4:1. Rå ben er den hyppigste årsag til tandfrakturer og forstoppelse hos store hunde; vælg i stedet finmalede benkilder eller rene calciumtilskud kalibreret til opskriften, hvis du arbejder med rå/hjemmelavet kost. Undgå kogte knogler, som kan splintre. Fødevarehygiejne er central: Frys rå fisk/kød ved −20 °C i mindst 3 dage, optø i køleskab, hold råt og tilberedt adskilt, og rengør skåle grundigt. Overvej let tilberedning (skånsom kogning), som ofte øger fordøjeligheden og reducerer bakteriel belastning uden at forringe næringsstofferne nævneværdigt. En praktisk tilgang er at bruge certificerede, fuldt afbalancerede rå- eller hjemmelavede komplette blandinger, der er formuleret efter FEDIAF/AAFCO-standarder, og kun supplere med simple, kompatible godbidder (f.eks. tørret hvid fisk). Husk, at “naturlig” ikke nødvendigvis betyder mindre risiko for GDV; måltidsstørrelse, spisetempo og ro omkring fodring er stadig afgørende. Fører du hjemmelavet kost, bør en veterinær ernæringsrådgiver gennemgå opskriften, især til hvalpe i vækst og ældre hunde med samtidig sygdom. Som tommelfingerregel bør du evaluere afføringens konsistens (mål gerne med en fæces-skala), hud/pels-glans og aktivitetsniveau hver 2.–4. uge efter ændringer, så du kan justere i tide. Endelig: Tandbørstning – ikke ben – er den bedste naturlige strategi for mundsundhed.

Tilskud kan være nyttige, men bør tilpasses individuelt og bygge på et fuldfoder af høj kvalitet. Omega-3 fra fisk (EPA/DHA) er bedst dokumenteret ved ledproblemer: Sigt efter samlet 50–100 mg EPA+DHA pr. kg kropsvægt pr. dag, og giv det i 8–12 uger, før du evaluerer effekten. Brug produkter med dokumenteret renhed, og tilføj evt. vitamin E efter dyrlægens anvisning, når du giver høje doser omega-3. Glucosamin og chondroitin kan støtte bruskmetabolismen; typisk anbefales omkring 30 mg/kg/dag glucosamin og 15 mg/kg/dag chondroitin, ofte opdelt i to doser. Grønlæbet musling (Perna canaliculus) og UC-II (upartielt hydrolyseret type II-kollagen, ofte 10 mg/dag) kan være relevante alternativer, hvis klassiske tilskud ikke tåles. Ved mave-tarm-følsomhed kan et probiotikum med 1–5 mia. CFU/dag, og dokumenterede stammer som Enterococcus faecium eller Lactobacillus rhamnosus, stabilisere afføring og reducere gas. Fiber som psyllium kan forbedre afføringen ved både løs og hård mave; introducér det langsomt og med rigeligt vand. Et multivitamin er normalt unødvendigt, hvis hunden får et komplet foder; overskydende fedtopløselige vitaminer kan akkumulere og bør undgås. Hvalpe af kæmperacer må ikke få ekstra calcium, medmindre dyrlægen ordinerer det – det forstyrrer den kontrollerede knoglevækst. Vær opmærksom på kornfri, bælgfrugttunge diæter; drøft eventuelt måling af taurinniveau og EKG, hvis hunden fodres med sådanne foderkoncepter over længere tid. Endelig gælder: Ét tilskud ad gangen, i en tilstrækkelig forsøgsperiode, så du kan vurdere effekt og tolerans. Notér startdato, dosis og eventuelle ændringer i bevægelse, hud/kløe, afføring og appetit; det gør dialogen med dyrlægen mere præcis og resultaterne mere reproducerbare.