Spansk Mastiff hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Spansk Mastiff er en kæmpestor, rolig og hengiven hund, men dens størrelse stiller særlige krav ved dyrlægebesøg. Planlæg et sundhedsprogram, der følger livsfasen: Hvalpe bør ses ved ca. 8, 12 og 16 uger for generel sundhed, vækstkontrol, vaccinationer og tidlig socialisering til klinikmiljøet. I unghundealderen, 6–18 måneder, anbefales 1–2 ekstra kontroller for at overvåge led, væksttempo og tænder. Voksne ses typisk årligt, mens seniorer fra ca. 6–7 år har gavn af et sundhedstjek hver 6. måned, da store racer ældes hurtigere.

Ved hvert besøg bør dyrlægen evaluere kropsvægt, body condition score (mål 4–5/9), muskelmasse og bevægelsesmønster. En Spansk Mastiff har disposition for hofte- og knæproblemer, så en ortopædisk gennemgang med palpation af hofter, knæ og skuldre, samt vurdering af gang på skridsikkert underlag, er vigtig. Øjne kontrolleres for irritation og indadvendte øjenlåg (entropion), tænder og tandkød tjekkes for tandsten og paradentose, og hudfoldene inspiceres for fugteksem.

Det praktiske omkring et besøg bør ikke undervurderes. Træn hunden i at stå på vægt, acceptere berøring af poter, ører og mund, og overvej et “hakestøtte”-signal, der gør undersøgelser roligere. Medbring en skridsikker måtte til klinikkens gulv, en bred, polstret sele for sikker håndtering, samt højværdig belønning. En rampe til bilen skåner led ved ind- og udstigning. Parér eventuelle behov for mundkurvtræning i god tid, så den forbindes positivt.

Hos en så stor hund kan det være relevant at oprette en baseline: Blodprøver og urinprøve ved ca. 12–18 måneder giver referenceværdier til senere brug. Tal også med dyrlægen om bedøvelses- og smerteprotokoller til store racer, hvis hunden senere skal have tandrensning, røntgen eller kirurgi. En god relation til klinikkens personale og forudsigelig håndtering reducerer stress betydeligt, hvilket igen giver bedre undersøgelsesresultater.

Vaccinationer mindsker risikoen for alvorlige sygdomme, og for en social, venlig Spansk Mastiff, der ofte møder mange mennesker og hunde, er et struktureret program centralt. Et typisk dansk basisprogram er:

Hvalp: Kernevacciner mod hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV), parvovirus (CPV) og ofte parainfluenza (CPi) gives ved ca. 8, 12 og 16 uger. Den tredje dosis omkring 16 uger er vigtig, fordi moderantistoffer kan neutralisere de tidligere doser.

Ung/voksen: Revaccination ved 12 måneder. Herefter anbefales kernevacciner typisk hvert 3. år, afhængigt af vaccinefabrikantens retningslinjer og hundens eksponering.

Leptospirose: I mange miljøer i Danmark anbefales årlig vaccination, især hvis hunden færdes ved vandhuller, på landet eller hvor der er gnavere og husdyr – noget en Spansk Mastiff ofte kan være eksponeret for ved landlige aktiviteter.

Kennelhoste: Anbefales ved høj kontaktgrad, træning, pension eller udstillinger. Gives årligt eller efter behov, afhængigt af præparat.

Rabies: Kræves ved rejse til udlandet. Giltighed er typisk 3 år for godkendte vacciner, men tjek altid destinationslandets regler, herunder evt. krav om titertest eller ormekur ved hjemrejse fra visse regioner.

Titer-testning: For ejere, der ønsker at dokumentere immunstatus, kan antistoftestning overvejes for visse kernevacciner, men følg dyrlægens råd og gældende regler for rejse og træningssteder.

Efter vaccination kan en stor hund være let træt eller øm i 12–24 timer. Planlæg rolig aktivitet samme dag, og kontakt dyrlægen ved kraftig hævelse, udtalt sløvhed, vejrtrækningsbesvær eller gentagen opkastning, da det kan være tegn på en sjælden, men akut reaktion. Doser tilpasses naturligvis hundens vægt, men vaccinevolumen er standardiseret; fokus ligger derfor på korrekt timing, kontekst og risikoprofil.

Som kæmperace har Spansk Mastiff nogle særlige forebyggelsesbehov. Vægten og den dybe brystkasse øger risikoen for mavedrejning (GDV), og hurtig vækst disponerer for ledproblemer. En gennemarbejdet plan bør omfatte ernæring, parasitkontrol, tandsundhed, ledstøtte og kirurgisk forebyggelse, hvor det giver mening.

Ernæring og vægt: Brug foder til store racer, især i hvalpe- og unghundeperioden, for at styre væksthastigheden og kalcium/fosfor-forholdet. Hold hunden slank – en BCS på 4–5/9 mindsker belastningen på hofter og knæ og reducerer risikoen for dysplasi og korsbåndsskade. Del dagens ration i 2–3 måltider, og brug eventuelt slowfeeder-skåle for at dæmpe slugning, hvilket kan reducere gas i maven. Undgå hård motion en time før og efter fodring.

Led og muskulatur: Glatte gulve øger risikoen for overbelastning; brug tæpper eller skridsikre måtter derhjemme. Tilpas motion til alder og underlag: Lange, rolige gåture på varieret terræn, svømning hvis hunden trives i vand, og kontrolleret styrketræning (bakkevandring, korte, kontrollerede øvelser) er gode valg. Overvej tilskud som omega-3 fra fiskolie for ledstøtte; evidensen for glucosamin/chondroitin er varierende, men kan prøves individuelt efter dyrlægeråd.

Tænder, ører og negle: Børst tænder 3–5 gange ugentligt, og få professionel tandrensning efter behov. Tunge, stærke klør bør klippes jævnligt for at beskytte sener og led; husk eventuelle ulvekløer. Tjek ører ugentligt, især hvis hunden har hængende øreflapper og tykkere hud.

Parasitter: Flåter er udbredte og kan overføre sygdomme; brug et effektivt flåtprodukt i sæsonen, og lav dagligt flåttjek. Lopper håndteres med moderne, langtidsvirkende midler ved behov. Ormebehandling bør baseres på afføringsprøver 1–2 gange årligt frem for rutinebehandling. Rejser I sydpå, drøft forebyggelse mod hjerteorm og leishmaniose.

GDV-forebyggelse: Tal med dyrlægen om profylaktisk gastropeksi – en kirurgisk fastgørelse af mavesækken – ofte kombineret med neutralisering. Det reducerer risiko for dødelig mavedrejning markant. Undgå rutinemæssigt hævede foderskåle, da evidensen er blandet; få individuel rådgivning.

Tryg håndtering: Indlær kooperativ pleje og mundkurvtræning forebyggende. Aftal på forhånd smerteplaner og bedøvelsesstrategi til store hunde, herunder præanæstetisk blodprøve og væsketerapi ved længere procedurer.

Kend faresignalerne, så du kan reagere hurtigt. For Spansk Mastiff er mavedrejning (GDV) den mest tidssensitive nødsituation: Pludselig, rastløs uro, oppustet, stram bug, forgæves opkastningsforsøg, savlen og smerte er klassiske tegn. Kør straks til dyrlæge eller dyrehospital, og ring i forvejen, så teamet kan forberede stabilisering og evt. operation. Forsøg ikke selv at tømme maven eller give store mængder vand.

Andre akutte tilstande omfatter hedeslag (tungt åndedræt, svaghed, høj kropstemperatur; risikoen stiger for store, tungt byggede hunde), akut halthed efter vrid eller korsbåndsskade, voldsom øjenirritation eller pludselig lysskyhed (kan være sår ved entropion), forgiftning (xylitol, chokolade, druer/rosiner, rottegift), og akut mave-tarm-inflammation med blodig diarré.

Planlæg logistikken på forhånd: Hav bilrampe eller stærk måtte/strop, så flere kan bære en tung hund skånsomt. Gem nærmeste døgnåbne kliniks nummer i telefonen, og notér hundens aktuelle vægt, medicin og forsikringsoplysninger. En rolig, trænet hund er nemmere at hjælpe; indlært mundkurv kan være en sikkerhed, når smerter gør selv den venligste hund utryg.

Efter akut behandling er genoptræning og smertehåndtering afgørende. Følg anvisninger om hvile, kontroller, medicin og fodring. Dokumentér forløb og respons – den viden hjælper ved fremtidige beslutninger, især hos en race, der kan være stoisk og skjule smerte.

Systematisk overvågning i hjemmet gør en stor forskel for en Spansk Mastiff, som med sin venlige, stoiske natur nogle gange skjuler ubehag. Opret en enkel sundhedslogbog eller brug en app. Registrér ugentlig vægt og månedlig body condition score, tag korte videooptagelser af gang og trapper for at fange subtile ændringer i skridtlængde eller tempo, og notér appetit, tørst, afføring og energiniveau.

Ortopædisk: Vær opmærksom på morgenstivhed, tilbagevendende halthed efter leg, eller modvilje mod at rejse sig – tegn der kan pege på hofte-/knæproblemer eller begynnende slidgigt. Unge hunde kan udvikle panosteitis med skiftende, øm halthed; det går ofte over, men kræver smerteplan og aktivitetsstyring. Vedvarende problemer bør udløse røntgen og eventuelt henvisning. For avlsrelevante hunde anbefales HD/AD-billeder ved ca. 12–18 måneder, men selv familiehunde kan have gavn af et ortopædisk baseline-røntgen.

Øjne: Tjek jævnligt for tåreflåd, rødme eller sammenknebne øjne. Tidlig håndtering af entropion forhindrer hornhindeskader og smerte.

Mave/tarm og GDV-risiko: Læg mærke til ændringer i bøvsen, appetit eller uro efter måltider. Strukturer fodring og undgå store, sene måltider. Overvej gastropeksi, hvis dyrlægen anbefaler det.

Senior-screening: Fra 6–7 år giver årlig blodprøve, urinprøve, blodtryk og tandtjek et solidt overblik. Ved mislyde i hjertet kan ekkokardiografi overvejes, især hos store racer. Hold øje med vægttab, øget tørst og ændret pels – tegn på endokrine eller metaboliske problemer.

Sikkerhed og miljø: Sørg for skridsikre gulve, gode liggepladser med støtte, korrekt neglelængde og fokus på temperaturregulering om sommeren. For en stor hund er små tilpasninger i hverdagen ofte den bedste langsigtede medicin.