Stabyhoun - Ansvarlig avl og genetik

Stabyhoun (Stabijhoun) er en hollandsk stående jagthund i FCI-gruppe 7, avlet til alsidig apportering og søgarbejde – særligt i og omkring vand. Racen er middelstor og harmonisk, med hanner omkring 53 cm og tæver omkring 50 cm i skulderhøjde, og en sund vægt på ca. 15–20 kg. Farverne er sort eller brun med hvide aftegninger, ofte med pletter og let ticking. Pelsen er en glat, tæt, vandafvisende dobbeltpels med moderat faner på ører, hale, bryst og bukser; kroppen skal ikke være krøllet. Halen bæres i niveau med ryggen eller let over, med fyldig fane. Hovedet er tørt og moderat langt, med velproportioneret skalle og næseparti af nogenlunde samme længde, et blidt og opmærksomt udtryk, mandelformede, brune øjne og korrekt ansat, nedhængende øre med silkeagtig behåring. Bidet er saksebid med fuldt tandsæt, og bevægelsen skal være jordvindende, elastisk og lige for og bag, hvilket afspejler racens funktionelle baggrund. Temperamentet er racens særkende: lydhør, intelligent og kærlig, med en tolerant og stabil natur, der gør den egnet til familieliv og samarbejde i jagt og hundesport. En Stabyhoun skal kunne arbejde roligt og koncentreret, uden nervøsitet eller skarphed. Avlsarbejdet bør derfor sikre, at racens funktion, sundhed og sind holdes i balance. I praksis betyder det, at man prioriterer korrekt størrelse og proportioner, god pels- og hudkvalitet, sunde bevægelser og en stabil, førerblød mentalitet. Racen har en forventet levetid på 13–15 år og er relativt sjælden i Danmark, hvilket gør målrettet, ansvarlig selektion ekstra vigtig. Typisk kuldstørrelse er 3–5 hvalpe, og det understreger behovet for at planlægge hver parring omhyggeligt, så hvert kuld gavner racens helhed.

Som en numerisk lille race er Stabyhoun særligt følsom for tab af genetisk variation. Avlere bør arbejde aktivt med indavlskoefficient (COI) og slægtskabsgrad på tværs af 8–10 generationer, så man undgår parringer, der øger homozygoti unødigt. Et praktisk mål er, at COI over 10 generationer holdes under ca. 6,25 % (fætter/kusine-niveau) og helst under racens gennemsnit i det pågældende land/år, vel vidende at en sjælden race undertiden kræver pragmatiske løsninger. Vurder også mean kinship (gennemsnits-slægtskab) og søg partnere, der ligger lavere end tævens hanhundepulje-gennemsnit, så afkom statistisk bidrager med relativt flere sjældnere alleler. Undgå "popular sire syndrome": ingen enkelt han bør dominere aflen. En tommelfingerregel er, at én han ikke bør stå for mere end 5 % af hvalpene i en 5-årsperiode, og at anvendte hanner fordeles bredt geografisk og slægtsmæssigt. Farvegenetikken er enkel: sort dominerer over brun (B-locus). To brune forældre giver kun brune afkom; brune linjer kan øges for hurtigt, hvis man ikke planlægger. Farve må dog aldrig trumfe sundhed, adfærd og funktion. De fleste arvelige sygdomme i Stabyhoun, som rapporteres sporadisk (fx HD/ED, enkelte hjertedefekter og øjenproblemer), nedarves polygenetisk eller recessivt. Det betyder, at man ikke bør udelukke hele slægter på baggrund af en enkelt bærerstatus, men man skal undgå bærer × bærer for samme mutation og generelt matche med genetisk kompatible partnere. Afstem selektionstrykket: vægt både sundhed, mentalitet og brugsegenskaber. Bevar jagtlyst, vandglæde og samarbejdsvilje, men undgå at selektere for ekstrem drive, der kan skubbe temperamentet væk fra racens blide og førerbløde natur. Endelig er registrering og deling af helbreds- og afkomsdata i klubbens database afgørende for at styre racens samlede genetiske retning.

Stabyhoun regnes som en forholdsvis sund race, men ansvarlig avl forudsætter systematisk screening af avlsdyr. Minimum anbefales: 1) Hofter (HD) efter FCI-skala; brug primært A eller B i avl, og match en B med en A for at minimere risiko. 2) Albuer (ED) med resultat 0; vær varsom med 1’er, særligt hvis partneren ikke er perfekt fri. 3) Øjne via ECVO-undersøgelse inden for 12 måneder før parring; udeluk avl på klinisk påvirkede dyr, og undgå parringer, der øger risiko for katarakt, PPM, distichiasis m.v. 4) Hjerte: klinisk auskultation før avl, og ekkokardiografi ved mislyd eller familiær historik, da medfødte defekter som patent ductus arteriosus (PDA) er rapporteret i racen. 5) DNA-screening: Brug et anerkendt panel til at kortlægge bærerstatus for relevante recessive varianter; formålet er at undgå bærer × bærer, ikke at udelukke raske bærere fra avl. 6) Generel helbredsprofil: komplet klinisk undersøgelse, baseline-blodprøver, tandsæt og bid, testikler hos hanner (udeluk kryptorkide), normal hud/pelskvalitet og bevægelsesanalyse. For importerede eller ofte brugte avlshanner kan brucellose-test overvejes som biosikkerhed. Tæver bør være fysisk og mentalt voksne ved første kuld (typisk ≥ 24 måneder), have normal reproduktionscyklus og være i atletisk, men slank kondition. Planlæg fodring, parasitkontrol og vaccinationer i god tid, og overvej herpesvaccine (CHV-1) efter dyrlægens risikovurdering. For afkom anbefales opfølgning: røntgen af hofter/albuer ved 12–18 måneder og øjenkontrol ved behov, så data kan tilgå racens sundhedsarbejde. Transparent indberetning til national klub og DKK’s registreringssystem er afgørende, så både succeser og udfordringer bliver synlige i populationen.

Etisk avl handler om dyrevelfærd, gennemsigtighed og racens langsigtede bæredygtighed. Brug ikke hunde i avl, der er frygtsomme, lydfølsomme eller udviser aggression. En Stabyhoun skal være samarbejdsvillig, tolerant og familiegod – egenskaber, der er lige så arvelige som vinkler og pels. Tæver bør have passende pauser mellem kuld, og et loft på kuld pr. tæve bør respekteres, så hun forbliver sund og mentalt velfungerende. Parringsaftaler bør være skriftlige, retfærdige og tydelige om sundheds- og opfølgningskrav. Undgå markedsføring af hvalpe på overfladiske meritter; dokumentér i stedet sundhedsresultater, temperament og funktionelle prøver (fx brugsprøver, næsearbejde, vandarbejde). Del helbredsdata åbent – også når de ikke er smigrende – så andre kan træffe bedre valg. Afstå fra at samle titler på ét individ for derefter at overbruge det i avlen; spred i stedet brugen af gode hunde. Forbered altid plan for drægtighed og fødsel, herunder adgang til akut dyrlæge, og hav prioritering af tævens sikkerhed. Socialisering og miljøtræning af hvalpe er et avleransvar: tryg prægningsperiode, positive oplevelser, lyde, underlag og håndtering danner fundament for livslang trivsel. Match hvalpe til hjem, der forstår racens behov for mentalt arbejde og moderat, men daglig motion, samt adgang til svømning eller næsearbejde. Aftal tilbagekøbs-/omplaceringsklausul, så hunde ikke ender i utrygge forløb. Endelig skal avl være økonomisk ansvarlig: budgettér for sundhedstests, drægtighed, fødsel og eventuelle komplikationer, og vær parat til at sige nej til en parring, der ikke gavner racen – også når den er praktisk eller økonomisk fristende.

Start med et klart avlsmål for netop din Stabyhoun: Hvad skal forbedres, og hvad skal bevares? Gennemgå tævens styrker og svagheder i forhold til FCI-standarden (størrelse, proportioner, front/bagpart, pels, bevægelse) og temperament (lydhørhed, førerblødhed, stabilitet). Vælg en han, der komplementerer disse punkter, i stedet for at fordoble samme træk. Kontroller sundhedsdata: HD/ED-resultater, ECVO-status, hjertescreening og eventuel DNA-bærerstatus. Undgå bærer × bærer for samme mutation, og match en B-hofte med en A-hofte. Beregn COI/kinship over mindst 8–10 generationer via DKK/Hundeweb eller racens klubdatabase, og sigt under racens samtids-gennemsnit. Vurder funktion: Stabyhoun er skabt til vandarbejde og apportering; vælg partnere med dokumenteret vilje til samarbejde, næse og vandglæde, men uden overdrive, der kan forrykke racens rolige natur. Hold øje med størrelse: Undgå at parre to store individer, hvis tæven allerede ligger i den øvre ende (15–20 kg, 50–53 cm), for at mindske risiko for tunge hvalpe og fødselskomplikationer. Farvevalg er sekundært; respekter standardens sort eller brun med hvide aftegninger, og undgå ukorrekte farver/tegninger. Gennemgå stamtavlen kritisk for flaskehalse og stærkt repræsenterede forfædre; indfør gerne nye, veldokumenterede linjer fra udlandet, når det forbedrer diversitet og sundhed. Besøg altid avlspartneren, oplev temperamentet i hjemmemiljø, og se på hel- og halvsøskende samt afkom – søskendeydelser er ofte mere oplysende end enkeltindividets titel. Afslut med en klar parrings- og hvalpeplan: timing, logistik, ejerskab af sæd/ferskfrossen, kontraktlige vilkår, forsikringer og opfølgningsprogram for hvalpenes sundhedsdata ved 12–24 måneder.