Steirische Rauhhaarbracke som arbejdshund

Steirische Rauhhaarbracke, også kendt som Styrian Rough-haired Mountain Scenthound, er udviklet i det bjergrige Steiermark i Østrig i slutningen af 1800-tallet. Formålet var at skabe en hårdfør, mellemstor støver, der kunne arbejde i stejlt og ufremkommeligt terræn, og som kunne følge kold fært af såret hjortevildt over lange distancer. Avlen tog udgangspunkt i kraftige schweisslinjer og lokale, ru-pelsede støvere, hvilket gav en race med robust fysik, fremragende næse og stor udholdenhed. Racen hører i dag til FCI gruppe 6 (Drivende jagt- og schweisshunde), hvilket afspejler dens kernekompetence: spor- og eftersøgningsarbejde på klovbærende vildt.

Den ru og vejrbestandige pels beskytter mod tjørnekrat, sne og regn, og farven er typisk rød til rødgul med eventuelle hvide aftegninger på brystet. Vægten ligger oftest mellem 15 og 18 kg, hvilket giver en fordel i teknisk terræn, hvor smidighed og lavt energiforbrug er vigtigere end ren råstyrke. Racens temperament er klassisk bracke: målrettet, selvstændig og vedholdende på fært, men rolig og ukompliceret uden for arbejde, når aktivitetsbehovet er dækket. Dens karakteristiske spurlaut – stemmeføring på spor – var en ønsket egenskab i traditionel drivjagt, fordi jægeren dermed kunne følge hundens arbejde på lyd.

Som schweisshund blev Steirische Rauhhaarbracke brugt både i line (riemearbejde) og i fri eftersøgning efter anskudt vildt, hvor evnen til at skifte strategi undervejs, og til at løse problemer selvstændigt, var afgørende. Levende traditioner i Østrig og de omkringliggende alpeområder har bevaret racens arbejdsevner, og den lever i dag videre som en specialiseret, driftssikker og terrængående jagt- og eftersøgningshund med en forventet levetid på cirka 12–14 år.

I dag bruges Steirische Rauhhaarbracke primært til schweiss- og sporarbejde, hvor den udmærker sig på både friske og meget gamle spor. Den kombinerer en dyb, naturlig sporinteresse med sporfasthed og ro i arbejdet, hvilket gør den velegnet til planlagte eftersøgninger efter trafikefterskudt hjortevildt samt til jagtlig opfølgning på anskydninger. I nordeuropæisk kontekst trives den i skov, krat og kuperede skovbryn, hvor den ru pels og robuste poter beskytter mod hudafskrabninger og kulde. Racen er generelt tryg ved vandløb og fugtige biotoper, om end den ikke er en klassisk apporterende vandhund.

Foruden schweissarbejde kan racen med fordel anvendes i struktureret nose work, specialsøg på lav kompleksitet og praktisk vildtforvaltning, hvor systematisk afsøgning af større arealer er påkrævet. Den stærke selvstændighed gør den mindre oplagt som tæt førerorienteret redningshund i bymiljø, men enkelte individer kan, med omhyggelig træning i styrbarhed og markering, løse opgaver i f.eks. natur-søg eller søg efter specifik fært i landlige miljøer. På drevjagter kan racen bruges moderat til at trykke vildt roligt frem, forudsat at lydighed og indkald er sikkert forankret, og at man arbejder med GPS-sikring og veldefinerede afgrænsninger.

I daglig drift bør man planlægge for høj daglig motion (2–3 timer) kombineret med fokuseret næsearbejde 3–5 gange ugentligt, fordi racens mentale balance er tæt knyttet til at få lov at bruge næsen. Populariteten er relativt lav uden for Alpeområdet, hvilket betyder, at den ofte bevares i hænderne på praktisk orienterede jægere og eftersøgningsfolk – en fordel for at holde arbejdslinjen skarp.

Steirische Rauhhaarbracke lærer bedst gennem rolig, systematisk og belønningsbaseret træning, hvor man udnytter dens naturlige drift og sporvilje. Start tidligt med miljø- og lyssocialisering, så hvalpen bliver tryg ved skud, biler, forskellige underlag, vand og møder med husdyr. Når grundtrygheden er på plads, indlæres kontakt, indkald og et pålideligt stopsignal, fordi førerkontrol er forudsætningen for sikker anvendelse i terræn.

Blodspor opbygges trinvist: begynd med korte, friske spor (100–200 m) i let skovbund, og brug rene rutiner for start, lineføring og belønning ved skind/klov. Forlæng gradvis til 400 m/3 timer og senere 1000 m/20 timer, og varier underlag, vinkeltyper, tilbagehop og forstyrrelser. Arbejd hele tiden med sporfasthed – hellere langsom, korrekt næseføring end hurtig fremdrift – og introducer „knæk“ samt kunstige skudopgaver, når hunden er sikker. En 10–12 meters sporline og et bredt, polstret sporhalsbånd giver stabilitet og skåner hundens nakke i træk.

Selvstændighed er et plus i spor, men kræver en tydelig ramme: træn „arbejde tændt – hvile slukket“-rutiner, f.eks. ved at lade hunden ligge i dæk mellem opgaver, og ved at afbryde sporarbejde på førers signal uden konflikt. Konditionstræning bør indgå 2–3 gange ugentligt (bakkeintervaller, cykling i skridt/trav, svømning i roligt vand), så muskulaturen kan bære lange arbejdsdage. Potebeskyttelse med voks eller sokker, kort klobæring og regelmæssig gennemgang for rifter er en del af driftssikkerheden.

Mental vedligeholdelse uden for sæsonen kan ske via personspor, fodersøg i skovbund, feltopgaver med små genstande og simpel specialsøg. Racen responderer godt på få, klare signaler, og trives med faste ritualer for start og afslutning af arbejde. Undgå overtræning i varme – planlæg spor tidlig morgen eller sen aften, når du forventer høj temperatur.

I Skandinavien og Centraleuropa dokumenteres sporhunde typisk via standardiserede schweissprøver. For Steirische Rauhhaarbracke giver beståede 400 m/3-timers og især 1000 m/20-timers prøver et solidt bevis på sporfasthed og udholdenhed. I Østrig og Tyskland findes desuden avancerede foreningsprøver (f.eks. 20–40 timers Verbandsschweißprüfung), som afspejler den praktiske virkelighed med vinkler, tilbagehop, blodafbrydelser og forstyrrelser. I Danmark administreres officielle prøver via DKK og specialklubber, og godkendte sporresultater kan – sammen med dokumenteret skudfasthed, lydighed og førerens jagttegn – være del af vejen mod at indgå i organiseret eftersøgningstjeneste lokalt.

Udover rene schweissprøver kan man konkurrere i Nose Work (baner i forskelligt miljø), eller gennemføre brugsprøver, der tester grundlæggende samarbejde og kontrol under jagtrelaterede distraktioner. Formålet er ikke sport for sportens skyld, men at kvalitetssikre hundens stabilitet, når det gælder. Forberedelse til prøve bør inkludere generalisering: træn i fremmede skove, på forskelligt underlag og med spor lagt af andre end føreren. Dokumentér træningen i logbog med vejrdata, sporlængde, liggetid og fejltyper, så du kan analysere hundens mønstre og justere planen.

Praktiske krav til prøve: chipregistrering, gyldige vaccinationer, forsikring, korrekt udstyr og en hund i passende kondition. På selve dagen er det en fordel at varme hunden roligt op, give fri vandtilgang, og sikre ro før start, så fokus er på næsen frem for puls.

Som familiehund er Steirische Rauhhaarbracke venlig, rolig og ukompliceret i hjemmet, når den får dækket sit behov for motion og næsearbejde. Uden „job“ kan racen blive rastløs, vokalisere ved stimuli udefra eller udvikle selvbelønnende jagtadfærd på gåture. Den trives bedst i hus med have og sikre hegn, fordi jagtlysten er medfødt, og fordi et kontrolleret frirum giver bedre hverdag. I lejlighed kan det lade sig gøre for erfarne ejere, men kræver minutiøs planlægning af motion og mental aktivering.

Racen er tolerant med børn, hvis omgangen er respektfuld, og har sjældent konflikt med andre hunde, når introduktioner er kontrollerede. Den er ikke hypoallergen, men den ru, tætte pels fælder moderat og er relativt let at holde: ugentlig gennembørstning, lejlighedsvis trimning af døde hår, rutinemæssig ørerens for at forebygge fugt og øregangsbetændelse, samt klip af kløer. Ernæringsmæssigt klarer de fleste sig fint på et kvalitetsfoder med moderat til højt proteinindhold; individuelle fødevareallergier kan forekomme, som hos andre racer, og håndteres bedst via elimineringsdiæt i samråd med dyrlæge.

Som arbejdshund kræver den 2–3 timers daglig aktivitet, hvoraf mindst 30–45 minutter bør være målrettet næsearbejde. I jagtsæsonen kan energibehovet stige, og måltider bør timet, så hunden ikke arbejder på fuld mave – giv pauser og vand, og hold øje med overophedning i varmt vejr og nedkøling i vådt/koldt føre. Racen er komfortabel i vand, men bør tilvænnes rolig ind- og udgang for at skåne muskler og sener.

Forskellen på succes som familiehund og som arbejdshund ligger i struktur: klare rutiner, konsekvent indkaldstræning med langline, og et fast ugentligt program for spor, kondition og restitution. Med de rammer er racen en loyal, effektiv og engageret makker – både hjemme og i felten.