Tervueren - Ansvarlig avl og genetik

Tervueren er den langhårede, rødligt sablede variant af Belgisk Hyrdehund, og den beskrives ofte som den mest elegante af de fire varieteter. Rammen er kvadratisk og tør, med tydelig muskulatur, høj skulder, fast ryglinje og et let skrånende kryds. Brystet er dybt til albuerne, uden at være bredt, og for- og bagbensvinklerne skal være afbalancerede, så bevægelserne bliver frie, jordvindende og elastiske. Halen bæres naturligt i en let bue, ikke højt flagende. Hanner måler 60–66 cm, tæver 56–62 cm; vægten ligger typisk omkring 27–29 kg, afhængigt af køn og kondition.

Hovedet er tørt og langstrakt med moderat stop, korrekt saksebid og en sort maske, der dækker læber og øjenomgivelser. Øjnene er mandelformede, mørkebrune og udtrykket er intelligent og årvågent. Ørerne er trekantede, opretstående og proportionerede. Pelsen er dobbelt og middel til lang, lige og let hård i dækpelsen, med tæt, vejrbestandig underuld, der følger årstiderne. Farven er rød til mahogni med sorte hårspidser (black overlay) og tydelig sort maske; små hvide aftegninger tolereres på bryst og tæer, men store hvide felter, manglende maske eller utilstrækkelig overlay er fejl i forhold til standarden.

Temperamentet er modigt, opmærksomt og hengivent over for føreren. Der må ikke være udtalt skyhed eller uberettiget aggressivitet. En Tervueren skal kunne arbejde med høj samarbejdsvilje og stressrobusthed i hyrde- og moderne brugsopgaver. I avl må man undgå ekstremer: for tunge hunde, overdreven pelsmængde, blød pelsstruktur eller overdrive i vinkler, som kan kompromittere funktionalitet. Racen kræver masser af mental og fysisk stimulering, hvorfor avlsdyr også bør dokumentere arbejdsevne og nervesikkerhed gennem prøver eller standardiserede mentalbeskrivelser.

Tervueren er genetisk set en del af helheden Belgisk Hyrdehund, hvilket historisk har givet mulighed for at styre variation i både temperament og eksteriør. I moderne avl arbejder man dog typisk inden for varianten, og intervarietetsparringer kræver klare klubregler og bevidste valg, da afkommet kan falde i andre varieteter farvemæssigt. Uanset rammerne gælder det om at bevare genetisk diversitet og undgå "popular sire-syndrom", hvor få hanhunde præger alt for mange kuld.

Fokuser på koefficienten for indavl (COI) over 5–10 generationer, og stræb efter en COI, der så vidt muligt ligger under 5–6,25 %. Lave COI-tal reducerer risikoen for indavlsdepression, som kan vise sig ved fertilitetsproblemer, nedsat immunforsvar og kortere levetid. Brug gerne avlsværdital/indeks for hofter og albuer, hvis de findes i den nationale database, og tænk i slægtskab snarere end kun i individuelle resultater. Jo mindre den danske population er (aktuelt relativt få oprettelser årligt), desto vigtigere er det at planlægge på tværs af geografier og linjer for at øge den effektive populationsstørrelse.

Mange egenskaber er polygenetiske, herunder hofte- og albueledsdysplasi samt tilbøjelighed til epilepsi. Selektion virker bedst, når man kombinerer fenotypiske data (røntgen, øjenlysning, mentaltest) med slægtskabsinformation over flere generationer. Farve og pels styres primært af agouti-sable med sort overlay og maskegen; undgå bevidst avl på fortyndingsfarver eller store hvide aftegninger, da det strider mod standardens intention og kan ledsage uønskede genetiske mutationer. Endelig, vær opmærksom på miljøets betydning: korrekt vækststyring, moderat energiindtag i opvæksten og kontrolleret motion reducerer miljøandelen af fx HD, hvilket understøtter genetisk selektion.

Et ansvarligt sundhedsprogram for Tervueren kombinerer kliniske undersøgelser, røntgen, øjenlysning og relevante DNA-tests. Minimum anbefales FCI-røntgen af hofter (mål A–B; undgå at parre C med C eller dårligere) samt albuer (0–1; idealet er 0/0). Foretag røntgen ved 12–24 måneders alder, afhængigt af nationale regler, og brug indeks/avlsværdital hvor tilgængelige. Suppler gerne med skuldervurdering for OCD i linjer, hvor det forekommer.

Øjensundhed er central. ECVO-øjenlysning udføres før avl, og for avlsdyr gentages den regelmæssigt, især hos aktive avlshunde. PRA er rapporteret i racen; anvend tilgængelige DNA-paneler fra anerkendte laboratorier for kendte varianter i Belgisk Hyrdehund, og par kun bærere til fri partnere. Katarakt kan opdages klinisk; øjenlysning ved 7–8 uger anbefales til hvalpe før salg i kuld med historik.

Epilepsi har kompleks arv; der findes ingen enkel DNA-test. Arbejd systematisk med slægtskab: registrér anfald, debutalder og forløb i et fælles epilepsiregister, og undlad at avle på afficerede samt nært beslægtede kombinationer, hvor incidensen er forhøjet. Autoimmun hypothyreose forekommer; et udvidet thyroidea-panel (T4, fT4, TSH og TgAA) ved 2–4 års alder giver nyttig status ved gentagen avl. Overvej desuden test for degenerativ myelopati (SOD1), da bærere findes i flere hyrdehunde; planlæg kun bærer × fri.

Supplerende sundhed: en klinisk hjerteauskultation og almen helbredsundersøgelse før parring, brucella-test ved import/udlandsparringer, sædanalyse på hanhund i aktiv brug, samt tandsundhed (korrekt saksebid). Vær opmærksom på racens dybe brystkasse og risiko for mavedrejning; rådgiv hvalpekøbere om fodringsrutiner og motion omkring måltider. Endelig, prioriter dokumenteret mental robusthed via MH/BPH, brugsprøver eller DKK’s mentalbeskrivelse, da nervesystemet er mindst lige så vigtigt som led og øjne.

Etisk Tervueren-avl sætter sundhed, funktion og mental trivsel foran mode og hurtig gevinst. Først og fremmest bør tæver ikke sættes i avl før fuld fysisk og mental modenhed, typisk fra 24 måneder og efter gennemførte sundhedstests. Undgå første kuld efter 7-års-alder, og planlæg pauser mellem kuld, så tæven kan restituere fuldt. Hanhunde i intensiv brug bør ligeledes helbredsvurderes løbende og ikke dominere populationen.

Transparens er afgørende: offentliggør alle testresultater, også når de ikke er perfekte, og oplys åbent om kendte problemer i linjen. Vælg ikke parringer, der primært forfølger farve, pelsmængde eller showmeritter, hvis det kompromitterer mental stabilitet eller sundhed. Undlad avl på hunde med udtalt skyhed, nervøsitet eller uberettiget aggressivitet, selv hvis de i øvrigt er smukke og arbejdsvillige. Brug skriftlige kontrakter, sundhedsattester og en klar tilbagekøbsgaranti, så hvalpe aldrig står uden sikkerhedsnet.

Socialisering og miljøberigelse i opdrættet er etisk kerneområde. Planlæg et gennemarbejdet socialiseringsprogram fra uge 3–8 med kontrollerede lyde, underlag og håndtering, så hvalpene får et robust udgangspunkt. Overhold dansk lovgivning, klubregler (DKK/FCI) og racens særregler for eventuelle intervarietetskryds. Sæt realistiske ventelister, match hvalpe efter temperament frem for kun udseende, og følg op livslangt, så data returnerer til avlen. Kvalitet i lille skala, med omhu for individet, er bedre end store kuld uden plan.

Det optimale match starter med en ærlig SWOT-profil af din hund: styrker, svagheder, muligheder og risici. Dokumentér eksteriør (kritik fra udstilling/ekspert), bevægelsesvideo, sundhedsdata, mentalbeskrivelse og arbejdstitler. Søg en partner, der komplementerer fejl uden at indføre nye alvorlige risici. Har tæven fx en tendens til blød pels eller knapt for dyb brystkasse, så vælg en han med korrekt pelsstruktur og god dybde, men som samtidig bevarer lethed og funktionel overlinje.

Sundhedsprofilen skal matche: brug HD/ED-indeks, præmisse om 0/0 albuer hvor muligt, samt tydelige planer for bærerstatus ved DNA. Ved epilepsihistorik i nær familie, undgå linjer med kendt høj incidens. Anvend værktøjer til slægtskab og COI-beregning, og vær ikke bange for at kigge ud over landegrænser for at finde genetisk friske kombinationer. Overvej også temperament og nervefasthed: racen er årvågen og modig, men bør ikke være højstresset eller hyperreaktiv. Prioritér dokumenterede resultater i brugsgrene (IGP, nosework, rally, hyrdning) eller beståede mentaltests som objektivt grundlag.

Praktisk planlægning inkluderer fertilitetsvurdering af hanhund, progesteron-forløb på tæven, logistisk plan for parring eller insemination, samt en klar aftale om ejerskab af hvalperettigheder, eksportpapirer og dataregistrering. Indtænk hvalpekøberprofil: hvis kuldet forventes med meget høj drift og aktivitetsbehov, skal du have hjem til det. Evaluér tidligere afkom fra samme kombination eller beslægtede parringer, og tal med opdrættere, der kender linjerne. Det er bedre at vente på den rigtige hanhund end at gennemføre en middelmådig, bekvem parring.