Nødsituationer med Tibetansk Mastiff: Beredskab og førstehjælp

En Tibetansk Mastiff er en kæmpe, stærk vagthund med tæt dobbeltpels og selvstændigt sind. I en nødsituation kræver den målrettet førstehjælp og udstyr i “stor-race”-størrelser. Sammensæt og opbevar en dedikeret førstehjælpskasse ved hundens hvilested og i bilen.

• Det bør kassen indeholde:
• Store, selvklæbende elastikbind (vet wrap) og brede gazeforbindinger til tryk.
• Sterile kompresser, non-stick forbindinger og hæmostatisk gaze/pulver til kraftige blødninger.
• Saks med afrundet spids, pincet, flåtfjerner og engangshandsker.
• Klorhexidin 0,05 % eller saltvandsampuller til sårskyl, samt øjenskyller.
• Termometer, vaseline, isposer/varmeposer og redningsfolie.
• Stor soft-muzzle eller snudeslynge; kun hvis hunden ikke har vejrtrækningsbesvær eller hedeslag.
• SAM-skinne eller andet let skinne-materiale, polstringsvat og sportstape.
• Potesokker/pote­-boots i XL, samt klotang og stiv neglefil.
• 20–60 ml sprøjter til skylning/medicinering og oral rehydreringsopløsning.
• Robust løftesele, tæppe eller glidelagen til forflytning af 60+ kg hund.
• Lommelygte/pandelampe, powerbank, engangstæppe, og en liste med vagt-dyrlæger.
• Kopi af vaccinationskort, medicinliste, forsikringsoplysninger og hundens vægt/mikrochip.

Tilpas kassen til racens behov: den tætte pels gemmer sår, derfor er ekstra kompresser, klips og saks til pelsadskillelse nyttigt. Mastiffen er reserveret over for fremmede; en korrekt tilpasset mundkurv gør undersøgelse og transport sikrere for alle. Hav godbidder med høj værdi, men undlad at fodre ved kvalme, mavesmerter eller mistanke om mavedrejning (GDV). Gennemgå indholdet hvert kvartal, og udskift udløbne produkter. Træn familien i at finde og bruge udstyret, så I handler roligt og effektivt, når sekunderne tæller.

Som kæmpe, dybtbrystet molosser med tæt pels har Tibetansk Mastiff særlige risici i akutte situationer.

Hedeslag: Dobbeltpelsen isolerer, og racen tåler dårlig fugtig varme. Tegn er kraftig gispen, mørkerøde eller blege gummer, svaghed, opkast og kollaps. Flyt straks hunden i skygge, påbegynd kontrolleret afkøling med køligt (ikke iskoldt) vand over bryst, lyske og poter, brug ventilation, og mål temperatur hvert femte minut. Stop nedkølingen ved 39,5 °C, og kør til dyrlæge.

Oppustet mave og mavedrejning (GDV): Dybtbrystede kæmper er disponeret. Symptomer er rastløshed, oppustet, stram bug, smertelyde, savlen og forgæves forsøg på at kaste op. Giv hverken mad eller vand, forsøg ikke at lægge sonde, og kør omgående til dyrehospital. Tid er afgørende for overlevelse.

Traumer: Trafikulykker, fald eller slagsmål kan give indre blødninger, brud og bidsår. Se efter blege gummer, hurtig puls, svaghed og smerte. Stabiliser med tryk på blødninger, immobiliser lemmer, hold hunden varm, og transportér på en stabil flade. En reserveret mastiff kan værge sig; brug mundkurv, hvis det er sikkert.

Akut halthed: Unge mastiffer kan få panosteitis eller OCD; voksne kan forværre hofte- eller albuedysplasi. Pludselig, voldsom smerte, hævelse eller manglende støtteevne kræver undersøgelse. Begræns bevægelse, og undgå egen medicinering.

Kvælning og åndedrætsbesvær: Store knogler og legetøj kan sætte sig fast. Hvis hunden ikke kan trække vejret, og du kan se en genstand, fjern den forsigtigt. Hvis ikke, kan abdominale tryk (Heimlich for stor hund) forsøges, mens nogen ringer til dyrlægen. Ved cyanose, kollaps eller hvæsende vejr – afsted akut.

Kramper: Enkeltstående krampe under fem minutter, hvor hunden vågner hurtigt, er sjældent livstruende, men gentagne eller langvarige (over fem minutter) er akut. Fjern farer, mål temperatur, og søg dyrlæge.

Forgiftninger sker oftest i hjemmet eller på gåtur. En nysgerrig, stærk mastiff kan hurtigt få adgang til store mængder toksiner, hvilket forværrer risikoen.

• Typiske kilder:
• Rottegift (antikoagulantia), sneglegift (metaldehyd), kølervæske (ethylenglykol).
• Humanmedicin som ibuprofen, naproxen, paracetamol og ADHD-præparater.
• Xylitol i tyggegummi og bagværk, chokolade, druer/rosiner, løg/hvidløg.
• Cannabis/THC, nikotin, samt blågrønne alger i søer om sommeren.
• Ætsende midler: ovnrens, afløbsåbnere, batterier.

Hvad du gør:
1) Stop eksponeringen, fjern rester, og gem emballagen.
2) Ring straks til dyrlæge eller Giftlinjen for dyr, og oplys race, vægt (ofte 62–65 kg), tid, mængde og symptomer.
3) Fremprovokér ikke opkast, medmindre dyrlægen specifikt instruerer det. Det er kontraindiceret ved ætsende stoffer, skumdannende midler, bevidstløshed eller kramper.
4) Skyl hud/ pels ved topisk eksponering med lunkent vand og mild sæbe i mindst 10 minutter; undgå at duftstoffer forbliver i pelsen.
5) Aktivt kul gives kun efter faglig anvisning, da dosering til kæmper er betydelig og kan give komplikationer.
6) Ved metaldehyd, nikotin, koffein eller blågrønne alger – hold hunden rolig og kølig, da uro øger toksicitet. Ved antikoagulant rottegift, begræns aktivitet for at mindske blødning.
7) Gem opkast- eller afføringsprøver i dobbeltpose, hvis dyrlægen beder om det.

Hydrogenperoxid 3 % kan, hvis en dyrlæge anbefaler det og forholdene er sikre, bruges til at fremkalde opkast i hjemmet. Dosis er typisk 1–2 ml/kg, maks. 45 ml, givet én til to gange med 10 minutters mellemrum. Det er dog ofte sikrere at køre direkte til klinik, hvor der kan gives kontrolleret emesis og modgift (f.eks. K1-vitamin ved rottegift) og intravenøs væske.

Rolig, systematisk skadesbehandling redder liv, især når hunden vejer over 60 kg.

Blødninger: Læg straks direkte tryk med tykke, sterile kompresser; fasthold med bred, elastisk bandage. Tilføj lag oven på gennemblødt materiale; fjern ikke det inderste. Brug hæmostatisk gaze ved kraftige sår. Hæv om muligt benet. Øreflænger bløder voldsomt – klem øret op mod hovedet med en “hovedindpakning”.

Sår: Skyl med rigeligt sterilt saltvand, indtil vævet ser rent ud. Undgå brintoverilte og alkohol i åbne sår. Dæk med non-stick forbinding og polstring; fixér med vet wrap uden at stramme. Den tykke pels skal ofte skilles og trimmes lidt omkring såret for at få en ren bandage.

Poter og kløer: Afrivning af ulveklo/neglerod giver stærk blødning og smerte. Tryk, rens, og bandagér fast med polstring til tåspidserne for at stabilisere. Brug pote-boot til beskyttelse ved transport.

Mistanke om brud: Immobilisér i den position, hunden selv vælger, polstr generøst, og brug SAM-skinne eller stiv improviseret skinne, der dækker leddet over og under. Forsøg aldrig at reponere brud. Ved ryg- eller nakketraume – undgå bøjningsvrid, løft med flere personer på plan, stabil flade.

Hedeslag: Start køling straks med køligt vand over store muskelgrupper, især bryst og lyske, og brug blæser. Tilbyd små slurke vand, hvis hunden er vågen og ikke kaster op. Stop ved 39,5 °C, og kør til dyrlæge.

Kvælning og HLR: Hvis hunden kollapser og ikke trækker vejret, tjek for fremmedlegeme. Hvis ingen puls/ vejrtrækning, påbegynd HLR: brystkompressioner ved hundens bredeste brystpunkt, 100–120/minut, ned til 1/3–1/2 af brystkassens dybde. Ventilér 2 indblæsninger for hver 30 kompressioner, hvis I er to. Skift afløser ofte; kør mod klinik under fortsat kompressioner, hvis muligt.

Smerte og stress: En reserveret mastiff i smerte kan knurre. Sæt mundkurv på, hvis vejrtrækning er stabil, og undgå unødige håndteringer. Dæk med tæppe for at dæmpe stimuli.

• Kontakt dyrlæge med det samme ved:
• Mistanke om GDV: oppustet mave, rastløshed, forgæves opkast.
• Åndedrætsbesvær, blålige/blege gummer, kollaps eller kramper > fem minutter.
• Vedvarende blødning > 5–10 minutter, dybe eller penetrerende sår, øjenskader.
• Mistanke om forgiftning, især rottegift, metaldehyd, kølervæske, xylitol eller blågrønalger.
• Pludselig, svær halthed, mistanke om brud eller rygskade, påkørsel/fald.

Forbered oplysninger: symptomer og starttid, hændelsesforløb, kendte diagnoser (hofte/albuedysplasi, hypothyreose), medicin, forsikring, vægt og chipnummer. Mål vitale værdier, hvis muligt: temperatur 38,0–39,2 °C, hjertefrekvens 60–90/min i hvile, respirationsfrekvens 10–30/min. Notér gummefarve og kapillærfyldningstid (normalt < 2 sek.).

Transport af kæmpehund: Brug skridsikker rampe eller løftesele, og vær mindst to personer. Sikr hunden i bilen med sele/fastgørelse; undgå tryk på maven ved mistanke om GDV. Sæt mundkurv på smertepåvirkede hunde, hvis de kan trække vejret ubesværet. Ring i forvejen, så klinikken kan gøre klar.

Forebyggende dialog: Tal med din dyrlæge om risikostyring for store, dybtbrystede hunde – herunder profylaktisk gastropeksi mod GDV, vægtkontrol for at aflaste hofter/albuer, samt plan for smertestyring ved panosteitis og OCD hos unge hunde. Ved mistanke om Canine Inherited Demyelinative Neuropathy eller vedvarende svaghed, få en neurologisk vurdering tidligt. En stærk relation til en vagtdyrlæge, regelmæssig sundhedstjek og træning i håndtering gør hele forskellen, når uheldet er ude.