Tibetansk Mastiff - Allergi og intolerance: Komplet guide

Den Tibetanske Mastiff er ikke hypoallergen. Som en stor, dobbeltpelset molosser med kraftig underuld fælder den både løbende og sæsonvist, og den frigiver betydelige mængder hudskæl samt partikler, der binder pollen og støv. Fældeperioderne – hvor underulden “blæser” – kan være intensive, og de øger allergenmængden i hjemmet markant. Racen er ofte mere tørmundet end tunge-savlende mastiffer, men spyt, hudskæl og hår er stadig væsentlige allergenkilder. Den store kropsmasse betyder desuden, at den samlede mængde allergen over døgnet typisk er højere end hos mindre hunde. Pelsen er middel-lang, tæt og vandafvisende, hvilket giver god beskyttelse i koldt klima, men også fastholder miljøallergener. Ugentlig pleje – gerne oftere i fældesæson – er nødvendig for at holde hud og pels sund, og for at reducere allergenbelastningen i hjemmet. En veltilpasset plejerutine omfatter grundig udredning af underuld med kam eller underuldsrager (bruges skånsomt), børstning med slicker/børste i sektioner og afsluttende udluftning med kølig føntørrer eller blæser for at fjerne løse partikler. Da racen er uafhængig og reserveret, bør håndtering trænes tidligt og positivt, så pelspleje kan udføres roligt og sikkert. For ejere med hundeallergi gælder, at Tibetansk Mastiff sjældent er et godt match. Hvis man alligevel lever med racen, bør man planlægge systematisk allergenkontrol i hjemmet: hundefri soveværelse, regelmæssig støvsugning med HEPA-filter, vask af tekstiler ved 60 °C og børstning udendørs. Det er også klogt at vænne hunden til at blive tørret af efter ture, så pollen, støv og skimmelsporer ikke slæbes med ind.

Hos Tibetansk Mastiff viser allergi sig hyppigst som atopi (miljøbetinget overfølsomhed), fødevareallergi/intolerance og loppeallergi. Typiske tegn er kløe, pote- og lyskeslikken, rødme, tilbagevendende hotspots, skæl, ørebetændelse og en karakteristisk brunlig misfarvning af pelsen på steder, hvor der slikkes. Racens kraftige pels kan skjule tidlige hudforandringer, hvorfor ugentlige hud- og pelschecks er vigtige. En systematisk tilgang begynder med at udelukke loppeallergi via konsekvent loppe-/flåtforebyggelse året rundt. Dernæst vurderes mønstre: er kløen sæsonbetinget (pollen), helårig (støv/mider) eller relateret til foder? Fotodokumentation og en simpel kløeskala fra 0-10, som noteres ugentligt, hjælper dig og dyrlægen med at vurdere respons på tiltag. Plejerutiner bør understøtte hudbarrieren uden at udtørre den. Bad hver 3.-6. uge med en mild, parfumefri, hypoallergen shampoo; oftere ved flare-ups efter dyrlægens anvisning. Skyl grundigt, og tør helt igennem for at forebygge fugtig dermatitis i den tætte underuld. Aftørring af poter, bug og faner med mikrofiberklude efter ture reducerer kontakt med pollen og gatestøv. Potebarriere (voks/salve) før gåture på saltede eller kemisk behandlede underlag kan mindske irritativ kontaktdermatitis. Træning i håndtering er essentiel, da racens reserverede natur kan give modstand ved pelspleje og dyrlægebesøg. Indøv stå/bliv, næse-target, mundkurvstræning og rolig børstning med rige godbidsbelønninger. Planlæg daglig motion op til 1 time, men justér rute og tidspunkt ved højt pollental, og hold hunden i skygge/køligt for at begrænse varmeudløst kløe og hotspots.

Fødevareallergi og -intolerance kan udløse kløe, ørebetændelser og/eller mave-tarm-symptomer. En korrekt gennemført eliminationsdiæt er guldstandarden for diagnostik. I praksis vælges et fuldfoder baseret på hydrolyseret protein eller en stram novel-protein-kilde (fx vildt, and eller insekt) med kulhydrat, som hunden ikke tidligere har spist. Diæten gives eksklusivt i 8-12 uger – ingen andre godbidder, tyggeben eller smagsforstærkere. Herefter udføres en kontrolleret provokation med den tidligere kost i 1-2 uger; vender symptomer tilbage, er en fødevareallergi sandsynlig. Til en kæmperace er portionsstørrelserne betydelige; vælg derfor et diætfoder med dokumentation for ernæringsmæssig fulddækning og passende energitæthed, så vægt og muskelmasse bevares under forløbet. Undgå overforsyning af calcium, især hos unghunde, da det øger risikoen for ortopædiske problemer. Omega-3-fedtsyrer (EPA+DHA) kan dæmpe hudinflammation; drøft dosis med din dyrlæge, typisk i størrelsesordenen 50-100 mg/kg/dag EPA+DHA, og tilskud af E-vitamin ved længerevarende brug. Kostfibre og probiotika kan stabilisere mave-tarm-kanalen ved intolerance. Opbevar tørfoder lufttæt, køligt og tørt for at begrænse lagermider, som kan trigge kløe; del eventuelt foder op i mindre portioner og frys dem, hvis hunden er meget følsom. Vær opmærksom på skjulte proteinkilder i tandstifter, kapsler og tyggeben. Når tolererede proteiner er identificeret, kan du sammen med dyrlægen udvælge en langtidsegnet kost, der også understøtter hudbarrieren via tilsat zink, biotin og essentielle fedtsyrer. Hold hunden slank; fedme forværrer systemisk inflammation og kløe og belaster i øvrigt de store led.

Miljøallergener som pollen, husstøvmider og skimmelsvampe er hyppige drivere af atopi. Den Tibetanske Mastiffs tætte underuld fungerer som “bur” for partikler, som derfor bør fjernes systematisk. Planlæg gåture på tidspunkter med lavere pollenbelastning – ofte efter regn eller sent på aftenen – og undgå at lade hunden rulle i højt græs under græspollensæsonen. Aftørring af ben, bug og hale med fugtig mikrofiberklud ved hjemkomst reducerer overfladeeksponering. Bad med medicinsk eller hypoallergen shampoo kan bruges som “allergen-skyll”, især i sæson. I hjemmet er en hundefri sovezone, HEPA-luftrensere i opholdsrum, hyppig støvsugning (HEPA) og vask af hundesenge/plaider ved 60 °C centrale tiltag. Undgå vægge-til-vægge-tæpper i de rum, hvor hunden opholder sig mest. Hold relativ luftfugtighed omkring 40-50 % for at hæmme husstøvmider, og luft ud dagligt, når pollentallet tillader det. Brug parfumefrie rengøringsmidler og vaskemidler, og kør ekstra skyl ved vask af hundetæpper. Undgå røg og aerosoler (duftsprays), som kan irritere hud og luftveje. Racen trives i kølige omgivelser; varme og fugt øger risikoen for hotspots i den tætte pels. Tilbyd kølemåtter, skygge og god ventilation, og undgå at hunden ligger længe på vådt underlag. I landlige miljøer kan staldstøv og skimmelsvamp i lader være trigger; hold opholdstiden nede, og børst hunden af udendørs før indgang. En fast plejeplads udendørs eller i bryggers med god udsugning gør rutinen lettere at overholde.

Diagnostik begynder med en grundig dermatologisk undersøgelse, inklusiv hudskrab, cytologi, øresvab og loppekontrol. Ved mistanke om atopi kan intradermal test eller serologisk IgE-test bruges til at sammensætte en allergenspecifik immunterapi (ASIT). Behandlingshierarkiet omfatter: 1) streng parasitkontrol med moderne midler (fx isoxazolin) for at udelukke loppeallergi; 2) hudbarrierepleje med medicinske shampooer/conditioners (fx ceramid-, klorhexidin- eller antimykotiske formuleringer efter indikation); 3) antiinflammatorisk/antikløe-behandling. Oclacitinib (Apoquel) virker hurtigt på kløe; lokivetmab (Cytopoint) er en injektion med lang virkning mod IL-31-medieret kløe; ciclosporin kan være effektivt ved kronisk atopi; kortikosteroider anvendes kortvarigt ved svære opblussen. Valg styres af effekt, bivirkninger, komorbiditet og økonomi – og for en kæmperace bør dosering og langtidsplan lægges nøje, da omkostninger kan løbe op. Sekundære infektioner er hyppige; stafylokok-pyoderma behandles med lokal/evt. systemisk antibiotika efter dyrkning ved recidiv, og Malassezia-dermatitis med antimykotika. Ørebetændelse håndteres med rens og øredråber efter cytologi. Ved behandlingsresistent hud bør skjulte medvirkende faktorer afsøges, herunder autoimmun hypothyreose, som forekommer i racen; lavt thyroxin kan give hårtab, tyk hud, skæl og tilbagevendende infektioner. En blodprofil med thyroideapanel er derfor relevant, og korrekt behandling med levothyroxin kan stabilisere hudbilledet. Langtidsstyring bør inkludere kontrolbesøg, justering af medicin efter sæson, baseline- og opfølgningsblodprøver ved systemiske midler samt vægtkontrol. Målet er at kombinere miljøtiltag, hudpleje, kost og – når indiceret – ASIT, så medicinbehov og kløe holdes lavest muligt gennem hele hundens 12-15-årige livsløb.